Det fremsatte lovforslag var udarbejdet ved en sammenarbejdning af det forslag til lov om ændringer i skifteloven, der på grundlag af arvelovsudvalgets betænkning blev fremsat, men ikke færdigbehandlet i de to foregående folketingsår, jfr. årbog 1961-62, side 447 ff., og af det forslag, der på grundlag af ægteskabsudvalgets betænkning om skifte mellem ægtefæller blev fremsat i sidste folketingsår, men som heller ikke nåede at blive færdigbehandlet inden folketingsårets udløb, jfr. årbog 1962-63, side 402 ff.

Forslagets bestemmelser var i det væsentlige i overensstemmelse med de tidligere fremsatte forslag. Der var dog foretaget forskellige ændringer, til dels som følge af forhandlingerne i folketingsudvalget i de tidligere folketingsår.

De væsentligste bestemmelser i den endelige lov er følgende:

1. Efter den tidligere formulering af skiftelovens § 47 skal afgørelse træffes ved lodtrækning, hvis flere arvinger forlanger udlæg i den samme ting. Afdødes ægtefælle har dog altid fortrin. Ved loven er nu gennemført en ny formulering af bestemmelsen, hvorefter disse regler stadig er gældende, men med en tilføjelse om, at ting, der har særlig erindringsværdi for familien, fortrinsvis skal udlægges til den arving, fra hvis slægt eller slægtsgren tingen stammer. Ændringen berører dog ikke ægtefællens stilling.

2. Overskriften til skiftelovens kapitel 5 er ændret, så at de i dette kapitel indeholdte regler i modsætning til, hvad der gjaldt tidligere, også skal finde anvendelse i tilfælde af fuldstændigt særeje.

3. En vigtig ændring indeholdes i den nye bestemmelse i skiftelovens § 62 b, stk. 2, der er sålydende:

„Den efterlevende ægtefælle har altid ret til af boet at udtage så meget, at værdien heraf sammenlagt med hans boslod og arvelod og hans særeje udgør indtil 12.000 kr."

Ved lovforslagets fremsættelse i folketingsåret 1961-62 og genfremsættelse i folketingsåret 1962-63 var grænsen for ægtefællens udtagelsesret foreslået fastsat til 6.000 kr., men efter forhandlinger i de pågældende folketingsudvalg ændrede justitsministeren ved fremsættelsen i 1963-64 beløbet til 12.000 kr.

I det af justitsministeren nedsatte arvelovsudvalgs betænkning begrundes reglen med hensynet til den efterlevende ægtefælle. Et skifte under små kår vil gennemsnitlig være meget byrdefuldt for den efterlevende ægtefælle, og arvingerne vil ofte ikke få nogen økonomisk fordel, der står i forhold hertil.

4. I forbindelse med den nye bestemmelse i skiftelovens § 62 b, stk. 2, er der som § 57, stk. 1, i skifteloven gennemført en regel, hvorefter skifteretten kan udlægge såvel fællesboet som afdødes særeje til den efterlevende ægtefælle uden skiftebehandling, såfremt den skønner, at der under hensyn til ægtefællens særlige rettigheder intet bliver at udlodde til arvingerne, og ægtefællen erklærer at ville overtage ansvaret for afdødes gæld. Med udtrykket „ægtefællens særlige rettigheder" tænkes der netop navnlig på bestemmelsen i § 62 b, stk. 2.

Også efter tidligere gældende ret var det muligt at slutte helt små boer uden egentlig skiftebehandling, idet sådanne boer efter skiftelovens § 10, stk. 1, kan udlægges til dækning af begravelsesomkostningerne. I hvert fald i København anvendes denne bestemmelse på boer af en størrelse på indtil ca. 3.000 kr.

5. Ved nye regler i skiftelovens §§ 62 d og 62 e er der taget stilling til et spørgsmål, som der tidligere har rådet tvivl om. I den nye § 62 d er der hjemlet den efterlevende ægtefælle ret til udlæg efter vurdering også i afdødes særeje, for så vidt angår den efterlevendes arv af særejet, og ægtefællen har fortrin fremfor andre arvinger, der ønsker udlæg i samme ting. Udlæg kan også forlanges i fast ejendom, for så vidt dens værdi ikke overstiger ægtefællens arvelod af særejet. Bestemmelsen hjemler ikke ægtefællen nogen udløsningsret. I § 62 e er det bestemt, at § 62 d ligesom bestemmelsen i § 62 c vedrørende udlæg af fællesboet ikke finder anvendelse på ting, hvorover den førstafdøde ægtefælle har rådet ved testamente i medfør af arvelovens § 66.

6. De gældende regler i skiftelovens § 63 om tinglyst skifteekstrakt er afløst af en smidigere ordning, der giver større sikkerhed for arvingerne. Den nye bestemmelse i § 63 går ud på, at skifteretten — under de samme betingelser som hidtil - skal kunne give henstand med udbetalingen af børnenes arvelodder, til børnene bliver myndige. Henstanden gives mod en efter skifterettens skøn passende sikkerhed, og det er meningen, at skifteretten i det enkelte tilfælde skal kunne afpasse kravet om sikkerhedsstillelse efter ægtefællens og livsarvingernes forhold.

