Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

Under henvisning til de i den senere tid i store dele af pressen offentliggjorte oplysninger om politiets efterretningstjenestes hemmelige kartoteker og politiets arbejdsmetoder i forbindelse med registreringen af borgere i kartotekerne m. v. nedsætter folketinget et udvalg på 17 medlemmer med den opgave kritisk at undersøge efterretningstjenestens virksomhed, herunder særlig karakteren af og omfanget af dens kartoteker.

Udvalget afgiver beretning til folketinget, indeholdende en redegørelse for undersøgelsen samt forslag til sådanne ændringer i efterretningstjenestens virksomhed, som måtte findes hensigtsmæssige, herunder en vurdering af betimeligheden af kartotekernes fortsatte førelse.

Ved fremsættelsen i folketinget begrundede Skræppenborg-Nielsen (SF) som ordfører for forslagsstillerne forslaget således:

„Ikke mindst den sidste tid har været mere end rig på eksempler på registrering af danske borgere i politiets efterretningstjenestes hemmelige kartoteker — ofte på et meget løst grundlag. Det har vist sig, at disse registreringer som oftest finder sted alene af politiske grunde, hvilket i sig selv er meget betænkeligt for ikke at sige direkte forkasteligt og uanstændigt. Det har også vist sig, at registreringerne kan få ubehagelige følger for de registrerede personer — hvilket adskillige eksempler til fulde viser — uden at de pågældende har haft ringeste lejlighed til at forsvare sig mod de anklager eller påstande, som de ikke engang selv kender.

Det materiale vedrørende registreringen og dens følger, der indtil i dag er offentliggjort i store dele af pressen, har med rette foruroliget betydelige kredse her i landet, og det har foruroliget os i den grad, at vi har ment det nødvendigt ikke alene at rejse hele sagen om de hemmelige kartoteker til åben debat her i folketinget, men også at stille forslag om en kritisk undersøgelse af politiets efterretningstjenestes hele virksomhed. Efter vor opfattelse haster det meget med en sådan undersøgelse, og det bør være folketinget som sådant, der foretager den, ihukommende ordene: ingen over og ingen ved siden af folketinget.

I overensstemmelse hermed går vort forslag til folketingsbeslutning ud på, at folketinget nedsætter et udvalg på 17 medlemmer med den opgave at gå politiets efterretningstjenestes hele virksomhed efter i sømmene. Vi tænker her først og fremmest på, at udvalget kritisk, meget kritisk, skal beskæftige sig med alle spørgsmål kartotekerne vedrørende, herunder ikke mindst karakteren af dem, deres omfang og kategorien af de personer, der allerede er opført i dem. Efter endt arbejde pålægges det udvalget at afgive beretning til folketinget indeholdende en redegørelse for undersøgelsen samt forslag til sådanne ændringer i efterretningstjenestens virksomhed, som måtte findes hensigtsmæssige, herunder en virkelig og objektiv vurdering af betimeligheden af, at kartotekerne fortsat skal føres.

Ifølge Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953 er der sikret alle borgere her i landet ytringsfrihed. Alligevel er det sådan, at meget af det, der i dag gives udtryk for både i skrift og i tale, registreres af politiet til brug ved senere lejligheder, til brug ved ansøgninger om stillinger og meget, meget andet. Det er vist på tide, at alt dette hører op. Jeg tror, jeg kender den danske befolkning så godt, at jeg med sindsro tør gå ud fra, at den aldrig nogen sinde vil billige og langt mindre godkende politistatsmetoder i Danmark. Politiets efterretningstjenestes arbejdsmetoder og virksomhed, som de er afsløret i den sidste tid, viser med al ønskelig tydelighed, at eksempler på politistatsmetoder kan findes også i Danmark.

Danmarks befolkning skal altid have ret til at kritisere den til enhver tid siddende regering, herunder også den af en regering førte udenrigspolitik, uden at ængstes for at blive noteret i et eller andet kartotek. Det frie ord skal altid kunne tales virkeligt frit her i Danmark. Det kan det desværre ikke i dag."

