Tillægsbevillingsloven for 1963-64 udviser, for så vidt angår drifts- og anlægsbudgettet, en mindreindtægt på 14,9 mill. kr. og en mindreudgift på 14,5 mill. kr., så at det på finansloven anslåede overskud formindskes med 0,4 mill. kr. De på lovforslaget opførte beløb undergik ikke nogen ændring under sagens behandling i folketinget, da der mod sædvane ikke stilledes ændringsforslag i finansudvalgets betænkning og tillægsbetænkning.

Ved fremsættelsen anførte finansministeren bl. a.:

„Forslaget er udarbejdet efter stort set de samme retningslinjer, som er fulgt siden 1960-61, idet der på forslaget alene søges tillægs-
bevillinger på områder, hvor en egentlig bevilling er påkrævet — typisk, når der foreligger en ny disposition. Derimod søges der ikke tillægsbevilling til bekræftelse af visse rene reguleringer, f. eks. merindtægt af afgifter, højere tjenestemandslønninger og lovbundne tilskud. Endvidere udelades mindre overskridelser på en række kalkulatoriske konti samt besparelser på driftsparagraffer.

Det følger heraf, at tillægsbevillingslovforslaget ikke — sammenholdt med finansloven — giver noget billede af den samlede statsfinansielle stilling i det netop afsluttede finansår.

De på forslagets drifts- og anlægsafsnit opførte merudgifter og merindtægter går lige op, men der har derudover været merindtægter vedrørende skatter og afgifter samt merudgifter og besparelser på udgiftskonti. Der regnes med, at disse forskydninger, der altså ikke er registreret på tillægsbevillingslovforslaget, resulterer i en forbedring af overskuddet på drifts- og anlægsbudgettet i forhold til finansloven. Dette er kommet til udtryk i det i den økonomiske årsoversigt indeholdte skøn over statsfinanserne for 1963-64, og det forklarer, at man i skønnet i årsoversigten ikke har regnet med nogen nedgang i kasseoverskuddet i forhold til finansloven uanset den gennemførte forlængelse af indbetalingsfristerne for bunden opsparing.

I én væsentlig henseende er der en indholdsmæssig forskel mellem denne tillægsbevillingslov og dens forgængere. Som bekendt har finansministeriet med udarbejdelsen af finanslovforslaget for 1963-64 intensiveret bestræbelserne for at gøre finansloven til et realistisk overslag over den forventede udvikling i statsfinanserne — et arbejde, der er blevet ført videre med den netop vedtagne finanslov for 1964-65. Den mere realistiske budgetlægning har bidraget til, at de afvigelser fra finansloven, der er registreret på det hermed fremsatte forslag til lov om tillægsbevilling, er væsentligt mindre end de foregående år.

Ved udarbejdelsen af finanslovforslaget for 1963-64 lagde man ved finansministeriets gennemgang af budgetbidragene hovedvægten på en rigtig budgettering af en række store bevillinger, der er af væsentlig betydning for den samlede statsfinansielle stilling. Samtidig var det naturligvis blevet indskærpet, at en realistisk budgettering var nødvendig på alle områder, og det blev efter finanslovens vedtagelse i en rundskrivelse til styrelserne fremhævet, at der kun undtagelsesvis kunne ventes givet tillægsbevilling.

Denne holdning kom på ny til udtryk i den skrivelse, hvori finansministeriet indkaldte styrelsernes bidrag til tillægsbevillingslovforslaget. Man præciserede, at der som hovedregel på forslaget kun kunne søges tillægsbevillinger, som i finansårets løb var godkendt af finansudvalget og lønningsrådet, samt tillægsbevillinger, der var nødvendiggjort af virkelig ekstraordinære forhold. Dette var en logisk konsekvens af de tidligere givne retningslinjer.

