Hovedpunkterne i loven er, at parter i sager, der behandles eller er afgjort af den offentlige forvaltning, skal kunne forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter, og at parter på ethvert tidspunkt under en forvaltningssags behandling skal kunne kræve at få lejlighed til at udtale sig, inden sagen afgøres.

§§ 1-9 omhandler partsoffentlighed, og § 10 indeholder reglen om adgang for en part til at afgive udtalelse i en sag forinden dens afgørelse.

Efter loven kan en ansøger, klager eller anden part i en sag, der er under behandling i forvaltningen eller er afgjort af denne, forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter. Loven er således langt videregående end den ved loven ophævede lov af 2. februar 1866, der kun hjemlede partsoffentlighed efter sagernes afgørelse og kun for klagere og ansøgere, hvis klage eller ansøgning ikke er taget til følge. Og den gav kun de pågældende adgang til at få afskrift af afgivne erklæringer, mens den nye lovs regler i hovedsagen omfatter alle sagens dokumenter, bortset fra internt arbejdsmateriale og intern brevveksling, d. v. s. brevveksling mellem flere afdelinger inden for samme myndighed. Også mundtlige udtalelser til en myndighed undergives i et vist omfang partsoffentlighed; det bestemmes i loven, at mundtlige oplysninger om faktiske forhold af væsentlig betydning for en sags afgørelse skal optages i et notat på en sådan måde, at oplysningerne kan meddeles parterne.

Lovens § 2 omhandler undtagelserne fra disse hovedregler. Man har dog ved affattelsen af denne bestemmelse lagt vægt på at understrege som et hovedsynspunkt, at partens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv må respekteres; partsoffentlighed kan kun nægtes, hvis denne interesse findes at burde vige for afgørende hensyn til offentlige eller private interesser. Efter § 3 begrænser reglerne om tavshedspligt ikke myndighedernes pligt til at give oplysninger efter lovens regler.

Et af formålene med partsoffentlighed er, at parten under sagens behandling skal kunne blive bekendt med det tilvejebragte materiale og derefter, hvis han finder anledning til det, korrigere og supplere materialet. Det er på denne baggrund, at der i lovens § 8 er optaget en bestemmelse, hvorefter begæring om partsoffentlighed, der fremsættes under en sags behandling, som hovedregel medfører, at sagen ikke kan afgøres, før parten har haft adgang til at gøre sig bekendt med dokumenterne.

Det er til dels samme synspunkter, der ligger til grund for reglen i § 10, hvorefter en part som hovedregel — på ethvert tidspunkt af sagens behandling — kan begære, at dens afgørelse udsættes, indtil han har afgivet en udtalelse. Denne adgang er dog ikke begrænset til tilfælde, hvor den pågældende forinden er blevet gjort bekendt med sagens dokumenter. Også i andre tilfælde kan parten have interesse i at fremføre nye oplysninger eller synspunkter.

Loven gælder for alle den offentlige forvaltnings sagsområder bortset fra enkelte grupper af sager, hvor særlige hensyn gør sig gældende, såsom sager inden for strafferetsplejen og sager angående ansættelse eller forfremmelse i det offentliges tjeneste. Alle allerede gældende specialregler, der giver parter vidererækkende beføjelser end loven, opretholdes ved udtrykkelig bestemmelse i loven.

Loven trådte i kraft den 1. oktober 1964, og forslag om revision af loven skal fremsættes for folketinget i folketingsåret 1969-70.

Ved fremsættelsen af lovforslaget udtalte justitsministeren bl. a.:

