Loven står i forbindelse med lov om udskydelse af den 13. alm. vurdering m. v. (se foran under nr. 25) og indeholder alene sådanne ændringer i reglerne om beskatning til kommunerne af faste ejendomme, som må anses for nødvendige eller dog naturlige i tilknytning til vurderingens udskydelse.

Lovens indhold er i hovedsagen følgende:

I. De sognekommunale grundskyldpromillers bevægelighed. Ifølge bestemmelserne i § 3, stk. 2 og 3, i lov nr. 34 af 18. februar 1961 om beskatning til kommunerne af faste ejendomme som ændret ved lov nr. 39 af 15. februar 1963 kan grundskyldpromillen i sognekommuner med indtil 3.000 indbyggere i det første skatteår efter en almindelig vurdering ikke pålignes med en promille, der er mere end 14 højere eller lavere end grundskyldpromillen i det første skatteår efter den foregående almindelige vurdering. I det andet, tredje og fjerde skatteår efter en almindelig vurdering kan grundskyldpromillen ikke forhøjes eller nedsættes med mere end 1/4 i forhold til grundskyldpromillen i det første skatteår efter den pågældende almindelige vurdering. Ifølge lovens § 4, stk. 2, kan et særligt nævn (dispensationsnævntfc vedrørende sognekommunal grundskyld) dog, når særlige omstændigheder taler derfor, tillade, at grundskyldpromillen ændres ud over de nævnte grænser. Anvendelsen af de nævnte bestemmelser forudsætter 4-årige vurderingsperioder, og da indeværende vurderingsperiode ved den étårige udskydelse af den 13. alm. vurdering bliver af en varighed på 5 år, er det nødvendigt at fastsætte bestemmelser udgangspunktet for grundskyldpromillens bevægelighed også i det femte skatteår. Det bestemmes derfor, at de for de foregående skatteår gældende regler finder anvendelse også i det sidste skatteår af den forlængede periode.

Loven af 15. februar 1963 indeholder tillige en overgangsregel, hvorefter grundskyldpromillen i skatteårene 1963-64, 1964-65 og 1965-66 uden tilladelse fra det særlige nævn desuden kunne fastsættes indtil 1/4 højere eller lavere end den for skatteåret 1962-63 gældende promille. Også efter udskydelsen af tidspunktet for den 13. alm. vurdering fra den 1. september 1964 til den 1. september 1965 må det anses for rimeligt, at grundskyldpromillerne i det sidste skatteår i indeværende vurderingsperiode, der herefter vil blive skatteåret 1965-66, og det første skatteår i den følgende periode, skatteåret 1966-67, kan fastsættes indtil 1/4 højere eller lavere såvel i forhold til den for skatteåret 1961-62 som den for skatteåret 1962-63 gældende promille, og en dertil sigtende bestemmelse er derfor optaget i den heromhandlede lov.

II. De fikserede kommunale grundskyldpromiller. Ifølge den kommunale ejendomsskattelov nedsættes de fikserede ejendomsskyldpromiller såvel i bykommunerne som i sognekommunerne og amtskommunerne med 1/7 efter den almindelige vurdering, der i henhold til lov om vurdering og beskatning til staten af faste ejendomme skal finde sted i 1964. Efter hver senere almindelig vurdering nedsættes ejendomsskyldpromillerne ligeledes med 1/7, så at ejendomsskylden skulle bortfalde helt efter 28 år med udgangen af skatteåret 1988-89. Under hensyn til, at der herved er skabt en forventning om, at aftrapningen af ejendomsskylden vil blive påbegyndt fra og med skatteåret 1965-66, samt til, at en udskydelse af den almindelige vurdering ikke nødvendiggør en udskydelse af aftrapningen, bestemmes det, at denne som påtænkt påbegyndes fra og med skatteåret 1965-66 uanset udskydelsen af den almindelige vurdering. Den fikserede kommunale ejendomsskyld udgør ca. 262,5 mill. kr., der således fra og med skatteåret 1965-66 vil blive nedsat med ca. 37,5 mill. kr. Den kommunale ejendomsskyld fordeler sig med 66,9 mill. kr. på hovedstadsområdet, 48,5 mill. kr. på provinsbyerne, 96,3 mill. kr. på sognekommunerne og 50,8 mill. kr. på amtskommunerne.

III. Forlængelse af gyldigheden af vedtægter for opkrævning af dækningsafgift. Det bestemmes endelig, at de af indenrigsministeriet stadfæstede dækningsafgiftsvedtægter, hvis gyldighed udløber 31. marts 1965 sammen med den 4-årige vurderingsperiode, forlænges et år.

Ved 1. behandling file lovforslaget almindelig tilslutning.

I det udvalg, hvortil lovforslaget henvistes, stillede et mindretal (V og KF) ændringsforslag om en hurtigere afvikling af den fikserede kommunale ejendomsskyld, så at den ved 14. alm. vurdering skulle nedsættes med 3/7 og ved 15. alm. vurdering bortfalde helt. Det anførtes tillige, at mindretallet under udvalgsarbejdet havde gjort gældende, at intervallerne for udskrivning af kommunale grundskatter — mindst 10 promille, højst 35 promille — efter dets opfattelse burde ændres derhen, at der ikke sættes nogen minimumsgrænse, og at den højest tilladte nedsættelse på 1/4 af gældende promillesats burde afskaffes og adgangen til nedsættelse gøres fri.

Udvalgets flertal (S, RV og SF) og indenrigsministeren afviste mindretallets ændringsforslag om hurtigere aftrapning af den fikserede ejendomsskyld, idet flertallet og ministeren var enige om, at videregående ændringer i ejendomsbeskatningen ikke bør foretages, før de af regeringen nedsatte udvalg om forenkling af ejendomsbeskatningen og om byrdefordelingen mellem staten og kommunerne har afsluttet deres arbejde. Flertallet henviste i denne forbindelse også til de betænkeligheder i forbindelse med en fremskyndet aftrapning, som var kommet til udtryk i henvendelser til udvalget fra De samvirkende Sognerådsforeninger og Amtsrådsforeningen i Danmark, idet flertallet var enigt med de pågældende organisationer i, at en fremskyndet aftrapningsordning ikke blot rejser spørgsmålet om kompensation for det indtægtstab, kommunerne lider, men også aktualiserer spørgsmålet om omlægning af den kommunale beskatning.

Over for de af mindretallet i udvalget fremførte ønsker om ændringer i bestemmelserne om promillegrænser for den kommunale grundskyld under henvisning til forhøjelsen ved den forestående vurdering gjorde flertallet opmærksom på, at denne vurdering gennem det af regeringen fremsatte og af mindretallet støttede lovforslag er udskudt et år. Flertallet fandt, at spørgsmålet om de kommunale grundskattepromiller må ses i sammenhæng med den ovenfor omtalte forenkling af ejendomsbeskatningen.

Flertallet afviste derfor de af mindretallet stillede ændringsforslag og indstillede lovforslaget til vedtagelse uændret.

Ved 2. behandling gav Mose Hansen (Uafh) tilslutning til de af mindretallet stillede ændringsforslag. Disse forkastedes med 87 stemmer (S, RV og SF) imod 55 (V, KF og Uafh) idet 1 medlem (Grønl.) undlod at stemme.

Efter en fornyet udvalgsbehandling, der ikke gav anledning til ændringsforslag, vedtoges lovforslaget enstemmigt ved 3. behandling.