Ved folketingsbeslutningen meddeler folketinget samtykke til Danmarks undertegnelse af ovennævnte protokol.
Protokollen har til formål at indføre en række særlige bestemmelser i Den almindelige overenskomst om Told og Udenrigshandel (GATT) til fordel for de i samarbejdet deltagende udviklingslande.
Der var i begyndelsen af 1965 70 lande, som havde tiltrådt GATT. Heraf var 64 lande kontraherende parter, mens 6 lande havde tiltrådt overenskomsten på særlige vilkår.
Siden 1957 har GATT-samarbejdet fordoblet sin medlemskreds. De fleste nye medlemslande er dog tidligere koloniområder, der ved opnåelse af selvstændighed har valgt at opretholde den tilslutning til GATT, som vedkommende kolonimagt havde foretaget på deres vegne. Udviklingslandene er herved efterhånden kommet til at udgøre hen ved to tredjedele af samtlige GATT-lande, og af de 77 udviklingslande, der samarbejdede under FN-konferencen om udenrigshandel og udvikling (verdenshandelskonferencen) i foråret 1964, er de 39 lande med i GATT-samarbejdet.
GATT-samarbejdets hidtidige bestræbelser for udviklingslandene:
Allerede i efteråret 1958 oprettede de kontraherende parter en særlig komité med den opgave nærmere at undersøge industrilandenes handelsskranker over for udviklingslandene.
Komiteen begyndte med at udarbejde lister over eksportvarer af særlig interesse for udviklingslandene, hvortil industrilandene meddelte oplysninger om bestående importrestriktioner, toldsatser, interne afgifter m. v., og komiteen opstillede i de følgende år tre sådanne lister over råvarer og mere forarbejdede varer af særlig interesse for udviklingslandene. Det drejede sig om varer som kaffe, te, Kakao, oliefrø, metaller, træ og tømmer, læder-, jute- og bomuldsvarer, symaskiner, cykler, stålmøbler og sportsartikler. Af materialet om industrilandenes handelsskranker for disse varer fremgik, at handelsskrankerne ikke mindst fandtes i EEC-landene.
Udviklingslandene forelagde siden i denne komité forslag til et aktionsprogram for industrilandene, hvori indgik tilsagn om og tidsfrister for afvikling eller nedsættelse af handelsskrankerne for udviklingslandenes vigtigste eksportvarer. Dette aktionsprogram blev i en til dels afsvækket form vedtaget af GATT-landene på ministermødet i maj 1963, da også beslutningen om Kennedyrundens gennemførelse blev taget.
GATT-aktionsprogrammet gik i hovedtræk ud på, at industrilandene skulle afholde sig fra at forøge de bestående handelsskranker for varer fra udviklingslandene, afvikle de tilbageværende importrestriktioner for sådanne varer snarest muligt og senest med udgangen af 1965, indstille sig på at fjerne alle toldsatser på de vigtigste råvarer fra udviklingslandene, forberede en nedsættelse af toldsatserne på mere forarbejdede varer fra udviklingslandene med mindst 50 pct. samt afskaffe toldsatser og specielle afgifter på tropiske produkter og andre varer, der hovedsagelig eller dog overvejende fremstilles i udviklingslandene. Programmet fik i princippet alle GATT-industrilandenes tilslutning. EEC-landene tog imidlertid forbehold over for dets nærmere bestemmelser, mens de øvrige industrilande, herunder Danmark, alene opfattede disse bestemmelser som knyttet til de tre foreliggende lister over varer af særlig interesse for udviklingslandene.
Aktionsprogrammet har foreløbig ikke fået de ønskede resultater. De for tropiske produkter tilstræbte lettelser har kun gjort fremskridt for så vidt angår te og tropisk tømmer, som er blevet toldfri i de fleste GATT-industrilande, herunder Danmark, og der er endnu ikke af industrilande givet bestemte tilsagn om toldindrømmelser under Kennedy-runden af særlig interesse for udviklingslandene.
