Ved loven foretoges en række ændringer i lov om tobaksafgifter, jfr. lov nr. 68 af 25. marts 1955 med senere ændringer. Under behandlingen i folketinget foretoges efter forslag af finansministeren talrige ændringer i lovforslaget, der i sin endelige formulering fik følgende hovedindhold:
1. Cigaretafgifterne forhøjedes med 2,88 øre pr. stk. fra den 21. februar 1964.
I det fremsatte lovforslag var foreslået en forhøjelse på 3 øre pr. stk., men i henhold til ændringsforslag af finansministeren ved lovforslagets 3. behandling nedsattes forhøjelsen til 2,88 øre pr. stk. som følge af, at der med monopolrådets samtykke var givet tilladelse til forhøjelse af engros- og detailavancerne på cigaretter med henholdsvis 0,04 øre og 0,08 øre pr. stk.
2. Afgiften på røgtobak under afgiftsklasse C nedsattes med 3 kr. pr. kg. Ifølge lovforslagets § 2, stk. 1, jfr. § 3, stk. 2, fik nedsættelsen virkning fra den 14. februar 1964.
3. Fra 14. februar 1964 nedsattes afgiften af varer under afgiftsklasse A. 1. i tobaksafgiftslovens § 8 (hovedsagelig cerutter) med 2 øre pr. stk.
De under 2 og 3 omhandlede nedsættelser indeholdtes ikke i det oprindelige lovforslag, men indføjedes ved lovforslagets 2. behandling ifølge ændringsforslag af finansministeren.
4. Afgiften af cigarillos nedsattes med 1-1½ øre pr. stk.
Også størrelsen af denne nedsættelse var ændret under folketingsbehandlingen efter forslag af finansministeren.
5. I tilslutning til afgiftsnedsættelserne for røgtobak, cerutter og cigarillos gaves der ved loven hjemmel til en tilsvarende afgiftsgodtgørelse for de afgiftsberigtigede varer, der fandtes i behold hos virksomhederne de nævnte datoer.
I den endeligt vedtagne skikkelse antoges lovforslaget under forudsætning af uændret forbrug at ville medføre en merindtægt for statskassen på ca. 125 mill. kr.
Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om ændring i lov om afgift af spiritus, vin og øl og forslag til lov
om forhøjelse af til1ægsafgiften af benzin. (Se nedenfor under nr. 29 og 31).
Om baggrunden for de ved lovforslagene foreslåede afgiftsforhøjelser udtalte finansministeren ved fremsættelsen følgende:
„Det nylig offentliggjorte pristal vil stille øgede krav til statsfinanserne dels i form af øgede lønudgifter, dels i form af udgiftsforøgelse på anden måde.
Det er — som jeg ved tidligere lejlighed har anført — regeringens opfattelse, at det er nødvendigt at fastholde den stramme finanspolitik. Vor økonomi går igen ind i en periode med stigende beskæftigelse. Der er stærke tegn til, at vor økonomi i løbet af foråret og sommeren vil blive præget af stærkt stigende aktivitet. Såvel den fortsat gunstige eksportkonjunktur, måske bortset fra visse landbrugsvarer, som de meget store behov for boligbyggeri og offentligt byggeri og anlægsvirksomhed vil trække i den retning. For at fastholde og konsolidere fremskridtet er det væsentligt, at den økonomiske balance holdes. Det må derfor anses for påkrævet at undgå en svækkelse af finanspolitikken. Jeg har derfor anset det for nødvendigt, at der skaffes dækning for de øgede udgifter, statskassen nu må påregne at komme ud for."
Forslaget om afgiftsnedsættelse for cigarillos og ændringsforslagene under udvalgsbehandlingen om afgiftsnedsættelse for cerutter og røgtobak fremsattes, fordi regeringen efter de oplysninger, der var fremkommet om cigaretternes formentlige skadelige virkninger for sundheden, gerne ville medvirke til en omlægning af befolkningens rygevaner.
Lovforslagenes ekstraordinære og påtrængende karakter understregedes deraf, at folketinget indkaldtes til møde en lørdag til 1. behandling af forslagene.
