Af bemærkningerne til lovforslaget anføres:

„Ved bekendtgørelse af 27. februar 1960 indførtes forbud mod igangsættelse af nyt boligbyggeri uden særlig tilladelse i visse områder af landet. Baggrunden herfor var det meget store efterspørgselspres på byggeriet, som gav sig udslag i forlænget byggetid og forøgede byggepriser. Siden da er frigivelser af nyt boligbyggeri sket i takt med færdiggørelserne, idet der dog er søgt opnået en vis neddæmpning af byggeaktiviteten. Samtidig er der sket visse udvidelser af de regulerede områder, som nu omfatter hele Sjælland samt Odense-, Ålborg- og Århusområdet.

Efter at det ved de trufne foranstaltninger er lykkedes at sikre balance mellem byggeriet og byggelcapaciteten, er det regeringens opfattelse, at det samlede boligbyggeri bør tilrettelægges på en sådan måde, at der sikres størst muligt og billigst muligt boligbyggeri i de områder af landet, hvor boligbehovet er størst. Regeringen har derfor nu planlagt en afvikling af byggereguleringen ved i første række at foretage omfattende frigivelser af det billigere boligbyggeri i de hidtil regulerede områder. Disse frigivelser tænkes muliggjort ved en overgangsordning, som dels medfører en vis finansiel stramning af byggeriet i hele landet og dels sikrer en fortrinsret ved frigivelserne for det billigere byggeri.

Dette sidste agtes gennemført derved, at der fastsættes nærmere krav med hensyn til byggeriets prisforhold som en betingelse for de udvidede frigivelser. For parcelhusbyggeriet fastsættes maksimumsgrænser for håndværkerudgifterne samtidig med, at grænsen for det udnyttelige beboelsesareal for enfamiliehuse sættes til 110 m2. For etagebyggeriet fastsættes maksimumsbeløb for den årlige leje pr. m2. Ved således at samle kræfterne om en forøgelse af det billigere boligbyggeri og skabe friere konkurrenceforhold for dette vil der samtidig med et forstærket bidrag til bolignødens bekæmpelse skaffes bedre betingelser for byggeriets rationalisering."

Om de nævnte frigivelser, der må betragtes som første trin i byggereguleringens endelige afvikling, kan nu henvises til boligministeriets bekendtgørelse nr. 108 af 10. april 1964 om regulering af byggevirksomheden m. v.

En forudsætning for frigivelserne har som nævnt været, at der gennemføres en vis finansiel stramning. Denne søges gennemført ved
nærværende lov og vil blive omtalt nedenfor i forbindelse med en gennemgang af lovens indhold.

Det fremgår i øvrigt af bemærkningerne, at der for at fremme opsparingen til boligbyggeri og for at sikre ungdommen adgang til boliger er nedsat et udvalg, som har til opgave at finde frem til de bedst mulige former for en organiseret opsparing til boligformål.

Hvad loven går ud på, er i hovedsagen følgende:

Der gennemføres en række ændringer, som er foranlediget af lov nr. 250 af 7. juni 1963 om støtte til tilvejebringelse af kollegier for unge under uddannelse. Således nedsættes garantirammen i § 28 med 10 mill. kr., svarende til garantirammen i nævnte lov, til 15 mill. kr. Rammen for ydelse af kontante tilskud, der i boligbyggerilovens § 30 var 1 mill. kr., nedsættes til 500.000 kr., som tænkes anvendt til de andre institutioner til brug for ungdommen, der omhandles i § 28.

Den i indledningen omtalte finansielle stramning som forudsætning for frigivelser af byggeriet søges gennemført ved en ændring i boligbyggerilovens § 53, som tilsigter en forøgelse af bygherrernes egenkapital ved finansieringen af byggeriet. Herefter skal beregningen af de i loven fastsatte grænser for den samlede belåning af en ejendom ske på grundlag af ejendommens værdi eller anskaffelsessum tillagt kurstab og indskud til långiverne. Herved går man fra det hidtidige nettolånsprincip til bruttolånsprincippet, så at egenkapitalen ikke alene omfatter en procentdel af nettoanskaffelsessummen, men også den tilsvarende procentdel af kurstabet, som hidtil har kunnet belånes fuldt ud.

Det oprindelige lovforslag indeholdt endvidere som et ændringsforslag til boligbyggerilovens § 6 en bestemmelse om ophævelse af adgangen til at yde forhøjede lån mod anden sikkerhed end garanti Ira stat eller kommune, f. eks. garanti fra forsikringsselskaber. Bestemmelsen ændredes under behandlingen i folketinget efter ønske fra udvalget således, at den nævnte adgang til at yde forhøjede lån opretholdes.