Ved forelæggelsen af aktionsprogrammet pegede nævnte komité på, at GATT savnede tilstrækkelige bestemmelser og procedurer til at fremme programmets virkeliggørelse. De kontraherende parter nedsatte derfor en særlig komité til at foreslå et bedre retligt og institutionelt grundlag for de videre GATT- bestræbelser på at udvide udviklingslandenes handel. Det er denne komité, der har udarbejdet de nye bestemmelser til fordel for udviklingslandene.
Behovet for GATT-bestemmelser til fordel for udviklingslandene:
GATT giver principielt industrilande og udviklingslande samme rettigheder og forpligtelser. Det følger først og fremmest af overenskomstens ledende mestbegunstigelsesprincip, ligesom alle kontraherende parter forudsættes at være interesserede i flersidede toldnedsættelser og rede til at bidrage til deres gennemførelse, da dette er samarbejdets vigtigste formål.
GATT foreskriver vel en hensyntagen til medlemslandenes forskellige handels- og beskyttelsesbehov, men hjemler ikke medlemslandene ret til at søge toldindrømmelser uden samtidig at fremsætte tilsvarende forhandlingstilbud, hvilket på forhånd begrænser mindre udviklede landes muligheder for at deltage i flersidede toldforhandlinger. Overenskomsten giver råvareeksporterende lande en adgang til ved anvendelse af importrestriktioner at fremme opbygningen af egne industrier, men de får ingen tilsvarende mulighed for at opnå lettelser for afsætningen af den gennem en industrialisering muliggjorte eksport.
De kontraherende parter har derfor ikke kunnet støtte de siden 1958 pågåede bestræbelser for at udvide udviklingslandenes handel på dertil sigtende bestemmelser i GATT. Dette var derimod tilfældet med Dillon-toldforhandlingerne og gælder også Kennedy-runden.
Der blev på verdenshandelskonferencen i foråret 1964 rettet megen kritik mod GATTs manglende anerkendelse af udviklingslandenes presserende handelsproblemer, og drøftelserne på konferencen har understreget behovet for særlige GATT-bestemmelser til fordel for udviklingslandene.
Udarbejdelsen af de nye GATT-bestemmelser:
Den forannævnte komité vedrørende GATT-bestemmelser og -procedurer til fordel for udviklingslandene, der blev nedsat af de kontraherende parter efter ministermødet i maj 1963, fik som formand ambassadør N. V. Skak-Nielsen, Danmarks faste mission ved FN og EFTA i Genève. Komiteens begyndte sit arbejde i efteråret 1963, men dens afgørende drøftelser fandt først sted i september-oktober 1964.
Da komiteen i september 1964 genoptog sine drøftelser, gik udviklingslandene ind på, at de nye GATT-bestemmelser skulle holdes inden for de rammer, der blev fastlagt gennem de handelspolitiske henstillinger, som blev enstemmigt vedtaget på verdenshandelskonferencen.
De kontraherende parter godkendte de nye bestemmelser til fordel for udviklingslandene den 26. november 1964, men udsatte den endelige vedtagelse til et særligt møde i begyndelsen af 1965. Protokollen blev enstemmigt vedtaget den 8. februar 1965.
Oversigt over de nye GATT-bestemmelser:
Den nye IV. del af GATT består af tre artikler, nr. XXXVI, XXXVII og XXXVIII. For at understrege sammenhængen mellem international handel og økonomisk udvikling har den fået overskriften „Udenrigshandel og udvikling", og af første artikel fremgår, at de nye bestemmelser tilsigter dels at give udenrigshandelen større betydning som middel til økonomisk udvikling, dels at fremme den internationale handels afpasning efter behovet for økonomisk udvikling.
Art. XXXVIs indledende paragraf er udformet som en præambel, hvori bestræbelserne for en forøgelse af udviklingslandenes udenrigshandel knyttes til GATTs målsætning om en voksende levestandard, fuld beskæftigelse og tilvejebringelse af en stadig stigende realindkomst i verdens lande. Det anføres, at virkeliggørelsen af GATTs målsætning trænger sig særligt på for udviklingslandenes vedkommende, og at udviklingslandenes eksportindtægter kan spille en afgørende rolle for deres økonomiske udvikling.
