Ved folketingsbeslutningen meddeler folketinget samtykke til, at Danmark med Det forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland samt de lande, der i øvrigt traditionelt leverer bacon til det britiske marked, afslutter en aftale om tilførslerne af bacon til dette marked, affattet i overensstemmelse med det mellem de pågældende lande aftalte udkast til „Aftalememorandum".

I. Aftalens forhistorie.

Under de dansk-britiske landbrugsforhandlinger under EFTA i foråret 1963 var der enighed om, at en stabilisering af det britiske baconmarlced var ønskelig, og om, at der skulle gennemføres yderligere undersøgelser og drøftelser med henblik på at nå til enighed om herpå sigtende foranstaltninger. Denne enighed bekræftedes i en særlig artikel i den aftale af 11. maj 1963, som blev resultatet af forhandlingerne.

Fra britisk side fremsatte man herefter i slutningen af maj 1963 forslag om optagelse af forhandlinger med henblik på indgåelse af en aftale om deling af det britiske baconmarked.

Fra dansk side så man i det britiske initiativ indledningen til en omlægning af den britiske landbrugspolitik, som — udover at kunne bibringe Danmark umiddelbare eksportmæssige fordele gennem en prisstabilisering for bacon — ville kunne lette eventuelle senere forhandlinger mellem Storbritannien og fællesmarkedet; desuden fandt man fra dansk side at måtte tillægge indgåelse af en baconaftale betydning i relation til told- og handelskonferencen under GATT (Kennnedy-runden),der indledes den 4. maj 1964, hvor muligheden for at tilgodese Danmarks interesser på landbrugsområdet bl. a. vil bero på muligheden for at nå til enighed om tilfredsstillende internationale vareaftaler, og hvor et baconarrangement formentlig i givet fald vil kunne indgå som led i en international vareaftale for kød.

Den 24. juni meddelte regeringen med tilslutning fra landbrugets organisationer den britiske regering, at Danmark var rede til at optage forhandlinger med Storbritannien på det foreslåede grundlag.

Efter at have modtaget principielt positive tilkendegivelser fra Danmark og de vigtigste af de andre baconleverandørlande fremlagde man fra britisk side i slutningen af august måned et udkast til en aftale omfattende samtlige traditionelle leverandører af bacon til det britiske marked (d. v. s. Storbritannien selv, Danmark, Holland, Irland, Jugoslavien, Sverige, Polen og Ungarn).

Efter en række tosidede drøftelser indkaldtes til en konference i London i dagene 16.-19. oktober 1963. Drøftelserne førte ikke i første omgang til noget resultat, men efter fornyede drøftelser i dagene 31. oktober og 1. november opnåedes enighed om en flersidet aftale om tilførslerne af bacon til det britiske marked.

Blandt de hovedsynspunkter, som man fra dansk side gjorde gældende under forhandlingerne, og som er tilgodeset i den foreliggende aftale, var, at Danmark måtte tildeles en rimelig markedsandel, og at aftalen skulle sikre parallelitet mellem deltagerlandene, herunder Storbritannien, med hensyn til rettigheder og forpligtelser, navnlig således, at de øvrige leverandørlande, i tilfælde af at Storbritannien overskred sin minimums- tildeling, havde ret til at foretage tilsvarende overskridelser med henblik på at opretholde de respektive markedsandele. De øvrige danske hovedsynspunkter — at den danske markedsandel ikke skulle kunne reduceres uden Danmarks samtykke, og at Danmarks traditionelle stilling som hovedleverandør og særlig interesseret i det britiske baconmarked skulle fastslås — er på tilsvarende måde tilgodeset i en til aftalen knyttet danskbritisk brevveksling.

II. Aftalens indhold.

I indledningen tager deltagerlandene til efterretning den britiske regerings erklærede politik, som tager sigte på at tilvejebringe øget stabilitet på baconmarkedet og dens villighed til at ændre den støtte, som ydes den indenlandske svineproduktion; deltagerlandene erkender, at denne politik kun kan blive fuldt ud effektiv, såfremt de øvrige leverandørlande medvirker hertil, og ønsker i fælles interesse at opretholde stabile priser på et for såvel producenter som forbrugere rimeligt niveau.

I § 1 bestemmes, at der senest den 1. januar 1964 skal oprettes et baconmarkedsråd (Rådet), som vil få overdraget en række opgaver, herunder at overvåge aftalens virkemåde og at drøfte alle spørgsmål af betydning for opnåelsen af dens mål.

