L 90 Lov om anlæg af en omfartsvej vest om Randers.

Af: Minister for offentlige arbejder Kai Lindberg (S)
Samling: 1963-64 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 144 af 13-05-1964
Ved loven bemyndiges ministeren for offentlige arbejder til som motorvej at lade anlægge en hovedlandevej vest om Randers i en linje fra hovedlandevej A 10 ved Munkholm syd for Randers, vest om denne by, på en bro over Gudenåen ca. 2,4 km vest for den nuværende jernbanebro over Gudenåen og til indmunding i hovedlandevej A 10 nord for Helsted samt en forlægning af hovedlandevej A 16 syd om Kristrup med tilslutning til omfartsvejen syd for Vorup.

Ministeren bemyndiges til at erhverve de fornødne arealer, om nødvendigt ved ekspropriation. Udgifterne ved anlægget og ved dets fremtidige vedligeholdelse afholdes af vejfonden.

I det af ministeren fremsatte lovforslag var det ikke fastsat, at vejen skulle anlægges som motorvej, eller at vedligeholdelsen skulle afholdes af vejfonden. Ministeriet mente ikke, at de forventede trafikmængder gjorde det nødvendigt at udbygge vejen som motorvej i første omgang, men den forudsattes bygget på en sådan måde, at den med relativt begrænset bekostning kunne omdannes til motorvej, hvilket i hvert fald måtte ske, såfremt der bygges en østjysk motorvej. Overslagssummen for det af ministeren foreslåede anlæg beløb sig til 36 mill. kr. med 1963-priser, mens udbygningen til motorvej ansloges til 43 mill. kr. En udbygning til motorvej i 2 etaper var anslået til ca. 47 mill. kr.

Efter 1. behandling, hvorunder lovforslaget modtoges velvilligt af de forskellige partiordførere, henvistes det til behandling i et udvalg, der enstemmigt indstillede det til vedtagelse med de forannævnte ændringer, idet udvalget anførte, at trafikmængden er af en sådan størrelse i dette område, at det vil være mest rationelt og økonomisk forsvarligt allerede nu at få alle vej skæringer ud af niveau. Det tilføjedes, at med disse ændringer havde udvalget ikke taget stilling til linjeføringen ved en eventuelt kommende motorvej.

Ved 2. behandling vedtoges ændringsforslagene, og lovforslaget gik uden fornyet udvalgsbehandling til 3. beh., hvor det vedtoges enstemmigt med 129 stemmer. 1 medlem (Rosing) undlod at stemme.
Partiernes ordførere
Svend Horn (S), Gustav Holmberg (V), Asger Jensen (KF), Arne Larsen (SF), Axel Sørensen (RV) og I. A. Rimstad (U)