Ved sagens 1. behandling gav justitsministeren en oversigt over den historiske udvikling på dette område. Denne oversigt mundede ud i, at der var fuld parlamentarisk dækning for det af politiet udførte arbejde. Ministeren så derfor ingen grund til nu at nedsætte et udvalg med så vidtgående opgaver som foreslået. Han udtalte i fortsættelse heraf:

„Den historiske udvikling viser imidlertid, at efterretningstjenestens virksomhed, som naturligt er i et demokratisk land, ofte har givet anledning til drøftelse og en vis uro. Nu står udviklingen jo heller ikke stille på dette område, og jeg finder det derfor forståeligt, at problemet omkring efterretningstjenestens virksomhed på ny er taget op til debat. Jeg tror imidlertid ikke, nogen ansvarlig vil hævde, at udviklingen har skabt en sådan ny situation, at vi i modsætning til andre demokratiske lande skulle kunne undlade at have en efterretningstjeneste, der arbejder efter de hovedretningslinjer, jeg har nævnt. Det må vist være tilstrækkeligt her at erindre om de affærer, der netop i de sidste år har gjort et så dybt indtryk i Sverige og England, og hvor det spørgsmål, der har rejst sig i disse lande, netop har været om efterretningstjenestens effektivitet.

Det er imidlertid regeringens ønske at bidrage til at ophæve den uro, der i befolkningen har været i anledning af efterretningstjenestens arbejde. Det vidste forslagsstillerne, allerede inden de fremsatte deres forslag, idet jeg i spørgetiden den 29. januar i år ved besvarelsen af det ærede medlem hr. Holmbergs spørgsmål meddelte, at hele dette problem var genstand for overvejelse i regeringen.

Særlig for Grønlands vedkommende kan jeg oplyse, at regeringen mener, at den sikkerhedsmæssige situation nu ikke længere er anderledes dér end i det øvrige land, og herefter vil der alene blive indhentet personoplysninger fra efterretningstjenesten, hvor dette i det konkrete tilfælde skønnes at være nødvendigt af sikkerhedsmæssige grunde.

Regeringen overvejer, således som det er sket i Norge og Sverige, at oprette et kontrolorgan, der kan følge politiets efterretningstjenestes arbejde med hensyn til registrering af oplysninger og navnlig videregivelse af disse. Det er imidlertid et vanskeligt spørgsmål, hvorledes et sådant organ skal virke. På den ene side må det være klart, at justitsministeren stadig vil have ansvaret for de afgørelser, der træffes. På den anden side er det naturligvis nødvendigt, at kontrolorganet følger så nøje med i behandlingen, at de enkelte medlemmer har tilstrækkeligt grundlag for at bedømme ministerens afgørelse. Også sammensætningen af et sådant kontrolorgan volder tvivl, men det vil vel være naturligt i første række at overveje mulighederne for et udvalg bestående af f. eks. 4 medlemmer af det høje ting. Disse spørgsmål er regeringen villig til at drøfte i det udvalg, som jeg går ud fra bliver nedsat til behandling af det foreliggende forslag til folketingsbeslutning."

Da der også fra anden side var villighed til at forhandle nærmere om sagen, vedtoges det at nedsætte et folketingsudvalg til overvejelse af de rejste spørgsmål.

Resultatet af dette udvalgs arbejde blev en betænkning, i hvilken det hedder:

„Udvalget har afholdt 8 møder og har herunder haft flere samråd med justitsministeren. Samråd har endvidere været afholdt med udenrigsministeren og forsvarsministeren.

Justitsministeren har over for udvalget redegjort for den virksomhed, der udøves af politiets efterretningstjeneste, herunder for efterretningstjenestens registrering og videregivelse af oplysninger til andre statsmyndigheder. Ministeren har endvidere orienteret udvalget om en række sager veclrørende enkeltpersoner, som har været fremdraget under den offentlige debat om politiets efterretningstjenestes forhold, eller om hvilke der har været rettet henvendelse til udvalget eller enkelte af udvalgets medlemmer.

Justitsministeren har meddelt udvalget, at oplysninger fra efterretningstjenesten til andre myndigheder kun gives i det omfang, dette findes påkrævet af sikkerhedshensyn, og at der i så henseende vil blive fulgt samme praksis for Grønlands vedkommende som med hensyn til det øvrige land. Ministeren har endvidere oplyst, at der vil blive draget omsorg for, at det i efterretningstjenesten beroende materiale om nødvendigt omgående vil kunne tilintetgøres.

