Ved folketingsbeslutningen meddeler folketinget samtykke til Danmarks ratifikation af ovennævnte socialpagt.
Konventionens forhistorie:
Tanken om i et vesteuropæisk aktstykke at samle de grundlæggende vesteuropæiske værdimålere på socialpolitikkens område og angive vejen for europæisk socialt reformarbejde fremførtes i Europarådet første gang i 1951. I 1954 nedsatte ministerudvalget en social komité, som bl. a. fik til opgave at udarbejde forslag til en sådan overenskomst. Efter et langvarigt og omfattende arbejde, der udførtes under medvirken af vedkommende regeringer, arbejdsmarkedets parter i medlemsstaterne og Det internationale Arbejdsbureau, fremlagde komiteen et aftaleudkast under navnet „Den europæiske Socialpagt". Efter at Europarådets rådgivende forsamling havde haft forslaget til udtalelse, vedtoges det af ministerudvalget den 7. juli 1961. Pagten indeholder bestemmelser bl. a. om beskæftigelsespolitikken, erhvervsvejledning og -uddannelse, arbejdsvilkår og arbejderbeskyttelse, forenings- og forhandlingsret, socialforsikring og andre sociale beskyttelsesforanstaltninger samt familiepolitik.
Pagten undertegnedes den 18. oktober 1961 i Turin foruden af Danmark af 12 af Europarådets daværende 16 medlemsstater.
I Danmark har pagtens bestemmelser været gennemgået af arbejds- og socialministeriernes internationale afdeling, der har sendt den til udtalelse hos en række myndigheder og organisationer, herunder Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark De samvirkende Fagforbund.
Pagtens bestemmelser vedrører såvel arbejdsministeriets som socialministeriets forretningsområde, og spørgsmålet om Danmarks ratifikation har været forelagt såvel for arbejdsministeren som for socialministeren.
Konventionens indhold:
Pagten er inddelt i 5 afsnit. Afsnit I angiver i 19 punkter de målsætninger for socialpolitikken, som landene vil tilstræbe at leve op til med alle egnede midler. I afsnit II konkretiseres de enkelte punkter i afsnit I i 19 artikler af bindende karakter. En stat, som ratificerer pagten, behøver dog ikke at erklære sig bundet af alle 19 artikler, men ifølge afsnit III blot af et vist mindsteantal. Afsnit IV indeholder administrative forskrifter af betydning for kontrollen med, at stater, der ratificerer pagten, opfylder de påtagne forpligtelser i henhold til pagten. I afsnit V er samlet bl. a. bestemmelserne om visse begrænsninger i rækkevidden af de påtagne forpligtelser og muligheden for i visse tilfælde at indgå på forpligtelser på grundlag af bestemmelser, som er afsluttet ved kollektive aftaler og således ikke nedfældet i lovbestemmelser, samt om ikrafttræden, ændringer og opsigelse af pagten. Til pagten knytter sig endelig et tillæg, i hvilket der gives visse fortolkningsbidrag til pagtens bestemmelser.
En redegørelse for pagtens materielle indhold kan mest hensigtsmæssigt knyttes til en gennemgang af artiklerne 1-19 i pagtens afsnit II.
Artiklerne 1, 9, 10 og 15 danner en gruppe af bestemmelser, som tilsammen udgør et program for beskæftigelses- og uddannelsespolitikken. Udgangspunktet er, at enhver skal have ret til at tjene til sit eget underhold ved et frit valgt arbejde. Beskæftigelsen i de stater, som har tilsluttet sig pagten, skal holdes på et så højt og jævnt niveau som muligt, og målet er fuld beskæftigelse. Der skal findes offentlig arbejdsanvisning, som vederlagsfrit kan udnyttes af de arbejdssøgende, og samfundet skal sørge for eller fremme erhvervsvejledningen og uddannelsen. Dette gælder også erhvervsuddannelsen af invaliderede og andre handicappede samt af personer, der bliver arbejdsløse på grund af omlægninger inden for produktionen.
