L 80 Lov om ændring i lov om børne- og ungdomsforsorg.

(Om udskydelse af revision).

Af: Arbejds- og socialminister Kaj Bundvad (S)
Samling: 1962-63
Status: Stadfæstet
Lov nr. 154 af 24-04-1963
Ved loven udskydes den i ovennævnte lov fastsatte revisionsfrist fra folketingsåret 1962-63 til folketingsåret 1963-64.

I bemærkningerne til lovforslaget anføres herom:

„I lov nr. 192 af 7. juni 1958 om ændringer i lov om offentlig forsorg (vedrørende børneforsorgens administration m. v.) blev det bestemt, at forslag til revision af loven skulle forelægges folketinget i folketingsåret 1962-63. Da forsorgslovens børneværnsafsnit i 1961 blev udskilt til en særlig lov om børne- og ungdomsforsorg (lov nr. 170 af 31. maj 1961), blev revisionsbestemmelsen overført som lovens § 134, stk. 3.

Til at forberede den lovbestemte revision nedsattes den 1. september 1961 et snævert embedsmandsudvalg (revisionsudvalget), der fik til opgave at overveje visse nærmere angivne spørgsmål. Under hensyn til den betydelige udvikling inden for børne- og ungdomsforsorgen siden socialreformen af 1933 blev det yderligere pålagt udvalget at foretage en almindelig gennemgang af loven med henblik på ajourføring og forenkling i lighed med den revision, der i de senere år er foretaget af andre dele af den sociale lovgivning.

Udvalget afgav i januar 1963 en betænkning til socialministeren. Denne betænkning, der indeholder forslag til en i det ydre helt ny lov om børne- og ungdomsforsorg, er nu genstand for nærmere overvejelse i regeringen.

Under hensyn hertil og til, at et så omfattende lovforslag ikke kan forventes gennemført, når det fremsættes på dette tidspunkt af folketingsåret, er det anset for rigtigst at udskyde fremsættelsen til folketingsåret 1963-64. Forslaget til revision af loven vil så kunne fremsættes straks ved folketingsårets begyndelse.

Ovennævnte revisionsbestemmelse foreslås ændret i overensstemmelse hermed."

Lovforslaget vedtoges uændret og enstemmigt.
Partiernes ordførere
Niels Mørk (S), Søren Andersen (V), Gertie Wandel (KF), Chr. Madsen (SF), Else-Merete Ross (RV) og H. Mose Hansen (U)