Lovforslaget tilsigtede en forhøjelse af dagpengesatserne og en forenkling af arbefdsløshedsloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 238 af 27. juni 1962.

Om de foreslåede ændringers enkeltheder og begrundelse anførte Chr. Madsen (SF) som ordfører for forslagsstillerne ved fremsættelsen:

„Forslaget har til formål at forhøje arbejdsløshedsunderstøttelsen væsentligt, dog ikke så meget, som vi kunne ønske. De fleste ved vel, at vort principielle standpunkt er fuld erstatning for uforskyldt arbejdsledighed. Lovforslaget vil gøre det lettere for det høje ting at gennemføre ændringer, der tilsigter dette.

Loven om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring m. v., som i almindelig tale kaldes arbejdsløshedsloven, har gennemgået mange ændringer. I 1960 var grundlaget for ændringerne, at den daværende regulering var så ringe, at dagpengesatserne kom bag efter andre loves. Hvad de nye reguleringsbestemmelser vil give i forhøjelser, vides der intet om endnu, i hvert fald ikke officielt. Der vides kun dette, at reguleringen kommer over et år efter reguleringsgrundlaget. Formålet med vort ændringsforslag er bl. a. at formindske afstanden mellem den fastsatte regulering og den dag, der sker ændringer i den kontante udbetaling. I stedet for en ventetid på over et år afkortes ventetiden til 6 måneder.

Som det er nævnt i bemærkningerne til lovforslaget, er der opstået et misforhold mellem arbejdsløshedsloven og den sociale lovgivning. Ved sammenligning med ydelser til invalide- og folkepensionister vil det ses, at disse ydelser er en del højere end arbejdsløshedsunderstøttelsen. Udregnet på årsbasis er arbejdsløshedsunderstøttelsen i øjeblikket 6.458 kr. i dagpenge for en forsørger med fuld anciennitet; for pensionister er grundbeløbet 7.032 kr. Hertil kommer børnetilskud: efter arbejdsløshedsloven 2 kr. 15 øre pr. dag, efter lov om invalide- og folkepension, jfr. lov om offentlig forsorg, 4 kr. pr. dag. Begge parter har adgang til huslejehjælp. Det må udtrykkelig nævnes, at det ikke er invalide- og folkepensionen, der er for høj, men derimod arbejdsløshedsunderstøttelsen, der er for lav. Denne skævhed er opstået i de senere år; tidligere var det omvendte forhold tilfældet. Som vi så ofte har sagt det her i det høje ting, må invalide- og folkepensionen stå i forhold til en arbejdsindtægt, og jeg mener, som det er foreslået, at arbejdsløshedsunderstøttelsen også må afpasses efter arbejdsindtægten. Princippet i forslaget er, at dagpengene for en forsørger skal være 4 gange og for en ikke-forsørger 2½ gang den gennemsnitlige timeløn.

Ved at forhøje dagpengene for en forsørger fra 20 kr. 70 øre til 28 kr. 12 øre, ved forhøjelse af børnetillægget fra 2 kr. 15 øre til 4 kr. pr. dag og ved at holde huslejehjælpen uden for 4/5 og 2/3-grænsens beregninger sker der en væsentlig udjævning af den opståede skævhed.

Hertil kommer en forenkling af loven. De forskellige reguleringsbestemmelser udgår, idet de overgår til anden lovgivning. Karenstiden, 26 ugers og 39 ugers bestemmelsen, udgår ligeledes. Det er efter min mening tilstrækkeligt med bestemmelsen i lovens § 10, stk. 4.

Endvidere er det hensigten at samordne arbejdsløshedslovens bestemmelser om kursus m. v. for arbejdsløse med loven om erhvervsmæssig uddannelse af ikke-faglærte arbejdere. Såvel faglærte som ikke-faglærte må have muligheder for at søge uddannelse ved alle egnede læreanstalter."

