Ved folketingsbeslutningen giver folketinget tilslutning til, at ovennævnte konvention ratificeres af Danmark.

På den 46. internationale arbejdskonference i Genève i 1962 vedtoges konvention nr. 118 om ligestilling af ind- og udlændinge i henseende til social tryghed.

Den indbyrdes ligestilling, som er formålet med konventionen, må ses som en naturlig følge af hele det kompleks af sociale lovgivnings- og tryghedsforanstaltninger, der er opbygget inden for den internationale arbejdsorganisations medlemsstater, og som til en vis grad har fået sin udformning bestemt af de konventioner og henstillinger, som er vedtaget af arbejdsorganisationen. En sådan ligestilling er også kommet til at fremstå som en konsekvent udvikling af det øgede mellemfolkelige samarbejde, som har fundet sted især efter den anden verdenskrig, og som specielt for arbejdskraftens vedkommende har skabt et internationalt marked.

Konvention nr. 118 bestemmer i god overensstemmelse med disse synspunkter, at ethvert medlem, for hvem den er i kraft, inden for sit territorium skal garantere statsborgere fra ethvert andet medlemsland, der har ratificeret den, ligestilling for loven med dets egne statsborgere vedrørende enhver gren af social tryghed, for hvilken det har accepteret konventionens forpligtelser. Et lands ratifikation kan gælde for en eller flere af de følgende grene af social tryghed:

a) lægebehandling, b) ydelser i anledning af sygdom, c) moderskabsydelser, d) invaliditetsydelser, e) ydelser ved alderdom, f) ydelser til efterladte, g) ydelser ved tilskadekomst under arbejdet, h) arbejdsløshedsunderstøttelse og i) familieydelser.

En stat, der har ratificeret for så vidt angår nogle af disse områder, kan senere påtage sig konventionens forpligtelser med hensyn til andre områder.

Med hensyn til ligestillingen anerkender konventionen, at der kan stilles krav om en vis tids bosættelse i vedkommende land som betingelse for ligestilling, når der er tale om ydelser, der gives uden at være betinget af direkte bidrag fra arbejdsgivere eller arbejdere eller af en vis tids beskæftigelse.

Konventionen skal træde i kraft 1 år efter det tidspunkt, da to medlemsstaters ratifikation er blevet indregistreret af det internationale arbejdsbureau, hvilket skete den 25. april 1963. Derefter træder konventionen i kraft for enhver medlemsstat 1 år efter, at dens ratifikation er blevet indregistreret.

Med hensyn til konventionens enkelte bestemmelser bemærkes:

a) lægebehandling og b) ydelser i anledning af sygdom.

For disse ydelser stilles der efter dansk lovgivning ikke krav om statsborgerret, og Danmark opfylder således inden for de nævnte grene af den sociale tryghed konventionens betingelser med hensyn til ratifikation.

c) moderskabsydelser.

Bortset fra ydelserne i henhold til sygeforsikringsloven findes der ikke efter dansk lovgivning nogen generel moderskabsydelse. Under henvisning hertil samt til, at der for tiden finder overvejelser sted om ændring af lovgivningen på dette område, findes det ifølge bemærkningerne til forslaget til folketingsbeslutning betænkeligt at ratificere konventionens bestemmelser herom.

d) invaliditetsydelser, e) ydelser ved alderdom og f) ydelser til efterladte.

Inden for disse områder af den sociale tryghed eksisterer der dybtgående forskelle i reglerne landene imellem. I nogle lande ydes pensioner under hensyn til pågældendes forsikrings- og beskæftigelsesperioder, uanset nationalt tilhørsforhold; i andre lande, herunder i Danmark, stilles der krav om statsborgerskab, men der tages ikke hensyn til forsikring eller beskæftigelse.

En samordning af pensionssystemerne ville her i Danmark kræve lovændringer, der ifølge bemærkningerne til forslaget kun bør gennemføres efter nøje overvejelser af, hvilke principper dansk lovgivning på dette område i fremtiden bør følge i forhold til udlandet.

g) ydelser ved tilskadekomst under arbejde.

På dette område er der efter dansk ret gennemført fuld ligestilling mellem ind- og udlændinge, ligesom der ikke er nogen hindring for opfyldelsen af det særlige krav i konventionens art. 5, stk. 1, om at ydelsen skal kunne udbetales under ophold i udlandet.

h) arbejdsløshedsunderstøttelse.

Også her er i dansk ret gennemført fuld ligestilling mellem ind- og udlændinge.

i) familieydelser.

Den i Danmark på dette område foreliggende lovgivning, dels lovgivningen om forskudsvis udbetaling af underholdsbidrag, dels lovgivningen om bidrag til børn af enker m. fl., og dels de i skattelovgivningen indeholdte bestemmelser om børnetilskud kan ikke sidestilles med andre landes lovgivning om almindelige familieydelser, hvorfor konventionens bestemmelser herom ikke vil kunne ratificeres.

Det foresloges derfor, at folketinget giver sin tilslutning til ratifikation af konventionen, således at ratifikationen omfatter bestemmelserne om:

a) lægebehandling, b) ydelser i anledning af sygdom, g) ydelser ved tilskadekomst under arbejdet og h) arbejdsløshedsunderstøttelse .

Ved fremsættelsen af forslaget anførte socialministeren efter at have gjort rede for forslaget og for omfanget af den foreslåede ratifikation:

„Det forekommer mig rigtigt at nævne det ønske om en ændret fremgangsmåde ved fremsættelsen af forslag til folketingsbeslutning om ratifikationer, som blev fremsat under debatten i dette høje ting om forslag til folketingsbeslutning om ratifikation af Den europæiske Socialpagt.

Regeringen har drøftet spørgsmålet og har overladt sagen til forhandling mellem udenrigsministeriet og justitsministeriets lovkontor."

Forslaget til folketingsbeslutning fik i folketinget en velvillig modtagelse. Møller Sørensen (SF) havde gerne set, at vi allerede nu havde kunnet udstrække ratifikationen til også at omfatte invaliditetsydelsen og ydelser til efterladte, men han erkendte, at Danmark ved den foreløbige tilslutning til ratifikation af 4 områder havde givet et væsentligt bidrag til at højne den sociale standard i de lande, der er med i konventionen.

Johan Asmussen (Uafh) fandt de i bemærkningerne til forslaget indeholdte oplysninger utilstrækkelige og kritiserede den danske oversættelse af konventionen. Han håbede, at de af ministeren omtalte forhandlinger mellem udenrigsministeriet og justitsministeriet ville føre til et tilfredsstillende resultat.

Forslaget henvistes efter 1. behandling til et udvalg, der i sin enstemmige betænkning udtaler:

„Udvalget har holdt 2 møder og har herunder haft samråd med socialministeren. Under samrådet førtes en drøftelse om andre landes ratificering af konventionen, og et notat fra ministeren herom forelå for udvalget.

Udvalget indstiller herefter forslaget til vedtagelse uforandret, således at ratifikationen omfatter bestemmelserne om: a. lægebehandling, b. ydelser i anledning af sygdom, g. ydelser ved tilskadekomst under arbejdet og h. arbejdsløshedsunderstøttelse.

Hvis muligheden for nye tiltrædelser måtte forekomme, forelægges disse for folketinget."

Forslaget vedtoges uændret og enstemmigt.