I november 1963 fremsatte finansministeren i folketinget et „forslag til lov om ændring i lov om selvangivelsen af indkomst og formue, om foranstaltninger til kontrol med selvangivelsen og om straffen for skattesvig m. v.". Dette lovforslag henvistes efter 1. behandling til et udvalg, der i en i januar afgivet betænkning enstemmigt indstillede, at det deltes i to lovforslag, nemlig

A. forslaget til nærværende lov, der vedrører følgende bestemmelser i lov om selvangivelsen af indkomst og formue, om foranstaltninger til kontrol med selvangivelsen og om straffen for skattesvig m. v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 278 af 25. august 1958: indledningen, numrene 1, 2 og 4-8 i § 1 samt § 2; hvortil under sagens videre behandling føjedes nogle ændringer i ligningsloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 388 af 4. december 1963.

B. „Forslag til lov om ændring i lov om selvangivelsen af indkomst og formue, om foranstaltninger til kontrol med selvangivelsen og om straffen for skattesvig m. v.", omfattende indledningen og numrene 3 og 9-17 i § 1 i forannævnte lovbekendtgørelse af 1958 (kontrolloven). Angående lovforslag B.s gennemførelse se nærmest efterfølgende sag.

Delingen blev tiltrådt af folketinget. Den skyldtes, at der var nogle af de foreslåede bestemmelser, som det ansås for ønskeligt at få gennemført inden udgangen af januar 1964, mens andre ikke hastede så meget.

Om indholdet af og formålet med det oprindelige lovforslags bestemmelser anførte finansministeren ved fremsættelsen:

„Forslaget tager i første række sigte på at lempe de meget strenge regler, der for tiden ifølge kontrollovens afsnit I gælder for følgerne af ikke at indgive behørig selvangivelse rettidigt.

Hvis behørig selvangivelse ikke foreligger rettidigt, skal den skattepligtige indkomst og formue ved den foreløbige ansættelse nu ansættes til et beløb, der er mindst henholdsvis 25 pct. og 40 pct. højere end sidste års ansættelse, og denne ansættelse kan efter påklage til skatterådet kun nedsættes til den virkelige indkomst og formue med tillæg af de nævnte procenter. Påklages den foreløbige ansættelse ikke til skatterådet, skal skatterådet forhøje ansættelsen med mindst yderligere 15 og 20 pct. Det er klart, at disse regler kan medføre meget betydelige forhøjelser af de pålignede skattebeløb, beløb, som ikke står i noget rimeligt forhold til den begåede forseelse.

Disse regler gjaldt tidligere også for aktieselskaber m. v., men ved § 28 i loven om indkomstbeskatning af aktieselskaber indførtes for de af denne lov omfattede skattepligtige nye regler om følgerne af ikke at indgive behørig selvangivelse rettidigt, idet man gik over til at forhøje de pålignede skattebeløb i stedet for ansættelserne, samtidig med at man indførte et maksimum og et minimum for forhøjelserne. Det må anses for rimeligt, at tilsvarende regler indføres for skattepligtige personer, og det er det, der foreslås gennemført ved det foreliggende lovforslags § 1, nr. 1 og 2 og 4-8.

Efter de foreslåede nye regler udsætter den, der ikke selvangiver rettidigt, sig for, at ansættelsen sker skønsmæssigt, men i modsæt-
ning til nu skal ligningsmyndighederne ansætte til det beløb, de skønner er den pågældendes rigtige indkomst og formue uden nogen form for tillæg, og når skatteyderen dokumenterer sin rette indkomst eller formue, skal ansættelsen ændres i overensstemmelse hermed. Straffen for den for sene selvangivelse ligger alene i tillægget til de pålignede skatter, idet disse skal forhøjes med 1 pct. for hver dag fristen for selvangivelse er overskredet, dog aldrig med mere end 10 pct. og højst med 5.000 kr. til formueskatten, 3.000 kr. til indkomstskatten til staten og 2.000 kr. til kommuneskatten. For særlig indkomstskat er der fastsat et særligt maksimum, idet forhøjelsen her højst kan udgøre 5.000 kr. med fradrag af eventuel forhøjelse af den almindelige indkomstskat til staten og kommuneskatten, således at der, hvis disse skatter allerede er forhøjet med i alt 5.000 kr., ikke kan ske forhøjelse af særlig indkomstskat. Reglen foreslås for at ligestille skattepligtige personer med skattepligtige aktieselskaber m. v., der jo skal medregne særlig indkomst i deres almindelige indkomst, og for hvilke skatteforhøjelsen højst kan udgøre 5.000 kr.