Udvalgets flertal (udvalget undtagen Holmberg og Skræppenborg-Nielsen) erkender nødvendigheden af, at en efterretningstjeneste opretholdes under hensyn til landets sikkerhed i lighed med, hvad der er tilfældet i andre demokratiske lande.

Justitsministeren har i tilslutning til de i udvalget herom stedfundne drøftelser meddelt, at regeringen har til hensigt at nedsætte et udvalg bestående af personer, som ikke er medlemmer af folketinget, som skal føre tilsyn med politiets efterretningstjenestes registrering og videregivelse af oplysninger. Om dette udvalgs sammensætning og beføjelser agtes efter de af justitsministeren givne oplysninger fastsat følgende regler:

1. Udvalget nedsættes af regeringen. Det består af en formand og 3 andre medlemmer. I udvalgets forhandlinger deltager en repræsentant for politiets efterretningstjeneste samt direktøren for udenrigsministeriet og departementscheferne i justitsministeriet og forsvarsministeriet. Det er alene udvalgets medlemmer, der afgør de udvalget forelagte sager.

2. Udvalget har til opgave at føre tilsyn med politiets efterretningstjenestes registrering og videregivelse af oplysninger.

3. Udvalget holdes underrettet om de til enhver tid fulgte retningslinjer for registrering.

4. I tilfælde, hvor efterretningstjenesten påtænker i anledning af forespørgsel fra en styrelse at videregive foreliggende oplysninger vedrørende enkeltpersoner, forelægges sagen forinden for udvalget til godkendelse af, at oplysningerne videregives.

Tilsvarende forelæggelse sker, såfremt efterretningstjenesten påtænker til vedkommende styrelse at videregive modtagne oplysninger vedrørende personer, der allerede er godkendt til behandling af klassificerede sager.

5. I tilfælde af stemmelighed inden for udvalget er formandens stemme afgørende.

6. Ethvert spørgsmål vedrørende punkterne 3 og 4 kan af udvalget eller et medlem af dette forelægges for justitsministeren.

Udvalgets flertal ønsker herved at understrege, at efterretningstjenestens virksomhed fortsat sker på justitsministerens ansvar.

Udvalgets flertal er endvidere af den opfattelse, at eventuel klage til ombudsmanden først kan ske, efter at sagen har været forelagt justitsministeren til afgørelse.

Herefter indstiller det nævnte flertal forslaget til folketingsbeslutning til forkastelse.

Et mindretal (Holmberg) forbeholder sig sin stilling og vil nærmere motivere denne ved forslagets anden behandling.

Et andet mindretal (Skræppenborg-Nielsen) kan ikke tiltræde det forslag om oprettelse af et kontrolorgan med politiets efterretningstjeneste, hvorom justitsministeren og flertallet er enedes. Mindretallet mener, at man hermed legaliserer de hemmelige kartoteker, som efter mindretallets opfattelse ikke har eksistensberettigelse i et demokratisk samfund. Selv efter oprettelsen af det foreslåede kontrolorgan kan borgerne risikere at blive optaget i de hemmelige kartoteker udelukkende fordi de har demonstreret en bestemt politisk overbevisning. De vil fortsat være retsløse over for myndighedernes brug af disse hemmelige kartotekers måske ganske misvisende oplysninger.

Mindretallet har i udvalget stillet en række spørgsmål til justitsministeren, som imidlertid pure har nægtet at besvare en del af dem. Mindretallet må bestemt protestere imod justitsministerens nægtelse af at give et folketingsudvalg de oplysninger, som er fornødne til belysning af den sag, som udvalget behandler.

Mindretallet skal hermed indstille det foreliggende forslag til folketingsbeslutning om undersøgelse af politiets efterretningstjenestes virksomhed til vedtagelse uændret."

Ved 2. (sidste) behandling gik samtlige ordførere med undtagelse af Skræppenborg-Nielsen (SF) imod forslaget til folketingsbeslutning, mens sidstnævnte anbefalede det til vedtagelse. Holmberg (V) gjorde gældende, at han ikke håbede, „at vi fortsat i Danmark skal have en efterretningstjeneste delvis uden kontrol". Han ønskede at understrege dette ved hverken at stemme for eller imod.

Resultatet blev, at forslaget til folketingsbeslutning forkastedes med 122 stemmer mod 9 (SF), idet 1 medlem (Holmberg) undlod at stemme.

Forslaget til folketingsbeslutning var dermed bortfaldet.