Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:
Folketinget opfordrer regeringen til at nedsætte en kommission til undersøgelse af arbejdspladsernes problemer.
Det var ledsaget af følgende bemærkninger:
Forslaget tilsigter, at regeringen tager initiativ til nedsættelse af en kommission med den opgave at underkaste arbejdspladsernes problemer en dybtgående behandling.
Baggrunden for forslaget må søges i den stærke udvikling, der finder sted inden for landets produktionsliv, en udvikling, der berører både arbejdere, funktionærer og arbejdsgivere, og hvis betydning for samfundet som helhed er meget indgribende.
Kommissoriet for arbejdet må være bredt og må bl. a. omfatte mulighederne for at gennemføre et industrielt demokrati med det for øje at skabe øgede muligheder for tilfredshed i arbejdet for de ansatte, hvormed man samtidig i højere grad kalder på en følelse af medansvar.
Det må i det hele være en opgave at belyse alle muligheder for at skabe et godt klima på arbejdspladserne til gavn for den enkelte og hans eller hendes udviklingsmuligheder, til fremme af arbejdsglæden og dermed til styrkelse af produktionen.
Ved fremsættelsen udtalte Helveg Petersen (RV) som ordfører for forslagsstillerne bl. a.:
„Den moderne industrielle produktion har medført en stærkt gennemført arbejdsdeling, så det i mange tilfælde er vanskeligt for den enkelte at se sammenhængen mellem det, han foretager sig, og den produktion, hvori hans indsats indgår.
Spørgsmålet om, hvordan man påvirker udviklingen, så man bedre kan kalde på den enkeltes virketrang og imødekomme det menneskelige behov for udfoldelsesmuligheder, er meget betydningsfuldt for alle parter — for arbejdere, funktionærer og arbejdsgivere, men også for samfundet som helhed.
En væsentlig del af kommissionens undersøgelser må dreje sig om problemet industrielt demokrati og de muligheder, det rummer for at give den enkelte adgang til medbestemmelsesret og medejendomsret.
Jeg er kendt med, at der på en række områder er foretaget undersøgelser, hvorunder hermed beslægtede problemer er blevet behandlet, ligesom jeg er klar over, at LO og Arbejdsgiverforeningen for nylig har revideret og fornyet deres aftale om samarbejdsudvalgene.
Resultatet af de foretagne undersøgelser må naturligvis indgå i kommissionens overvejelser.
Der kan ikke være tvivl om, at det, der på denne måde allerede er nået — f. eks. af LO og Arbejdsgiverforeningen — vil have stor værdi for drøftelser i kommissionen, der jo må beskæftige sig med opgaverne på et bredere og mere alment grundlag.
På samme måde vil det være naturligt at drage nytte af socialforskningsinstituttets virksomhed, men i øvrigt har vi ikke inden for det radikale venstre set det som en opgave i enkeltheder at vise, hvilke konkrete spørgsmål kommissionen skal inddrage i sit arbejde. Vi har ønsket at rejse problemet principielt og håber, at der i det høje ting vil være forståelse af nødvendigheden af, at en grundig kommissionsbehandling nu bliver iværksat."
Arbejdsministeren var enig med forslagsstillerne i, at de rejste problemer var af vidtrækkende betydning. Han mente dog ikke, at tiden var inde til en kommissionsbehandling, idet man først måtte have indsamlet et omfattende materiale til belysning af situationen, bl. a. angående virkningerne af den mellem arbejdsmarkedets hovedorganisationer indgåede samarbejdsaftale, der var trådt i kraft 1. marts 1965 — en aftale, som havde til formål at skabe grundlag for et mere effektivt og et mere omfattende arbejde end det, der i almindelighed havde fundet sted på grundlag af aftalen af 1947. „Denne nye aftale er nu en kendsgerning, og den har til formål gennem rådgivning, information og oplysning at fremme et sagligt samarbejde. Udvalgene skal arbejde for at tilvejebringe og bevare gode og rolige arbejds- og beskæftigelsesforhold på den enkelte virksomhed og for at øge de ansattes trivsel og tryghed samt deres interesse i forbedring af virksomhedens drift og konkurrencemæssige stilling."
Efter at ministeren nærmere havde omtalt aftalens formål og indhold, sluttede han sin redegørelse således:
„Jeg vil altså alt i alt mene, at det er lidt for tidligt at tale om nedsættelse af en kommission; men vi er som nævnt i arbejdsministeriet i gang med at indsamle oplysninger og materiale, som måske på et lidt senere tidspunkt kan danne grundlag for en ny vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt et særligt udvalg eller en kommission skal beskæftige sig med de problemer, som her er rejst."
Lignende synspunkter gjordes gældende af Kaj Rasmussen (S), mens Arne Larsen (SF) stærkt anbefalede forslaget til vedtagelse. Guldberg (V), Knud Thomsen (KF) og Bækgaard (Uafh) kunne ikke tiltræde det.
På forslag af Kaj Ramussen henvistes forslaget til behandling i et udvalg. Dette afgav ikke betænkning.