Ved loven forlænges lov nr. 355 af 27. december 1958 om leje, som efter sit indhold skulle udløbe med udgangen af marts måned 1964, med 1 år til udgangen af marts måned 1965, jfr. § 161, stk. 2, dog med en række ændringer, som i hovedsagen går ud på følgende:

1. Bortfald af regler om huslejestop m. v. i visse områder.

Ved ændringer i lovens § 106 udvides de områder, hvor reglerne i lovens kap. XVIII om indskrænkninger i adgangen til lejeforhøjelser m. v. (huslejestoppet) ikke er umiddelbart gældende. Herefter kommer huslejestoppet fremtidigt kun til at gælde umiddelbart i kommuner, hvis indbyggertal overstiger 9.000, eller hvori der findes bymæssig bebyggelse, som indgår i et med andre kommuner fælles byområde med et samlet indbyggertal af nævnte størrelse. Kommunalbestyrelsernes adgang til med 2/3 majoritet at vedtage at bibeholde huslejestoppet er dog fortsat opretholdt.

Den adgang, som kommunalbestyrelsen i kommuner med mellem 6.000 og 20.000 indbyggere hidtil har haft til at vedtage ophævelse af huslejestoppet, ændres, så at dette kan bortfalde i kommuner (byområder) med indtil 30.000 indbyggere, såfremt kommunalbestyrelsen med 2/3 majoritet træffer beslutning herom.

Som følge af det almindeligt gældende opsigelsesforbud — der opretholdes i kommuner med under 9.000 indbyggere efter tilsvarende regler, som hidtil har været gældende i kommuner med indtil 6.000 indbyggere — medfører frigivelsen af huslejefastsættelsen ikke, at en udlejer uden videre kan gennemtvinge lejeforhøjelser i allerede indgåede lejemål. Forhøjelser kan derimod ske enten ved genudlejning eller ved frivillige aftaler mellem udlejer og lejer i bestående lejemål, jfr. i øvrigt § 64, stk. 2.

2. Bortfald af reglerne om forbud mod sammenlægning af beboelseslejligheder m. v. i visse områder.

Hidtil har reglerne om forbud mod sammenlægning og nedlæggelse af beboelseslejligheder m. v. i lovens kap. XXII været gældende over hele landet, medmindre kommunalbestyrelsen traf beslutning om helt eller delvis at ophæve bestemmelserne.

Ved en ændring af lovens § 158 er det nu fastsat, at de nævnte regler bortfalder i kommuner, hvor huslejestoppet ophæves, dog tidligst 1. juli 1964, medmindre kommunalbestyrelsen vedtager, at bestemmelserne skal være gældende i kommunen. Den enkelte kommunalbestyrelse bliver herefter nødsaget til at foretage en vurdering af boligsituationen og på grundlag heraf afgøre, om det er nødvendigt, at bestemmelserne er i kraft i kommunen. Det er endvidere fastsat, at en beslutning herom kun kan træffes for et år ad gangen.

I kommuner, hvor huslejestoppet er gældende, opretholdes den hidtidige adgang for kommunalbestyrelserne til at bestemme om reglerne skal være i kraft.

3. Leieforhøielse ved modernisering.

Den hidtidige adgang for huslejenævnene til at modsætte sig forbedringer, der vil medføre lejeforhøjelser på mere end 30 pct. af den gældende leje, er udvidet ved en ændring af lejelovens § 112.

Herefter vil nævnene også kunne modsætte sig sådanne forbedringer, som ikke skønnes at tilføre de udlejede husrum en efter ejendommens og de pågældende husrums karakter, tilstand, indretning og udstyr passende forøgelse af brugsværdien. Herved kan det tages i betragtning, om de ændringer, som foranstaltningen vil medføre i de enkelte lejligheder, skønnes rimelige i forhold til disses hidtidige hensigtsmæssige anvendelse. Det er som nævnt også her en forudsætning, at forbedringen vil medføre en lejeforhøjelse på mere end 30 pct. af den gældende leje, og er udlejeren og lejeren enige om forbedringen, kan nævnet ikke hindre dennes gennemførelse.

For at modvirke, at der foretages opkøb af udlejningsejendomme med modernisering for øje med henblik på at opnå urimelige fortjenester ved arbejdernes gennemførelse, er der endvidere givet huslejenævnene adgang til i tilfælde, hvor sagen indbringes inden 3 år efter en ejendoms overdragelse, at bestemme, at forbedringens gennemførelse skal udsættes i indtil 5 år efter overdragelsen, såfremt over halvdelen af lejerne ønsker dette.

4. Opsigelsesbeskyttelse for lejere i visse lclubleiligheder m. v.

For at sikre lejere af værelser, der er omfattet af nævnskontrol, jfr. § 126, herunder navnlig de såkaldte klublejligheder, øget beskyttelse mod ubillige opsigelser er opsigelsesbeskyttelsen — ved en ændring i lovens § 128 — udvidet.

Herefter kan nævnet forkaste en opsigelse, dels når den skønnes at stå i forbindelse med forsøg på at opnå en urimelig leje eller andre ubillige lejevilkår, dels når omstændighederne ved dens afgivelse i øvrigt skønnes at være af en sådan karakter, at opsigelsen er i strid med sædvanlig god udlejning sskik og derfor må anses for ubillig.