Art. XXXVIs følgende paragraffer fremtræder som en programerklæring, hvori det bl. a. fastslås, at der er behov for internationale foranstaltninger med sigte på, at udviklingslandene får andel i verdenshandelens stigning og hertil bedre afsætningsvilkår for deres råvarer og mere forarbejdede varer.
Art. XXXVIs § 5 peger på, at en udvidelse af erhvervsgrundlaget i udviklingslandene vil bidrage til at fremskynde deres økonomiske vækst, hvorfor det gælder om at give dem eksportmuligheder for mere forarbejdede varer. § 6 omtaler den sammenhæng, der er mellem handelen med og den finansielle bistand til udviklingslandene, og som tilsiger et snævert samarbejde mellem GATT og de internationale låneinstitutioner.
Art. XXXVIs § 8 indeholder den betydningsfulde erklæring, at industrilandene ikke forventer gensidighed for tilsagn under told- og handelsforhandlinger om nedsættelse af deres handelsskranker til fordel for udviklingslandene. Artiklen munder ud i, at virkeliggørelsen af de i medfør af artiklen satte mål skal ske gennem en indsats fra de kontraherende parter såvel hver for sig som i fællesskab.
Art. XXXVII indeholder tre sæt forpligtelser for industrilandene. De skal for det første i henhold til § 1: a) tilstræbe en afvikling af handelsskrankerne for varer af særlig interesse for udviklingslandene, b) afholde sig fra at forøge handelsskrankerne for sådanne varer samt c) undlade at indføre nye fiskale afgifter, der kan hindre en forbrugsudvidelse af råvarer m. v., som i særlig grad produceres i udviklingslandene, og i forbindelse med omlægning af deres skattepolitik bestræbe sig for at reducere sådanne afgifter.
Bestemmelsen om afvikling af handelsskranker gælder i modsætning til aktionsprogrammet principielt alle varer af særlig interesse for udviklingslandene, altså såvel råstoffer som industrivarer og landbrugsvarer. Denne forpligtelse er imidlertid ved en fortolkende note knyttet til GATTs toldforhandlingsbestemmelser på en sådan måde, at bestemmelsen hovedsagelig tager sigte på, at de pågældende foranstaltninger skal gennemføres i forbindelse med flersidede toldnedsættelsesbestræbelser såsom Kennedy-runden o. lign.
Industrilandene er alene forpligtet til at følge bestemmelsen om afvikling af handelsskranker i videst muligt omfang, og bestemmelsen gælder alene ikke-diskriminatoriske foranstaltninger. Den tilsigter at yde udviklingslandene, særlige toldlettelser eller importkontingenter.
Forpligtelsen til at undlade at forøge handelsskrankerne gælder ligeledes alene „i videst muligt omfang", og der hjemles ikke som ved en egentlig toldbinding udviklingslandene nogen ret til kompensation i tilfælde af toldforhøjelser.
Art. XXXVII indeholder dernæst i § 2 en konsultationsforpligtelse for industrilande, der ikke opfylder de forannævnte forpligtelser. Den pålægger de kontraherende parter at iværksætte konsultationer i sådanne tilfælde af svigtende opfyldelse, og vedkommende industriland vil herunder blive afkrævet en begrundet redegørelse for sin indstilling med henblik på at nå frem til en for alle interesserede parter, altså også industrilandet, tilfredsstillende løsning på spørgsmålet.
Endelig indeholder art. XXXVII i § 3 en forpligtelse for industrilandene til i deres handelspolitik generelt at tage hensyn til udviklingslandes handelsinteresser samt til at overveje mulige afsætningsfremmende foranstaltninger for varer fra udviklingslandene.
Over for disse forpligtelser, der pålægges industrilandene, påtager udviklingslandene sig i henhold til art. XXXVII § 4 til gavn for andre udviklingslande at gennemføre bestemmelserne i de nye artikler til overenskomsten, forudsat at hensynet til deres egne udviklingsbehov tillader det.
