Ved beslutningen, der vedtoges enstemmigt, tog folketinget den nævnte beretning til efterretning.

I folketingsudvalgets beretning udtales:

„Udvalget har i 2 møder behandlet den danske delegations beretning om Nordisk Råds 11. session, afholdt i Oslo 16.-22. februar 1963.

Sessionen fulgte kort efter sammenbruddet af forhandlingerne mellem Storbritannien og Det europæiske økonomiske Fællesskab og foregik delvis samtidig med EFTA-rådsmødet i Geneve om udformningen af frihandelssammenslutningens kommende politik. Derved kom markedsproblemerne og de økonomiske spørgsmål til at indtage en fremskudt plads også ved 11. session. Udvalget ønsker i denne forbindelse at understrege værdien af, at en så stor og alsidig kreds af repræsentanter for de nordiske landes rigsdage og regeringer inden for rammerne af Nordisk Råd fik adgang til på dette tidspunkt og i fællesskab at drøfte disse for hele Norden så betydningsfulde problemer.

Såvel regerings- som tingvalgte medlemmer af rådets danske delegation betonede under forhandlingerne den vægt, Danmark må lægge på landbrugsvarernes og fiskeriprodukternes inddragelse under markedsordningerne.

Heroverfor påpegede repræsentanter for Norge og Sverige, at det er begrænset, i hvilket omfang deres lande kan udvide importen af danske landbrugsvarer. Derimod vedtog rådet enstemmigt rekommandation nr. 17, som bl. a. opfordrer regeringerne til at samarbejde i videst mulig udstrækning inden for rammerne af EFTA for at opretholde og udvide handelen ikke blot med industrivarer, men også med landbrugsvarer og industriprodukter og til under disse forhandlinger til stadighed at holde sig de øvrige nordiske landes konkrete interesser for øje.

Udvalget understreger denne henstilling og ligeledes rekommandationens opfordring til regeringerne om — når de internationale markedsproblemer behandles — så vidt muligt at optræde på fælles grundlag for at bevare forudsætningerne for økonomisk samarbejde i Norden. Dette synspunkt, som flere gange tidligere er blevet gjort gældende i rådet, er først ved denne session blevet udtrykkeligt fastslået i en formel og enstemmig vedtagelse. Udvalget giver det sin tilslutning og anser det for vigtigt, at de nordiske regeringer i stadig højere grad skaber forudsætningerne for, at rådets enige henstilling om denne sag kan virkeliggøres.

Udvalget vil i tilslutning til det her nævnte pege på de ønsker, som fra alle sider i rådet fremførtes om styrkelse af det økonomiske samarbejde i Norden. Af oplysninger, regeringerne forelagde sessionen, fremgår, at de nordiske landes næringsliv allerede har udnyttet toldsatsernes halvering som følge af EFTA til en kraftig forøgelse af samhandelen og den industrielle arbejdsdeling. Under debatterne på sessionen tilrådedes dog, at statsmagterne i højere grad end hidtil fremmer denne udvikling, bl. a. ved at gennemføre en række af de forslag, som indeholdes i ekspertbetænkningerne fra 1957 og 1958 om det nordiske fællesmarked.

Selv om de økonomiske problemer samlede hovedinteressen på sessionen, beskæftigede rådet sig med en række andre spørgsmål af betydning for det nordiske samarbejde.

Kultursagerne indtog som altid en fremskudt plads og blandt disse særligt samarbejdet om forskning og højere undervisning. Under generaldebatten henledtes opmærksomheden bl. a. på de vanskeligheder, landenes forskellige budgetterminer volder. Derimod bebudede regeringerne, at den forestående reorganisering af Nordisk Kulturkommission, herunder en nærmere forbindelse mellem kommissionen og de pågældende fagministerier, vil gøre planlægningen af samarbejdet om forskning og højere undervisning mere effektiv end hidtil.

Udvalget udtaler i øvrigt sin tilfredshed med den raske udarbejdelse af planerne til et Nordens Hus i Reykjavik, understreger rekommandation nr. 13 med dens opfordring til regeringerne om hurtig gennemførelse af det planlagte samarbejde mellem de tekniske højskoler og henleder opmærksomheden på, at rådets kulturudvalg anbefaler et mere organiseret samarbejde mellem landbrugets forskningsinstitutioner.

Blandt de socialpolitiske sager konstaterer udvalget, at rådet med 25 stemmer mod 19 og 5 blanke stemmer anbefaler regeringerne i Danmark, Norge og Sverige forsøgsvis at indføre sommertid. Alle i afstemningen deltagende danske stemte imod tillige med enkelte norske, svenske og finske medlemmer.

Udvalget bemærker med tilfredshed, at man under sessionen fra dansk side over for rådet har erklæret sig rede til at acceptere den allerede i 1960 udarbejdede overenskomst om fælles nordisk arbejdsmarked for læger under forbehold af, at overenskomsten kan reguleres ved eventuel tilslutning af et eller flere nordiske lande til Det europæiske Fællesmarked.

Fra en af regeringerne nedsat ekspertkomité foreligger betænkning, som tilråder oprettelse af en fælles og fritstående nordisk institution til prøvning af dentalmaterialer og forskning i forbindelse dermed. Endelig fremhæver udvalget betydningen, især for det nordiske akademiske arbejdsmarked, af, at der findes frem til en praktisk løsning på spørgsmålet om tilgoderegning af tjenestetid i andet nordisk land ved fastsættelse af pension for offentlig tjeneste.

Blandt trafiksagerne noterer udvalget rådets kritik af, at de nordiske turistorganisationer ikke i fuld udstrækning har kunnet bevare deres hidtidige samarbejde om fælleskontorer i Europa og har vanskeligheder med samarbejdet om det fælles turistkontor i New York.

Med udgangspunkt i de dansk-svenske regeringsudvalgs betænkning af december 1962 om en bro mellem Helsingør og Hälsingborg henstiller rådet, at der bygges en fast forbindelse mellem Danmark og Sverige, idet det dog understreges, at anlægget af en Øresundsforbindelse må samordnes med bygningen af en bro over Store-Bælt.

Blandt de juridiske rekommandationer bør nævnes en henstilling til regeringerne om at undersøge mulighederne for en ensartet nordisk lovgivning om radioens juridiske ansvar. I motiverne henvises til de nordiske radiofoniers stigende antal fællesudsendelser og til den forventede udvidelse af dette samarbejde.

Det folketingsudvalg, som i samlingen 1960-61 var nedsat for at behandle beretningerne angående Nordisk Råds 8. og 9. session, støttede i sin betænkning af 2. juni 1961 rådspræsidiets ønske om, at regeringerne i større omfang end hidtil måtte fremlægge forslag for rådet. Da der til den 11. session kun var indbragt ét enkelt regerings- forslag for rådet, nemlig Finlands regerings forslag om samarbejde vedrørende højere uddannelse af socialfunktionærer, minder udvalget om udtalelsen af 2. juni 1961 og tillige om paragraf 36 i den nordiske samarbejdsoverenskomst af 1962, ifølge hvilken der bør gives rådet adgang til, hvor ikke tidsforhold gør det umuligt, at udtale sig om nordiske samarbejdsspørgsmål af principiel karakter."