Den i boligbyggerilovens § 62, stk. 1, fastsatte tidsbegrænsning for opnåelse af forhøjet driftstilskud ophæves, så at det forhøjede driftstilskud kan ydes også til ejendomme, hvor tilsagn om statsstøtte først er meddelt efter 1. januar 1963.

Bestemmelsen indsattes under behandlingen i folketinget med den begrundelse, at den nævnte tidsbegrænsning virkede vilkårlig over for byggeri med tilsagn efter den nævnte dato.

Ved en — ligeledes under folketingsbehandlingen indsat — ændring i lovens § 67 fastsættes nye forhøjede maksimumsgrænser for huslejetilskud. De nye satser medfører en forhøjelse på ca. 20 pct.

Som konsekvenser af lov nr. 83 af 16. marts 1963 om beregning af et reguleringspristal er gennemført en række ændringer i bestemmelserne om husstandsindkomst og grænserne for mindrebemidlethed og mindstbemidlethed.

For at give bevægelseshæmmede invalider i én kommune bedre muligheder for at komme i betragtning ved udlejning af lejligheder, der i en anden kommune måtte være indrettet med særligt henblik på sådanne invalider, er indsat en bestemmelse, som giver mulighed for, at den hidtidige opholdskommune ved aftale kan påtage sig at refundere beliggenhedskommunen dennes udgifter til huslejetilskud til den pågældende boligtager (§ 97, stk. 2).

For at sikre de mindstbemidlede adgang til billigere boliger er det ved en ændring i lovens § 105 fastsat, at hver tiende ledige lejlighed i de afdelinger i socialt byggeri, der ikke har lejligheder opført med kapitaltilskud med henblik på indretning af lejligheder for mindstbemidlede, fortrinsvis skal stilles til rådighed for mindstbemidlede. Ved en under folketingets behandling foretaget ændring er undtaget de afdelinger i andelsboligforeninger, hvis opførelse er påbegyndt før 1. april 1933 uden offentlig støtte.

Der indsættes ved en ændring i lovens § 123 en udtrykkelig lovhjemmel for boligministeren til at pålægge kommunalbestyrelserne at yde bistand ved tilrettelæggelsen og gennemførelsen af byggereguleringen.

Herudover indeholder loven en række mindre ændringer af redaktionel og teknisk administrativ karakter.

Ved nærværende lovs § 2 er det fastsat, at bygherrer, der har påbegyndt byggeri eller opnået lånetilsagn inden lovens ikrafttræden, kan få belåningen udmålt efter de hidtidige regler.

(Oprindeligt var datoen for lovforslagets fremsættelse anført som skæringsdag i så henseende).

Den gennemførte forhøjelse af maksimumsgrænserne for huslejetilskud træder ifølge samme paragraf i kraft med virkning fra 1. juli 1964.

Boligministeren betonede i sin fremsættelsestale, at baggrunden for lovforslaget var regeringens planer om at afvikle byggereguleringen og gøre en forstærket indsats for fremme af byggeriet af billigere boliger, navnlig i de områder i landet, hvor boligmangelen var særlig fremherskende.

Ministeren gav herunder en indgående redegørelse for den hidtidige byggeregulering, som han fandt havde opfyldt sit formål, men som på den anden side ikke burde opretholdes længere end nødvendigt.

Den afvikling, som nu ville blive påbegyndt, måtte imidlertid som forudsætning have dels en vis finansiel stmmning af byggeriet i hele landet, dels en fortrinsret til frigivelse af det byggeri i de regulerede områder, der opfyldte visse prsmæssige krav. Ministeren redegjorde derefter i detaljer for de krav, der ville blive stillet i så henseende, og for den takt, hvori frigivelserne ville blive påbegyndt. Der må herom i det hele henvises til tidenden.

Også om forhandlingerne, der tog form af en omfattende boligpolitisk debat, hvorunder partierne redegjorde for deres principielle synspunkter, må der i alt væsentligt henvises til tidenden.

Axel Ivan Pedersen (S) erklærede sig ved 1. behandling enig i den af ministeren skildrede målsætning. Han anså lovforslaget for et betydeligt skridt i denne retning, men betonede, at hans parti havde fiere ønsker angående loven om boligbyggeri og forventede, at de foreslåede ændringer blev efterfulgt af flere inden for en overskuelig fremtid. Han rejste i denne forbindelse spørgsmålet om at tage
tilskudsproblemerne op til revision, så at boligtilskud i fremtiden først og fremmest kom dem til gode, som ikke havde mulighed for at dække et efter familiens størrelse og forhold i øvrigt rimeligt boligbehov.