„Lovforslaget er et led i de senere års bestræbelser på at betrygge borgernes retsstilling i deres forhold til forvaltningen. Disse bestræbelser følger forskellige veje. Man søger at udbygge kontrollen med forvaltningen. Jeg skal her pege på den vægt, der i de senere års lovgivning er lagt på domstolenes prøvelsesret med hensyn til forvaltningens afgørelse og på indførelsen af ombudsmandsinstitutionen og den senere udvidelse af denne institutions virksomhedsområde. Uanset den betydning, der må tillægges sådanne kontrolordninger, er det endnu vigtigere, at forvaltningsmyndighedemes egen sagsbehandling søges tilrettelagt på en sådan måde, at den indebærer effektive garantier for borgernes retssikkerhed. Reformbestræbelser i denne retning har vel hidtil overvejende haft tilknytning til specielle forvaltningsområder; jeg skal pege på, at der på nogle områder er indført råd eller nævn med regler om sammensætning og sagsbehandling, som tager sigte på at skabe særlige garantier for lovlige og rigtige afgørelser, og på det arbejde, der for tiden er i gang vedrørende reformer med hensyn til ekspropriationssagers og skattesagers behandling. I de seneste års diskussion om forvaltningens sagsbehandling har imidlertid også spørgsmålet om gennemførelse af generelle reformer fået en fremtrædende plads. I 1956 nedsatte regeringen den såkaldte offentlighedskommission med den opgave at overveje og afgive indstilling om, hvorvidt og i bekræftende fald i hvilket omfang og på hvilken måde offentlighed kunne gennemføres i den statslige og kommunale forvaltning. Kommissionen blev specielt anmodet om at behandle spørgsmålet om en revision af loven af 2. februar 1866 om erklæringers meddelelse til ansøgere og klagere. Endvidere har regeringen for nogle måneder siden nedsat et udvalg til overvejelse af spørgsmålet om gennemførelse af almindelige regler om, at forvaltningens afgørelser slcal ledsages af begrundelse.

Det her foreliggende lovforslag bygger på offentlighedskommissionens betænkning, som blev afgivet i 1963.

Betænkningen indeholder en enstemmig indstilling om gennemførelse af partsoffentlighed i forvaltningen og udkast til en lov herom ..."

Lovforslaget mødtes ved dets 1. behandling i folketinget med velvilje fra alle partiers ordførere, idet dog især Herluf Rasmussen (SF) gav udtryk for, at han ikke fandt dets bestemmelser vidtgående nok. Helga Pedersen (V), Thestrup (KF) og Mose Hansen (Uafh) gik ind for, at der med tiden indføres fuld offentlighed i forvaltningen. Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg, i hvis betænkning bl. a. udtales:

„I samrådet med justitsministeren har udvalget bl. a. drøftet, om det er muligt at angive retningslinjer for anvendelsen af lovforslagets § 2, stk. 1, og om ministeren agter at udsende et cirkulære, der kan være vejledende for de lokale myndigheder ved deres fortolkning af bestemmelsen.

Justitsministeren har heroverfor bemærket, at det af lovforslaget omhandlede område jo er ganske nyt, og at det vil være meget vanskeligt uden praktiske erfaringer at give vejledning med hensyn til bestemmelsens fortolkning. Bestemmelsens nærmere område må fastlægges gennem praksis.

Lovforslagets § 2, stk. 1, er med enkelte redaktionelle ændringer overensstemmende med den tilsvarende bestemmelse i udkastet i den i 1963 afgivne kommissionsbetænkning om offentlighed i forvaltningen. I kommissionsbetænkningen p. 74 er om denne bestemmelse anført følgende:

„Efter gældende ret er forvaltningens dokumenter, hvor der ikke i særlige love findes andre regler, kun tilgængelige for parterne efter
reglerne i lov af 2. februar 1866. I praksis efterkommer forvaltningen dog i vid udstrækning begæringer fra parter om aktindsigt. Samtidig med den i § 1 i forhold til gældende ret omhandlede betydelige udvidelse af retten til at blive bekendt med dokumenterne i en sag findes det dog nødvendigt at indføre den begrænsning, at offentlige eller private interesser i at forholde parten en aktindsigt i særlige tilfælde skal kunne gå forud for partens interesse i at benytte kendskab til sagens akter til varetagelse af sit tarv. Med anvendelse af ordene „afgørende hensyn" er det tilkendegivet, at oplysning kun kan nægtes, hvor der er nærliggende fare for, at privates eller det offentliges interesser vil lide skade af væsentlig betydning.

I en lov om partsoffentlighed må en bestemmelse om, hvilke hensyn der bør udelukke parter fra adgang til dokumenter, udformes i mere almindelige vendinger, idet en konkret afvejning af modstående interesser ved anvendelsen af denne lov vil være mere nødvendig end i en lov om generel offentlighed, hvor den, der begærer oplysninger, ikke behøver at have nogen særlig interesse i at få kendskab til dokumenterne.

