Lovforslaget, der blev vedtaget af folketinget, men derefter forkastet ved en i overensstemmelse med reglerne i grundlovens § 42 afholdt folkeafstemning, udgjorde et led i det af regeringen fremsatte kompleks af lovforslag, der almindeligvis betegnedes som jordlovsforslagene, og som foruden ovennævnte lovforslag omfattede følgende:

Forslag til lov om ændringer i lov om landbrugsejendomme og forslag til lov om ændringer i lov om oprettelse og supplering af mindre landbrug m. m. — statshusmandsloven — (se de to nærmest efterfølgende sager), begge fremsat af landbrugsministeren, forslag til lov om ændring i lov om vurdering og beskatning til staten af faste ejendomme (se ovenfor under nr. 24) og forslag til lov om ændring af lov om særlig indkomstskat m. v. (se ovenfor under nr. 22), begge fremsat af finansministeren, forslag til lov om kommuners forkøbsret til fast ejendom samt støtte til kommuners jordkøb (se nedenfor under nr. 53), fremsat af indenrigsministeren, forslag til lov om regulering af bymæssige bebyggelser (se side 387), forslag til lov om ændringer i lov om byplaner (se side 396) og forslag til lov om regionplanlægning (se side 397), alle tre fremsat af boligministeren, samt forslag til lov om ændringer i lov om naturfredning (se nedenfor under nr. 125), fremsat af ministeren for kulturelle anliggender.

Forud for lovforslagenes fremsættelse gav statsministeren på reger ingens vegne folketinget en redegørelse om baggrunden for disse lovforslag. Af denne redegørelse gengives her følgende:

"Forudsætningen for en del af de lovforslag, jeg i det følgende har den ære at redegøre for over for det høje ting, er, at Danmark bliver knyttet til Det europæiske økonomiske Fællesskab. Herved vil forudsætningerne for den danske jords anvendelse og efterspørgslen efter den såvel fra danske som fra fremmede statsborgere blive så stærkt ændret, at denne nye lovgivning vil være påkrævet for at beskytte nationale interesser og hindre en uhensigtsmæssig udvikling.

Problemerne omkring en bred europæisk markedsordning er på dette tidspunkt uafklarede. Uanset denne uklarhed har regeringen imidlertid fundet det rigtigt at fremsætte lovforslagene, således at disse spørgsmål kan være bedst muligt forberedt og rede til en løsning, når forudsætningerne herfor måtte komme til stede. Herom vil nærmere klarhed blive tilvejebragt under behandlingen i de udvalg, man kan forudse nedsat.

Ved siden af de problemer, en europæisk markedstilslutning vil afføde, har allerede den udvikling, de senere år har ført med sig samfundsmæssigt og erhvervsøkonomisk - ikke mindst industrialiseringen, byudviklingen og den i forbindelse med velstandsstigning og transportudvikling tiltagende efterspørgsel efter parcelhuse og rekreative områder - skabt problemer i forbindelse med anvendelsen af Danmarks jord og de priser, jorden omsættes til. Disse forhold ville i sig selv gøre visse af de i lovforslagene indeholdte foranstaltninger nødvendige. Også af denne grund har regeringen fundet det rigtigt, at behandlingen af disse anliggender påbegyndes nu og ikke afventer den videre europæiske udvikling."

Statsministeren fremhævede derefter, at lovforslagene havde det fælles formål at sikre en hensigtsmæssig og med danske interesser stemmende anvendelse af dansk jord og samtidig hindre, at der opnåedes urimelige private gevinster ved prisstigninger på jord og grunde. Han omtalte derefter fællesskabstraktatens målsætning og dennes betydning for Danmark i form af et udenlandsk pres mod danske jorder og grunde samt disses priser og udtalte i forbindelse hermed:

„Det er ikke uden grund, at denne problemstilling har fremkaldt en vis ængstelse i befolkningen, en ængstelse, der gør sig gældende i så at sige alle kredse af befolkningen på tværs af sociale og politiske skel.

Hertil kommer, at den stærke industrialisering og hurtige bydannelse, vi har været vidne til gennem de senere år, utvivlsomt under alle forhold vil fortsætte i årene, der kommer. Allerede de sidste års udvikling har skabt betydelige problemer vedrørende fremskaffelse af byjord, og vi har set kraftige prisstigninger på jorden i de større byudviklingsområder, ikke mindst omkring København, men også ved andre større danske byer. Denne udvikling nødvendiggør, at den statslige og kommunale planlægning på disse områder udbygges."