En anden gruppe af bestemmelser, artiklerne 2, 3, 4, 7 og 8, behandler arbejdstagernes arbejdsvilkår og arbejdsforhold. Det siges indledningsvis, at arbejdstiden pr. dag og uge skal holdes inden for grænserne af, hvad der kan anses for rimeligt, og at arbejdstiden gradvis skal afkortes i det omfang, produktionsforøgelsen og andre faktorer af betydning tillader det. Tiden, i hvilken unge arbejdere er fraværende fra arbejdspladsen på grund af uddannelse, skal normalt indregnes i arbejdstiden, og for børn under 16 år skal arbejdstiden indskrænkes til, hvad der er rimeligt under hensyntagen til barnets udvikling og uddannelsesbehov. Helligdagsbetaling, søndagsfrihed og to ugers betalt ferie skal garanteres alle, og arbejdstagere, som er beskæftiget med risikofyldt eller sundhedsfarligt arbejde, skal nyde særlige begunstigelser i form af arbejdstidsforkortelse eller forlænget ferie.
Bestemmelserne om forenings- og forhandlingsretten er optaget i artiklerne 5 og 6. Den nationale lovgivning må i henhold hertil ikke lægge hindringer i vejen for den frie udvikling af organisationsvæsenet på arbejdsmarkedet. I tilslutning til bestemmelserne om forhandlingsret indeholder pagten et udtrykkeligt tilsagn om, at arbejdere og arbejdsgivere har ret til at tage kollektive skridt i tilfælde af interessekonflikter.
Pagten går i artiklerne 11-14 ind på retten til sundhedsmæssig beskyttelse, social tryghed og den til opnåelse heraf fornødne bistand.
Bestemmelserne angående familiepolitikken er holdt i almindelige vendinger, idet artikel 16 giver stater, der ratificerer, frihed med hensyn til de forskellige metoder, de vil anvende til at fremme den økonomiske, juridiske og sociale beskyttelse af familielivet ved hjælp af sociale ydelser, familieydelser, skatteregler, tilvejebringelse af boliger m. v.
Endelig indeholder pagtens afsnit II nogle bestemmelser, som forpligter en stat, der har ratificeret, til at give statsborgere i et andet medlemsland, der har ratificeret, ret til at udføre erhvervsmæssigt arbejde og at forenkle de gældene formaliteter i forbindelse med overgangen fra arbejdssted i et land til et andet, jfr. artikel 19.
Som ovenfor nævnt giver pagten en vis mulighed for, at en stat, der ratificerer, selv kan bestemme, hvilke pligter den vil påtage sig. Minimumsvilkårene for ratifikation er i henhold til artikel 20:
a) at anse pagtens afsnit I som en erklæring om de mål, som staten vil forfølge ved alle egnede midler, som anført i indledningen til det nævnte afsnit;
b) at anse sig for bundet af mindst 5 af følgende artikler i pagtens afsnit II: artiklerne 1, 5, 6, 12, 13, 16 og 19;
c) foruden de artikler, som staten udvælger i henhold til pkt. b), at anse sig for bundet af så mange artikler eller nummererede bestemmelser af pagtens afsnit II, som den måtte vælge, forudsat at det samlede antal artikler eller nummererede bestemmelser, hvoraf den er forpligtet, udgør mindst 10 artikler eller 45 nummererede stykker.
Pagten indeholder et kontrolsystem, som bygger på, at de kontraherende stater skal afgive rapport til Europarådets generalsekretær både for så vidt angår anvendelsen af bestemmelser, som staten har ratificeret, og for så vidt angår sådanne spørgsmål, som falder uden for de bestemmelser, som staten endnu ikke har erklæret sig bundet af. Detaljerede regler er givet i pagtens afsnit IV, artiklerne 21-29, om behandlingen af disse rapporter og om de skridt, hvortil de kan give anledning. I første række skal de kontraherende parters rapporter gennemgås af en af ministerudvalget nedsat ekspertkomité bestående af 7 medlemmer med fagkundskab i spørgsmål om internationale sociale anliggender. Materialet går siden videre med ekspertkomiteens udtalelser til en anden komite, der er en underkomité under rådets sociale komité, og endelig til den rådgivende forsamling. Udtalelserne fra underkomiteen og forsamlingen går til ministerudvalget, som med 2/3 majoritet kan afgive henstilling til de kontraherende parter.
Afsnit V indeholder reglerne om begrænsninger i og undtagelser fra påtagne forpligtelser under krig eller offentlig nødstilstand, eller som i et demokratisk samfund er nødvendige til beskyttelse af andres ret og frihed eller til beskyttelse af samfundsmæssige interesser, statens sikkerhed, den offentlige sundhed eller moral, jfr. artikel 31.
