I juli 1961 nedsatte socialministeren et udvalg med det formål at undersøge spørgsmål i forbindelse med alderdomshjem og plejehjem. Udvalget afgav i oktober 1962 en betænkning, hvori det foreslås, at der rettes forskellige henstillinger til bl. a. amtsrådene og kommunalbestyrelserne. Efter at betænkningen har været udsendt til disse organer, har der fundet en række drøftelser sted ved møder ude i landet.
De senere års udvikling har medført, at forsorgen for de ældre har fået et nyt præg. Flere ældre har fået mulighed for at blive længere i deres egne hjem, og dette i forbindelse med, at flere mennesker bliver ældre på grund af den forbedrede sygdomsbehandling, betyder, at kravene til hjemmene bliver større. De ældre har brug for mere pleje, når de optages på hjemmene, og dette stiller store krav både til hjemmenes indretning og til det personale, der skal beskæftiges på hjemmene. Det betyder, at sondringen mellem alderdomshjem og plejehjem efterhånden bliver mindre skarp, idet alle hjem må være indrettet på at kunne give pleje.
Loven indeholder enkelte nye bestemmelser, der tager hensyn til den stedfundne udvikling. I øvrigt har man i loven samlet forskellige bestemmelser, der hidtil har været optaget i lov om invalide- og folkepension og lov om offentlig forsorg, med de nødvendige ændringer.
Det fastslås, at ansvaret for forsorgen — som hidtil — er hos de lokale myndigheder. Det påhviler således ifølge § 1 enhver kommunalbestyrelse at sikre, at kommunen råder over det nødvendige antal pladser på alderdomshjem og plejehjem til personer, der er berettiget til folkepension eller invalidepension, og hvis helbredstilstand gør det ønskeligt, at de optages på sådanne hjem med henblik på, at de dér kan få den fornødne pleje.
Det er herved forudsat, at amtsrådene som hidtil vil være kommunerne behjælpelige i disse spørgsmål, eventuelt ved at nedsætte særlige udvalg eller give bestående udvalg den opgave at behandle spørgsmål om denne forsorg.
For at kommunerne også på anden måde kan få bistand, er det i § 3 bestemt, at planer for hjemmene skal forelægges socialministeren til godkendelse. Herigennem vil de, der skal bygge hjemmene, kunne få oplysning om de krav, der bør stilles til hjemmene, og få adgang til de seneste erfaringer med hensyn til byggeri af nævnte art.
Ifølge § 4, stk. 1, skal en kommunalbestyrelse, der medvirker ved indlæggelse på et privat alderdomshjem eller plejehjem af personer, der modtager invalidepension, folkepension eller pension i henhold til lov om pension og hjælp til enker m. fl., såfremt mindst 12 af de på hjemmet indlagte er personer, hvis ophold helt eller delvis betales af offentlige midler, indgå overenskomst med hjemmet om modtagelse af pensionister på hjemmet. For hjem oprettet efter lovens ikrafttræden kan overenskomst kun indgås — og indlæggelse i videre omfang end angivet i 1. punktum kun ske — såfremt hjemmet er en selvejende institution. Ved en overenskomst bestemmes det, hvorledes pensionister, der ved overenskomstens ikrafttræden er optaget på et hjem, skal være stillet. Socialministeren fastsætter retningslinjer for indholdet af sådanne overenskomster.
Ifølge § 19, stk. 2, fastsættes en frist af 2 år fra lovens ikrafttræden til indgåelse af overenskomster med private hjem i henhold til § 4.
Mens det hidtil har været frivilligt, om kommunerne ville indgå overenskomst med de private hjem, er det som anført nu fundet rimeligt,' at kommunerne normalt skal indgå overenskomst med hjemmene, men der er fastsat en frist på 2 år til at få forholdene i orden. Efter det oprindelige forslag kunne hjem oprettet efter lovens ikrafttræden kun modtage 8 eller flere pensionister og indgå overenskomst herom, såfremt de var selvejende institutioner. Tallet 8 ændredes under behandlingen til 12. Andre private hjem kan kun modtage det nævnte antal pensionister, såfremt de var oprettet ved lovens ikrafttræden.
