Folketingsbeslutningen går ud på, at folketinget meddeler sit samtykke til Danmarks ratifikation af fiskerikonventionen af 9. marts 1964.

Om konventionens baggrund udtalte udenrigsministeren ved forslagets fremsættelse:

„Konventionen er et af de resultater, som opnåedes på den i London i perioden december 1963-marts 1964 afholdte fiskerikonference, hvori deltog 16 vesteuropæiske lande samt en repræsentant for Det europæiske økonomiske Fællesskabs kommission.

Konventionen tilsigter en ordning af spørgsmålet om størrelsen af de kontraherende parters fiskeriterritorier for derved at undgå en række ensidige ukoordinerede udvidelser af de hidtil gældende fiskeriterritorier. Behovet for en sådan ordning var blevet større, efter at det på to FN-konferencer i Geneve i 1958 og 1960 ikke var lykkedes at nå til enighed på verdensomspændende basis om fiskeriterritoriernes retmæssige størrelse.

Medens lande, hvis beboere i usædvanlig grad er afhængige af fiskeri, har anset sig for berettigede til at fastsætte en 12 mils fiskerigrænse — sådanne grænser er som bekendt gennemført bl. a. for Færøerne og Grønland — har der hersket større usikkerhed med hensyn til fiskeriterritoriernes størrelse, hvor befolkningerne ikke på samme måde kan siges på afgørende måde at være afhængige af havet.

I april 1963 tog den britiske regering initiativet til indkaldelse af en europæisk fiskerikonference i London med henblik på at drøfte dette spørgsmål samt problemer i forbindelse med samhandelen med fisk, fiskeriinspektion samt fredningsbestemmelser. I konferencen deltog de 7 EFTA-lande, de 6 EEC-lande, Island, Spanien og Irland samt fællesmarkedskommissionen.

Det lykkedes på konferencen at nå til enighed om beslutninger om samhandelen med fisk, om fiskeriinspektion samt om fredningsbestemmelser m. v., medens 13 lande samt kommissionen kunne tiltræde forslaget til fiskerikonvention, idet dog Østrig senere har undladt at undertegne inden underskriftsfristens udløb den 10. april 1964. De tre lande, der ikke kunne tiltræde forslaget, var Schweiz, Norge og Island. For Norges og Islands vedkommende skyldtes dette, at konventionen ville medføre, at de to lande, der begge har gennemført 12 mils fiskeriterritorier, i et vist omfang måtte tillade fiskeri på ubestemt tid imellem 6 og 12 sømil. En tilsvarende virkning ville konventionen have for Færøernes og Grønlands 12 mils grænser, og en opgave for Danmark på Londonkonferencen måtte derfor være at holde Færøerne og Grønland uden for konventionen. Dette lykkedes, og konventionen omfatter for Danmarks vedkommende kun kysterne til Kattegat, Skagerrak og Nordsøen."

Konventionen går i hovedtræk ud på følgende:

De kontraherende parter kan udstrække deres fiskerigrænse til 12 sømil. Af disse 12 sømil forbeholdes de inderste 6 sømil for kyststatens fiskeri, idet dog fiskere fra kontraherende stater, der traditionelt har fisket mellem 3 og 6 sømil fra kysten, efter nærmere aftale vil kunne fortsætte hermed i en kort overgangsperiode. I området mellem 6 og 12 sømil vil foruden kyststatens fiskere fiskere fra andre kontraherende stater, som traditionelt har fisket i dette område, kunne fortsætte hermed på ubestemt tid, idet de dog skal begrænse deres fiskeri til sådanne fiskearter og sådanne fiskepladser, som de hidtil har udnyttet.

Konventionen indeholder en almindelig mestbegunstigelsesklausul, men Kattegat og Skagerrak er undtaget herfra, så at det f. eks. vil være muligt for Danmark, Norge og Sverige at opretholde eller gennemføre særlige fiskerigrænseregimer i disse områder uden at være forpligtet til at udstrække disse til andre kontraherende parter.

På Danmarks vegne undertegnedes konventionen, der kræver ratifikation, den 31. marts 1964. I princippet står konventionen åben for alle stater, men betingelserne i forbindelse med nytilkommende staters tiltrædelse må aftales nærmere med de kontraherende parter. For at konventionen kan træde i kraft, udkræves, at mindst 8 lande har ratificeret, men såfremt dette ikke er tilfældet den 1. januar 1966, kan de lande, der har ratificeret, blive enige om datoen for dens ikrafttræden.

En særlig protokol åbner mulighed for, at et land, der har ratificeret konventionen, kan anvende dennes bestemmelser foreløbigt, indtil den træder i kraft. Det forventes, at Storbritannien og sandsynligvis også Irland vil benytte sig af denne mulighed, der også kan blive aktuel for Danmarks vedkommende. Protokollen, der ikke kræver ratifikation, undertegnedes på Danmarks vegne ligeledes den 31. marts 1964.

Ved 1. behandling fik forslaget, der behandledes sammen med forslag til lov om Danmarks fiskeriterritorium, se side 192, almindelig tilslutning.

Uden at have været henvist til udvalgsbehandling vedtoges det enstemmigt ved 2. (sidste) behandling.