Loven omhandler ejendomme, der i årene omkring 1920 er opført med tilskud fra stat og kommune, og som i forbindelse hermed er pålagt forpligtelser bl. a. til at overdrage til det offentlige ethvert overskud ved ejendommenes salg.

Man har imidlertid kun i Københavns kommune håndhævet disse forpligtelser fuldt ud, mens forpligtelserne uden for København overalt er tilladt ophævet.

Da udviklingen har medført, at en fuldstændig opfyldelse af forpligtelserne er en langt tungere byrde end forudsat ved husenes opførelse, og da det er fundet ønskeligt at skabe mere ensartede regler på dette område, gives der ved nærværende lov de pågældende ejere adgang til at kræve forpligtelserne afløst mod indbetaling til det offentlige af et engangsbeløb i forhold til det oprindelige tilskud.

Loven har følgende ordlyd:

§ 1. Ejendomme, til hvis opførelse tilskud er ydet i medfør af de i stk. 2 omhandlede lovbestemmelser, kan på de i nærværende lov fastsatte vilkår frigøres for de forpligtelser med hensyn til lejekontrol, anvendelse af overskud m. v., som med hjemmel i de for tilskuddets ydelse fastsatte vilkår er pålagt ejendommene. Når vilkårene for frigørelsen er opfyldt, kan de om forpligtelserne tinglyste bestemmelser forlanges kvitteret til aflysning i tingbogen. Kvitteringen meddeles af kommunalbestyrelsen eller den, kommunalbestyrelsen bemyndiger hertil.

Lovens bestemmelser finder anvendelse på forpligtelser, der er pålagt ejendomme, hvortil tilskud er ydet i medfør af bestemmelserne i § 3 i lov nr. 48 af 5. februar 1918, § 3 i lov nr. 562 af 1. november 1918, § 3 i lov nr. 685 af 21. december 1918, § 3 i lov nr. 362 af 30. juni 1919, alle om statstilskud til kommunale arbejder m. m., § 5 i lov nr. 479 af 10. september 1920 om forlængelse af og ændringer i forskellige boliglove m. m. og § 39 i lov nr. 150 af 1. april 1921 vedrørende boligforholdene.

§ 2. For ejendomme, der tilhører private, kan ejeren forlange frigørelse mod betaling af det oprindeligt ydede tilskud fra stat og kommune, for så vidt begæring herom fremsættes inden 1. juli 1966. Fremsættes begæring om frigørelse efter 1. juli 1966, skal der ud over de oprindeligt ydede tilskud betales 25 pct. I kommuner, hvor frigørelse hidtil er tilladt på gunstigere betingelser for ejeren, kan frigørelse fortsat tillades på disse betingelser.

For ejendomme, der tilhører byggeforeninger (boligforeninger), kan boligministeren tillade de ifølge deklaration eller vedtægter pålagte kontrolbestemmelser ophævet efter nærmere af ham fastsatte retningslinjer.

Indestår der i de i stk. 1 og 2 omhandlede ejendomme statslån, der er ydet i medfør af de i § 1, stk. 2, nævnte love, er det en betingelse for frigørelsen, at statslånet forinden indfries.

§ 3. Frigørelsesbeløb skal indbetales kontant til kommunalbestyrelsen eller den, kommunalbestyrelsen bemyndiger hertil, eller afgøres ved udstedelse af pantebrev til samme, hvilket pantebrev afdrages over 20 år med lige store halvårlige afdrag og forrentes med 6 pct. p. a. af den til enhver tid værende restgæld. Udstedes der pantebrev, kan den på ejendommen tinglyste deklaration ikke kvitteres til aflysning, før hele beløbet er betalt, medmindre beløbet sikres ved oprykkende tinglyst panteret i ejendommen inden for ejendomsværdien ifølge ejendommens seneste vurdering.

Er der i henhold til deklaration indbetalt overskud i anledning af salg af en ejendom, fragår dette i frigørelsesbeløbet. Er det indbetalte overskud større end frigørelsesbeløbet, udbetales den del af det overskydende beløb, der overstiger det oprindeligt ydede tilskud med tillæg af 25 pct., til sælgeren. Hidrører overskuddet fra flere overdragelser, fordeles beløbet mellem de tidligere ejere i forhold til størrelsen af de ved de pågældende afhændelser indbetalte overskud. Fremsættes begæring om frigørelse inden 1. juli 1966, udbetales den del af det overskydende beløb, der ligger under 125 pct. af det oprindeligt ydede tilskud, kontant til ejeren.

Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse i tilfælde, hvor et konstateret overskud henstår som et tilgodehavende for det offentlige med pant i ejendommen. Den nuværende ejers andel i det indbetalte overskud berigtiges ved nedskrivning af pantebrevets pålydende. De tidligere ejeres andel kan helt eller delvis berigtiges ved transport af det offentliges tilgodehavende.

En tidligere ejer kan kræve sin andel i overskuddet udbetalt i overensstemmelse med reglerne i stk. 2 og 3, selv om den nuværende ejer ikke har fremsat begæring om ejendommens frigørelse. Kan en tidligere ejer eller dennes ægtefælle eller livsarvinger ikke findes, tilfalder hans andel det offentlige, jfr. § 4.

§ 4. De indbetalte frigørelsesbeløb med fradrag af udbetalinger i henhold til § 3, stk. 2, tilfalder det i deklarationerne omhandlede udvalg, såfremt et sådant er nedsat, til anvendelse i overensstemmelse med de herom fastsatte regler. Er et udvalg som nævnt ikke nedsat, tilfalder de indbetalte beløb staten og kommunen hver med halvdelen.

§ 5. Denne lov træder i kraft 1. juli 1964.

I det af boligministeren fremsatte lovforslag havde 1. og 2. punktum af § 2, stk. 1, følgende formulering:

„For ejendomme, der tilhører private, kan ejeren forlange frigørelse mod betaling af et beløb svarende til det oprindeligt ydede tilskud fra stat og kommune med et tillæg på indtil 100 pct. Fremsættes begæring om frigørelse inden 1. juli 1965, kan tillægget dog højst udgøre 75 pct."

Ved ændringen, der foretoges i folketinget, udelodes konjunkturregulering af frigørelsesbeløbet helt i de tilfælde, hvor begæring om frigørelse for tilskudsbestemmelser fremsættes inden udløbet af en 2-årig frist.

Samtidig har man lempet bestemmelserne i 1. og 2. punktum i § 3, stk. 1, der oprindelig lød således:

„Frigørelsesbeløb skal indbetales kontant. Såfremt forholdene taler derfor, kan kommunalbestyrelsen eller den, kommunalbestyrelsen bemyndiger hertil, dog tillade, at beløbet afdrages over 20 år med lige store halvårlige afdrag og forrentes med 6 pct. p. a."

Endelig indføjedes i folketinget sidste punktum i § 3, stk. 4, ligesom der foretoges et par ændringer af redaktionel karakter.

Lovforslaget fik i folketinget en velvillig modtagelse. Det henvistes efter 1. behandling til et udvalg, der i sin enstemmige betænkning udtaler:

„Udvalget har holdt 5 møder og har herunder haft samråd med boligministeren, som endvidere skriftligt har besvaret de af udvalget stillede spørgsmål.

Udvalget har på grundlag af lovforslagets bemærkninger og i øvrigt indkomne materiale gennemgået lovforslaget og dets baggrund. Under hensyn til den uensartede praksis, der i forskellige kommuner har været vedrørende kvittering af de i henhold til de i bemærkningerne til lovforslaget anførte love, senest lov nr. 150 af 1. april 1921 vedrørende boligforholdene, udstedte stedsevarende deklarationer om kontrol med salg og udleje, herunder at sådanne deklarationer er tilladt kvitteret og aflyst af tingbogen uden tilbagebetaling af ydet tilskud eller andet, har udvalget ment, at der på lovforslagets begrænsede område gør sig sådanne særlige forhold gældende, at det ville være ubilligt over for de ejendomme, hvorpå der endnu hviler stedsevarende deklarationer, at forlange andet og mere end tilbagebetaling af det ydede tilskud, for så vidt indfrielse finder sted inden for en kortere frist, der af hensyn til udskydelsen af 13. almindelige vurdering er foreslået sat til 1. juli 1966.

Udvalget indstiller herefter lovforslaget til vedtagelse med følgende af udvalget foreslåede og af boligministeren tiltrådte ændringsforslag."

Med de nævnte ændringer vedtoges lovforslaget enstemmigt.