I §4, stk. 2, fastslås det nu, at kommunalbestyrelsen i en kommune, i hvilken et privat alderdomshjem eller plejehjem, med hvilket der er indgået overenskomst i henhold til stk. 1, er beliggende, har ansvar for tilsyn med hjemmet. Til at føre et regelmæssigt tilsyn med alderdomshjem og plejehjem beliggende i Københavns, Frederiksberg og Gentofte m. fl. kommuner samt i landets købstæder udpeger vedkommende kommunalbestyrelse et tilsynsråd på 3-5 medlemmer, og til at føre regelmæssigt tilsyn med hjem beliggende i de øvrige kommuner udpeger vedkommende amtsråd et eller flere sådanne tilsynsråd. Socialministeren fastsætter retningslinjer for tilsynet.
Spørgsmålet om tilsynet med de private plejehjem har undertiden givet anledning til vanskeligheder, idet det ikke er lykkedes altid at skabe et effektivt tilsyn, og mange af de private hjem har ikke haft den standard, de burde have. Ansvaret for tilsynet er derfor nu lagt hos kommunalbestyrelsen i den kommune, i hvilken et hjem ligger. Bestemmelsen fik under behandlingen i folketinget sin nuværende form, hvorefter tilsynet i sognekommuner varetages af et af amtsrådet nedsat udvalg.
Ifølge § 6 fastsætter socialministeren vejledende regler om uddannelsen af personale til alderdomshjem og plejehjem.
Bestemmelsen må ses på baggrund af, at der stilles stadig større krav til personalet, og at de kommunale myndigheder, som skal foretage ansættelsen, må kunne få fornøden vejledning om uddannelsen, herunder oplysning om, hvor denne kan finde sted. Den grundlæggende uddannelse vil kunne foregå på hospitaler og plejehjem, herunder på de større plejehjem, der ejes af selvejende institutioner. En videregående uddannelse vil kunne finde sted på medicinske og psykiatriske plejehjem samt på geriatriske centrer i København og Århus.
De hidtil gældende regler om hjemmehjælp til gamle og invalider er overført til loven, idet der dog ikke længere er nogen grænse for, hvor stort et beløb kommunerne kan anmelde til refusion som udgift til hjemmehjælp.
Det bestemmes i øvrigt i loven, at kommuner, der ikke har en hjemmehjælpsordning, inden 1. april 1968 må drage omsorg for selv eller i fællesskab med andre kommuner at iværksætte en sådan ordning.
Som noget nyt er indsat en bestemmelse (i § 7), hvorefter en kommune kan iværksætte eller støtte et omsorgsarbejde for de ældre og for invalider.
Bestemmelsen må ses på baggrund af de gode erfaringer, man har haft med det omsorgsarbejde, der gennem nogen tid har været iværksat flere steder.
Ifølge § 9 kan en kommunalbestyrelse yde støtte til dækning af særlige udgifter til medhjælp for invalider, der bor i et i kommunen beliggende kollektivhus for invalider.
Bestemmelsen, der i sin oprindelige form var begrænset til „yngre invalider", tager sigte på at hjælpe sådanne invalider, som med en vis optræning og med de hjælpemidler, der står til rådighed, vil være i stand til at klare sig i særlig indrettede lejligheder i kollektivhuse eller „beskyttede boliger".
Bestemmelserne om de økonomiske vilkår for optagelse på alderdomshjem og plejehjem — §§ 10-14 — er med uvæsentlige ændringer i overensstemmelse med de hidtil gældende regler. Opholdet på et hjem træder i stedet for modtagelse af pensionen, og der udbetales et månedligt beløb til personlige fornødenheder. Personer med egne midler indbetaler en del af deres indtægt som yderligere betaling for ophold på hjemmet.
Bestemmelserne om refusion — §§ 16 og 17 — svarer stort set til de hidtidige regler herom. Som nævnt ved omtalen af § 7 fastsættes der ikke nogen grænse for, hvor stort et beløb der kan anmeldes til refusion som udgift til hjemmehjælp.
Halvdelen af udgifterne ved visse former for omsorgsarbejde, jfr. § 8, kan anmeldes til refusion, idet der dog indtil videre fastsættes en begrænsning i statens andel af udgiften.
Under behandlingen i folketinget ændredes bestemmelsen i § 16, stk. 2, således at det særlige plejehjemstilskud, der efter det oprindelige forslag kun kunne ydes for invalidepensionister, nu kan gives for alle de på et plejehjem optagne, for hvem der ydes takstmæssig betaling i henhold til § 16, stk. 1.
Loven har ifølge §19 virkning Ira 1. april 1964 og skal optages til revision i folketingsåret 1967-68.