Efter en omtale af det forberedende arbejde — herunder undersøgelserne i folketingets markedsudvalg — kom statsministeren ind på spørgsmålet om, hvorvidt den allerede bestående lovgivning, specielt 1959-loven om erhvervelse af fast ejendom, gav grundlag for en løsning af problemerne. Herom udtalte statsministeren bl. a.:

„1959-loven kan ... ikke benyttes til at begrænse den efterspørgsel efter landbrugsejendomme og anden fast ejendom, som hidrører fra udlændinge, som ønsker at bosætte sig her i landet. Loven stiller tilmed kun krav om bopæl på tidspunktet for ejendommens erhvervelse, og der er ikke i loven hjemmel for at kræve ejendommen afstået, fordi ejeren senere fraflytter landet. Lovreglerne om erhvervelse af landbrugsejendomme lægger ikke nogen hindringer i vejen for udlændinges adgang til at købe danske landbrugsejendomme.

På et enkelt punkt vil 1959-loven dog kunne få varig betydning, nemlig over for borgere fra andre fællesmarkedslande, der ikke er bosat her, og som ønsker at erhverve sommerhuse til eget brug. Med henblik bl. a. på disse tilfælde vil loven naturligvis blive opretholdt. Derimod må man regne med, at det forhold, som gav anledning til 1959-loven, nemlig erhvervelse af sommerhuse og sommerhusgrunde til erhvervsmæssig udnyttelse, navnlig ved udlejning eller videresalg, omfattes af etableringsfriheden.

Vedrørende landbrugslovgivningen, herunder lovgivningen om erhvervelse af landbrugsejendomme, har der gennem længere tid været ført forhandlinger inden for landbokommissionen, og disse forhandlinger skal selvfølgelig fortsættes.

Med hensyn til reglerne for erhvervelse af landbrugsejendomme har regeringen imidlertid anset det for påkrævet allerede nu at overveje visse ændringer med henblik på at sikre en hensigtsmæssig og med danske interesser stemmende anvendelse af landbrugsjorden. Medens det som lige omtalt efter fællesskabets regler næppe på længere sigt vil være muligt generelt at fastholde, at bopæl her i landet er en forudsætning for at erhverve fast ejendom, når erhververen er borger i et af fællesmarkedslandene, skulle det være muligt at foreskrive et specielt bopælskrav i forbindelse med adgangen til at erhverve landbrugsejendomme. Der har med henblik herpå været udarbejdet en skitse, hvorefter der for personer i almindelighed skulle være adgang til frit at erhverve adkomst på én landbrugsejendom, men denne adgang skulle være betinget af, at erhververen tog bopæl på ejendommen. Samtidig skulle der gennem en dispensationsordning åbnes adgang for landmænd til at erhverve flere ejendomme, bl. a. hvor hensynet til rationel landbrugsdrift talte derfor. Bopælskravet skulle også gælde for danske borgere. Herved ville på den ene side det blive opnået, at bopælspligten ikke blev diskriminatorisk over for udlændinge, og på den anden side - hvilket imødekommer stærke ønsker inden for landbruget - ville man opnå at lægge en væsentlig dæmper på ikke-landmænds erhvervelse af landbrugsejendomme.

Det har været drøftet, hvor snævert reglerne skulle udformes, og der har herom været betydelige meningsforskelle mellem landbrugets egne repræsentanter. Dette er forståeligt i betragtning af, at udformningen af en snæver bestemmelse om, at man frit kunne erhverve kun én landbrugsejendom, kunne skabe en hindring for den strukturtilpasning inden for landbruget, som man ud fra almene økonomiske synspunkter må tillægge en betydelig vægt. I det forslag, der nu forelægges, er man endt med den kompromisløsning, at bopæl på en ejendom her i landet giver adgang til, at man frit kan erhverve én ejendom til, hvilket for så vidt er i overensstemmelse med den hidtidig gældende lovgivning, som denne åbner fri adgang til erhvervelse af to landbrugsejendomme, dog uden bopælskrav. Bopælskravet finder kun anvendelse ved fremtidige erhvervelser og får således ikke virkning for de nuværende ejere af landbrugsejendomme. ...

På baggrund af de foreslåede regler om skærpet kontrol med omsætningen af landbrugsejendomme har regeringen anset det for forsvarligt, at der åbnes øget adgang til samdrift af landbrugsejendomme.