Ved 1. behandling udtalte Retoft (S) og Helge Larsen (RV) deres tilslutning til lovforslagene. Det var efter deres mening nødvendigt at fastholde den stramme finanspolitik og det budgetterede kasseoverskud, såfremt den fulde beskæftigelse skulle kunne opretholdes og renteniveauet ikke på ny skulle stige. De udgiftsforøgelser, som pristalsstigningen ville blive årsag til, måtte der skaffes dækning for. Helge Larsen fremhævede tillige, at en forbrugsindskrænkning var nødvendig, hvis det offentlige skulle kunne løse de påtrængende investeringsopgaver med hensyn til f. eks. plejehjem for ældre, undervisning og forskning samt trafikanlæggene.
Alfred Bøgh (V) betragtede lovforslagene som et klart udtryk for ulemperne ved den automatiske pristalsregulering. Man burde i folketingsudvalget overveje en ordning med halvautomatisk pristalsregulering, som den var praktiseret i Norge. En sådan ordning gav mulighed for at overveje, om udløsningen af en pristalsportion i virkeligheden var til fordel for nogen. Han erkendte, at det var nødvendigt at skaffe finanspolitisk dækning for statens nødvendige udgifter, men spørgsmålet var efter hans mening, om ikke befolkningens stigende indkomster ville skabe tilstrækkelige reserver for staten, dels i kraft af udskrivningsloven, dels ved øget provenu af forbrugsafgiftslovene. At regeringen nu havde foreslået afgiftsforhøjelser, havde vel også forbindelse med, at 2. rate af helhedsløsningens lønforhøjelser nu udløstes. Men man måtte tillige tage i betragtning, at tillægspensionen, hvortil der i det kommende år skulle opkræves omkring 300 mill. kr., ville virke forbrugsbegrænsende.
Under hensyn til den gældende pristalsregulering fandt Alfred Bøgh det påfaldende, at regeringen ved den første afgiftsforhøjelse, efter at skatter og afgifter var taget ud af pristallet, havde valgt at forhøje afgiften på benzin, idet man i virkeligheden ikke havde nogen mulighed for at holde denne forhøjelse ude af pristallet, fordi den indgik i erhvervslivets omkostninger over en bred front. Han konkluderede, at venstre ikke kunne medvirke til gennemførelse af lovforslagene som isoleret foranstaltning, men man så gerne en forskydning i beskatningen fra direkte til indirekte skat og ville derfor underkaste de forskellige spørgsmål en nøje vurdering i sammenhæng med behandlingen af udskrivningsloven.
Poul Møller (KF) mente ikke, at pristalreguleringen var den reale begrundelse for lovforslagene. En rigtig ordnet pristalsregulering skabte ikke forøget efterspørgsel. Derimod måtte de lønforhøjelser, der var gennemført i henhold til helhedsløsningen, give frygt for forbrugsstigning. Men nu ville finansministeren måske sige, at det i virkeligheden var statsfinansernes stilling, der var begrundelsen. Det hidtil foreliggende skøn over statsfinanserne gav imidlertid ikke grundlag for at tro, at afgiftsforhøjelser var nødvendige, heller ikke når man tog udgiftsforøgelserne efter tidspunktet for skønnet i betragtning. Udgiftsforøgelserne måtte i det væsentlige kunne påregnes dækket gennem stigningen i forbrugs- og omsætningsafgifter og direkte skatter, men et revideret skøn fra finansministeriet måtte fremskaffes til nærmere vurdering af stigningen i disse indtægter. Poul Møller mente imidlertid ikke, at statsfinansernes stilling kunne have været afgørende for lovforslagene, der snarere skyldtes hensynet til konjunkturpolitikken. Man ønskede et større overskud end det, der var budgetteret med, for at holde lønforhøjelserne i ave. Poul Møller var ikke enig med regeringen i dette synspunkt. Den konjunkturpolitiske situation gav ikke grundlag for forhøjelse af afgiftssatserne, men derimod for en sådan omlægning af beskatningen, som det konservative folkeparti havde arbejdet for i flere år, fra skat på indkomst til skat på forbrug. Dette ville partiet arbejde for i udvalget for at fremme produktiviteten, arbejdslysten og opsparingen.
Med hensyn til de enkelte forhøjelser udtalte Poul Møller, at han fandt henvisningen til cigaretternes skadelige virkning på sundheden hyklerisk, når det samtidig fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at regeringen påregnede en merindtægt på 150 mill. kr. af afgiftsforhøjelsen på de sundhedsfarlige cigaretter. Man var i den konservative gruppe nervøs for benzinafgiftsforhøjelsens virkning på omkostningerne.