I § 2 (a) defineres udtrykket „bacon" og i § 2 (b) forpligter deltagerlandene sig til efter bedste evne at tilstræbe, at andre former for saltet eller konserveret svinekød ikke tilføres det britiske marked på en måde, der kan bringe aftalens formål i fare.

§§ 3 og 4 indeholder de centrale bestemmelser om fastsættelsen af de årlige tilførsler til det britiske marked.

Ifølge § 3 skal Storbritannien hvert år inden den 31. december fastlægge dels det minimumstotalkvantum, der er behov for i den 12 måneders periode, som begynder den 1. april det følgende år, samt et reservekvantum.

I § 4 (a) fastslås det, at minimumstotalkvantummet og reservekvantummet for perioden 1. april 1964-31. marts 1965 skal være 615.000 resp. 25.000 tons, og at kvanta for efterfølgende perioder skal fastlægges efter rådslagninger med Rådet; én gang fastlagte kvanta vil kun blive ændret, såfremt der indtræffer usædvanlige omstændigheder, og da kun efter yderligere rådslagninger med Rådet.

Af § 4 (b) fremgår, at Rådet i sine overvejelser vedrørende de omhandlede kvanta skal tilstræbe at anbefale mængder, der så nøjagtigt som muligt angiver det område, inden for hvilket efterspørgslen ved rimelige priser må forventes at ligge.

Ifølge § 5 har hvert af de deltagende eksportlande (eksportører) ret til i en given 12 måneders periode som minimum at tilføre det britiske marked en mængde, der svarer til det pågældende lands andel af minimumstotalkvantummet. De enkelte eksportørers andele ("minimumstildelinger") er fastlagt i det til aftalen knyttede Tillæg II, men kan efter nærmere regler, jfr. § 12 (b), ændres af Storbritannien efter rådslagninger med eksportørerne.

§ 6 fastlægger de nærmere regler for tildelinger fra reservekvantummet. Tildelinger, der foretages af Storbritannien efter rådslagninger med Rådet, kan ifølge § 6 (a) finde sted med det formål enten at øge minimumstildelingerne i det omfang, det er nødvendigt for at tilfredsstille efterspørgslen til stabile og rimelige priser, eller for at imødegå unormale forhold, f. eks. et deltagerlands manglende evne til i fuldt omfang at levere forventede leverancer; i et sådant tilfælde kan under visse omstændigheder det pågældende lands eventuelle supplerende tildelinger inddrages, og forventes landets faktiske tilførsler at blive mindre end dets minimumstildeling, vil det manglende kvantum blive behandlet som en forøgelse af reservekvantummet.

Det er i § 6 (b) fastsat, at supplerende tildelinger vil blive foretaget under videst mulig hensyntagen til leveringsmulighederne på en sådan måde, at deltagerlandene bevarer deres respektive markedsandele.

§ 7 indeholder bestemmelser om fradrag i reservekvantummet i tilfælde, hvor Rådet forventer, at tilførslerne fra udenforstående lande vil overstige en vis mængde.

Ifølge § 8 skal Rådet overveje, i hvilken rytme tilførslerne bør finde sted. Rådet skal, såfremt der er tale om leverandører, hvis produktion viser sæsonprægede udsving, tage hensyn hertil; det kan fremsætte henstillinger med hensyn til de grænser, inden for hvilke afskibningerne vil kunne variere, og det fastslås, at disse grænser ikke bør være unødigt snævre for relativt små leverandører.

Ifølge § 9 skal de enkelte eksportører sikre, at deres leverancer ikke overstiger tildelingerne; de skal endvidere tage hensyn til Rådets synspunkter med hensyn til afskibningsrytmen samt tilstræbe at afskibe deres respektive minimumstildelinger.

Modsvarende § 9 forpligter Storbritannien sig i § 10 til efter bedste evne at tilstræbe at holde baconproduktionen på et niveau, der svarer til dets tildelinger, og til at bringe Rådets synspunkter med hensyn til den britiske baconproduktion til rette vedkommendes kendskab. § 10 fastslår endvidere, at eksportørerne, såfremt de britiske tilførsler til hjemmemarkedet i et tidsrum af 8 uger eller derover overstiger de forventede tilførsler, kan øge deres tilførsler tilsvarende; en sådan forøgelse af tilførslerne må dog ikke finde sted, før markedssituationen har været genstand for rådslagninger, og såvel overskydende britiske tilførsler som eventuelle forøgelser af eksportørernes tilførsler skal betragtes som supplerende tildelinger.