De seneste års udvikling inden for landbruget i retning af øget mekanisering har - i forbindelse med den fortsatte afvandring af unge fra landbruget - medført et øget behov for ændringer i landbrugets struktur. De nugældende bestemmelser om sammenlægning og nedlægning af mindre landbrugsejendomme muliggør ganske vist, at der på frivilligt grundlag finder en udvikling sted henimod større brugsstørrelser, men for at skabe øget mulighed for en øjeblikkelig tilpasning til den stedfundne tekniske og befolkningsmæssige udvikling inden for landbruget har regeringen anset det for nødvendigt, at der fastsættes bestemmelser, der tillader midlertidig samdrift af to ejendomme, der er bekvemt beliggende for en samlet rationel drift, alene på betingelse af, at bygningerne holdes forsvarligt ved lige og holdes brandforsikrede.

I forbindelse hermed har regeringen anset det for påkrævet, at landbrugspligten udvides til at omfatte de såkaldte „frie jorder" ' der er vurderet sammen med landbrugsejendommen.

Et andet væsentligt middel for det offentlige i bestræbelserne for at bevare jorden på danske hænder er indførelsen af en udvidet offentlig forkøbsret. Denne vil på de områder, hvor bopælspligten på landbrugsejendomme ikke er virksom, supplere reglerne og muliggøre, at de nævnte formål opnås. Forkøbsretten vil desuden muliggøre en planlæggende jordpolitik i forhold til byudviklingen og udviklingen af rekreative områder m. v."

Statsministeren omtalte nærmere forkøbsretsbestemmelserne og deres virkeområder og kom derefter ind på de lovforslag, der sigter mod at styrke det offentliges planlægningsbeføjelser, i hvilken forbindelse han ligeledes omtalte den i 1962 udsendte skitse til en zoneplan.

Efter ligeledes at have omtalt de to lovforslag om ændringer i vurderingsloven og i loven om særlig indkomstskat udtalte statsministeren til slut:

„Det er regeringens håb, at disse forslag må blive grundlaget for en frugtbar forhandling, der kan lede frem til en løsning af problemer, der kan blive væsentlige for jordens nationale tilhørsforhold, for vort lands udvikling mange år fremover og for det danske landskabs bevarelse. Ikke blot i den ene af vore smukke nationalsange skal det hedde, at de danske bebor et yndigt land, det skål også være tilfældet i virkeligheden, og det er vort ansvar at sikre dette."

Vedrørende indholdet af forslag til lov om erhvervelse af landbrugsejendomme skal i hovedtræk anføres følgende:

I § 1, stk. 1, fastsloges, at foreninger, selskaber og institutioner m. v. ikke uden landbrugsministerens tilladelse skulle kunne erhverve adkomst på en landbrugsejendom, der er beliggende uden for områder, som ved byudviklingsplan er udlagt til inder- eller mellemzoner; derimod skulle personer frit kunne erhverve indtil 2 landbrugsejendomme, mens der til erhvervelse ud over dette antal ligeledes skulle foreligge tilladelse fra ministeren.

I § 1, stk. 2, stilledes krav om, at personer, der efter lovens ikrafttræden erhvervede adkomst på en sådan landbrugsejendom, inden 6 måneder tog bopæl på ejendommen, medmindre de havde en nærmere bestemt faglig uddannelse inden for landbrug eller gartneri, eller de i forvejen havde bopæl på dem tilhørende landbrugsejendomme, eller landbrugsministeren meddelte dem fritagelse for bopælspligten.

I paragraffens 3. stykke var dog opregnet en række tilfælde, i hvilke tilladelse i henhold til stk. 1 og 2 var ufornøden. Dette var således tilfældet ved erhvervelse ved arv og under visse betingelser ved overdragelser fra nære slægtninge.

I § 2 foresloges fastsat retningslinjer for, i hvilke tilfælde der kunne meddeles tilladelse til selskabers erhvervelse af jord. Dette skulle således kunne ske, hvor erhvervelsen sker til forsøgs-, forsknings- eller undervisningsformål eller til andre formål, hvortil det ud fra en samfundsmæssig bedømmelse findes ønskeligt at de pågældende selskaber m. v. har adgang til at erhverve jord, eller såfremt selskaber m. v. i et efter landbrugsministerens skøn rimeligt omfang ønsker at erhverve landbrugsjord med henblik på iværksættelse af en økonomisk risikabel eller særlig kapitalkrævende jordbrugsmæssig anvendelse.

