Ved folketingsbeslutningen meddeler folketinget samtykke til, at ovennævnte overenskomst opsiges.

Ved salget af de dansk-vestindiske øer til USA i 1916 modtog Danmark en officiel amerikansk erklæring, hvorved USA anerkendte, at dansk suverænitet udstraktes over hele Grønland, og da der med de vidtforgrenede internationale forhandlinger efter første verdenskrig blev skabt en passende anledning hertil, benyttede Danmark lejligheden til at indhente lignende erklæringer fra de på den såkaldte ambassadørkonference repræsenterede stormagter, Storbritannien, Frankrig, Italien og Japan. En tilsvarende henvendelse blev derpå rettet til Sverige, der ligeledes indtog en positiv holdning.

For så vidt angår Norge havde der frembudt sig en naturlig anledning i forbindelse med en norsk henvendelse i 1919 til fredskonferencen med henblik på at opnå samtykke fra de interesserede stater bl. a. Danmark til, at Norge udstrakte sin højhedsret til Svalbard. Under de dansk-norske kontakter, der fandt sted i denne forbindelse, gav den daværende norske udenrigsminister Ihlen over for den danske gesandt i Oslo udtryk for, at Danmark i spørgsmålet om suveræniteten over Grønland som helhed ikke ville møde vanskeligheder fra norsk side.

I den følgende tid viste det sig imidlertid stadig tydeligere, at Danmark og Norge anlagde et forskelligt syn på rækkevidden af den norske udenrigsministers erklæring; således fandt man i Norge, at Danmark ikke var berettiget til at udvide det almindelige kolonistyre for Grønland til den grønlandske østkyst med de konsekvenser, dette måtte have for norsk aktivitet i dette område og de tilstødende farvande. På norsk initiativ blev der i 1923 indledt egentlige forhandlinger mellem de to lande om spørgsmålet om Østgrønland. Begge lande fastholdt deres principielle standpunkter, d. v. s. at Danmark hævdede, at Grønland som helhed var undergivet dansk suverænitet, medens Norge gjorde gældende, at Østgrønland var et ingenmandsland. Forhandlingerne mundede dog ud i, at der mellem de to lande den 9. juli 1924 blev indgået en overenskomst angående Østgrønland, der i overenskomsten defineredes som den del af Grønlands østkyst med tilstødende farvand, som strækker sig fra Lindenovsfjord til Nordostrundingen; dog blev Angmagssalik-distriktet holdt udenfor, og endvidere blev det fastslået, at overenskomstens bestemmelser ikke skulle være til hinder for at forbeholde det fornødne område for en påtænkt bebyggelse af Scoresbysund og for i denne forbindelse at fastsætte særbestemmelser for dette område.

I overenskomsten stipuleredes det i øvrigt, at der skulle være fri adgang for fartøjer, hvis besætning og andre ombordværende personer skulle være berettiget til at gå i land, overvintre og drive jagt, fangst og fiskeri, hvilken virksomhed dog ikke måtte udøves på en sådan måde, at der kunne opstå fare for udryddelse af sjældne eller nyttige dyrearter; såfremt indvundne erfaringer måtte gøre det ønskeligt, forudsås det, at hvert land indførte bestemmelser med henblik på at bevare eller genoprette dyrebestanden. Ved overenskomsten hjemledes der endvidere adgang til inden for det af overenskomsten omfattede område at tage grund i besiddelse til brug på betingelse af, at det pågældende areal ikke allerede var taget i anvendelse af andre, og at det i øvrigt blev indrettet og benyttet til beboelse eller oplæg eller på anden effektiv måde; denne brugsret skulle bortfalde, når besidderen eller hans fuldmægtig ikke havde indfundet sig på stedet i fem på hinanden følgende år. Fremdeles bestemtes det, at der inden for det pågældende område skulle være adgang til at etablere stationer for vejrvarsling, telegraf og telefon samt til at indrette anlæg i videnskabeligt eller humanitært øjemed.

For så vidt angår overenskomstens ikrafttræden og løbetid stipuleredes det, at den skulle træde i kraft den 10. juli 1924 og være uopsigelig i 20 år med forlængelse for tilsvarende tidsrum, medmindre den blev opsagt af en af parterne senest to år før udløbet af 20-årsperioden.

Overenskomsten betegnede en vis modus vivendi af praktisk karakter mellem Danmark og Norge med hensyn til Østgrønland, men den løste ikke spørgsmålet om suveræniteten over området. Ved en supplerende noteveksling af samme dato som overenskomsten forbeholdt begge parter sig således deres principielle synspunkter i de spørgsmål vedrørende Grønland, der ikke var omhandlet i overenskomsten.

