L 38 Normeringslov for finansåret 1964-65.

Af: Finansminister Poul Hansen (Kalundborg) (S)
Samling: 1963-64 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. B 8 af 20-03-1964
Ved indkaldelse af bidrag til normeringslovforslaget for finansåret 1964-65 tilskrev finansministeriet de forskellige administrationsgrene således:

„Ved lovforslagets udarbejdelse må der, for så vidt angår forslag om ændret normering og klassificering af tjenestemandsstillinger, følges nedenstående hovedsynspunkter:

1) Forslag om udvidelse af antallet af bestående tjenestemandsstillinger bør kun fremsættes, såfremt aldeles afgørende grunde kan fremføres, herunder at aspiranttiden for personer, der med bevillingsmyndighedernes tilslutning er antaget som aspiranter, vil udløbe i finansåret 1964-65, uden at det kan påregnes, at der til dette tidspunkt og med de nuværende normeringer vil være mulighed for fast ansættelse af de pågældende.

2) Forslag om bestående tjenestemandsstillingers oprykning til højere lønningsklasse kan normalt ikke forventes optaget på lovforslaget, medmindre der efter gennemførelsen af lønningslovene af 7. juni 1958 er sket sådanne ændringer af pågældende stillingers arbejdsområde og karakter, at en ændring også af deres lønmæssige placering må anses for velmotiveret.

3) Forslag om oprettelse af stillinger, der fortrinsvis eller udelukkende har til formål at forbedre avancementsforholdene for en tjenestemandsgruppe, kan ikke optages."

Ved fremsættelsen af lovforslaget fremhævede finansministeren, at den overvejende del af de på normeringslovforslaget optagne stillinger ikke medførte nogen forøgelse af det samlede antal tjenestemandsstillinger, idet der forudsattes nedlagt et tilsvarende antal stillinger i bundklasserne. „På visse områder er der dog tale om en reel udvidelse af tjenestemandsgruppen. Udbygningen inden for undervisningsområdet er således fortsat ved oprettelse af en række professorater og afdelingslederstillinger m. v. ved de højere læreanstalter samt ved forøgelse af antallet af lærerstillinger ved de forskellige skoler. Den forsvarlige løsning af politiets arbejdsopgaver, der er i stadig vækst, har gjort en udvidelse af politistyrken påkrævet, og som led heri er der for finansåret 1964-65 foreslået en forøgelse af normativet med 100 mand. Ligesom de foregående år er der på det foreliggende normeringslovforslag medtaget det antal militære tjenestemandsstillinger — i år i alt 32 — som der efter til- og afgang fra forsvarets skoler og de arbejdsmæssige krav, der stilles til befalingsmændene, må påregnes at blive behov for i det kommende finansår, hvorved bemærkes, at den foreslåede forøgelse med sikkerhed vil ligge inden for det endelige behov for militære stillinger. Endelig skal jeg nævne, at de under Danmarks elektriske materielkontrol (DEMKO) beskæftigede kommunale tjenestemænd er foreslået overført til staten, således at DEMKO normeres som en selvstændig institution under ministeriet for offentlige arbejder. Det bemærkes herved, at denne normering ikke betyder nogen merudgift for staten, idet de med institutionens virksomhed forbundne udgifter dækkes af afgifter fra fabrikanterne af det godkendelsespligtige materiel.

Med hensyn til enkeltheder i normeringslovforslaget tillader jeg mig i øvrigt at henvise til de forslaget ledsagende bemærkninger.

Ligesom de tidligere år har samtlige fra de forskellige ministerier indkomne forslag været forelagt lønningsrådet, og det foreliggende lovforslag er i overensstemmelse med rådets udtalelser over for finansministeriet.

Merudgiften ved normeringslovforslaget vil — beregnet på sædvanlig måde — for det kommende finansår andrage ca. 7 mill. kr.

Lovforslaget om ændringer i lønnings- og pensionsloven indeholder bl. a. en bestemmelse, hvorefter der i forbindelse med den ordinære 3-årige stedtillægsrevision pr. 1. april 1964 sker oprykning fra sats b til sats a af Hørsholm kommune, som derved ligestilles med de tre hovedstadskommuner og en række af hovedstadens øvrige omegnskommuner.

Idet jeg i øvrigt tillader mig at henvise til de lovforslaget ledsagende bemærkninger, kan jeg oplyse, at de på dette forslag optagne bestemmelser er tiltrådt af lønningsrådet."

Lovforslaget henvistes efter 1. behandling, der var af formel karakter, til lønningsudvalget, hvis arbejde med sagen resulterede i, at udvalget som helhed tiltrådte en række ændringsforslag, som stilledes af finansministeren og er nærmere begrundet i betænkningen. Udvalget indstillede derefter lovforslaget til vedtagelse med disse ændringer, idet dog socialistisk folkepartis repræsentant ikke kunne medvirke til gennemførelsen af de i lovforslaget optagne forslag vedrørende udskrivningsvæsenet, civilforsvaret og forsvaret.

I betænkningen udtales angående et i udvalget drøftet spørgsmål:

„Dansk Styrmandsforening har i en skriftlig henvendelse til udvalget fremhævet, at det efter foreningens opfattelse må anses for uheldigt, at der som foreslået i lovforslaget gennemføres en nednormering af stillingerne som fyrskibsfører, således at disse stillinger efterhånden ved indtrædende ledighed kan besættes med fyrskippere med sætteskipperuddannelse el. lign. i stedet for som hidtil med fuldt uddannede navigatører. Foreningen har til støtte for denne opfattelse henvist til, at der af hensyn til tilgangen af kvalificerede navigatører til dansk skibsfart ikke bør ske forringelse af de pågældendes muligheder for at opnå ansættelse i statens tjeneste, samt at det af hensyn til sikkerheden til søs er af betydning, at fyrskibsførerstillingerne beklædes af fuldt uddannede navigatører, hvilket under hensyn til fyrskibenes placering også ud fra forsvarsmæssige synspunkter må antages at være af værdi.

Den omhandlede ændring af de uddannelsesmæssige krav til indehaverne af fyrskibsførerstillingerne og dermed af disse stillingers
lønmæssige placering vedrører efter forslaget alene fyrskibsførerstillingerne i 15. lønningsklasse. Ændringen, der er et led i den inden for fyrvæsenet stedfindende rationalisering, er efter det for udvalget oplyste i overensstemmelse med bemandingslovens regler og anses af såvel fyrvæsenet som forsvarsministeriet for forsvarlig ud fra sikkerhedsmæssige synspunkter. Under hensyn hertil samt til, at det over for udvalget er oplyst, at der ved ordningens gennemførelse vil blive taget rimeligt hensyn til de nu ansatte fyrskibsføreres muligheder for avancement, har udvalget ikke fundet anledning til at foreslå de pågældende bestemmelser i lovforslaget ændret."

I den ændrede affattelse vedtoges lovforslaget enstemmigt.
Partiernes ordførere
Holger Eriksen (S), Hans Baagø-Hansen (KF), Erik A. Jensen (SF) og Axel Grøndahl (U)