Såfremt erhvervelsen overvejende skete med henblik på udnyttelse af særlige forekomster i jorden eller til anden ikke-landbrugsmæssig anvendelse, herunder navnlig til boligbyggeri, industrielt byggeri eller lignende, hvortil det ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt findes ønskeligt at jord inddrages, skulle tilladelse ifølge § 3 meddeles, medmindre landbrugsministeren fandt, at den tilsigtede anvendelse gik ud over, hvad der måtte anses for at være en forsvarlig og hensigtsmæssig anvendelse af jorden på det pågældende sted, eller den pågældende erhverver skønnedes i forvejen at råde over tilstrækkelige arealer til formålet.

De af landbrugsministeren meddelte tilladelser skulle ifølge § 4 kunne gives på begrænset tid og på nærmere angivne betingelser.

I §§ 5-8 var foreslået en række mere tekniske bestemmelser, og § 9 fastslog ugyldighed for aftaler om langvarige brugs- eller lejeforhold, der måtte antages at være indgået med omgåelseshensigt. §§ 10-12 indeholdt bestemmelser om straf, tilsyn og kontrol, og endelig var det i § 13 forudsat, at loven skulle være trådt i kraft den 1. oktober 1963.

Ved lovforslagets fremsættelse betonede landbrugsministeren, at forslaget tog sigte på tilvejebringelse af et generelt værn mod, at dansk landbrugsjord i større omfang opkøbtes af personer, der ikke skulle leve af at drive landbrug, eller at dansk landbrug kom i upersonligt eje. Beskyttelsen foresloges tilvejebragt ved bestemmelsen om, at personer, der fremtidig erhverver landbrugsejendomme, skal tage bopæl på den erhvervede ejendom. Hensynet til en fri tilpasning af landbrugets bedriftsstørrelser til den tekniske og økonomiske udvikling fandt ministeren tilgodeset derved, at der fremdeles ville være adgang for personer, der havde eller tog bopæl på en landbrugsejendom, til frit at erhverve 2 landbrugsejendomme. Ministeren fremhævede tillige, at Danmark selv efter lovforslagets gennemførelse ville have en erhvervelseslov, der var udpræget liberal i, forhold til de tilsvarende love i Norge, Sverige og Den vesttyske Forbundsrepublik. I disse lande krævede praktisk taget enhver erhvervelse af landbrugsejendomme forudgående tilladelse. I fortsættelse heraf udtalte ministeren bl. a. følgende:

„Jeg kan imidlertid ikke se andet, end at vi, når vi dog forhåbentlig stadig skal forberede os på at indtræde i fællesmarkedet, må affinde os med at pålægge os selv visse bånd for derved at bevare det, der må være det væsentlige: at dansk landbrugsjord i rimelig udstrækning fremdeles kan forblive i dansk eje.

Hertil kommer, at der fremdeles bør være adgang for landbrugets unge til på rimelige vilkår at etablere sig som selvstændige landbrugere. For at skabe baggrund herfor må det undgås, at landbrugsejendommenes prisniveau påvirkes væsentligt af efterspørgslen fra personer, som ikke skal leve af at være landmænd, men ønsker at erhverve jord dels med henblik på værdifast kapitalanbringelse, dels af skattemæssige hensyn. Således som forholdene er i dag, må landboungdommen i vid udstrækning afstå fra at købe landbrugsejendomme på grund af de høje og stadig stigende priser, der ikke står i rimeligt forhold til landbrugets afkastningsevne.

Efter min opfattelse vil de foreslåede foranstaltninger være egnede til at hidføre den beskyttelse af det selvstændige landbrug, som må anses for påkrævet i den foreliggende situation, uden at der herved lægges for stramme bånd på landbrugets bevægelsesfrihed. Jeg vil i denne forbindelse gerne betone, at bopælskravet ikke er rettet mod danske landmænd, men tværtimod har til formål at forbeholde landbrugsjorden for danske landmænd. Om noget stavnsbånd i den forstand, at ejeren af en landbrugsejendom ikke frit kan afhænde sin ejendom og erhverve en anden, er der naturligvis ikke tale."

