Ved lov nr. 145 af 4. april 1960 om Danmarks erhvervsfond blev det samlede garantiansvar i forbindelse med eksportkreditordningen fastsat til 1½ milliard kr. Da garantiansvaret imidlertid efter lovens ikrafttræden viste en betydelig stigning, således at det ved udgangen af september måned 1961 androg 1.319.475.000 kr., blev der i december måned 1961 fremsat forslag om forhøjelse af garantiansvaret til 2½ milliard kr. Under behandlingen af dette lovforslag i udvalg viste det sig, at garantiansvaret var steget, således at det ved udgangen af december måned 1961 androg 1.421.785.000 kr. På dette grundlag vedtog folketinget ved lov nr. 62 af 21. februar 1962 (årbog 1961-62, side 321) at forhøje beløbet fra 1½ milliard kr. til 2 milliarder kr.

På grundlag af fortsat stigning i garantiansvaret forhøjes beløbet ved nærværende lov yderligere til 2½ milliard kr.

Som begrundelse herfor anførte handelsministeren ved fremsættelsen af lovforslaget:

„Når spørgsmålet om en forhøjelse nu igen er blevet aktuelt, hænger det sammen med et stadig stigende behov for garantigivning hos de danske eksportører. Jeg skal med nogle enkelte tal forsøge at illustrere denne stigning i behovet. Det samlede garantiansvar, som eksportkreditrådet havde bevilget, udgjorde pr. 1. april 1960 860 mill. løbet af finansåret 1960-61 steg garantiansvaret med ca. 360 mill. kr. til 1.221 mill. kr. I finansåret 1961-62 steg det med ca. 280 mill. kr. til 1.500 mill. kr. og i de første 8 måneder af indeværende finansår med yderligere ca. 240 mill. kr. til 1.742 mill. kr. pr. 30. november 1962.

Den stadige stigning i garantiansvaret er forårsaget af forskellige forhold. For det første må den fortsatte stigning i vor eksport naturligt medføre større brug af eksportkreditordningen. Dernæst stiger eksportørernes behov for forsikring af deres fordringer utvivlsomt også som følge af den stigende betydning, det har at kunne yde kredit til køberne, idet kreditgivningen i dag spiller en væsentlig rolle i konkurrencen på eksportmarkederne. Hertil kommer den usikkerhed, der præger de økonomiske forhold i mange oversøiske lande, og som må medføre, at eksportørerne i mange tilfælde ikke vil turde gå i gang med en eksport, medmindre de kan opnå en forsikringsmæssig dækning af deres risiko hos eksportkreditrådet.

Jeg kan i denne forbindelse også nævne, at landbruget i stigende omfang gør brug af eksportkreditordningen.

Jeg nævnte, at det maksimale garantiansvar i de pr. 30. november 1962 afgivne garantier udgjorde 1.742 mill. kr. Dette tal er ikke udtryk for, at en tilsvarende kapitaleksport til udlandet har fundet sted. Af beløbet udgør ca. 370 mill. kr. kautioner for banklån til finansiering af eksportordrer. Det resterende beløb er eksportkreditrådets forsikringer af kommercielle og politiske risici på eksportørernes fordringer, og heraf udgør tilsagn om forsikring ca. 235 mill. kr., medens resten er dækket af forsikringspolicer. De såkaldte afskibningspolicer, der dækker den kommercielle og politiske risiko efter afskibning, udgør ca. 800 mill. kr. Her er rådet endelig forpligtet fra det tidspunkt, hvor afskibning finder sted. Afskibning er sket pr. 30. november 1962 for ca. 440 mill. kr. af de nævnte ca. 800 mill. kr.

I øvrigt skal jeg angående de nærmere enkeltheder vedrørende eksportkreditgarantigivningen tillade mig at henvise til eksportkreditrådets sidste årsberetning, der for kort tid siden er tilstillet tingets medlemmer.

Man kan rejse det spørgsmål, om eksportkreditrådet kunne følge en praksis, der i mindre grad belastede det i loven fastsatte maksimale garantiansvar. Det, der her ville komme på tale, er spørgsmålet om tilsagnsgivningen. Eksportkreditrådet har i denne henseende forsøgt, om man kunne anvende en art velvillighedstilsagn, hvorved man tilsagde eksportørerne en velvillig behandling, såfremt de måtte opnå en ordre, hvorom der forhandles. Det har imidlertid vist sig, at eksportørerne ikke har kunnet klare sig med velvillighedstilsagn, men har haft behov for et egentligt tilsagn som grundlag for deres kontraktforhandlinger, et tilsagn, der følgelig må bogføres som en garantiforpligtelse. Der foreligger således ikke mulighed for ved sådanne metoder at nå til en mindre belastning af lovens maksimale garantiansvar.

Da opgørelsen pr. 30. november 1962 viser et samlet garantiansvar på 1.742 mill. kr., kunne man måske indvende, at der endnu er et stykke vej til de 2 milliarder kr., der er den nugældende grænse, og at man derfor ikke behøver at tage sagen op nu. Hertil vil jeg sige, at stigningstakten i garantigivningen, som fremgår af de tal, jeg tidligere har nævnt, viser, at vi må forvente en fortsat stigning, og som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, kan der fremkomme ønsker om forsikring af enkelte ordrer til meget store beløb, som pludselig kan bringe garantiansvaret betydeligt i vejret. Det er derfor min opfattelse, at vi nu bør forhøje lovens maksimum, således at vi ikke risikerer, at eksportkreditrådet på grund af, at maksimum er nået, må standse garantigivningen på et tidspunkt, hvor folketinget ikke er inde, så spørgsmålet om en ændring af loven kan behandles. En sådan situation vil ingen formentlig finde det forsvarligt at bringe dansk eksport i."

Lovforslaget henvistes i folketinget til behandling i et udvalg der enstemmigt indstillede det til vedtagelse i uændret affattelse.

I sin betænkning henstiller udvalget til handelsministeren, at man fra dansk side i det internationale samarbejde vedrørende eksportkredit virker for, at aftalte retningslinjer for kreditgivning overholdes.

Lovforslaget vedtoges uændret og enstemmigt.