Som ovenfor nævnt skal de kontraherende lande samtidig med deponeringen af deres ratifikations- eller tiltrædelsesdokument underrette Europarådets generalsekretær om, hvilke artikler eller bestemmelser de udvælger i henhold til artikel 20, stk. 1 b) og c).
Ved bedømmelsen af, hvilke bestemmelser Danmark vil kunne tiltræde, har man i første række taget den ovenfor nævnte artikel 31 i betragtning.
Endvidere har man lagt vægt på bestemmelsen i artikel 33, hvorefter de medlemsstater, i hvilke de forhold, som omhandles i artikel 2, stk. 1, 2, 3, 4 og 5, artikel 7, stk. 4, 6 og 7, og artikel 10, stk. 1, 2, 3 og 4, normalt reguleres ved kollektive overenskomster mellem arbejdsmarkedets parter, kan påtage sig disse forpligtelser, såfremt de pågældende bestemmelser gennemføres ved kollektive overenskomster for det overvejende flertal af arbejdere.
Efter det således anførte kan Danmark i henhold til artikel 20, stk. 1 b), erklære sig bundet af:
artikel 1, om retten til arbejde,
artikel 5, om retten til at organisere sig,
artikel 6, om retten til at føre kollektive forhandlinger,
artikel 12, om retten til social tryghed,
artikel 13, om retten til social og sundhedsmæssig bistand,
artikel 16, om familiens ret til social, juridisk og økonomisk beskyttelse.
I henhold til artikel 20, stk. 1 c), kan Danmark erklære sig bundet af:
artikel 2, om retten til rimelige arbejdsvilkår,
punkt 2, om betaling for offentlige fridage,
punkt 3, om mindst 2 ugers ferie med løn, og
punkt 5, om en ugentlig hvileperiode,
artikel 3, om retten til gode sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold under arbejdet (hele artiklen),
artikel 4, om retten til en rimelig løn,
punkt 1, om anerkendelse af arbejdernes ret til en rimelig løn, og
punkt 2, om anerkendelse af arbejdernes ret til højere betaling for overarbejde,
artikel 8, om erhvervsmæssigt beskæftigede kvinders ret til beskyttelse,
punkt 1, om ret til en hvileperiode før og efter en fødsel,
artikel 9, om retten til erhvervsvejledning (hele artiklen),
artikel 10, om retten til faglig uddannelse (hele artiklen),
artikel 11, om retten til sundhedsmæssig beskyttelse (hele artiklen),
artikel 14, om retten til at gøre brug af sociale velfærdsforanstaltninger (hele artiklen),
artikel 15, om fysisk og sjæleligt invaliderede personers ret til faglig uddannelse, revalidering og tilbageførelse til arbejdslivet (hele artiklen),
artikel 17, om mødres og børns ret til social og økonomisk beskyttelse (hele artiklen),
artikel 18, om retten til at udføre erhvervsmæssigt arbejde på de andre kontraherende landes territorium (hele artiklen).
Med hensyn til de artikler eller enkelte punkter, som Danmark ikke findes på forhånd at burde erklære sig bundet af, anføres i bemærkningerne til forslaget til folketingsbeslutning:
Artikel 2, pkt. 1, om fastsættelse af en rimelig arbejdstid. Dette har hidtil i det store og hele ikke været et lovgivningsanliggende, men været reguleret ved overenskomster mellem arbejdsmarkedets parter; uanset bestemmelsen i artikel 33, jfr. foran, findes der ikke for tiden tilstrækkelig anledning til at afgive erklæring vedrørende denne bestemmelse. Det må anses for betænkeligt, om de statslige myndigheder uden om arbejdsmarkedets partnere kunne blive forpligtet til at lovgive om en gradvis nedsættelse af arbejdstiden.
Artikel 4, pkt. 3, om mandlige og kvindelige arbejderes ret til lige løn. Denne bestemmelse er, for så vidt angår forholdet mellem lovgivningsmagten og arbejdsmarkedets organisationer, mere vidtgående end den af Danmark ratificerede ILO-konvention om lige løn til mandlige og kvindelige arbejdere for arbejde af samme værdi, og det må anses for betænkeligt, om de statslige myndigheder uden om arbejdsmarkedets parter kunne blive forpligtet til at lovgive om lønspørgsmål, herunder om indførelsen af lige løn.