5. Andre ændringer.

Den hidtidige begrænsning i adgangen til at udligne skattestigninger gennem en lejeforhøjelse, jfr. lovens 837 begrænset til skattestigninger, der ikke skyldes stigninger i ejendommens vurdering til ejendomsskyld, når ikke andet er aftalt — ophæves. Tilsvarende ændres bestemmelsen om leienedsættelse ved besparelser, der er fremkommet ved nedsættelse af skatter og afgifter.

Begrundelsen herfor er, at bestemmelser om adgang til påligning af alle skatteforhøjelser i vidt omfang er optaget i de enkelte lejeaftaler.

Lovens § 42, stk. 2, er ændret således, at de udgifter, som udlejeren kan påligne lejerne, når ejendommens centralvarmeanlæg tilknyttes et varmeværk, skal fordeles mellem lejerne forholdsmæssigt efter omfanget af varme- og varmtvandsinstallationer i det lejede.

For at sikre, at nævnene i kommuner, hvor flere nævn er nedsat, i videst muligt omfang tilrettelægger deres praksis efter ensartede retningslinjer, indføjes — i § 102 — en udtrykkelig bestemmelse om, at det påhviler nævnene at etablere det fornødne samarbejde med henblik herpå.

Det hidtidige forbud mod at betinge indgåelse af lejemål af aktieindskud, jfr. lovens § 108 — er afløst af en regel, hvorefter der gives huslejenævnet mulighed for at godkende indskud i form af aktier, såfremt lejeren sammen med ejendommens øvrige lejere derved får afgørende indflydelse på selskabets ledelse, og lejen må anses tilstrækkelig til at dække de med ejendommens drift forbundne udgifter.

Ved en ændret affattelse af § 122 er der sket en indskrænkning af gyldighedsområdet for lovens kap. XIX, der indeholder særlige bestemmelser om visse huslejereguleringer.

Herudover indeholder loven en række ændringer af redaktionel og teknisk karakter.

Loven trådte i kraft 1. april 1964.

Boligministeren udtalte i sin fremsættelsestale bl. a., at han var klar over, at det fra grundejerside ville blive stærkt kritiseret, at lovforslaget ikke indeholdt regler om adgang til almindelig lejeforhøjelse i de lejemål, der fortsat var omfattet af huslejestoppet.

Et afgørende synspunkt for regeringen havde det imidlertid været, at de i foråret 1963 gennemførte foranstaltninger havde tilsigtet en stabilisering af landets økonomi og begrænsning af stigningen i pris- og lønniveauet i en 2-årig periode. En almindelig og generel huslejeforhøjelse ville på afgørende måde medvirke til at forrykke disse muligheder.

Ministeren beskæftigede sig med spørgsmålet om en gradvis frigivelse af huslejen og erklærede sig villig til at forhandle om dette spørgsmål i det kommende udvalg.

Regeringen ville i det kommende år arbejde med forslaget til en ny lejelov, der måtte anses for hensigtsmæssig for at sikre en forsvarlig drift og vedligeholdelse af udlejningsejendomme; men han understregede i denne forbindelse, at man ikke deraf skulle udlede, at regeringspartierne efter udløbet af denne periode agtede at opgive lejerbeskyttelsen, for så vidt angik adgangen til fri opsigelse eller total frigivelse af huslejen i de områder af landet, hvor boligsituationen fortsat var anspændt.

Det var da også disse spørgsmål som prægede forhandlingerne i folketinget.

Både Finn Poulsen (V) og Thestrup (KF) fremhævede, at lovforslaget slet ikke berørte disse afgørende problemer, og at det væsentligste i lovforslaget i virkeligheden var bestemmelsen om en udsættelse af boligspørgsmålets behandling.

Om de i lovforslaget foreslåede konkrete ændringer blev der udtalt vilje til at forhandle i udvalget.

Kai Moltke (SF) måtte dog tage afstand fra de forslag, der tilsigtede en yderligere liberalisering.

Rimstad (Uafh) bebrejdede regeringen, at den ikke havde taget fat på det egentlige problem: restriktionernes langsomme, forsigtige, men sikre ophævelse.

I betænkningen indstillede et flertal (socialdemokratiets og det radikale venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med nogle af boligministeren foreslåede og af udvalget tiltrådte redaktionelle ændringer.

Et mindretal (venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) fandt lovforslaget ganske utilstrækkeligt til løsningen af de alvorlige problemer, der knytter sig til situationen på boligmarkedet, og kunne derfor ikke medvirke til forslaget, men ville undlade at stemme.

Et andet mindretal (socialistisk folkepartis medlem) stillede en række ændringsforslag, som tilsigtede bortfald af de foreslåede liberaliseringer og en styrkelse af de foreslåede lejerbeskyttelsesregler.

Mindretallets ændringsforslag forkastedes ved 2. behandling.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med de af ministeren foreslåede ændringer med 86 stemmer mod 5 (Uafh); 45 medlemmer
(V og KF) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.