Ved loven foretages nogle ændringer i lodsloven, der også var til revision i 1960, jfr. lovbekendtgørelse nr. 230 af 3. juni 1960 (årbog 1959-60, side 451).
I 1960 ændrede man i overensstemmelse med lodsernes ønske beregningen af afgiften til lodsreguleringsfonden og bidraget til Den fælles Lodspensionslcasse på den måde, at afgift og bidrag for fremtiden skulle beregnes af lodsernes nettoindtægt i stedet for af bruttoindtægten.
For lodsreguleringsfonden blev der indført en ordning, hvorefter afgiften skulle udgøre en fast procentafgift af den del af lodseriets indtægter, der er til rest efter fradrag af lodseriets driftsudgifter, udgifterne til pensionsordningen samt et beløb pr. lods, svarende til slutlønnen for statstjenestemænd i 23. lønningsklasse.
På grundlag af regnskabsmateriale fra de foregående år blev denne afgiftsprocent i forståelse med lodserne lovfæstet til 27.
For så vidt angik bidraget til Den fælles Lodspensionskasse, blev der i loven optaget bestemmelse om, at dette bidrag for fremtiden beregnedes som en procentdel af den indtægt, der er til rest efter fradrag af lodseriets driftsudgifter. Dette bidrag kan efter loven fastsættes til højst 30 pct.
Herudover blev der gennemført ændringer af lodslovens pensionsbestemmelser, som nøje svarede til de principper, der ved lønnings- og pensionsloven af 1958 blev gennemført for statens tjenestemænd og for medlemmer af statsunderstøttede pensionskasser.
Dette medførte bl. a., at adgangen til at søge afsked med alderspension blev forhøjet fra 65 til 67 år, ligesom der blev indført bestemmelse om, at højeste pension først kunne opnås efter en pensionsalder på 32 år mod tidligere 28 år.
Allerede dengang protesterede man fra lodsernes side imod denne skærpelse af aldersbetingelserne under henvisning til de betydelige og fortsat voksende fysiske krav, lodstjenesten stiller til sine udøvere, specielt ved entring af de store skibe i rum sø. Lodserne henviste til, at de foreslåede ændringer medførte, at ældre lodser, der ikke — som tilfældet ofte er i statstjenesten — kan overføres til mindre krævende arbejde, i højere grad end andre ville være henvist til at søge afsked som følge af svagelighed inden 67 års alderen og således være afskåret fra at opnå højeste pension.
Da lodsernes pensionsbestemmelser bl. a. gennem de i loven optagne bestemmelser om statstilskud til deres pensionskasse imidlertid fandtes at være så nøje knyttet til tilsvarende bestemmelser for tjenestemænd, kunne regeringen ikke gå ind for en fravigelse af den almindelige aldersgrænse for lodsernes vedkommende.
Indførelsen af nettoordningen for beregning af pensionsbidraget, der i den forløbne tid har været fastsat til 30 pct., sammenholdt med den gode beskæftigelse for lodserne, har imidlertid medført en sådan forbedring af pensionskassens økonomi, at et flertal af kassens bestyrelse har fundet det forsvarligt at give afkald på statens tilskud, såfremt der herved kan skabes mulighed for en lempelse af de nævnte aldersbestemmelser. Denne lempelse gennemføres ved nærværende lov — samtidig med at statstilskuddet til pensionskasse og pensionister bortfalder — således at hvert års tjenestetid mellem 63 og 67 år regnes for to år med hensyn til beregning af pensionsalderen. I overensstemmelse med et af det nævnte flertal i bestyrelsen fremsat forslag lovfæstes tillige en ordning, hvorefter der af et eventuelt overskud i pensionskassen — konstateret efter en aktuarmæssig opgørelse — kan ydes tillæg til pensionerne.
Denne bestemmelse sigter i første omgang på at åbne mulighed for at yde tilskud til pensioner, beregnet efter de ældre bestemmelser, således at der skabes udvej for, at disse pensioner kan bringes på niveau med pensioner, beregnet efter de efter 1. april 1959 gældende bestemmelser.
De stigende indtægter i de senere år i lodserhvervet, der som anført har fået virkning for pensionskassens vedkommende, har også fået indflydelse på lodsreguleringsfondens økonomi.
Afgiftsprocenten blev i 1960 sat til 27. Man regnede dengang med — som forud for lovændringen — at indtægter og udgifter i fonden nogenlunde skulle balancere. De mellemliggende år har imidlertid vist stadig større overskud i fonden, så at beholdningen ved udgangen af 1963 udgjorde ca. 1½ mill. kr.
Lodserne har derfor rejst spørgsmålet om en afgiftsnedsættelse, og der er nu truffet den ordning, at det overlades ministeren at fastsætte afgiftsprocenten hvert år, dog således, at den højst kan andrage de nugældende 27 pct.
Da staten ifølge loven garanterer for dækning af et eventuelt underskud i fonden, er der samtidig med Lodsforeningen opnået enighed om, at afgiften søges fastsat således, at der ud over dækning for udgifterne til de regulerede lodserier tilvejebringes en reservebeholdning i fonden svarende til de to sidste års udgifter.
I 1962 og 1963 androg fondens udgifter henholdsvis ca. 875.000 kr. og ca. 925.000 kr. Efter ordningen skulle reservebeholdningen derfor for tiden andrage ca. 1.800.000 kr.
De lovændringer, der tager sigte herpå, er optaget i nærværende lov.
Endelig indeholder loven nogle bestemmelser, der har til formål at give en klarere definition af de indtægter, hvoraf lodserierne uden for reguleringsfonden, jfr. § 41, stk. 1, og lodserierne, der er optaget i fonden, § 42, stk. 1, skal svare henholdsvis afgift og andel til denne.
Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra samtlige partier og vedtoges enstemmigt.