Man har derfor ikke ment som i § 2 i udkast til lov om offentlighed i forvaltningen at burde angive de hensyn, der kan udelukke adgangen til at få oplysninger, men i vidt omfang vil det være de samme hensyn, der kan blive afgørende. Eksempelvis kan nævnes hensynet til statens sikkerhed, forholdet til fremmede magter, hensynet til forbrydelsers forebyggelse m. v. og hensynet til gennemførelsen af offentlig kontrol-, regulerings- og planlægningsvirksomhed m. v. I særlige tilfælde kan også erhvervsmæssige og økonomiske interesser samt hensynet til privatlivets fred og personlige anliggender i øvrigt komme i betragtning.

Også hensynet til den begærendes egne forhold vil kunne medføre undtagelser fra lovens almindelige princip. Således vil f. eks. dokumenter, der indeholder oplysning om partens helbredstilstand, efter omstændighederne kunne tilbageholdes."

Under det ovenfor omtalte samråd har såvel justitsministeren som udvalget tilsluttet sig disse synspunkter.

Et mindretal (venstres medlemmer af udvalget med undtagelse af Jacob Sørensen samt det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) kan ikke tiltræde den foreslåede formulering af lovforslagets § 11, idet man finder, at der ikke er tilstrækkelig begrundelse for at undtage sager om ansættelse eller forfremmelse i det offentliges tjeneste fra de foreslåede regler om partsoffentlighed. Mindretallet finder ikke, at reglen i § 26 i lov om lønninger og pensioner m. v. til statens tjenestemænd giver tilstrækkelig beskyttelse for andragere om ansættelse eller forfremmelse i det offentliges tjeneste, idet denne regel ikke gælder for den voksende gruppe af overenskomstansatte og ikke for den kommunale forvaltning. Mindretallet, der i øvrigt henviser til den af mindretallet i den af statsministeriet den 25. februar 1956 nedsatte kommission vedrørende offentlighed i forvaltningen afgivne udtalelse i kommissionens betænkning s. 53, har derfor stillet det nedenstående ændringsforslag til lovforslagets § 11 cg indstiller lovforslaget til vedtagelse med denne ændring.

Et flertal (socialdemokratiets, det radikale venstres og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget samt Jacob Sørensen) kan ikke tiltræde det af mindretallet stillede ændringsforslag. Flertallet anser det for rigtigst at holde de omhandlede dokumenter uden for loven og henvise reguleringen af de herhenhørende forhold til tjenestemandslovgivllingen, de kommunale vedtægter og de mellem de offentlige myndigheder og vedkommende organisationer indgåede overenskomster, således at der ikke åbnes ansøgere til offentlige stillinger adgang til at blive bekendt med oplysninger om medansøgeres forhold med deraf følgende risiko for offentliggørelse. Flertallet, der i øvrigt henviser til flertalsudtalelsen i den ovenfor omtalte kommissionsbetænkning, side 52, indstiller herefter lovforslaget til vedtagelse uændret."

I overensstemmelse med sin udtalelse i betænkningen stillede mindretallet derefter forslag om ændring af lovforslagets § 11, således at reglerne om partsoffentlighed også skulle gælde sager angående ansættelse og forfremmelse i det offentliges tjeneste. Efter at mindretallets ændringsforslag ved 2. behandling var forkastet med 72 stemmer mod 57, tilbagesendtes lovforslaget til fornyet behandling i udvalget. I udvalgets tillægsbetænkning udtales det bl. a.:

„Et i den nævnte henvendelse fra Dansk Børneværnsforening fremsat ønske om, at børneværnsudvalgenes akter generelt bliver undtaget fra lovens almindelige partsoffentlighedsprincip, har ikke kunnet imødekommes. Udvalget er med justitsministeren enigt i at man ikke principielt bør undtage et så vigtigt socialpolitisk område som børneværnsudvalgene fra partsoffentlighed. Man må henvise til den mulighed for begrænsning af partsoffentligheden, som indeholdes i lovforslagets § 2. Vedrørende den nærmere afgrænsning af området for lovforslagets § 2 henvises til bemærkningerne i nærværende udvalgs betænkning af 16. april 1964."

Udvalget stillede samtidig i tillægsbetænkningen forslag om indsættelse af en revisionsbestemmelse i lovforslaget, og med denne ændring vedtoges lovforslaget ved 3. behandling enstemmigt.