De myndigheder, der i henhold til forslagets § 1, nr. 7, kan fritage helt eller delvis for følgerne af ikke rettidig selvangivelse, er de samme, som er bemyndiget dertil ifølge den gældende kontrollovs § 4.

Hidtil har kun selvangivelse af formuen kunnet fremtvinges ved pålæg af dagbøder. Da jo også selvangivelse af indkomsten er pligtmæssig, og når henses til de foreslåede mere lempelige regler om følgerne af ikke rettidig selvangivelse, forekommer det naturligt, at også selvangivelse af indkomsten tilligemed eventuelt driftsregnskab kan fremtvinges ved dagbøder, og forslagets § 1, nr. 6, har regler herom. Det er fundet mest praktisk, at denne fremtvingelse foretages af amtsligningsinspektørerne, i København og Frederiksberg af skattedirektoraterne, men der vil naturligvis blive givet vejledende regler om størrelsen af tvangsbøderne m. v. af skattedepartementet.

Når kontrolloven nu af hensyn til de omtalte nye regler skal til behandling i det høje ting, har jeg fundet det naturligt, at kontrollovens regler tydeliggøres på punkter, hvor det i det praktiske arbejde med loven har vist sig ønskeligt, og de foreslåede ændringer til lovens afsnit II om kontroloplysninger tager sigte herpå, jfr. forslagets § 1, nr. 9-14. Jeg skal særligt fremhæve bestemmelsen om oplysningspligt for banker m. v. i forslagets § 1, nr. 14, og bemærkningerne hertil. Denne oplysningspligt har især betydning for ligningsdirektoratets arbejde med de store revisionssager, og efter hvad der er oplyst for mig, har ligningsdirektoratet indtil den i bemærkningerne nævnte dom stort set fået oplysninger fra banker m. v. i det omfang, det beskrives i den foreslåede nye bestemmelse. Efter dommen har bankerne været meget tilbageholdende, og ligningsdirektoratet lægger megen vægt på, at de gældende bestemmelser klargøres som foreslået.

Ved forslagets § 1, nr. 15, åbnes der mulighed for, at fremtvingeisen af lønoplysninger m. v. kan henlægges til lokale myndigheder. Man har her tænkt på de samme myndigheder, som er nævnt i forslagets § 1, nr. 6, om fremtvingelse af selvangivelse.

Der har i de senere år foreligget tilfælde af skatteunddragelse derved, at den pågældende skatteyder har givet myndighederne urigtige oplysninger om sit tilhørsforhold her til landet, og da den hidtidige formulering af kontrollovens § 13, stk. 1, har givet anledning til tvivl om, hvorvidt straffebestemmelsen også omfatter dette forhold, forekommer det mig rimeligt, at vi nu benytter lejligheden til at fjerne denne tvivl, og forslagets § 1, nr. 16, tager sigte herpå.

I de nævnte tilfælde er der tale om personer, der søger at unddrage sig en skattepligt, som påhviler dem ifølge den gældende lovgivning. Der findes imidlertid en anden gruppe, som efter de gældende regler lovligt unddrager sig beskatning f. eks. derved, at den pågældende efter i et år at have haft betydelige skattepligtige indtægter fraflytter til udlandet, inden disse indtægter skal beskattes her i landet. Der kan her være tale om tilfælde, der virker meget stødende. Forholdsregler herimod kræver imidlertid ændringer i de gældende skattepligtsregler. Dette spørgsmål har jeg taget op til nærmere overvejelse, og jeg vil eventuelt på et senere tidspunkt komme tilbage hertil.

