De væsentligste ændringer i loven tager sigte på at torhøie de i ulykkesforsikringsloven fastsatte grænser for erstatninger og på at erstatte den hidtidige pristalsregulering af erstatningerne med en regulering på grundlag af lønudviklingen.

Ved ændringer i ulykkesforsikringslovens § 44 er følgende forhøjelser foretaget:

Årslønsmaksimummet efter den lovpligtige ulykkesforsikring (§ 44, stk. 4), forhøjes fra 10.000 lcr. — pr. 1. april 1964 pristalsreguleret til 11.750 kr. — til 16.500 kr.

Den maksimale årsløn, der gælder for adgangen til at tegne frivillig forsikring, samt den årsløn, der lægges til grund for den tvungne forsikring, forhøjes fra 5.000 lcr. til 8.000 lcr. (§ 44, stk. 3, 1. og 2. punktum).

Årslønsminimummet for unge lønmodtagere forhøjes fra 5.000 lcr. — pr. 1. april 1964 pristalsreguleret til 5. 875 kr. — til 8.000 lcr.
(§ 44, stk. 6)

Forhøjelserne af grænserne for erstatninger efter loven skyldes, at lønudviklingen, ligesom tilfældet var forud for forhøjelserne i 1959, har været kraftigere end prisudviklingen.

De i § 44, stk. 3 og stk. 6, anførte beløb på 5.000 kr., var i det oprindelige lovforslag foreslået forhøjet til 7.500 kr., men
forhøjedes under behandlingen i folketinget yderligere til 8.000 kr.

Ved ændringer til ulykkesforsikringslovens § 44 A forlades den hidtidige pristalsregulering, således at der fremtidig foretages en regulering på grundlag af variationen i den af det statistiske departement for alle arbejdere inden for håndværk og industri i hele landet offentliggjorte gennemsnitlige faktiske timefortjeneste (inkl. dyrtidstillæg, men bortset fra alle andre tillæg). Som basis anvendes timefortjenesten i januar kvartal 1963. Med dette udgangspunkt vil regulering første gang kunne ske med virkning fra 1. april 1965.

Baggrunden for den skete ændring er det ovenfor nævnte forhold, at prisudviklingen, hvorefter erstatningerne hidtil er reguleret, ikke har holdt trit med stigningen i arbejdslønnen, hvilket på ny har bevirket et relativt fald i erstatningerne.

Herudover indeholder loven — bortset fra forskellige ændringer af redaktionel eller teknisk karakter — visse andre ændringer, af hvilke skal nævnes følgende:

Der indføres en særlig bevisregel i tilfælde, hvor det er medicinsk tvivlsomt, om der er den nødvendige årsagsforbindelse mellem ulykkestilfældet og lidelsen. Det fastslås — ved en ny § 1 B — at en afgørelse i sådanne tvivlsomme sager skal falde ud til tilskadekomnes fordel, medmindre der er overvejende sandsynlighed for, at der ikke er årsagsforbindelse mellem ulykkestilfældet og lidelsen.

Baggrunden herfor er, at det fra tid til anden er gjort gældende, at administrationen i tilfælde, hvor en årsagssammenhæng ikke er sikker, har været for utilbøjelig til at anerkende en sådan årsagssammenhæng.

Den hidtil gældende bestemmelse — i § 18, 2. punktum — hvorefter en præmierestance, som påhviler en forsikringspligtig arbejdsgiver eller en forsikret selvstændig erhvervsdrivende, er stillet som privilegeret fordring i tilfælde af den pågældendes konkurs, bortfalder.

Det er ikke anset rimeligt, at kravet på præmien i sådanne tilfælde skal indtage en privilegeret stilling i forhold til andre fordringer på den pågældende.

Ved en under folketingets behandling indsat tilføjelse til § 30 fastslås det som generel regel, at dagpenge ydes for dage, for hvilke der udbetales søgnehelligdagsbetaling, dog således at de ikke tilsammen med denne kan overstige vedkommendes normale daglige fortjeneste. Ændringen gennemførtes efter et i udvalget fremført ønske.

§ 40 ophæves, hvorved kravet om enten dansk indfødsret eller fast bopæl her i landet ved ydelse af efterladteerstatning bortfalder.

Bestemmelsen har kun haft meget ringe praktisk betydning, bl. a. fordi der er indgået gensidige overenskomster med en række stater. Den stemmer ikke overens med nutidens internationale opfattelse og volder vanskeligheder for Danmarks tiltræden af nyere internationale konventioner.

Ved en ændring i lovens § 44 tilføjes et nyt stk. 6 a, som giver mulighed for ved beregning af dagpenge i visse tilfælde for personer under uddannelse at tage hensyn til de pågældendes formodede fremtidige indtægter.

Bestemmelsen udvidedes under behandlingen i folketinget til at gælde også i de særlige tilfælde, hvor der ydes dagpenge i mere end 1 år efter ulykkestilfældets indtræden, samt til at omfatte i det væsentlige samme personkreds som ved beregning af invaliditetserstatning.