De konservative var i udvalget villig til at se på lovforslagene, hvis forhøjelserne kunne indgå i en omlægningspolitik, der gik ud på at lægge skattetrykket fra indkomstskat over på forbrugsafgifter, men som isoleret foranstaltning kunne lovforslagene ikke støttes.
Aksel Larsen (SF) fandt, at det stred mod helhedsløsningen, at man ved afgiftsforhøjelser inddrog en væsentlig del af arbejdernes og tjenestemændenes lønforhøjelser, oven i købet før lønforhøjelserne var trådt i kraft. En væsentlig del var allerede taget gennem tvangsopsparingen. Han betragtede lovforslagene som en åben erkendelse fra regeringens side af, at dens hidtidige økonomiske politik havde været fejlagtig, og at helhedsløsningen havde spillet fallit. Det gale ved dansk økonomisk politik var efter hans opfattelse, at man ikke alene havde tilladt, men statsbegunstiget en inflatorisk udvikling, bl. a. gennem forhøjelse af priserne på landbrugsvarerne og gennem den utilstrækkelige priskontrol. Aksel Larsen afviste de fremsatte lovforslag og henviste i stedet for til de forslag og ideer, som hans parti var fremkommet med i de senere år om oprettelse af en boligfond, om reklameskat, en regulær kapitalvindingsskat og en effektiv priskontrol. Hvis regeringen fastholdt, at den manglede 260 mill. kr., hvad han ikke troede på, måtte han henvise den til at spare, og han ville her pege på militærudgifterne, der måtte kunne nedsættes.
Aksel Larsen kunne ikke tiltræde venstres og de konservatives forslag om en omlægning af skatterne fra indkomstbeskatning til forbrugsbeskatning. Den væsentlige del af befolkningen var tvunget til at bruge hele deres indkomst løbende og måtte altså i så fald betale forbrugsskat af 100 pct. af indkomsten, men en del havde så store indtægter, at de kunne spare op og derved slippe forholdsmæssigt billigere i skat.
Iver Poulsen (Uafh) betragtede fremsættelsen af de 3 lovforslag som udslag af, at regeringen var blevet bange for resultaterne af sin økonomiske politik. Helhedsløsningen havde bidraget væsentligt til, at vi havde stigende priser og lønninger, og man ville nu tage lønstigningen fra lønmodtagerne, der alligevel skulle betale de højere priser og skatter. De borgere, der ikke havde pristalsregulerede indtægter, måtte også betale, men fik ikke kompensation gennem dyrtidstillæg.
Det var ikke rigtigt, når det var påstået, at helhedsløsningen ikke havde haft nævneværdig betydning for priserne. Alene for landbruget havde helhedsløsningen i 1963 betydet en timelønsforhøjelse på 26 øre sammen med dyrtidstillægget, og i 1964 ville den sammen med tillægspensionen betyde 51 øre mere i timen, altså i alt 77 øre.
I sin omtale af de enkelte afgiftsforhøjelser vendte Iver Poulsen sig især mod benzinafgiftsforhøjelsen, der gennem sin forhøjelse af
omkostningerne ved transporten ville betyde højere varepriser, øgede udgifter for arbejdere og funktionærer til transport til og fra arbejde og især belaste det private vognmandserhverv hårdt. Han spurgte i den forbindelse ministeren, om det, som det var tilfældet ved sidste benzinafgiftsforhøjelse, var hensigten også at forhøje vægtafgifterne for de dieseldrevne køretøjer.
Selvfølgelig skulle statens tjenestemænd og funktionærer have de lønstigninger, de havde krav på, men det måtte staten klare ved at underkaste sit udgiftsbudget en kritisk gennemgang, og det skulle ikke være nødvendig at spare til hele merudgiften til lønninger, for de øgede lønninger ville jo give staten stigende skatteindtægter. Det var de uafhængiges indtryk, at regeringen med lovforslagene ville skaffe statskassen nye indtægter, som regeringen kunne bruge efter forgodtbefindende, og derfor kunne partiet ikke støtte lovforslagene.
