Om baggrunden for og indholdet af de af udvalget for forretningsordenen foreslåede ændringer i forretningsordenen, der drejer sig om godkendelse af grønlandske folketingsmandater, anføres i udvalgets betænkning:
„I den af folketingets udvalg angående forslag til lov om ændring af lov om folketingsvalg i Grønland afgivne betænkning af 14. maj 1964 henstilles det, at udvalget for forretningsordenen tager initiativ til, at der foretages en ændring i folketingets forretningsorden vedrørende godkendelsen af de grønlandske mandater.
Da den endelige opgørelse af valgresultaterne på grund af de grønlandske naturforhold sædvanligvis foreligger langt senere i Grønland end hernede, foreslås det nu — jfr. ændringsforslag nr. 2 til forannævnte lovforslag, hvilket ændringsforslag er stillet af ministeren for Grønland og tiltrådt af udvalget — at landshøvdingen skal være bemyndiget til på grundlag af telegrafiske eller telefoniske indberetninger fra valgbestyrelserne at foretage en foreløbig opgørelse af valgresultaterne og på grundlag heraf at udstede valgbreve. Landshøvdingen meddeler derefter snarest muligt telegrafisk resultatet af den foreløbige opgørelse, det samlede antal stemmeberettigede samt oplysning om forhold, der kan have betydning for valgets gyldighed og bedømmelse af den foreløbige opgørelse, til ministeren for Grønland, der straks oversender materialet til folketinget. Senere foretager landshøvdingen som hidtil den endelige opgørelse af valgresultaterne, der gennem ministeriet for Grønland tilstilles folketinget.
En forudsætning for nyordningens praktiske betydning er det imidlertid, at folketinget sættes i stand til at foretage en foreløbig godkendelse af de grønlandske mandater. Dette nødvendiggør en ændring i folketingets forretningsorden, hvortil udkast findes i bilag til den nævnte udvalgsbetænkning. Spørgsmålet om grundlovsmæssigheden heraf har været overvejet, og der er fra sagkyndig side sagt god for den foreslåede ændring, som det ligeledes fremgår af udvalgsbetænkningens bilag.
I udvalget for forretningsordenen har tanken om at muliggøre en foreløbig godkendelse af de grønlandske mandater vundet tilslutning, idet man finder det uheldigt, at der skal kunne forløbe op til flere måneder, før de i Grønland valgte kandidater opnår medlemsrettigheder i folketinget. Udvalget finder dog anledning til at understrege, at ordningen kun bør tages i anvendelse, hvor det må anses for overvejende sandsynligt, at den foreløbige godkendelse af et mandat vil kunne opretholdes, når den endelige opgørelse foreligger.
Ordningen vil kunne gennemføres ved, at der indføjes et nyt stk. 6 i forretningsordenens § 1.
Samtidig har man fundet det ønskeligt at benytte lejligheden til i § 1, stk. 3, at få foretaget en redaktionel ændring."
Udvalgets indstilling, der var enstemmig og vedtoges enstemmigt i folketinget, gik ud på gennemførelse af følgende folketingsbeslutning:
I forretningsordenen for folketinget som vedtaget den 17. december 1953, med ændringer af 23. november 1954 og 29. april 1959, foretages følgende ændringer:
1) I § 1, stk. 3, indføjes efter „valglovens § 53": „og fra ministeren for Grønland".
2) Efter § 1, stk. 5, indføjes som nyt stykke:
„6. Vedrørende medlemmer valgt i Grønland kan udvalget, dersom det endeligt opgjorte valgmateriale for disse valg endnu ikke er modtaget, gøre indstilling til tinget om godkendelse på grundlag af en i henhold til lov om folketingsvalg i Grønland foretaget foreløbig opgørelse af valget. Finder godkendelse sted på dette grundlag, træffer tinget, når det endeligt opgjorte valgmateriale foreligger, afgørelse om, hvorvidt godkendelsen kan opretholdes. Denne afgørelse træffes efter indstilling fra det stående udvalg til valgs prøvelse."
Ændringerne trådte i kraft straks og kunne derfor tages i anvendelse efter folketingsvalget i september 1964.