Loven har følgende indhold:
§ 1. Udenrigsministeren bemyndiges til at anvende indtil 4.810.000 kr. af de midler, der er stillet til rådighed for, men ikke er anvendt til udlån til erhvervsvirksomheder m. v. i medfør af lov nr. 238 af 27. maj 1950 om udlån til modernisering og rationalisering af erhvervsvirksomheder inden for landbrug, gartneri og frugtavl, lov nr. 241 af 27. maj 1950 om udlån til fiskeriet og fiskeindustrien, lov nr. 210 af 7. juni 1952 om udlån til mejerier, slagterier og lignende til landbruget knyttede erhvervsvirksomheder og lov nr. 213 af 7. juni 1952 om udlån til elektricitetsværker, telefonselskaber, købstadkommunale havne samt til Kjøbenhavns Frihavns-Aktieselskab og Det Danske Luftfartselskab.
§ 2. De i § 1 nævnte midler kan anvendes til følgende formål:
A. Etablering af et internationalt uddannelsescenter.
B. Ombygning og udvidelse af Den internationale Højskole i Helsingør.
C. Stipendier til studerende fra udviklingslandene samt afholdelse af kurser for sådanne studerende.
Udenrigsministeren træffer bestemmelse om de nærmere vilkår for ydelse af støtte til de i stk. 1 nævnte formål.
Lovforslaget fremsattes af statsminister Krag som fungerende udenrigsminister. Fra udenrigsminister Per Hækkerup forelå en redegørelse angående lovforslagets formål og nærmere begrundelse, hvoraf anføres:
„Baggrunden for lovforslaget er en allerede i juni 1961 fremsat anmodning fra den amerikanske regering til den danske regering om at ville stille forslag om anvendelsen af de endnu resterende counterpartmidler. Fra amerikansk side har man ønsket nu at få counterpartregnskabet endeligt afviklet.
Fra dansk side foreslog man i første omgang, at de resterende counterpartmidler kunne anvendes til afdrag på statens gæld, nærmere bestemt til en nedskrivning af finansministeriets reguleringskonto i Danmarks nationalbank. De amerikanske myndigheder er imidlertid bundet af den nugældende amerikanske lovgivning, og fra amerikansk side måtte man derfor forlange, at counterpartmidlerne blev anvendt til konkrete formål. Der pegedes i denne forbindelse navnlig på den mulighed at bruge pengene til finansiering af en ekstra bistand til udviklingslandene.
I samarbejde med en række ministerier er der blevet foretaget en opgørelse, som viser, at der af de counterpartmidler, som i sin tid blev stillet til rådighed for udlån til erhvervene — det drejer sig om et beløb på i alt 300 mill. kr. — resterer ca. 4,8 mill. kr., som ikke havde kunnet anvendes til de oprindeligt fastsatte formål. Jeg tillader mig at henvise til lovforslagets § 1, der angiver de love, hvorunder de pågældende midler oprindeligt var stillet til rådighed. En ny fordeling af disse midler kan kun ske ved lov i overensstemmelse med det tilsagn, regeringen i december 1948 gav rigsdagen om, at der kun ved lov ville blive disponeret over counterpartmidlerne.
Efter at foreliggende muligheder for midlernes anvendelse havde været forhandlet med den herværende amerikanske ambassade, blev der ved en noteveksling af 17. maj i år mellem den danske og den amerikanske regering truffet aftale om, at restbeløbet på ca. 4,8 mill. kr. under forudsætning af det høje tings samtykke skulle anvendes til dansk bistandsarbejde for udviklingslandene efter følgende retningslinjer:
Det er hensigten at anvende 2,2 mill. kr. til køb og indretning af en ejendom i Københavns nærhed, hvor der i samarbejde med den private institution, som i øjeblikket ejer ejendommen, tænkes oprettet og indrettet et internationalt uddannelsescenter. Det etableres som en ny selvejende institution. Det er tanken her at samle en række af de kursus, som afholdes i Danmark for studerende fra udviklingslandene. Disse kursus har hidtil måttet afholdes på forskellige højskoler eller andre institutioner, hvor man i disses ferieperioder har kunnet leje sig ind. Da kursusvirksomheden for studerende fra udviklingslandene må forventes at ville vokse i de kommende år, må man forudse stigende vanskeligheder med at skaffe den fornødne plads. Endvidere håber man i et vist omfang at kunne anvende centret som bolig for de stipendiater fra udviklingslandene, som i længere tid er på studieophold i Danmark.
Endvidere tænkes ca. 1,1 mill. kr. reserveret til støtte for en planlagt ombygning og udvidelse af Den internationale Højskole i Helsingør, der til stadighed tæller studerende fra udviklingslandene blandt sine elever, og som igennem længere tid har arbejdet med planer om en tiltrængt ombygning og udvidelse. Langt den største del af udgifterne hertil, der er budgetteret til ca. 7 mill. kr., vil kunne dækkes gennem stats- og kreditforeningslån; og til finansiering af restomkostningerne har højskolen søgt om ca. 1,1 mill. kr. Det skal være en forudsætning for denne støtte, at der med højskolen træffes nærmere aftale om, at en del af dens virksomhed skal komme studerende fra udviklingslandene til gode, bl. a. gennem afholdelse af særlige kursus for disse studerende.
Endelig er det hensigten, at ca. 1,5 mill. kr. stilles til rådighed for styrelsen for teknisk samarbejde med udviklingslandene til brug til stipendier til studerende fra udviklingslandene samt til brug til dækning af udgifter ved gennemførelsen af kursus, seminarer, træningsprogrammer o. lign. ved de førnævnte to institutioner eller ved andre danske institutioner, der giver passende muligheder for undervisning af studerende fra disse lande.
Som det fremgår af de foregående bemærkninger, tænkes midlerne i første række anvendt til køb af allerede eksisterende fast ejendom og til stipendier for studerende. For så vidt angår den resterende del, der tænkes anvendt til finansiering af bygge- og anden investeringsvirksomhed, vil jeg gerne understrege, at faktisk afholdelse af udgifter af denne art kun vil ske i det omfang, det er foreneligt med de nugældende regler om igangsættelse af byggevirksomhed.
I øvrigt skal jeg ikke komme nærmere ind på enkelthederne i de her refererede planer vedrørende anvendelse af de resterende civile counterpartmidler, men jeg er rede til at give detaljerede oplysninger i det udvalg, som jeg går ud fra vil blive nedsat til behandling af lovforslaget.
Hvis det forslag, som jeg her fremsætter, ophøjes til lov, vil der være disponeret over de sidste Marshallmidler. Lad mig i den anledning minde om, at det restbeløb på små 5 mill. kr., som lovforslaget handler om, kun er en ganske lille del af de godt $ 300 mill., der i en vanskelig periode tilflød Danmark under Marshallplanen. Det ville ikke være rigtigt af mig at slutte denne lovfremsættelse uden at give fornyet udtryk for dansk påskønnelse af den meget betydelige støtte til Danmarks genopbygning efter krigen, som vi i sin tid modtog gennem Marshallplanen."
Lovforslaget henvistes efter 1. behandling til et udvalg, hvis arbejde med sagen ikke resulterede i ændringsforslag.
Ved 3. behandling var vedtagelsen enstemmig.