Loven har følgende indhold:
§ 1. Ministeren for offentlige arbejder bemyndiges til for statsbanerne at erhverve - om fornødent ved ekspropriation efter reglerne i forordning af 5. marts 1845, jfr. lov nr. 6 af 10. januar 1928 - de arealer m. v., der udkræves til sådanne ændringer ved statsbanernes anlæg m. v., som vil være at foretage i forbindelse med de sporforstærkningsarbejder, stationsombygninger og lignende arbejder, hvortil bevilling gives ved finansloven eller tillægsbevillingsloven for finansåret 1963-64.
§ 2. Ministeren for offentlige arbejder bemyndiges til i finansåret 1963-64 for statsbanerne at erhverve — om fornødent ved ekspropriation efter de i § 1 nævnte regler — de arealer m. v., der udkræves til de for gennemførelse af højere kørehastigheder fornødne tracéændringer m. v. på statsbanernes hovedbaner.
§ 3. Ministeren for offentlige arbejder bemyndiges til i finansåret 1963-64 for statsbanerne at erhverve — om fornødent ved ekspropriation efter de i § 1 nævnte regler — de arealer m. v., der udkræves til opnåelse og bevarelse af synligheden af signaler, fjernbetjente bomme m. v.
§ 4. Ministeren for offentlige arbejder bemyndiges til i finansåret 1963-64 for post- og telegrafvæsenet, henholdsvis for et koncessioneret telefonselskab på dettes bekostning, at erhverve — om fornødent ved ekspropriation efter de i § 1 nævnte regler — de arealer m. v., der udkræves til tilvejebringelse af nye eller udvidelse af bestående radiotelekommunikationsanlæg og telefonanlæg, herunder centraler, eller som vil være nødvendige for at sikre den uforstyrrede opretholdelse af bestående radiotelekommunikationsanlæg og telefonanlæg, der er installeret på fremmed ejendom.
§ 5. De i anledning af eller i forbindelse med de i §§ 1-4 omhandlede anlæg udfærdigede dokumenter, udskrifter, attester m. v. fritages for stempel- og tinglysningsafgifter samt alle andre afgifter til det offentlige.
Disse bestemmelser svarer — bortset fra § 2, som er ny — til, hvad der for finansåret 1962-63 var gældende i henhold til lov nr. 60 af 21. februar 1962 (årbog 1961-62, side 286).
Om § 2 anføres i bemærkningerne til lovforslaget:
„Da det kan forekomme, at påtænkte bygnings- eller anlægsarbejder såvel som eksisterende bygninger og anlæg vil kunne frembyde hindringer for gennemførelse og forbedringer af hovedbanernes tracé med henblik på indførelse af højere kørehastigheder, vil en ekspropriationsbemyndigelse som foreslået i § 2 være ønskelig for finansåret 1963-64."
Efter kort at have gjort rede for de foreslåede bestemmelser anførte ministeren for offentlige arbejder ved fremsættelsen af lovforslaget:
„Da dette årlige lovforslag i de sidste år har givet anledning til spørgsmål om, hvorledes arbejdet i den af ministeriet for offentlige arbejder nedsatte kommission til gennemgang af reglerne om fremgangsmåden ved ekspropriationers foretagelse skrider frem, vil jeg benytte lejligheden til at oplyse, at det er mig bekendt, at en første betænkning kan ventes fra kommissionen i løbet af ganske kort tid. Denne vil indeholde forslag til en lov om fremgangsmåden ved ekspropriation af fast ejendom for staten og forslag til en lov, der skulle afløse de årlige ekspropriationslove."
Lovforslaget undergaves ikke udvalgsbehandling. Det vedtoges uændret og enstemmigt.