I det store og hele synes jeg, at det hidtidige arbejde med forbedringer af finansloven har givet gode resultater. Dog er der på de bidrag til forslaget til tillægsbevillingslov, finansministeriet modtog fra styrelserne, forekommet en del tilfælde af overskridelser, som — omend beløbene var begrænsede — gik ud over, hvad der kunne forventes med en realistisk budgettering på finansloven. Det er for så vidt forståeligt, at dette blev tilfældet. Det må nødvendigvis tage nogen tid, før en ændring i administrativ praksis trænger igennem, især på et område som budgetlægning, hvor en lang række institutioner og underinstitutioner er bidragydere.

Efter tidligere års bevillingspraksis ville man nok have optaget en væsentlig del af disse overskridelser på forslag til lov om tillægsbevilling og søgt folketingets efterfølgende godkendelse af det skete. Regeringen har imidlertid besluttet at undlade at gøre dette i år. Det har herved spillet ind, at tillægsbevillingsloven i år fremsættes, efter at finansåret er udløbet; men navnlig har man derigennem villet understrege, at regeringen lægger afgørende vægt på, at budgettering sker med den største omhu og forudseenhed og på et så realistisk grundlag som overhovedet muligt.

Konsekvensen af denne beslutning er, at der på statsregnskabet for 1963-64 kan forventes et noget større antal overskridelser af bevilgede beløb, end det normalt er tilfældet, og for disse overskridelser må der aflægges regnskabsmæssig forklaring til statsrevisoreme. Jeg må dog straks tilføje, at overskridelserne beløbsmæssigt er ret små og uden betydning for den samlede statsfinansielle stilling. Der er herved set bort fra den foran omtalte merudgift ved regulering af tjenestemandslønninger samt overskridelser på lovbundne tilskud. Disse reguleringer har der jo i de senere år været fast praksis for at udelade af tillægsbevillingsloven.

Jeg er overbevist om, at det forholdsvis store antal regnskabsmæssige forklaringer, der kan forventes i år, vil være et engangsfænomen. De er ikke udtryk for, at regeringen tager sig overholdelsen af de givne bevillinger let. Tværtimod betyder det, at der arbejdes imod, at de på finansloven opførte bevillinger skal være et realistisk udtryk for det forventede forbrug, og at de så skal overholdes. Efterhånden som denne opfattelse trænger igennem til alle institutioner og underinstitutioner, skulle behovet for tillægsbevillinger og risikoen for overskridelser blive mindre.

Hertil vil også bidrage, at finansministeriet arbejder videre med budgetproblemerne for at finde frem til metoder, der vil gøre bevillingskontrollen bedre og samtidig gøre bevillingssystemet mere smidigt. Der står endnu noget forberedende arbejde tilbage, inden jeg kan fremlægge en endelig redegørelse for disse planer, men jeg håber, det vil være muligt at forelægge finansudvalget et forslag til nærmere drøftelse i meget nær fremtid.

Jeg skal endelig bemærke, at når forslaget i år fremkommer noget senere end sædvanligt, skyldes det ønsket om at undgå
fremsættelse af ændringsforslag. Med henblik herpå har det været ønskeligt at give de enkelte ministerier en noget længere frist end sædvanligt med afgivelsen af bidrag til forslaget. Den heraf følgende senere fremsættelse vil ikke nødvendigvis medføre en senere vedtagelse af forslaget, idet finansudvalgets og folketingets arbejde i forbindelse med ændringsforslagene påregnes at ville bortfalde."

Ved 1. behandling fremsatte Poul Møller (KF) nogle principielle betragtninger angående de retningslinjer, der var fulgt ved tillægsbevillingslovforslagets udarbejdelse, set i forhold til den hidtidige bevillingspraksis, ligesom han kom ind på forskellige forhold, som 4. revisionsdepartement havde kritiseret vedrørende det kgl. teaters budget og administration. Som svar herpå fremsatte såvel finansministeren som ministeren for kulturelle anliggender nogle udtalelser. Ud over disse talere havde kun Ole Bjørn Kraft ordet, da det var hensigten, at man som sædvanlig ville undlade at komme ind på en almindelig budgetdebat ved tillægsbevillingsforslagets 1. behandling.

