Loven svarer stort set til et i det foregående folketingsår fremsat, men ikke vedtaget lovforslag, hvis indhold er refereret i årbog 1961-62, side 449, hvortil der henvises.
Loven tager sigte på også under ændrede markedsvilkår at søge bibeholdt den her i landet inden for restaurationsbranchen faktisk gældende ordning, hvorefter bryggerier afholder sig fra at bidrage til finansiering af anlæg og drift af virksomheder inden for hotel- og restaurationsbranchen.
Den indsætter derfor i lighed med det oprindelige forslag som nyt stk. 9 i be værter lo vens § 1 følgende bestemmelse:
„Indehavere af adkomst på beværter- eller gæstgivernæring må ikke uden tilladelse fra handelsministeren modtage lån, herunder lån af inventar, indskud eller usædvanlig kredit fra nogen, som fremstiller eller forhandler drikkevarer. Uden tilladelse fra handelsministeren må sådanne adkomsthavere ej heller påtage sig forpligtelser, for hvis opfyldelse der stilles sikkerhed af nogen, som fremstiller eller forhandler drikkevarer."
Årsagen til udsættelsen af behandlingen af lovforslaget i forrige samling var den, at man fandt, det ville være af afgørende betydning for en gennemførelse af lovforslaget, om der kunne tilvejebringes mulighed for en anden form for finansiering af restaurationsvirksomheder end den, lovforslaget tog sigte på at forhindre.
De interesserede kredse har i den mellemliggende tid forhandlet om oprettelse af et selvstændigt finansieringsinstitut for restaurationserhvervet. Der er dog endnu ikke skabt fuld klarhed over, hvor stor en kapital der vil kunne tilvejebringes ad denne vej. Heller ikke foreligger der endelig klarhed over bestyrelsens sammensætning.
Princippet for tilvejebringelse af finansieringsinstituttets økonomiske grundlag er imidlertid så vidt afklaret, at handelsministeriet har kunnet tiltræde, at iværksættelsen af sådanne lånemuligheder ikke skulle være stridende mod de hensyn, som ligger bag det foreliggende lovforslag. Når sikkerhed for uafhængighed af leverandørkapitalen er tilvejebragt, vil et institut som det påtænkte kunne opnå ministeriets godkendelse.
Loven indeholder derfor nu som et nyt stk. 11 til beværterlovens § 1 følgende bestemmelse:
„Bestemmelserne i stk. 9 finder ikke anvendelse med hensyn til lån, indskud eller sikkerhedsstillelse ydet af finansieringsinstitutter, hvis vedtægter sikrer en sådan uafhængighed af leverandører af drikkevarer, at de i henhold til nærværende bestemmelse har kunnet opnå handelsministerens godkendelse."
Som et nyt stk. 10 til samme paragraf indsattes under behandlingen af nærværende lovforslag:
„De i stk. 9, 1. punktum, indeholdte bestemmelser finder tilsvarende anvendelse på gaver af ikke ubetydelig værdi, bestemt til at anvendes i adkomsthaverens virksomhed."
Ny i forhold til det tidligere forslag er endvidere en bestemmelse, som går ud på at lempe betingelserne for opnåelse af dispensation til forening af næring som beværter og gæstgiver med ret til udskænkning af stærke drikke med anden næring. Ved at lempe de hidtil ret stramme betingelser i beværterlovens § 11 for opnåelse af sådan dispensation imødekommer man ønsket om en lettelse af finansieringsmulighederne for beværtere. Forslaget rejstes allerede under udvalgsbehandlingen af det tidligere lovforslag, hvor der var almindelig tilslutning til tanken.
Under behandlingen af nærværende lovforslag indsattes endelig en bestemmelse, hvorefter overbevillingsnævnets valgperiode forlænges fra 2 til 4 år.
Lovens ikrafttrædelsesdato ændres til 1. oktober 1963. Som nævnt svarer loven i øvrigt — med enkelte redaktionelle ændringer — til det tidligere lovforslag.
Lovforslaget fik under behandlingen i folketinget tilslutning fra alle partiers ordførere med undtagelse af de uafhængiges (Grøndahl), som bl. a. fandt, at der her var tale om en indskrænkning i et frit erhvervs frie adgang til at søge frem til den gunstigst mulige finansiering på markedet.
Det var dog ikke uden betænkelighed, Weikop (KF) gav tilslutning. Navnlig den nye bestemmelse i beværterlovens § 11, som gav handelsministeren en udvidet adgang til at tillade forening af næring som beværter og gæstgiver med ret til udskænkning af stærke drikke med anden næring, gav ham anledning til ængstelse.
Det hedder om dette spørgsmål i den af udvalget mellem 2. og 3. behandling afgivne tillægsbetænkning:
„Udvalget har særlig drøftet den foreslåede og ved anden behandling vedtagne ændring af lovens § 11, stk. 1, 2. punktum. Udvalget forudsætter, at der ved meddelelse af dispensationer i henhold til lovens § 11, stk. 1, 2. punktum, jfr. lovforslagets § 1, nr. 9, tages hensyn til de ædruelighedsmæssige betragtninger, der har ligget bag ved bestemmelserne i den hidtidige affattelse af lovens § 11, og at dispensationer til forening af beværteradkomst med næring, der udøves fra butik eller værksted, i almindelighed kun gives i overensstemmelse med principperne i den hidtidige lovbestemmelse.
De konservative medlemmer af udvalget tiltræder efter omstændighederne lovforslaget, herunder ændringen af lovens § 11.
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 126 stemmer mod 6 (Uafh.)