Af ministerens fremsættelsestale anføres:
„Ved ferieloven af 13. april 1938 blev feriegodtgørelsen fastsat til 4 pct. for 2 ugers ferie.
Efter at der ved mæglingsforslag fra forligsmanden i marts 1952 var blevet indført adgang til 3 ugers ferie inden for hele overenskomstområdet og sket en forhøjelse af den overenskomstmæssige feriegodtgørelse til 6½ pct., blev denne forbedring for det øvrige arbejdsmarked fulgt op ved ferieloven af 31. marts 1953, der gav ret til 3 ugers ferie og fastsatte feriegodtgørelsen til 6½ pct. Baggrunden for forhøjelsen af feriegodtgørelsen med ½ pct. ud over 6 pct. var den, at man fandt det rimeligt at give en vis dækning af de særlige udgifter, der er forbundet med at holde ferie.
Ved de af overenskomstnævn i foråret 1963 i medfør af § 3, stk. 3, jfr. stk. 1, i lov nr. 69 af 13. marts 1963 om forlængelse af kollektive overenskomster afsagte kendelser er det bl. a. bestemt, at feriebetalingen forhøjes med 3/4 pct., og at der i tilfælde, hvor der i stedet for feriegodtgørelse gives ferie med løn ved feriens afholdelse, skal udbetales supplement til ferielønnen på 3/4 pct. af den i det foregående ferieår indtjente løn beregnet efter ferieloven.
I medfør af § 3, stk. 4, i lov om forlængelse af kollektive overenskomster vil de i henhold til lovens regler fastsatte tillæg være at yde til tilsvarende lønmodtagere på overenskomstområder uden for de i overenskomstloven § 3, stk. 3, nævnte.
Regeringen må herefter finde det rimeligt, at der ved ændring af ferieloven af 1953 sker en tilsvarende forhøjelse af feriegodtgørelsen, henholdsvis ferielønnen, for sådanne ferieberettigede, som ikke er omfattet af kollektive overenskomster "
Loven går ud på en forhøjelse af den ved ferielovens § 5, stk. 1, fastsatte feriegodtgørelse på 6½ pct. med 3/4 pct. til
7 1/4 pct.
Der foretages endvidere en tilføjelse til lovens § 5, stk. 2, om et tillæg til ferielønnen for sådanne ferieberettigede, som får løn under ferien, på 3/4 pct., som udbetales kontant til de ferieberettigede, når ferien holdes.
Ministeren oplyste i sin fremsættelse, at eventuelle aftaler mellem arbejdsgivere og ferieberettigede om erstatning af det kontante tillæg med 3 yderligere feriedage med løn ville kunne opnå arbejdsministeriets godkendelse.
Bestemmelserne om forhøjelse af feriegodtgørelsesprocenten og kontanttillægget til løn under ferien får — ifølge § 2 — også gyldighed for de områder, der omfattes af de i ferielovens § 6, stk. 1, omhandlede lønningsregulativer og de i samme bestemmelses stk. 2 omhandlede overenskomster og regulativer.
Loven har — ifølge § 3 — virkning fra den 1. april 1964, således at den forhøjede feriegodtgørelse eller det kontante tillæg til ferielønnen første gang kommer til udbetaling i ferieåret 1965-66 på grundlag af den i ferieåret 1964-65 indtjente løn.
Lovforslaget fremsattes og behandledes sammen med det nedenfor omtalte forslag til lov om ændringer i medhjælperloven.
Arbejdsministeren gjorde ved fremsættelsen af lovforslaget opmærksom på, at der var en række andre spørgsmål i forbindelse med ferieloven, som igennem nogen tid havde været genstand for overvejelse. Man havde imidlertid fundet det rettest i forslaget alene at søge lovhjemmel for en ajourføring af feriegodtgørelsen og løn under ferien med den forbedring af disse goder, som havde fundet sted ved overenskomstnævnets kendelser, og var indstillet på at søge de resterende spørgsmål gjort til genstand for forhandling med hovedorganisationerne med henblik på senere at vende tilbage til spørgsmålet om yderligere lovændringer.
Mens ordførerne havde stærkt divergerende opfattelser af den i foråret gennemførte helhedsløsning, som lovforslaget var en konsekvens af, var der almindelig enighed om, at det måtte være rimeligt at gennemføre en forhøjelse af feriegodtgørelsen for dem, der ikke var omfattet af kollektive overenskomster.
Jacob Sørensen (V) fandt imidlertid, at lovforslaget brød med et hidtil gældende princip, idet forhøjelsen af feriegodtgørelsen efter lovforslaget kunne være større, end lønnen ville have været i ferien.
Den foreslåede udbetaling af et supplement til dem, der havde ferie med løn, ville tillige igangsætte et nyt administrationsbesvær for mange arbejdsgivere, hvilket var uhensigtsmæssigt og slet ikke stod i forhold til den beskedne lønforhøjelse.
Ninn-Hansen (KF) fremhævede som sit partis principielle synspunkt, at på funktionærområdet måtte de goder, der blev opnået ved overenskomstforhandlinger, overføres i den gældende lovgivning, hvad enten det drejede sig om funktionærloven eller som her ferieloven, og at det ikke kunne være rimeligt, at funktionærer og andre, der ikke var omfattet af kollektive overenskomster, af den grund skulle have ringere vilkår end andre.
Han ville i øvrigt finde det rimeligt, at der i selve loven blev indsat en bestemmelse om ret til i stedet for feriegodtgørelse at få 3 dages længere ferie.
Hvad det sidste punkt angik henviste arbejdsministeren til, at han i sin fremsættelse havde nævnt, at der var indgået en herpå sigtende aftale mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Fællesrepræsentationen for danske Arbejdsleder- og tekniske Funktionær- foreninger, og ministeren bekræftede, at denne og tilsvarende overenskomstmæssige aftaler ville kunne godkendes. Han var derimod betænkelig ved, at man i en social beskyttelseslov gav mulighed for at træffe individuelle aftaler, idet funktionæren i sådanne forhold oftest ville være den svageste part.
Med en enkelt ændring af formel karakter vedtoges lovforslaget enstemmigt ved 3. behandling.