L 60 Lov om ændring i lov for Færøerne om tvungen tuberkuloseundersøgelse af fiskerskibes mandskab.

Af: Indenrigsminister Lars P. Jensen (S)
Samling: 1962-63
Status: Stadfæstet
Lov nr. 149 af 24-04-1963
I henhold til § 4 i lov for Færøerne nr. 405 af 21. november 1939 om tvungen tuberkuloseundersøgelse af fiskerskibes mandskab, som ændret senest ved lov nr. 334 af 5. december 1958, skulle loven underkastes revision i folketingsåret 1962-63.

Ved nærværende lov ophæves denne revisionsbestemmelse.

Som begrundelse herfor anførte indenrigsministeren ved fremsættelsen af lovforslaget:

„Loven, der blev stadfæstet den 21. november 1939 og senere er ændret og forlænget ved flere love, foreskriver som et led i tuberkulosebekæmpelsen på Færøerne, at alle personer, der beskæftiges eller befordres om bord i færøske fiskerfartøjer, skal gennemgå en årlig tuberkuloseundersøgelse på Færøernes tuberkulosestation; det samme gælder personer, der er om bord i færøske hvalfangerbåde eller er beskæftiget på færøske hvalfangerstationer. Ordningen er indført som en forsøgsmæssig foranstaltning og skal ifølge bestemmelse i lovens § 4 underkastes revision i indeværende folketingssamling.

Det foreligger oplyst, at loven i den forløbne tid har virket efter sin hensigt. De påbudte tuberkuloseundersøgelser og kontrollen hermed har medført en nedgang i antallet af tuberkulosetilfælde på Færøerne, men det færøske hjemmestyre finder det dog påkrævet, ordningen opretholdes således, at den revisionsbestemmelse, der hidtil har været indeholdt i loven, udgår.

Da jeg — i overensstemmelse med erklæringer fra statsministeriet, fiskeriministeriet, sundhedsstyrelsen og rigsombudsmanden — kan slutte mig til hjemmestyrets indstilling, foreslås loven forlænget, således at der ikke optages nogen bestemmelse om revision af loven."

Lovforslaget vedtoges uændret og enstemmigt.
Partiernes ordførere
Johan Nielsen (S), Kristen Østergaard (V), N. Gottschalck-Hansen (KF), Holger Vivike (SF), Aage Fogh (RV) og Birthe Wetlesen (U)