Rigsdagens samtykke til indgåelse af overenskomsten blev meddelt den 29. juni 1924.

Problemet om suveræniteten blev aktuelt nogle år senere i forbindelse med spørgsmålet om udøvelsen af politimyndighed i Østgrønland; sagen udviklede sig således, at de to lande efterhånden i princippet var enige om at måtte søge en judiciel afgørelse, og efter at Norge i juli 1931 havde fundet efter omstændighederne at burde proklamere sin okkupation af en vis del af Østgrønland og instituere norsk politimyndighed i området, indbragte Danmark sagen for den internationale domstol i Haag med påstand om, at den norske okkupationsdeklaration blev kendt ugyldig som værende i modstrid med den bestående retlige situation. Ved den af domstolen den 5. april 1933 afsagte dom fik Danmark medhold, og hermed var Danmarks suverænitet over Østgrønland i realiteten fastslået.

Selv om Østgrønlandsoverenskomsten hermed blev placeret i et andet lys, blev dens gyldighed dog ikke berørt ved dommen, og den norske virksomhed i Østgrønland og i de tilstødende farvande kunne fortsat udøves inden for de af overenskomsten fastsatte rammer. Siden 1959 har der imidlertid ikke været nogen norsk aktivitet i selve Østgrønland; dog har en privat norsk ekspedition i sommeren 1964 berejst Østgrønland i det øjemed at afbryde forældelsesfristen for brugsretten til de arealer, der tidligere anvendtes af norske jægere, og på hvilke der stadig findes norske hytter.

Efter overenskomstens første 20-årsperiode, der udløb i 1944, blev opsigelsesfristen på grund af de dengang foreliggende særlige forhold ved aftaler mellem de to landes regeringer forlænget til 10. juli 1947. De danske overvejelser med hensyn til spørgsmålet om opsigelse resulterede imidlertid i en beslutning om ikke at udnytte opsigelsesadgangen. I medfør af de trufne aftaler begyndte overenskomstens anden 20-årsperiode herefter at løbe fra 10. juli 1947, således at opsigelsesadgangen i forbindelse med denne periode måtte udnyttes inden 10. juli 1965, såfremt overenskomsten ønskedes bragt til ophør den 10. juli 1967.

Inden udløbet af opsigelsesfristen i 1947 blev der i form af en noteveksling under 9. juli 1947 truffet en tillægsaftale til overenskomsten. Ved denne tillægsaftale blev den nordlige afgrænsning for det af Østgrønlandsoverenskomsten omfattede område nærmere præciseret, og endvidere blev det bestemt, at Danmark ville kunne udstrække de i Vestgrønland gældende regler for udøvelse af videnskabelig virksomhed til Østgrønland (dog med forbehold for den allerede bestående norske vejrvarslingstj eneste); endelig forudså tillægsaftalen dansk-norske konsultationer om forskellige spørgsmål vedrørende Østgrønland.

Når henses til den internationale domstols afgørelse i 1933, og efter at Grønland ved grundloven af 5. juni 1953 er blevet en integrerende del af det danske rige, samt i lyset af den udvikling, der har fundet sted i Grønland i den forløbne tid, må baggrunden for Østgrønlandsoverenskomsten, efter hvad der anføres i bemærkningerne til forslaget til folketingsbeslutning, anses for at være bortfaldet. Grønlands landsråd fik i 1963 forelagt spørgsmålet om Østgrønlandsoverenskomstens opsigelse med henblik på regeringens overvejelser i sagen, og rådet gav i en enstemmig vedtagelse af 24. august 1963 udtryk for, at den i Østgrønland eksisterende særordning ikke kan anses for at være i overensstemmelse med Grønlands, specielt Østgrønlands, status som en ligestillet del af Danmark, hvorfor rådet henstillede til regeringen, at spørgsmålet om traktatens snarlige ophævelse måtte blive taget op til overvejelse. Landsrådets udtalelse lød i sin helhed som følger:

„Grønlands landsråd skal udtale, at den siden 1924 i Østgrønland eksisterende særordning, hvorefter der er indrømmet norske statsborgere — og som følge deraf britiske og franske statsborgere — særlige rettigheder med hensyn til fangst og fiskeri m. v. uden for de beboede distrikter, ikke kan anses for at være i overensstemmelse med Grønlands, specielt Østgrønlands, status som en ligestillet del af Danmark.

Landsrådet anerkender fuldt ud, at bevarelse af et godt forhold til Norge er af vital betydning for Danmark og dermed for Grønland, men landsrådet må efter den i de seneste år stedfundne udvikling være af den opfattelse, at reelle norske interesser ikke længere vil blive skadet ved en ophævelse af Østgrønlandstraktaten af 1924.

