Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

Folketinget beslutter:

1. Der nedsættes en kommission i henhold til grundlovens § 51 med den opgave

at undersøge alle forhold i forbindelse med Danmarks medlemskab af Den Nordatlantiske Traktats Organisation,

at overveje, hvorvidt det tjener Danmarks interesser at fortsætte dette medlemskab ud over den 24. august 1969,

at afgive beretning til folketinget inden udgangen af 1967 angående de stedfundne undersøgelser og overvejelser, idet indhentede oplysninger dog kun kan offentliggøres i det omfang, som hensynet til landets sikkerhed tillader, og

at ledsage den nævnte beretning med forslag til folketingsbeslutning om Danmarks fremtidige forhold til Den Nordatlantiske Traktats Organisation.

2. Kommissionens medlemstal fastsættes til 23.

3. Folketingets præsidium bemyndiges til at fastsætte de nærmere regler for kommissionens arbejde.

Som begrundelse herfor anføres i de bemærkninger, der ledsagede forslaget ved fremsættelsen:

„Den Nordatlantiske Traktat, der blev underskrevet af repræsentanter for de 12 oprindelige medlemsstater den 4. april 1949, trådte i kraft den 24. august samme år, efter at det i traktaten fastsatte antal stater havde deponeret ratifikationsdokumenterne hos USAs regering.

Ifølge traktatens artikel 13 kan ethvert deltagerland, efter at traktaten har været i kraft i 20 år — altså tidligst den 24. august 1969 — udtræde af Den Nordatlantiske Traktats Organisation med 1 års varsel.

Spørgsmålet om Danmarks medlemskab af organisationen, der, for så vidt angår tiden indtil 1969, blev afgjort ved rigsdagsbeslutning af 24. marts 1949 (folketinget) og 25. marts 1949 (landstinget), bliver således aktuelt inden for de nærmeste år, idet Danmarks eventuelle udtræden pr. 24. august 1969 må besluttes og meddeles USAs regering inden den 24. august 1968. Såfremt andre medlemsstater ønsker at udtræde af organisationen eller ønsker dennes grundlag ændret, kan spørgsmålet om Danmarks forhold til NATO blive aktuelt, selv om der ikke tages noget initiativ fra dansk side.

Uanset om man måtte anse det for rigtigt, at Danmarks medlemskab af NATO fortsætter ud over tyve års perioden, eller man måtte foretrække, at Danmark udtræder af organisationen så hurtigt som muligt, vil det derfor være nødvendigt, at der træffes en udtrykkelig beslutning om spørgsmålet. Det må være i alles interesse, at denne afgørelse træffes på et så alsidigt og sagligt grundlag som muligt, og at alt relevant materiale forelægges for folketinget.

Dette kan efter forslagsstillernes opfattelse bedst ske ved, at der nedsættes en parlamentarisk kommission med de i forslaget nævnte opgaver. Derved vil valgte repræsentanter for de forskellige standpunkter i befolkningen få indseende med det undersøgelsesarbejde, der må foregå, og dette forhold vil være af afgørende betydning for den tillid, hvormed vælgerne kan betragte den afgørelse, der til sin tid måtte blive truffet af folketinget.

Kommissionens arbejde foreslås afsluttet inden udgangen af 1967, hvorved der gives folketinget mulighed for at træffe beslutning i sagen inden det tidspunkt, da pagten må opsiges, såfremt Danmark skal kunne udtræde straks ved tyve års fristens udløb."

I tilslutning hertil anføres følgende uddrag af den skriftlige fremsættelsestale, hvormed Poul Dam (SF) som ordfører for forslagsstillerne forelagde sagen for folketinget:

„De parlamentariske kommissioner, som der har været hjemmel for i grundloven siden 1849, har vel været meget sjældne, men bør kunne anvendes, når det er særdeles vigtigt, at et kommissionsarbejde foretages under udelukkende medvirken af valgte repræsentanter for de politiske partier, hvorved kommissionen direkte bliver stillet under ansvar over for folketinget og derigennem over for vælgerne. Dette gjaldt således for den række af parlamentariske kommissioner, der i årene efter krigen behandlede dels Danmarks besættelse den 9. april 1940, dels forholdene i besættelsesårene.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at lignende motiver taler for, at en parlamentarisk kommission nedsættes til at gennemarbejde det kompleks af spørgsmål, der står i forbindelse med de nødvendige overvejelser omkring Danmarks forhold til Atlantpagten efter 1969, når den i traktatens artikel 13 fastsatte tyve års ubetingede gyldighedsperiode udløber.