Til sidst skal jeg omtale bestemmelsen i forslagets § 1, nr. 3, om, at der ved selvangivelsen også kan kræves oplysning om indtægter, der ikke er skattepligtige. Den direkte anledning til dette forslag, er de nye regler om beskatning af børns indtægter, men der kan naturligvis i henhold til denne bestemmelse også kræves oplysning om andre skattefri indtægter, hvis det viser sig, at ligningsmyndighederne har brug for det."

Lovforslaget fik i folketinget en overvejende velvillig modtagelse, og nærværende lov gennemførtes ret hurtigt, mens de ved delingen i lovforslag B. optagne bestemmelser henvistes til fortsat behandling i udvalget.

Samtidig med at udvalget indstillede lovforslag A. til vedtagelse, stillede det til et par af de heri indeholdte bestemmelser nogle ændringsforslag, som var tiltrådt af finansministeren. Hertil føjedes i den senere afgivne tillægsbetænkning nogle af finansministeren stillede ændringsforslag vedrørende ligningsloven. Samtlige ændringsforslag vedtoges uden afstemning.

Om lovens indhold i den endelige formulering anføres:

I forhold til lovbekendtgørelsen af 1958 er der foretaget den afgørende ændring, at følgerne af ikke rettidig eller ubehørig selvangivelse er blevet knyttet til skatteberegningen i stedet for til skatteansættelsen. Samtidig har man ved manglende
selvangivelse forladt reglerne om ansættelse under hensyn til sidste års skatteansættelse, idet der nu i disse tilfælde skal foretages selvstændige skønsmæssige ansættelser. Der kan i det hele henvises til § 1, stk. 2 og 3, og § 2, stk. 2, 3 og 4.

I tilfælde af manglende selvangivelse af særlig indkomst skal der ikke ubetinget foretages skønsmæssig ansættelse som for formuens og den almindelige indkomsts vedkommende, idet der hertil normalt må kræves, at der foreligger sådanne oplysninger for ligningsmyndighederne, at formodningen er for, at særlig indkomst foreligger.

Mens tidligere kun selvangivelse af formue har kunnet fremtvinges ved pålæg af daglige bøder, gælder dette nu også selvangivelse af indkomst (herunder særlig indkomst) samt indgivelse af driftsregnskab, se § 4.

I nærværende lov er i § 2 indsat følgende bestemmelse:

„I lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten, jfr. lovbekendtgørelse nr. 388 af 4. december 1963, foretages følgende ændring:

Efter § 32 indsættes som ny paragraf:

„§ 32 A. Ligningsmyndigheden, i Københavns og Frederiksberg kommune vedkommende skattedirektorat, kan, hvor særlige grunde taler derfor, indrømme udsættelse med indgivelse af selvangivelsen for personer og dødsboer, for så vidt dette er foreneligt med ligningsarbejdets tilrettelæggelse og rettidige tilendebringelse. For skatteåret 1964-65 betragtes selvangivelse, der ifølge lov nr. 149 af 10. april 1922 § 22, stk. 1, skal indgives henholdsvis inden udgangen af januar og senest den 15. februar, som rettidig, såfremt den er afgivet til ligningsmyndigheden senest henholdsvis den 2. februar og den 16. februar 1964." For skatteåret 1964-65, og kun for dette, regnes forsinkelse af selvangivelse herefter fra og med henholdsvis den 3. februar og den 17. februar 1964.

Ved lovforslagets 3. behandling kritiserede Dalsgaard (V) — med henblik på kommunernes skatteadministration — det sene tidspunkt, på hvilket ændringsforslag til lovforslaget blev stillet og vedtaget.

Lovforslaget vedtoges enstemmigt, idet Dalsgaard og Rosing (Grønl.) afholdt sig fra at stemme.