§ 11 indeholder bestemmelser om udenforstående landes deltagelse i aftalen, herunder om de omstændigheder, under hvilke man fra britisk side skal tilstræbe at sikre sådanne landes deltagelse.

§ 12 indeholder de nærmere bestemmelser om ændringer i anvendelsen af aftalen og om dens ophør.

Det fastslås i § 12 (a), at aftalen, bortset fra hvad der er hjemlet i § 12 (b), kun kan ændres med samtlige deltagerlandes indforståelse.

Ifølge § 12 (b) kan de i Tillæg II fastsatte markedsandele ændres af Storbritannien efter rådslagninger med eksportørerne; disse andele vil — dog under overholdelse af visse tidsfrister — blive ændret, enten såfremt et udenforstående land bliver deltagerland, eller der indtræffer en væsentlig ændring i markedsvilkårene, eller såfremt det bliver nødvendigt at ændre Storbritanniens andel og minimumstotalkvantummet for at opveje en ændring af britiske producenters produktion af bacon til eget forbrug.

§ 12 (c) indeholder bestemmelser om udtrædelse.

I § 12 (d) fastslås, at deltagerlandene, selv om visse har trukket sig ud af aftalen, fortsat vil handle i overensstemmelse med denne, medmindre lande, der svarer for mere end 1/3 af minimumstotalkvantummet, eller Storbritannien selv er udtrådt.

§ 12 (e) bestemmer, at sådanne ændringer af markedsandele og af minimumstotalkvantummet, som måtte være blevet nødvendige på grund af udtrædelser, ikke skal være underkastet de i aftalen fastsatte tidsfrister.

Aftalen skal, medmindre den forinden er opgivet, ifølge § 12 (f) tages op til fornyet overvejelse, enten såfremt der gennemføres internationale vareaftaler vedrørende svinekød eller — hvis dette tidspunkt falder først — efter 5 års forløb.

§ 13 indeholder bestemmelser, hvorefter et deltagerland kan anmode de øvrige deltagerlande om drøftelser, såfremt det finder, at aftalen ikke virker efter sit formål; skulle en undersøgelse bekræfte denne opfattelse, skal deltagerlandene herefter overveje, hvilke afhjælpende foranstaltninger hvert af dem kan træffe.

Tillæg I indeholder bestemmelser om Rådets sammensætning og forretningsorden.

Rådet består af en officiel repræsentant for hvert deltagerland samt en formand, udpeget af Storbritannien. Officielle repræsentanter kan være ledsaget af rådgivere for deres respektive regeringer og som hovedregel også af erhvervsrådgivere fra organisationer, der har tilknytning til produktionen eller afsætningen af bacon.

Tillæg II fastlægger grundlaget for beregningen af deltagerlandenes andele.

Danmarks andel af minimumstotalkvantummet på 615.000 tons er 286.000 tons, d. v. s. ca. 46,5 pct.; ved en første udlodning af reservekvantummet på 5.600 tons vil Danmark få 2.700 tons eller ca. 48 pct., og ved udlodninger derudover andrager Danmarks andel 47 pct.

I den dansk-britiske brevveksling, der agtes foretaget samtidig med undertegnelsen af den flersidede aftale, fastslås, at deltagelse i aftalen ikke ophæver de rettigheder, de to parter har i medfør af visse nærmere angivne tidligere indgåede aftaler.

Det fastslås endvidere, at den danske og den britiske regering har til hensigt at opretholde et snævert samarbejde med henblik på at give den flersidede aftale fuld virkning, og at de to regeringer vil indlede rådslagninger om ethvert spørgsmål i forbindelse med aftalen, herunder især de spørgsmål, der vedrører fastsættelsen af minimumstotalkvanta, reservekvanta og markedsandele.

Det fastslås endelig i brevvekslingen, at den danske markedsandel ikke — bortset fra i visse nærmere angivne tilfælde — vil kunne nedsættes uden dansk samtykke.

I tiden siden 1. november 1963 er der foretaget en række sproglige ændringer, der er indarbejdet i det som bilag aftrykte udkast, og aftalen er herefter endeligt undertegnet af samtlige deltagerlande. For Danmarks vedkommende undertegnedes aftalen med forbehold af folketingets efterfølgende samtykke.