Ved den oprindelige fremsættelse af lovforslaget var det foreslået, at den sikkerhed, der skulle stilles, skulle være „betryggende", men da det vil kunne stride mod de umyndige livsarvingers tarv, om en ægtefælle for at opfylde dette krav måtte realisere boets aktiver, har justitsministeren ved den sidste fremsættelse af lovforslaget lempet kravet om sikkerheden.

7. Vigtige ændringer er indeholdt i en ved loven gennemført ny formulering af skiftelovens kapitel 6 under den nye overskrift: „Om skifte ved separation og skilsmisse m. v.". De nye regler opretholder det tidligere gældende princip om, at fællesboet deles lige mellem ægtefællerne, hvis formuefællesskabet ophæves ved separation og skilsmisse, men i den nye § 69 a åbnes der mulighed for at fravige ligedelingen, hvor den væsentlige del af fællesboet er indbragt i ægteskabet af den ene af ægtefællerne og en ligedeling vil være åbenbart urimelig, navnlig fordi ægteskabet har været kortvarigt og uden økonomisk fællesskab af betydning.

Også den nye bestemmelse i skiftelovens § 70 kan medføre brud på ligedelingsprincippet. Bestemmelsen betegner en væsentlig udvidelse af den tidligere gældende regel i § 66, stk. 2, i lov nr. 276 af 30. juni 1922 om ægteskabets indgåelse og opløsning, der samtidig er ophævet. § 70 er sålydende:

„Kan en ægtefælle ikke inden for den del af boet, som tilfalder ham, udtage bohave og andet løsøre, der er nødvendigt til opretholdelse af hjemmet, og har han ikke udsigt til på anden måde at kunne skaffe det fornødne, kan det efter begæring bestemmes, at en større del af boet skal tilfalde ham."

Mens den nævnte bestemmelse i ægteskabsloven kun kunne finde anvendelse i boer af „ringe værdi", kun i tilfælde af separation, og kun når denne meddeltes i henhold til § 53, stk. 1, i ægteskabsloven, d. v. s. hvor der forelå visse tilfælde af en ægtefælles grove pligtforsømmelser i forhold til den anden ægtefælle eller grove krænkelser af denne, kan skiftelovens § 70 anvendes i alle skifter i separations- og sldlsmisseboer. Der er dog den almindelige begrænsning for bestemmelsens anvendelse, at den ægtefælle, der påberåber sig bestemmelsen, ikke må have udsigt til på anden måde at kunne skaffe sig det fornødne.

Også reglerne om ægtefællernes ret til på skiftet at kræve boets ejendele udlagt efter vurdering er ændret. I tilfælde, hvor begge ægtefæller kræver samme ejendel udlagt, havde tidligere den af ægtefællerne fortrinsret til tingen, som havde indført den i fællesboet. Da denne regel i praksis ofte medførte en ensidig begunstigelse af ægtemanden på hustruens bekostning, er den nu suppleret af regler, som gør det muligt i konfliktsituationer at udlægge en bolig, en sommerbolig eller en erhvervsvirksomhed, arbejdsredskaber og lignende samt bohave og andet løsøre, der har hørt til det fælles hjem, til den af ægtefællerne, for hvem de pågældende ejendele skønnes at være af den væsentligste betydning, jfr. den nye § 70 a.

Ud over de nævnte ændringer indeholder lovens § 1 en række mindre væsentlige ændringer af skiftelovens bestemmelser.

Lovens §§ 2-5 indeholder ikrafttrædelsesbestemmelser, overgangsbestemmelser m. v., i henhold til hvilke loven trådte i kraft den 1. april 1964-, samtidig med arvelov nr. 215 af 31. maj 1963.

Med hensyn til baggrunden for lovforslagets fremsættelse henvises til omtalen heraf i årbog 1961-62, s. 447-48, og årbog 1962-63 s. 402.

Ved lovforslagets 1. behandling fik det en velvillig modtagelse, idet ordførerne dog stort set indskrænkede sig til at henvise til deres partiers ordføreres bemærkninger ved 1. behandling af de tilsvarende lovforslag i folketingsårene 1961-62 og 1962-63. Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg, i hvis betænkning bl. a. udtales:

„Udvalget har haft samråd med justitsministeren, der har besvaret en række spørgsmål fra udvalget. Det oplystes herved bl. a., at den som skiftelovens § 63 foreslåede bestemmelse også skal kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor forlodsret i henhold til arvelovens kapitel 5 gøres gældende i boet.

Under samrådet har udvalget med ministeren drøftet, om spørgsmålet vedrørende de skattemæssige konsekvenser af separation og skilsmisse ikke burde løses nu i forbindelse med revisionen af skiftelovens regler om skifte ved separation og skilsmisse m. v. Ministeren har heroverfor henvist til de i justitsministeriets ægteskabsudvalgs betænkning I „Om skifte mellem ægtefæller", side 32-33, anførte betragtninger, som han kunne tiltræde, og hvorefter spørgsmålet naturligst burde tages op i forbindelse med revisionen af reglerne om de formueretlige virkninger af ægteskabet og bestemmelserne om separation og skilsmisse. Udvalget har i denne anledning over for ministeren fremhævet det ønskelige i en fremskyndelse af arbejdet i j ustitsministeriets ægteskabsudvalg."

Efter at en række af de uafhængige stillede ændringsforslag var forkastet, vedtoges lovforslaget med en mindre væsentlig ændring ved 3. behandling enstemmigt med 140 stemmer, idet 6 medlemmer (Uafh) undlod at stemme.