Finn Poulsen (V) havde ligesom Thestrup (KF) adskillige kritiske bemærkninger. Begge tvivlede på, at der virkelig var alvor bag regeringens påstand om at ville gennemføre en fuldstændig frigivelse af byggeriet. Lovforslaget og de af ministeren bebudede foranstaltninger måtte ses som en helhed, og herefter var der i virkeligheden tale om indførelse af en lang række yderligere restriktioner. Parcelhusbyggeriet ville efter de to ordføreres mening få meget store vanskeligheder og blive trængt tilbage på bekostning af etagebyggeriet, hvilket var uhyre beklageligt. Mens begge kunne tilslutte sig forslaget om overgang til bruttolånsprincippet, tog de skarpt afstand fra den til § 6 foreslåede ændring, der ville udelukke muligheden for at prioritere parcelhuse op til 85 pct. i stedet for 75 pct. Såvel venstre som det konservative folkeparti var villige til at forhandle, men en tilslutning ville være betinget af betydelige ændringer i regeringens oplæg.

Else-Merete Ross (RV) fandt det glædeligt, at regeringen nu ville skride til en gradvis afvikling af restriktionerne. Hun var indforstået med, at der i en overgangsperiode måtte visse bremser til som nævnt af ministeren, men kunne ønske at drøfte formen for disse bremser nærmere. Hun rejste en lang række spørgsmål dels angående enkeltheder i lovforslaget, dels af principiel karakter. Det var meget beklageligt, at man ville nedskære støtten til kollegiebyggeri i § 28, da der så til en vis grad blot blev tale om en ompostering af disse beløb og ikke om en yderligere hjælp til ungdommen ved loven om kollegiebyggeri. For at søge byggeriet fremmet mest muligt burde bl. a. spørgsmålet om anvendelse af boligforeningernes prioritetsreserver og spørgsmålet om de alt for stive faggrænser tages op til overvejelse.

Kai Moltke (SF) kunne tilsige en velvillig medvirken i udvalgsarbejdet, men lovforslaget og de af ministeren opstillede retningslinjer udgjorde ikke på langt nær det udkast til en helhedsløsning, som man kunne have ventet. Til at løse boligproblemet krævedes først og fremmest billige jordpriser, en lavere rente og lavere byggeomkostninger. Han fandt i øvrigt, at regeringen ikke i tilstrækkelig grad tilgodeså det sociale byggeri. Det var nødvendigt at tage spørgsmålet om tilskudsordningen til de mindre- og mindstbemidlede op for at skabe en mere retfærdig, gradueret ordning.

Rimstad (Uafh) fandt, at lovforslaget kun perifert vedrørte de problemer, man skulle behandle. Den eneste måde, man kunne løse også boligbyggeriproblemet på, var ved at ophæve huslejerestriktionerne. For at understrege dette synspunkt fremsatte Rimstad følgende forslag til motiveret dagsorden:

„Idet folketinget opfordrer regeringen til i god tid inden udløbet af lejeloven den 1. april 1964 at fremsætte forslag om bortfald til en bestemt termin af det gældende huslejestop, udarbejdet med fornøden hensyntagen til de overgangsvanskeligheder for den enkelte borgers økonomi, som et sådant bortfald måtte medføre, fortsætter tinget behandlingen af nærværende forslag til lov om ændringer i lov om boligbyggeri."

Forslaget forkastedes ved 1. behandling med 78 stemmer (S og RV) mod 7 (Uafh og Fanger (KF)); 49 medlemmer (V og KF) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.

I den af udvalget afgivne betænkning indstillede et flertal (socialdemokratiets og det radikale venstres medlemmer) lovforslaget til vedtagelse med en række af boligministeren foreslåede ændringer.

Et mindretal (venstres og det konservative folkepartis medlemmer) kunne tiltræde de af ministeren stillede ændringsforslag, men
ikke lovforslaget, som efter mindretallets opfattelse ikke kunne skabe forudsætninger for det større og billigere boligbyggeri, som var nødvendigt. Boligbyggeriet kunne nu frigøres fra den hidtidige centrale ledelse gennem boligministeriet. Begrænsningerne med hensyn til igangsætning af boligbyggeri ønskedes afviklet straks, eventuelt med en overgangsordning for det storkøbenhavnske og måske tillige det sjællandske område. Kravet til egenkapital måtte skærpes. De problemer, der knyttede sig til en revision af lejeloven, måtte løses i forbindelse med boligbyggeriets problemer.

Et andet mindretal (socialistisk folkepartis medlem af udvalget) stillede i betænkningen en række ændringsforslag, som tilsigtede forbedringer af en del sociale ydelser. Også dette mindretal afgav til betænkningen en erklæring. Det fremgår af denne bl. a., at forslaget i sin helhed måtte anses for utilstrækkeligt til at fremskaffe det påkrævede antal boliger til en for lønmodtagere overkommelig leje.

Ved 2. behandling vedtoges de af ministeren stillede ændringsforslag, mens de af socialistisk folkeparti stillede forkastedes.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 87 stemmer (S, RV og SF) mod 5 (Uafh); 53 medlemmer (V og KF) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.