Ved fremsættelsen af forslaget til folketingsbeslutning anførte udenrigsministeren bl. a.:

„En stabilisering som den, der tilstræbes med aftalen, må efter regeringens opfattelse være i samtlige leverandørlandes interesse. Dette gælder naturligvis i første række for Danmark, som med en baconeksport til Storbritannien på ca. 1,3 milliarder kr. dækker næsten halvdelen af det samlede britiske baconforbrug. Også for Storbritannien, hvis hjemmeproduktion af bacon udgør over en tredjedel af det samlede forbrug, knytter der sig en særlig interesse til en stabilisering af markedet. Denne fælles dansk-britiske interesse er da også kommet til udtryk i den under EFTA den 11. maj 1963 undertegnede dansk-britiske landbrugsaftale, i hvilken det fastsloges, at de to lande var enige om det ønskelige i en stabilisering af det britiske baconmarked samt om, at der burde foretages yderligere undersøgelser og drøftelser med henblik på at nå til enighed om herpå sigtende foranstaltninger.

Udspillet til de forhandlinger, der førte til undertegnelsen af den foreliggende aftale, kom fra britisk side, men den omstændighed, at Danmark indtager en dominerende stilling blandt de lande, der elcsporterer bacon til Storbritannien, kom selvsagt til at spille en stor rolle for forhandlingernes forløb, idet de danske synspunkter måtte tillægges særlig vægt.

Et af de danske hovedkrav var, at der skulle tildeles Danmark en rimelig andel af de samlede tilførsler. I betragtning af at Danmark, hvis man betragter udviklingen over en årrække, har dækket en stigende andel af det britiske forbrug, var man fra dansk side interesseret i en så sen basisperiode for beregningen af deltagerlandes andele af markedet som muligt. Der opnåedes enighed om som basisperiode for beregningen af andelene at anvende perioden juli 1962-juli 1963, i hvilken Danmarks og Storbritanniens andel af de samlede tilførsler på i alt 615.000 tons var 47 respektive 36,5 pct. For at sikre alle de mindre leverandørlandes tilslutning viste det sig imidlertid nødvendigt at tildele dem lidt højere minimumskvanta, end deres tilførsler i basisperioden ville berettige dem til. Dette dækkedes dels ved en forhøjelse af minimumstotalkvantummet fra de oprindeligt tilsigtede 610.000 t til 615.000 t, dels ved en reduktion af i første række Danmarks og Storbritanniens, men også af Polens og Sveriges faktiske tildelinger inden for minimumstotalkvantummet. Indrømmelserne var dog af beskeden størrelse. Danmarks og Storbritanniens minimumstildeling blev på 286.500 respektive 222.400 t, svarende til 46,58 respektive 36,16 pct. af det samlede minimumstotalkvantum. Hertil kommer imidlertid, at der ved udlodninger inden for de første 5.600 t af reservekvantummet tilsikres de fire lande en fortrinsstilling, samt at udlodninger herudover skal foretages efter en fordelingsnøgle, der giver Danmark og Storbritannien en andel på 47 respektive 36,5 pct.

Et andet dansk hovedkrav var, at der måtte bestå parallelitet mellem deltagerlandene med hensyn til rettigheder og forpligtelser, herunder især, at der i tilfælde af ét deltagerlands overskridelse af sin tildeling måtte være adgang for de øvrige deltagerlande til at foretage tilsvarende overskridelser. Det lykkedes at nå til enighed herom, hvilket er ensbetydende med, at de enkelte leverandørlande i tilfælde af, at den britiske hjemmeproduktion overskrider den britiske kvota, får ret til tilsvarende overskridelser af deres kvota.

Fra dansk side stillede man endelig krav om, at markedsandelene ikke skulle kunne nedsættes uden dansk samtykke, og at Danmarks traditionelle stilling som hovedleverandør og som særlig interesseret i det britiske baconmarked skulle fastslås. Disse krav er imødekommet i den dansk-britiske brevveksling, der, ligeledes med forbehold af folketingets efterfølgende godkendelse, har fundet sted samtidig med undertegnelsen af den multilaterale aftale.

Ved en sammenfattende vurdering må man efter min opfattelse nå til, at der ved aftalens endelige udformning er taget vidtgående hensyn til de synspunkter, der fra dansk side blev fremsat under forhandlingerne. Aftalen vil tilsikre Danmark en andel af det britiske marked, der stort set svarer til Danmarks faktiske andel i de senere år, og som et modstykke hertil må vi så forpligte os til at holde de danske tilførsler inden for visse fastlagte rammer. Såfremt aftalen virker efter sit formål, vil den i meget væsentlig grad kunne komme til at bidrage til opretholdelsen af stabile priser på det britiske baconmarked

Forslaget mødte i folketinget tilslutning fra alle sider. Det vedtoges — uden at have været undergivet udvalgsbehandling — uændret og enstemmigt.