Beregningen af dagpenge til en forsikret foretages efter ulykkesforsikringsloven med udgangspunkt i den pågældendes samlede arbejdsfortjeneste i det foregående år. Der er således ikke mulighed for at tage hensyn til den forsikredes formodede fremtidige indtægter. Dette er anset for mindre rimeligt for så vidt angår personer, der står i lærlingeforhold eller er under anden uddannelse.

Under behandlingen i folketinget indsattes — som en tilføjelse til ulykkesforsikringslovens 8 50 — en bestemmelse, hvorefter det påhviler forsikringsselskabet i et vist omfang at yde erstatning for tab af arbeidstortieneste i forbindelse med de af direktoratet eller ulykkesforsikringsrådet begærede lægeundersøgelser og indkaldelser.

Den i § 75 omhandlede indtægtsgrænse for adgangen til at opnå statstilskud til nedsættelse af forsikringspræmier forhøjedes
under behandlingen i folketinget, hvilket må ses på baggrund af de foran omtalte forhøjelser af årsfortjenesterne i § 44, stk. 3.

I øvrigt bevares pristalsregulering af den nævnte indtægtsgrænse, mens årslønnens maksimum og minimum som nævnt fremtidig reguleres efter lønudviklingen.

Ved en under folketingets behandling foretaget ændring gennemførtes det, at dagpenge, der udbetales i anledning af ulykkestilfælde indtruffet før lovens ikrafttræden fra 1. april 1965, skal beregnes og reguleres, som om ulykkestilfældet var indtruffet efter lovens ikrafttræden.

I øvrigt kommer bestemmelserne om forhøjelse af erstatningsbeløbene og regulering i takt med lønudviklingen kun til anvendelse på ulykkestilfælde, der indtræder efter lovens ikrafttræden, den 1. april 1965.

Ministeren bemærkede i sin fremsættelsestale, at spørgsmålet om at hæve de løbende erstatninger tilsvarende overvejedes i ministeriet, men at spørgsmålet var meget kompliceret, hvorfor regeringen senere ville tage stilling til mulighederne for at fremsætte lovforslag herom.

Lovforslaget, der fremsattes og behandledes sammen med det i det følgende omtalte forslag til lov om ændring i lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m. fl., fik en velvillig modtagelse i folketinget.

Der blev fra alle sider givet udtryk for sympati for principperne i ulykkesforsikringslovgivningen, ligesom der blev givet tilsagn om en velvillig drøftelse i udvalget.

Der var dog, navnlig hos venstre og det konservative folkeparti betænkeligheder ved enkelte af de foreslåede bestemmelser. Især de regler, der tilsigtede at lade satserne regulere efter arbejdsfortjenesten burde overvejes nøje, da det kunne befrygtes, at man derigennem kom til at legalisere lønglidningen. Også de foreslåede forhøjelsers størrelse og spørgsmålet om en bedre koordinering af forskellige sociale ydelser burde gøres til genstand for undersøgelse.

Såvel socialdemokratiets som venstres ordfører fremførte ved 1. behandling ønske om, at ministeren ville overveje at hjælpe også de ulykkesramte, hvis sag allerede var afgjort inden lovens ikrafttræden.

I den af udvalget efter 1. behandling afgivne betænkning blev dette ønske imødekommet ved et ændringsforslag, som gav mulighed for at hæve løbende dagpenge efter loven til samme niveau som dagpenge, der tildeles som følge af ulykkestilfælde indtruffet efter lovens ikrafttræden. Hvad erstatningerne angik måtte spørgsmålet imidlertid på grund af sin komplicerede natur bero på regeringens nærmere overvejelser med henblik på eventuel senere fremsættelse af lovforslag.

Dette ændringsforslag er ligesom en række andre ændringsforslag, som for en stor del imødekom ønsker, der var rejst i udvalget, omtalt i det foregående.

Som bilag til betænkningen er optrykt en fra Dansk Arbejdsgiverforening modtaget henvendelse, der indeholder en række kritiske bemærkninger.

Også den efter 2. behandling afgivne tillægsbetænkning indeholder nogle af socialministeren stillede ændringsforslag, som bl. a. imødekommer et af Dansk Fiskeriforening, Vestjysk Fiskeriforening, Ulykkesforsikringsforbundet for dansk Fiskeri og De samvirkende danske Husmandsforeninger fremsat ønske om en forhøjelse af maksimumsbeløbet for selvstændige.

Mens udvalgets flertal (udvalget med undtagelse af Adolph Sørensen) indstillede lovforslaget til vedtagelse med de foreslåede ændringer, kunne mindretallet (Adolph Sørensen (KF)) ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse. Mindretallet nærede „afgørende principielle betænkeligheder ved de foreslåede bestemmelser om at foretage reguleringer på grundlag af bevægelserne i gennemsnitslønnen inden for håndværk og industri. En sådan automatisk regulering i takt med lønudviklingen vil virke afsmittende på andre sociale ydelser og kunne legalisere lønglidningen".

Efter at de af socialministeren foreslåede ændringer var vedtaget ved 2. og 3. behandling, vedtoges lovforslaget ved 3. behandling enstemmigt med 127 stemmer; 2 medlemmer (Bækgaard og Grøndahl [Uafh]) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.