Efter forhandlingens slutning henvistes lovforslaget til finansudvalget, hvis betænkning — mod sædvane — ikke indeholdt ændringsforslag. I betænkningen udtales:

„Finansudvalget har i en række møder gennemgået lovforslaget og har herunder haft samråd med finansministeren, undervisningsministeren og forsvarsministeren.

Et flertal (udvalget med undtagelse af socialistisk folkepartis medlem, Skræppenborg-Nielsen) indstiller herefter lovforslaget til vedtagelse.

Et mindretal inden for flertallet (venstres medlemmer, Henry Christensen, Damsgaard, Foged og From, og det konservative folkepartis medlemmer, Gottschalck-Hansen, Jørgen Jensen og Thestrup) ønsker dog at bemærke, at der i lovforslaget er medtaget enkelte bevillingsforslag, som minderetallet ikke har tiltrådt, da de pågældende sager blev forelagt finansudvalget som aktstykker. Det drejer sig bl. a. om forslagene under § 13.1.01.23. (64.500 kr. til gennemførelse af seksualoplysningsudvalgets undersøgelser), § 21.1.01.02. og 05. (162.500 kr. som følge af oprettelse af visse nye stillinger i ministeriet for kulturelle anliggender), § 25.17.03.64. (50.000 kr. til Danske Husmødre Forbrugerråd til udgivelse af et blad) og § 27.2.10.02. (3.393.274 kr. som følge af overskridelse vedr. ambassadebygningen i Washington). Når mindretallet desuagtet afstår fra at stille ændringsforslag om, at disse bevillinger skal udgå, skyldes det, at man tidligere har tilkendegivet sin stilling til disse forslag.

Herudover ønsker mindretallet under henvisning til finansministerens bemærkninger ved lovforslagets fremsættelse at udtale, at man ikke ved at tiltræde lovforslaget i den foreliggende affattelse har bundet sig til at godkende de af ministeren bebudede, men ikke registrerede overskridelser, der vil være en følge af, at ministeren i videre udstrækning end tidligere har undladt at søge finanslovens konti bevillingsmæssigt reguleret under hensyntagen til allerede fremkomne overskridelser.

Et andet mindretal (socialistisk folkepartis medlem af udvalget, Skræppenborg-Nielsen) udtaler, at da tillægsbevillingslovforslaget i realiteten er at betragte som et tillæg til finansloven for finansåret 1963-64, kan han i overensstemmelse med sin stillingtagen til nævnte lov ikke medvirke til det her omhandlede lovforslags gennemførelse. Mindretallet har endvidere erklæret, at socialistisk folkeparti ved lovforslagets 2. behandling vil stemme imod § 22. Forsvarsministeriet (hovedkontiene 10., 11.-27., 30., 40., 50., 60., 81. og 82.), medens man hverken vil stemme for eller imod § 1. Tekstanmærkninger til § 1, § 2. Statsvirksomhederne, § 13. Indenrigsministeriet, § 27. Statens anlægsudgifter, og § 30. Bevægelserne på statens formue- og kapitalkonti."

Ved 2. behandling førtes en kortfattet budgetdebat, under hvilken ordførerne nærmere uddybede deres stilling til de i betænkningen omtalte spørgsmål.

Lovforslaget gik derefter uændret til fornyet behandling i finansudvalget, hvis tillægsbetænkning i al korthed gik ud på, at samtlige medlemmer med undtagelse af Slcræppenborg-Nielsen (SF) indstillede lovforslaget til vedtagelse i uændret form. Sidstnævnte ville afholde sig fra at stemme.

Ved 3. behandling, der strakte sig over 2 dage, havde først de politiske ordførere samt Rosing (Grønland) ordet. Derefter svarede statsministeren, finansministeren, justitsministeren, forsvarsministeren og handelsministeren på forskellige af de fremsatte udtalelser. I den efterfølgende debat deltog foruden ordførerne og flere af ministrene i alt 9 medlemmer, derunder 4, som — da de ikke agtede at lade sig genopstille ved det forestående folketingsvalg — regnede med, at det var deres sidste lejlighed til at tage ordet fra tingets talerstol. Debatten, der blev den sidste inden valget, afsluttedes med en række korte bemærkninger.