Arbejdsministeren gav ved 1. behandling udtryk for, at der i lovforslaget var en del ting, som han var positivt indstillet over for. De problemer, som søgtes løst, var dog mere komplicerede end som så og kunne efter ministerens opfattelse ikke klares så nemt som foreslået, hvilket nærmere begrundedes. Bl. a. ville de foreslåede forhøjelser medføre en betydelig merudgift for staten. Arbejdsministeriet var imidlertid opmærksom på sagen og havde gennem nogen tid arbejdet med disse spørgsmål. „Vi har jo bl. a. fået en tilskyndelse hertil gennem de forskellige forslag og ønsker, som er kommet gennem udtalelser fra faglige kongresser og forskellige arbejdsløshedskassers kompetente forsamlinger. Jeg har yderligere som et led i ministeriets forsøg på at få belyst de forskellige foreliggende problemer ved en eventuel revision af arbejdsløshedsloven haft drøftelser med repræsentanter for arbejdsløshedskasserne, og jeg kan oplyse, at disse repræsentanter ikke kan gå ind for det lovforslag, folketinget nu har til forhandling, men at de har ønsker og forslag om forskellige principielle ændringer i arbejdsløshedsloven.

Som jeg allerede har sagt det her i dag, er jeg positivt indstillet over for forsøg på at finde frem til forsvarlige forbedringer og forenklinger i arbejdsløshedsloven, derunder også på nogle af de felter, som det foreliggende lovforslag berører; men som jeg har klargjort det, er det meget komplicerede principielle spørgsmål, vi her står over for. Jeg mener ikke, at det foreliggende lovforslag kan betragtes som et rimeligt grundlag for folketingets forhandlinger. Dertil er det for lidt gennemarbejdet og på væsentlige punkter alt for forenklet i forhold til de komplicerede problemer, det drejer sig om.

Jeg er derfor efter mine drøftelser med repræsentanter for arbejdsløshedskasserne nået til det resultat, at det er nødvendigt at lade et sagkyndigt udvalg gennemgå alle de principielle problemer, der knytter sig til satsforhøjelserne og disses finansiering, til spørgsmålet om en eventuel lempelse i adgangen til at oppebære understøttelse og vedrørende en forenkling af arbejdsløshedsforsikringens administration. Jeg agter derfor snarest at nedsætte et sådant sagkyndigt udvalg og vil bede dette om at gennemgå disse spørgsmål så hurtigt, som det er muligt."

Bladt (S) udtalte sig på linje hermed. Han så meget gerne, at den af ministeren bebudede udredning af sagen fandt sted, men erklærede sig i øvrigt villig til at deltage i en udvalgsbehandling af lovforslaget.

Søren Andersen (V) kunne tiltræde, at arbejdsløshedslovgivningen blev taget op til grundig overvejelse, men det burde være i en kommission, der ikke blot havde embedsmænd som medlemmer. Venstre var meget interesseret i, at sagen blev set i et vidt perspektiv: selve sikringsordningens placering i det almindelige sociale sikringssystem her i landet.

Asger Jensen (KF) udtalte, at hans parti fandt en strukturændring på dette område påkrævet. Det kunne overvejes, om der var brug for ændringer i dagpengesatserne. „Hvis der bliver større udgifter for kasserne, lad os så i en tid betale dem ud fra en fond, der dannes af en mindre del af kassernes store formue, og lad os benytte denne tid til at foretage en højst tiltrængt modernisering af kassernes struktur, så vi når frem til én stor arbejdsløshedsforsikring her i landet. Det vil betyde en mere hensigtsmæssig administration og give mulighed for en større solidaritet."

Kirkegaard (RV) tilsluttede sig tanken om at få sagen nærmere undersøgt.

Grøndahl (Uafh) henviste til, at „ifølge gældende lovs § 15 kan en arbejdsløs foruden sin understøttelse få børnetillæg, huslejehjælp, brændselshjælp, julehjælp, rejsehjælp, hjælp til dobbelt husførelse og flyttehjælp. Jeg synes bestemt ikke, at samfundet har været karrigt her, og med den store stigning i lønmodtagernes realløn, der er sket i de sidste 10 år, ville det ikke være samfundsfjendsk at mene, at lønmodtagerne selv kunne yde noget mere for at sikre sig mod arbejdsløshed i stedet for ustandselig at komme med krav til statskassen." De uafhængige kunne ikke støtte lovforslaget.

Efter forhandlingens slutning henvistes lovforslaget til behandling i et folketingsudvalg. Dette afgav ikke betænkning.