Art. XXXVIII pålægger de kontraherende parter i fællesskab at medvirke til gennemførelsen af den i art. XXXVI opstillede målsætning. Der nævnes særligt internationale aftaler om afsætningen af og stabilisering af priserne på råvarer, samarbejde med UNCTAD (FNs stående konference om udenrigshandel og udvikling) og FNs finansielle særorganisationer, gennemgang af udviklingslandenes eksport- og bistandsbehov og harmonisering af nationale regler om produktion, transport og afsætning.
Art. XXXVIII munder ud i en institutionel bestemmelse. De kontraherende parter vil i medfør af denne paragraf oprette en særlig komité for udenrigshandel og udvikling. Komiteen skal følge gennemførelsen af de nye bestemmelser og forberede de i art. XXXVIII i øvrigt forudsete fælles foranstaltninger samt forestå de videre GATT-bestræbelser for udviklingslandene.
De nye bestemmelsers gennemførelse:
Indholdet af de nye artikler indebærer ikke generelle ændringer i GATTs øvrige bestemmelser. Der foretages ganske vist en ændring af den hidtidige formelle ligestilling af industrilande og udviklingslande under overenskomsten, men det sker ved at give mere positive formuleringer af bestående forpligtelser og tilsagn over for udviklingslandene.
De nye bestemmelser betyder, at bestræbelserne vedrørende udviklingslandenes eksport ikke længere blot er led i et arbejdsprogram med tilknytning til GATTs målsætning, men nu bliver en del af selve de kontraherende parters virksomhed for at håndhæve overenskomsten. Udviklingslandene får en i GATT givet ret til at forvente foranstaltninger fra alle industrilande for deres eksportvarer. De første forventninger er knyttet til Kennedy-runden, men forpligtelserne for industrilandene gælder så vidt, at de herefter til stadighed skal kunne begrunde mindre liberale træk i deres handelspolitik over for udviklingslandene.
Tillægsprotokollen om GATTS udvidelse med IV. del om „Udenrigshandel og udvikling" står åben for undertegnelse indtil årets udgang. Protokollen skal have tilslutning fra to tredjedele af de kontraherende parter for at kunne træde i kraft. Der er imidlertid på mødet i GATT den 8. februar 1965 samtidig vedtaget en fælleserklæring, hvori de fleste kontraherende parters regeringer har tilkendegivet som deres hensigt i afventen af tillægsprotokollens ikrafttræden de facto at iværksætte gennemførelsen af de nye bestemmelser i den udstrækning, som de forfatnings- og lovgivningsmæssigt har mulighed for at gøre det.
Ved fremsættelsen af forslaget til folketingsbeslutning udtalte udenrigsministeren bl. a.:
„De nye GATT-bestemmelser kan ved første øjekast synes at være nok så uforpligtende, idet de industrielt udviklede kontraherende parter alene i videst muligt omfang påtager sig forpligtelsen til bl. a. at nedsætte og afskaffe handelsskranker for varer fra udviklingslandene. Jeg vil dog gerne understrege, at den vage formulering af bestemmelserne ikke bør forlede os til at betragte disse som mindre forpligtende. Det vil ikke mindst være i de mindre industrilandes interesse, at de nye bestemmelser opfattes ikke blot som en løfteerklæring, men af alle industrielt udviklede lande bliver betragtet som forpligtelser til gennem effektive foranstaltninger at sikre udviklingslandenes mulighed for større eksportindtægter. Sker dette ikke, vil udviklingslandene være afskåret fra gennem de normale internationale handelskanaler at aftage de maskiner m. v. fra industrilandene, som er en nødvendig forudsætning for udvidelsen af udviklingslandenes erhvervsgrundlag, og vi må da se den situation i øjnene, at kun de store og kapitalstærke industrilande, som kan yde f. eks. meget lange kreditter på fordelagtige vilkår, vil kunne fastholde samhandelen med udviklingslandene. Virkeliggørelsen af disse nye GATT-bestemmelser vil i høj grad bero på industrilandenes enige tilslutning. Det vil ikke være muligt for et lille land som Danmark selvstændigt at tage afgørende skridt på dette område, men det er i vor interesse stærkt at slutte op om alle bestræbelser, der i medfør af de nye bestemmelser vil blive gjort f. eks. for at lette afsætningsmulighederne for udviklingslandenes eksportvarer.