Der var under behandlingen i folketinget enighed om, at spørgsmålet om pleje og omsorg for de ældre måtte tillægges den allerstørste betydning, og der kunne derfor fra, alle sider gives ti1slutning til en positiv behandling af lovforslaget.
Det fremhævedes fra alle sider, at hjemmehjælpsordningerne måtte anses for at være meget betydningsfulde, idet de tog sigte på i videst muligt omfang at sætte de ældre i stand til at klare sig i egne hjem længst muligt.
Behovet for velindrettede plejehjem for dem, der ikke kunne klare sig hjemme, var imidlertid meget stort, og der var enighed om, at en forudsætning for, at de i lovforslaget nedlagte principper kunne virkeliggøres, måtte være, at der i den kommende tid blev givet mulighed for bygning af det fornødne antal alderdomshjem og plejehjem.
Om enkeltheder i lovforslaget var der imidlertid ikke enighed. Venstres ordfører (P. E. Eriksen) og navnlig den konservative ordfører (Clara Munck) fremkom således med kritiske bemærkninger til en række af lovforslagets bestemmelser.
Forhandlingerne, hvorom der i alt væsentligt må henvises til tidenden, drejede sig især om de private plejehjems stilling og om tilsynet.
Niels Mørk (S) fremhævede, at undersøgelser havde vist, at der i mange tilfælde var mangler ved de private plejehjem, som burde afhjælpes, og han fandt derfor den effektivisering af tilsynet, som var indeholdt i lovforslaget, nødvendig og tiltrængt.
Grethe Philip (RV) betonede, at tilsynet med plejehjemmene var et overordentligt vigtigt led i hele sikkerheden for, at man kunne byde de gamle tilstrækkelig gode kår. Hun fandt, det var udtryk for en god udvikling, at man tilsigtede at lade de lidt større private plejehjem drive som selvejende institutioner.
P. E. Eriksen (V) gjorde opmærksom på, at man uden privat initiativ havde været dårligt stillet, og at samfundet skyldte de private hjem, deres ledere og personale tak for indsatsen. Hvorfor skulle man så kræve selvejende institutioner? Han fandt det heller ikke nødvendigt med tilsynsråd. Et sundhedsmæssigt tilsyn f. eks. af embedslæger eventuelt i forbindelse med plejeudvalget i amtet måtte være tilstrækkeligt.
Clara Munck (KF) kunne heller ikke gå ind for tilsynsråd. Man havde de sociale udvalg, der kendte de sager, de beskæftigede sig med, og som nu i endnu højere grad måtte beskæftige sig med disse problemer. Tilsynet burde være kommunalbestyrelsens, og denne kunne overlade det til sit sociale udvalg. Hun påpegede, at der fandtes en række fortrinlige institutionspladser her i landet, der blev drevet af private kredse, f. eks. af diakoner og diakonisser. Der fandtes mange hjem, som ikke ønskede overenskomst med en kommune, fordi de hvilede på et idégrundlag og ikke ønskede at modtage midler fra det offentlige, for så vidt de kunne skaffe dem ad anden vej. Hun frygtede, at lovforslagets bestemmelser ville forringe mulighederne, fordi man ville svække det private initiativ.
Chr. Madsen (SF) fandt en del forbedringer i lovforslaget, men understregede kraftigt, at regeringens økonomiske politik måtte tilrettelægges sådan, at den gav mulighed for fremskaffelse af de nødvendige hjem.
Birthe Wetlesen (Uafh) forstod, at der måske var behov for et noget udvidet tilsyn, men advarede stærkt imod, at der skete for stor indblanding i de private plejehjems arbejde, så at disse, hvoraf mange havde rige traditioner, helt ville opgive arbejdet.
I den af udvalget afgivne betænkning stilledes af socialministeren bl. a. ændringsforslag til lovforslagets titel, hvorved ordet „forsorg" skulle ændres til: „omsorg".
Herudover stillede ministeren en række yderligere ændringsforslag, som i alt væsentligt er omtalt i det foregående, og som bl. a. medførte ændringer i bestemmelserne om de private plejehjem og om tilsynet.
Ændringsforslagene vedtoges ved anden behandling.
I betænkningen udtales bl. a.:
„Med henblik på at inddrage embedslægerne i tilsynet med alderdomshjem og plejehjem har socialministeren efter henstilling fra udvalget erklæret sig villig til at anmode indenrigsministeren om at træffe forholdsregler med henblik på, at embedslægernes tilsynsvirksomhed med hjemmene kan blive effektiv."
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt i den form, hvori det forelå efter afstemningen ved 2. behandling.