Beslutningen om Danmarks tilslutning til Atlantpagten ved dennes oprettelse i 1949 blev truffet efter en forholdsvis kortvarig offentlig debat, i en vanskeligt overskuelig udenrigspolitisk situation, og uden at spørgsmålet havde været forelagt vælgerne ved en folkeafstemning eller i forbindelse med et folketingsvalg. Selv om et klart flertal af rigsdagens medlemmer stemte for den pågældende rigsdagsbeslutning, udgjorde flertallet i folketinget dog mindre end de fem sjettedele, som i § 20 i grundloven af 1953 er blevet fastsat som nødvendigt flertal for visse storpolitiske afgørelser, såfremt disse ikke skal bekræftes ved en efterfølgende folkeafstemning.

Det er af disse grunde forståeligt, at der på intet tidspunkt i de siden da forløbne år har været ro omkring den 1949 trufne beslutning, og det må anses for nødvendigt, at den stillingtagen, der bliver nødvendig i forbindelse med udløbet af Atlantpagtens indledende gyldighedsperiode i 1969, forberedes på en sådan måde, at der kan blive udbredt tillid til den anvendte fremgangsmåde."

Forslaget mødte ikke tilslutning fra udenrigsministeren, der ved sagens 1. behandling udtalte:

„I anledning af det ærede medlems forslag til folketingsbeslutning skal jeg sige, at den udenrigspolitik, regeringen har fastlagt, finder vi ikke anledning til at ændre. På den anden side kan vi ikke have noget imod, at et folketingsudvalg overvejer de motiveringer og synspunkter, som ligger bag det ærede medlems forslag, og såfremt der bliver stillet forslag om et sådant folketingsudvalg, kan regeringen for sit vedkommende derfor acceptere behandlingen i et sådant folketingsudvalg.''

Efter at ordføreren for forslagsstillerne havde givet udtryk for tilfredshed med, at ministeren ikke afviste en udvalgsbehandling af sagen, tog Frode Jakobsen (S), Per Federspiel (V), Erik Krag (KF), Helveg Petersen (RV) og Rimstad (Uafh) afstand fra tanken om en kommissionsbehandling af det rejste spørgsmål.

Helveg Petersen henviste til, at det radikale venstre på et landsrådsmøde i 1964 havde udtalt, at den udenrigspolitiske udvikling gjorde det naturligt, at man tog Danmarks medlemskab op til vurdering, inden den nuværende medlemsperiode udløb i 1969, og at man måtte kræve, at medlemskabet ikke fortsattes, uden at befolkningen var spurgt. Han fandt imidlertid ikke det, som her var foreslået, hensigtsmæssigt. „Efter min opfattelse" — sagde han — „kan der ikke være megen tvivl om, at man på baggrund af et sådant kommissorium hurtigt vil komme ind i en debat, der vil være farvet af de synspunkter, man hidtil har forfægtet, og det kan ikke undgås, at det vil vanskeliggøre mulighederne for saglige undersøgelser. Jeg mener, at vi bør gøre, hvad vi kan for at få alle problemer, der knytter sig til dette spørgsmål klarlagt, men jeg mener ikke, en parlamentarisk kommission er det apparat, der skal bruges dertil."

Efter at sagen var overgået til 2. (sidste) behandling, lod formanden efter henstilling foretage afstemning over, hvorvidt den — som ønsket fra flere sider — skulle henvises til behandling i et udvalg på 17 medlemmer. Ved afstemningen vedtoges dette med 93 stemmer mod 68, idet 3 medlemmer afholdt sig fra at stemme.

Udvalget afgav ikke betænkning.