Danmark har takket være sin liberale handelspolitik måske mindre end de fleste industrilande følt udviklingslandenes pres for større eksportmuligheder. Mere end tre fjerdedele af vor import fra udviklingslandene er toldfri, fordi den fortrinsvis består af råvarer og brændselsstoffer. Af en samlet import i 1963 på ca. 14,7 milliarder kr. kom imidlertid kun varer for ca. 1,7 milliarder kr. fra udviklingslandene.
De nye GATT-bestemmelser pålægger Danmark såvel som andre industrilande at søge at reducere handelsskrankerne over for udviklingslandene. Danmark har en række told- og afgiftssatser, som overvejende rammer import fra udviklingslandene. Det er min opfattelse, at deres beskyttelsesmæssige og finansielle betydning må nærmere undersøges.
Jeg tror, at det er vigtigt, at vi gør os klart, hvad det er, der ligger bag udviklingslandenes stærke ønske om, at der udarbejdes særlige handelspolitiske bestemmelser til fordel for disse lande. Udviklingslandene har overskud af arbejdskraft i almindelighed, men mangel på kvalificeret, uddannet arbejdskraft og mangel på kapital, og deres produktion må derfor helt naturligt rette sig imod frembringelse af lettere forbrugsgoder, altså bl. a. sådanne varer, som er blevet produceret i en række vestlige industrilande fra gammel tid, nemlig fra den tid, da disse lande selv havde et overskud af arbejdskraft. Produktionen af mange af disse varer er stadig i høj grad beskyttet mod import. Vi vil ikke i fuld alvor kunne hævde, at vi vil hjælpe udviklingslandene, hvis vi ikke drager konsekvensen af den stigende internationale arbejdsdeling og medvirker til, at visse varer, hvis produktion er særlig arbejdskrævende, men ikke stiller krav om vidtgående faglig uddannelse, må foregå i udviklingslandene. Når vi på det handelspolitiske område taler om bistand til udviklingslandene, må vi derfor gøre os klart, at en liberal handelspolitik før eller senere også vil kræve noget af os selv derved, at vi på forskellige områder må være parat til at foretage visse tilpasninger af vor egen produktion.
De nye GATT-bestemmelser stiller industrilandene, herunder Danmark, over for en stor opgave, som imidlertid må løses, hvis vi skal leve op til vore løfter og de forventninger, der hermed er skabt. Det er ikke forpligtelser, som skal eller kan opfyldes inden for en bestemt tidsfrist. Det er forpligtelser til over en årrække at skabe forudsætninger for, at handel kan træde i stedet for bistand.
Når jeg i slutningen af februar rejser til Afrika for at aflægge besøg i en række af de afrikanske stater, har det bl. a. det formål gennem et besøg at få et personligt indtryk af, hvilke muligheder der foreligger for en forøget indsats for salg af danske varer på disse markeder. Man må vel regne med, at jeg under forhandlingerne med disse landes myndigheder vil blive mødt med spørgsmålet om, hvad vi bl. a. fra dansk side vil gøre, for at udviklingslandene får valutariske muligheder for at kunne betale for en udvidet import fra industrilandene. Det er mit håb, at jeg med folketingets tilslutning vil kunne svare, at vi fra dansk side ikke alene ser med forståelse på bestræbelserne for inden for det handelspolitiske område at gennemføre særlige foranstaltninger til gavn for udviklingslandene, men at vi også vil være villige til at lade handling følge på ord."
Forslaget til folketingsbeslutning mødte i folketinget tilslutning fra alle partier. Det vedtoges — uden forudgående udvalgsbehandling — uændret og enstemmigt.