L 75 Lov om ændring i lov om offentlig forsorg.

(Vedrørende forhøjelse af børnebidrag m. v.).

Af: Socialminister Kaj Bundvad (S)
Samling: 1963-64 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 89 af 25-03-1964
De ved loven gennemførte ændringer i forsorgsloven går i hovedsagen ud på følgende:

Normalbidraget forhøjes for faderens vedkommende til 1.560 kr. og for moderens vedkommende til 1.032 kr., dog således at forhøjelsen først fuldt ud træder i kraft fra 1. april 1967.

De i forsorgslovens § 104 fastsatte bidrag til barselfærden og til moderens underhold før og efter fødslen forhøjes på tilsvarende måde til henholdsvis 89 kr. og 156 kr.

Ifølge en overgangsbestemmelse i lovens § 2 gennemføres forhøjelserne på følgende måde:

[Se tabel i Folketingsårbogen, 1963-64, side 267]

Om baggrunden for de nævnte forhøjelser anføres:

Som et led i helhedsløsningen gennemførtes ved lov nr. 100 af 20. marts 1963 (årbog 1962-63, side 245) et særligt tillæg til personer, der modtager indtægtsbestemt folkepension, invalidepension eller enkepension.

Dette tillæg er fra 1. april 1964 ved lov af 18. december 1963 indregnet i pensionernes grundbeløb, og da ydelserne efter forsorgs- loven er sat i forhold til disse grundbeløb, får forhøjelsen umiddelbart virkning for forsorgslovens almindelige underholdshjælp.

Dette gælder imidlertid ikke for normalbidraget, der efter forsorgsloven kan udbetales forskudsvis, eller for bidrag til enker og enkemænd m. fl. eller for børnetillægget til pensionerne.

Den ved nærværende lov pr. 1. april 1964 gennemførte forhøjelse medfører, at børnebidrag og børnetillæg til pensionerne forhøjes i samme forhold som pensionerne.

De yderligere forhøjelser er baseret på en undersøgelse, som er foretaget af det under socialministeriet nedsatte familiepolitiske udvalg. Denne undersøgelse har bl. a. vist, at reallønnen procentvis er steget en del mere end normalbidraget, og udvalget har derfor påvist, at der er grundlag for en vis forhøjelse af normalbidraget til udligning af denne forskel.

Regeringen har dog som anført fundet det rimeligt, at forhøjelsen gennemføres over en årrække, dels af hensyn til de personer, der efter privatretlige resolutioner skal yde bidrag svarende til normalbidraget, dels af hensyn til de udgifter, forhøjelsen vil medføre for statskassen.

Bestemmelsen om en indtægtsgrænse som betingelse for adgang til at få bidrag udbetalt forskudsvis ophæves fra 1. april 1965, mens grænsen bibeholdes som betingelse for adgang til bidrag til børn af enker og enkemænd m. v.

Som en konsekvens heraf ophæves også grænsen for den indtægt, et barn, for hvem der forskudsvis modtages bidrag, kan have.

Bestemmelserne om ophævelsen af indtægtsgrænsen var ikke medtaget i det oprindelige lovforslag, men indsattes efter vedtagelsen af et af socialministeren i udvalgets betænkning stillet ændringsforslag. Ophævelsen var foreslået af det ovennævnte familiepolitiske udvalg, bl. a. på baggrund af, at det efter de gældende regler ikke er noget betydeligt antal personer, der er afskåret fra at få bidrag forskudsvis udbetalt.

Ved en ny bestemmelse i forsorgslovens § 78 gives der mulighed for — fra 1. april 1964 — at fastsætte en bidragsunderstøttelse til børn uden for ægteskab, når den ene af et barns forældre er afgået ved døden og der havde været grundlag for fastsættelse af et bidrag, men dette ikke er sket og der foreligger en rimelig begrundelse herfor.

Også denne bestemmelse er motiveret i en indstilling fra det socialpolitiske udvalg.

Lovforslaget fik en velvillig modtagelse i folketinget, idet alle partiers ordførere fandt, at det var rimeligt og tiltrængt at forhøje de i loven omhandlede bidrag.

Der var endvidere fra alle sider enighed om, at spørgsmålet om bortfald af indtægtsgrænserne burde tages op ved samme lejlighed,
og socialministeren stillede som anført i udvalgsbetænkningen herpå sigtende ændringsforslag, der vedtoges ved lovforslagets 2. behandling.

Med disse ændringer vedtoges lovforslaget ved 3. behandling enstemmigt.
Partiernes ordførere
Astrid Skjoldbo (S), Søren Andersen (V), Gertie Wandel (KF), Erik A. Jensen (SF), Grethe Philip (RV) og Axel Grøndahl (U)