I sin svartale fremhævede finansministeren nødvendigheden af, at den stramme finanspolitik fastholdtes. Han mente, det ville være for optimistisk at regne med, at der var store skjulte reserver i indkomstskatterne, men det kunne der ikke siges noget om endnu, og den stigning, som de øgede lønindtægter ville give i forbrugsafgifterne, var overvurderet af oppositionens ordførere. Med hensyn til udgiftspolitikken havde regeringen været tilbageholdende og søgt at begrænse stigningen i udgifterne mest muligt. Ministeren konstaterede med tilfredshed, at man da heller ikke fra venstres og de konservatives side havde angrebet udgiftspolitikken under debatten. Til Iver Poulsen udtalte ministeren, at det ikke var hensigten at forhøje afgifterne for de dieseldrevne vogne. En væsentlig del af den erhvervsmæssige transport ville derved undgå omkostningsforøgelsen, der i øvrigt ikke havde de dimensioner, der var antydet under debatten.
Efter 1. behandling henvistes lovforslagene til behandling i et udvalg, der ved betænkningens afgivelse delte sig i et flertal og 2 mindretal. Flertallet (socialdemokratiets og det radikale venstres medlemmer af udvalget) tiltrådte en lang række ændringsforslag, der var stillet af finansministeren, og som der i det væsentlige er gjort rede for ved omtalen af de enkelte lovforslag. Flertallet indstillede lovforslagene til vedtagelse med disse ændringer. Om mindretallenes stilling udtales i betænkningen:
„Et mindretal (venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) kan ikke medvirke til en isoleret gennemførelse af de foreslåede afgiftslove.
Forudsætningen for en realitetsforhandling måtte efter mindretallets opfattelse have været, at afgiftslove og udskrivningslov underkastedes en samlet behandling og stillingtagen, samt at en forhøjelse af den indirekte beskatning var ledsaget af en fortsat reformering af indkom stskattesystemet.
Da regeringen har afvist disse forudsætninger, og da mindretallet i øvrigt ikke på det foreliggende grundlag kan nære fornøden tillid til det opstillede skøn over de forventede indtægter til statskassen, indstiller mindretallet de tre lovforslag til forhastelse.
Et andet mindretal (socialistisk folkepartis medlem af udvalget) anser det for stridende mod de løfter, der blev givet ved de lovbestemte overenskomstforlængelser i forbindelse med den såkaldte helhedsløsning, at forøge forbrugsafgifterne, fordi pristallets stigning har udløst en dyrtidsportion til lønmodtagerne. Desuden må det befrygtes, at afgiftsforhøjelserne vil virke i inflatorisk retning.
Så vidt udviklingen kan overskues, må dette mindretal mene, at statens provenu af såvel de direkte som de indirekte skatter vil blive betydelig større end budgetteret i finanslovforslaget, og der skulle således ikke være nogen tvingende nødvendighed for gennem afgiftsforhøjelserne at skaffe statskassen ekstra dækning for udgifterne til regulering af tjenestemandslønningerne.
Mindretallet har erklæret sig villig til at indgå i forhandling om en skattereform og gør i øvrigt opmærksom på, at hellere end at pålægge nye inflationsfremmende skatter burde staten indføre besparelser på udgiftsbudgettet, hvilket i særdeleshed er nødvendigt og muligt, hvad militærudgifterne angår.
Mindretallet kan ikke medvirke til lovforslagets vedtagelse."
Udvalgets spørgsmål til finansministeren var med ministerens besvarelser optrykt i betænkningen.
Ved lovforslagenes 2. behandling trak partiernes ordførere på ny deres standpunkter op, og Aksel Larsen (SF) fremsatte i forbindelse hermed følgende forslag om overgang til næste sag på dagsordenen:
„Idet folketinget udtaler, at vedtagelse af forslagene om forhøjede forbrugsafgifter ville gøre de kommende pristalsbestemte lønreguleringer delvis illusoriske, skønt disse har lovhjemmel i den såkaldte helhedsløsning, opfordrer det regeringen til ved udskrivning af folketingsvalg snarest at lade vælgerne komme til orde.
Tinget går dermed over til næste sag på dagsordenen."
Ved afstemningen forkastedes dagsordensforslaget med 89 stemmer mod 11, medens 72 medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod. En række ændringsforslag vedtoges uden afstemning.
Efter fornyet udvalgsbehandling mellem 2. og 3. behandling vedtoges lovforslaget ved 3. behandling med nogle yderligere ændringer ved navneopråb med 89 stemmer mod 87. 2 medlemmer (Rosing (Grønl) og Hans Schmidt (SI)) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod, 1 medlem (Johan Poulsen (V)) var fraværende.