Artikel 4, pkt. 4, om ret til et rimeligt opsigelsesvarsel. Denne bestemmelse bør man ikke på forhånd erklære sig bundet af, da der i Danmark på betydelige arbejdsområder ikke findes regler om opsigelsesvarsel.
Artikel 4, pkt. 5, om adgang til fradrag i løn. Da det stiller sig uklart, hvilken forpligtelse denne bestemmelse indebærer, bør den holdes uden for ratifikationen.
Artikel 7, om børns og unge menneskers ret til beskæftigelse. Dansk lovgivning om børns og unge menneskers arbejde afviger på flere punkter fra de i artikel 7, pkt. 1-10, fastsatte regler. Uanset at de enkelte afvigelser ikke er betydelige og ikke er af principiel natur, må de dog bevirke, at artikel 7 i sin helhed holdes uden for ratifikationen.
Artikel 8, pkt. 2-4, om særlige beskyttelsesregler for kvinder. De i disse bestemmelser forudsatte regler om særbeskyttelse for erhvervsmæssigt arbejdende kvinder findes ikke i dansk lovgivning, hvorfor bestemmelserne ikke vil kunne tiltrædes.
Artikel 19, om vandrende arbejderes og deres familiemedlemmers ret til beskyttelse. Det må stille sig usikkert, om de her i landet eksisterende hjælpeforanstaltninger for udenlandske arbejdere svarer til det, der er forudsat i artikel 19, pkt. 1-4, hvorfor man bør undlade at tiltræde disse bestemmelser. Pkt. 6 stemmer ikke med gældende dansk praksis, idet de danske indvandringsmyndigheder fortolker ordet „familie" meget snævert. Pkt. 7 stemmer ikke overens med bestemmelsen i retsplejelovens § 330, der med hensyn til adgang til fri proces stiller danske statsborgere bedre end udlændinge. Under hensyn til den usikkerhed, der således hersker med hensyn til flere af de i artikel 19 indeholdte bestemmelser, har man anset det for rettest helt at undlade at tiltræde artikel 19.
Ved fremsættelsen for forslaget til folketingsbeslutning påpegede udenrigsministeren, at formålet med Den europæiske Socialpagt er at kodificere de grundlæggende vesteuropæiske normer på socialpolitikkens område og angive vejen for europæisk socialt reformarbejde i tiden fremover.
Ved bedømmelsen af, hvilke af pagtens bestemmelser Danmark bør tiltræde, havde man „i første række lagt vægt på pagtens artikel 31, som siger, at der ikke kan tages forbehold med hensyn til indskrænkninger eller begrænsninger, der ikke nærmere er fastsat i pagten, med undtagelse af sådanne, som er foreskrevet ved lov, og som i et demokratisk samfund er nødvendige til beskyttelse af andres ret og frihed eller til beskyttelse af samfundsmæssige interesser, statens sikkerhed, den offentlige sundhed eller moral."
Forslaget til folketingsbeslutning fik i folketinget en velvillig modtagelse fra alle sider, idet Johan Asmussen (Uafh) dog ikke fandt bemærkningerne til forslaget fyldestgørende. Han gjorde endvidere gældende, at folketinget burde have været bedre underrettet om sagen på dens forberedende stadier, samt at det var en mangel ved folketingsbeslutningens formulering, at den intet indeholdt om, hvilke af pagtens bestemmelser man havde til hensigt at ratificere.
Under forslagets behandling i et udvalg blev der givet dette en del supplerende oplysninger.
Angående beslutningens formulering udtalte udenrigsministeren:
„Det forekommer jo ret hyppigt, at vi, når vi har internationale konventioner eller traktater til behandling her, i hvert fald ikke i starten agter at virkeliggøre alle traktatens eller konventionens bestemmelser. Det forhindrer imidlertid ikke, at man kan godkende den pågældende traktat eller konvention som helhed. Så er praksis den, som det også er socialministeriets hensigt i dette tilfælde, på et senere tidspunkt, når man agter at sætte i værk eller sætte i kraft de bestemmelser, punkter og paragraffer, som man i første omgang ikke agtede at anvende, da at fremsætte et forslag herom til behandling i folketinget, således at folketinget får den rimelige og selvfølgelige adgang til at drøfte problemerne."
Vedtagelsen var enstemmig.