Forslaget til folketingsbeslutning, der året før var fremsat i samme affattelse (årbog 1962-63, side 475), havde følgende ordlyd:

I forretningsorden for folketinget, som vedtaget den 17. december 1953, med ændringer af 23. november 1954 og 29. april 1959, foretages følgende ændring:

I § 7 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

„Når lovforslag eller forslag til folketingsbeslutning, fremsat af et eller flere medlemmer af tinget, er henvist til behandling i udvalg, har forslagsstilleren — henholdsvis ordføreren for forslagsstillerne — såfremt han ikke er indvalgt i udvalget, adgang til at deltage i udvalgets møder om den pågældende sag, dog uden stemmeret og uden ret til at fremsætte nogen udtalelse i betænkningen. I øvrigt kan ethvert folketingsudvalg give folketingsmedlemmer, som ikke er indvalgt i udvalget, adgang til at deltage i udvalgets møder uden stemmeret og uden ret til at fremsætte nogen udtalelse i betænkningen."

Som ordfører for forslagsstillerne anbefalede Iver Poulsen (Uafh) ved genfremsættelsen ganske kort forslaget til vedtagelse under henvisning til den begrundelse, han tidligere havde givet for forslaget (årbog 1962-63, side 475).

Ved 1. behandling anførte Gustav Pedersen (S), at man i udvalget for forretningsordenen havde arbejdet med sagen og ville fortsætte hermed. „Spørgsmålet har jo relation til adskillige andre ting, der har det formål at forbedre arbejdsgangen og herunder også at skaffe bedst muligt materiale til veje uanset partiernes størrelse. Den lille ændring, der er kommet derved, at det materiale, der tilgår udvalgene, også tilgår partier, som ikke er repræsenteret i udvalgene, er et af resultaterne. Det er vel usandsynligt, at det skulle være det sidste, men der er ingen grund til at lægge skjul på, at der er nogen ængstelse for at bryde de rammer, der stadig har været om udvalgsarbejdet. Der ligger jo allerede i selve forslaget et advis om, at hvis man tager den ene ændring, så fremkalder det den næste ændring. Altså, hvis forslagsstilleren skal have adgang til et udvalg, kommer det næste spørgsmål, som jo er med i forslaget, gående ud på, at udvalgene skal kunne udvide udvalgets deltagere med andre end de valgte medlemmer af udvalget. Og så er der nogen ængstelse for, at det næste skridt må blive offentlige udvalgsmøder.

Dertil kunne man så sige: ja men var det så farligt? Det ville det ikke være af hensyn til det, der bliver sagt eller foreslået i udvalgene, men jeg gør opmærksom på, at folketinget ud over de faste udvalg nedsætter ca. 100 udvalg om året. Hvis det skal være offentlige møder, så må der være sikkerhed for, at man kan få dokumenteret, hvad der virkelig er sagt eller foreslået, og det vil sige, det vil kræve en helt anden teknik end den, man har på dette tidspunkt, og det vil jeg nu alligevel tvivle om at folketinget vil gennemføre nogle få måneder, før et nyt folketing får fuld ret til at sige: vi kan ikke være forpligtet af det forrige folketing.

Derfor tør jeg ikke love de ærede forslagsstillere mere, end at vi fortsat arbejder med de spørgsmål, der ligger her, fortsat arbejder med spørgsmålet om at finde de hjælpemidler og den støtte, som selvfølgelig må være til rådighed også for de partier, der ikke er udvalgsberettigede."

I nogle replicerende bemærkninger gjorde ordføreren for forslagsstillerne gældende, at gennemførelsen af de foreslåede bestemmelser ville tjene de øvrige partier til ære og folkestyret til gavn. Hans parti ønskede ikke at vende sig imod, at udvalgsmøderne har en vis form for lukkethed, men de blev efter hans opfattelse heller ikke mere åbne, fordi man imødekom de ønsker, som de uafhængige havde givet udtryk for.

Harald Nielsen (V) så med velvilje på, om man fandt en løsning på det problem, som måtte erkendes at foreligge her. Poul Møller (KF) håbede ligeledes, at man kunne finde en løsning med hensyn til forslagets første del, mens han var mere skeptisk med hensyn til dets anden del. Aage Fogh (RV) anbefalede forslaget på det bedste; han mente dog, man var så langt henne på sæsonen, at en afgørelse næppe ville kunne træffes inden samlingens slutning. Morten Lange (SF) var enig i, at der på dette som på flere andre områder tiltrængtes reformer inden for arbejdsgangen i folketinget. Han havde over for forslaget en velvillig indstilling, som dog var betinget af, at man ikke risikerede at få en sådan form for udvalgsarbejde, at de afgørende forhandlinger blev forlagt til andre steder i folketingsbygningen.

Efter forhandlingens afslutning henvistes forslaget til folketingsbeslutning til udvalget for forretningsordenen, der ikke nåede at få afgivet betænkning om sagen.