Landsrådet henstiller derfor til regeringen at tage spørgsmålet om traktatens snarlige ophævelse op til overvejelse."

Regeringen har kunnet tiltræde landsrådets synspunkter og er kommet til det resultat, at overenskomsten bør bringes til ophør.

Opsiges overenskomsten, vil Norges rettigheder i henhold til denne ophøre den 10. juli 1967. Dette involverer ikke blot, at den norske aktivitet i land ikke vil kunne genoptages, men også at norsk fiskeri i de østgrønlandske farvande fra dette tidspunkt må foregå i overensstemmelse med de for fiskeriterritoriet ved Grønland i almindelighed gældende regler. Med virkning fra 1. juni 1963 er der blevet etableret et grønlandsk fiskeriterritorium på 12 sømiles bredde beregnet ud fra rette basislinjer; dog har bl. a. norske fiskerfartøjer ret til i en overgangsperiode, der udløber den 31. maj 1973, at drive fangst, fiskeri og jagt samt foretage omladning i området mellem den ydre grænselinje for fiskeriterritoriet og en linje, der løber i en afstand af 6 sømil fra den indre grænselinje; for så vidt angår fiskeri med håndline og langline kan norsk fiskeri derhos foregå i en afstand af indtil 3 sømil fra basislinjerne for det grønlandske fiskeriterritorium indtil 31. oktober 1968. Den norske regering er underrettet om, at den ovenfor nævnte almindelige overgangsperiode er begyndt at løbe også for så vidt angår de af Østgrønlandsoverenskomsten omfattede kystafsnit.

I besvarelse af en interpellation gav den norske udenrigsminister den 28. maj 1964 i Stortinget udtryk for den norske interesse i adgangen til fiskeri og sælfangst i de østgrønlandske farvande.

„Regeringen finder", hedder det i bemærkningerne til forslaget, „at det må være en naturlig indstilling fra dansk side at erklære sig rede til i en positiv ånd at indlede forhandlinger herom, når den norske regering måtte finde det belejligt, med henblik på at undersøge mulighederne for en overgangsordning, der vil være udtryk for et rimeligt hensyn til norske interesser, men som selvsagt må udformes således, at den tager hensyn til det for befolkningen i Grønland så overordentlig betydningsfulde fiskerierhverv.

I 1925 blev der ved en noteveksling mellem Danmark og henholdsvis Storbritannien og Frankrig tilsagt britiske respektive franske statsborgere, selskaber og skibe mestbegunstigelsesbehandling i Østgrønland. Disse mestbegunstigelsesaftaler er det ikke hensigten formelt at bringe til ophør, men netop deres karakter af mestbegunstigelsesaftaler fører med sig, at de to lande ikke kan have større rettigheder end de, der til enhver tid gælder for norske statsborgere."

Ved fremsættelsen af forslaget til folketingsbeslutning anførte udenrigsministeren bl. a.:

„Ser man tilbage på de år, da begrebet „Østgrønland" betegnede et anliggende, der indtog en dominerende plads i det dansk-norske forhold, og som i store dele af den danske og norske offentlighed blev fulgt med en levende interesse, der i visse kredse antog en lidenskabelig karakter, må man glæde sig over, at røret omkring Østgrønland, omend det gik som en kølig, men karsk blæst gennem det dansk-norske forhold, hverken udviklede sig til en ødelæggende orkan eller efterlod en grå og gusten luft de to lande imellem. Takket være besindighed og gensidig respekt og samhørighedsfølelse i den altovervejende del af de to landes befolkninger fik spørgsmålet om Østgrønland ikke lov til at blive nogen hindring for de dansk-norske forbindelsers gode og sunde vækst i det nordiske samarbejdes interesse.

Regeringen lægger stor vægt på at bevare og styrke de nære og mangeartede bånd mellem Danmark og Norge.

Når udviklingen har medført, at overenskomsten om Østgrønland nu naturligt må bortfalde, vil man derfor fra dansk side være indstillet på at gå ind i de drøftelser, som formentlig skal føres med Norge, med åbent sind i den hensigt at få tilvejebragt en overgangsordning til afløsning af overenskomsten, som tager hensyn til rimelige norske ønsker og interesser, idet man selvsagt samtidig må have den grønlandske befolknings egen tarv for øje."

Forslaget til folketingsbeslutning blev i folketinget — efter at have været undergivet udvalgsbehandling — tiltrådt fra alle sider. Det vedtoges enstemmigt.