Lovforslaget blev under behandlingen i folketinget støttet af regeringspartierne og socialistisk folkeparti, hvis medlem af det nedsatte udvalg dog i betænkningen gik imod landbrugsministerens forslag om, at erhververe af landbrugsejendomme skulle være undtaget fra bopælspligten, hvis de var i besiddelse af en vis landbrugsfaglig uddannelse. Det pågældende medlem stillede i stedet ændringsforslag gående ud på, at personer, der ikke havde landbrugsmæssig fagkundskab erhvervet ved mindst 3 års beskæftigelse ved landbruget, kun med landbrugsministerens tilladelse kunne erhverve adkomst på en landbrugsejendom, ligesom der i alle tilfælde skulle kræves tilladelse, hvis en person ønskede at erhverve mere end 1 ejendom. Disse ændringsforslag blev dog forkastet ved lovforslagets 2. behandling, mens et par af udvalgets flertal stillede ændringsforslag vedtoges.

Partierne venstre, det konservative folkeparti og de uafhængige gik hårdt imod såvel dette lovforslag som to andre lovforslag, der blev behandlet i samme udvalg, nemlig forslag til lov om ændringer i lov om oprettelse og supplering af mindre landbrug m. m. — statshusmandsloven — og forslag til lov om kommuners forkøbsret til fast ejendom samt støtte til kommuners jordkøb.

Venstres og det konservative folkepartis medlemmer af det udvalg, der behandlede de nævnte lovforslag, tilkendegav i en sammenfattende mindretalsudtalelse i betænkningen deres syn på lovforslagene under ét og opstillede som et alternativ til regeringens forslag en forhandlingsskitse. Mindretalsudtalelsen og den deri indeholdte forhandlingsskitse havde bl. a. følgende indhold:

„Et mindretal (venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) kan ikke medvirke til lovforslagenes vedtagelse i den foreliggende form, da de ikke tjener det nationale formål, hvormed de er motiveret, men medfører omfattende og skadelige indgreb i ejendomsretten og i den hidtil anerkendte ret til erhvervsudøvelse inden for landbruget. Forslagene vil tillige hæmme den af udviklingen så stærkt påkrævede strukturrationalisering af landbrugserhvervet.

Udvalget har ikke modtaget en tilfredsstillende begrundelse for, at det skulle være nødvendigt allerede i denne folketingssamling at gennemføre de foranstaltninger, lovforslagene tilsigter. Skønt det i fjor var den almindelige opfattelse, at Danmark stod umiddelbart over for sin tilslutning til fællesmarkedet, mente regeringen at kunne vente indtil den 23. januar 1963 med at fremsætte forslagene. Siden er markedsforhandlingerne imidlertid brudt sammen og Danmarks optagelse i Romunionen i bedste fald udskudt til et ubestemt tidspunkt. Der skulle herefter være rimelig tid til en omhyggelig behandling og indgående drøftelse af forslagene og deres konsekvenser for den fremtidige samfundsudvikling. Alligevel ønskes de nu gennemført uden hensyn til fællesmarkedet, hvilket kun kan skyldes, at det er hensigten at fremme helt andre formål end de nationalpolitiske. Dette fremgår da også direkte af forslagene og de oplysninger, der er meddelt udvalget."

Mindretalsudtalelserne indeholdt derefter en redegørelse for sagens behandling i udvalget og sluttede med at fremhæve, at der endnu ikke forelå svar på de spørgsmål om forslagenes grundlovsmæssighed, som mindretallet med hele udvalgets tilslutning havde stillet til de juridiske professorer ved Københavns og Århus universiteter. Herefter fortsattes med følgende:

„Mindretallet forbeholder sig sin stilling til denne lovgivnings juridiske grundlag, indtil svaret fra retsvidenskaben foreligger.

Mindretallet har klart tilkendegivet, at det ønsker at medvirke til, at der tilvejebringes det fornødne værn mod udlændinges opkøb af dansk ejendom, og det har i sin forhandlingsskitse derfor stillet forslag om, at der gennemføres en skærpelse af loven om erhvervelse af fast ejendom, således at denne uden særlig tilladelse fremtidig kun kan foretages af personer, der har boet i Danmark enten sammenlagt mindst fem år eller de sidste to år umiddelbart før erhvervelsen. En sådan skærpelse er i overensstemmelse med principper, der er tiltrådt af Romunionen, og vil tilgodese det nationale hensyn i langt højere grad end de foreliggende lovforslag. Den af mindretallet foreslåede skærpelse vil i alle tilfælde også efter 1970 have virkning for udlændinges erhvervelse af sommerhus eller sommerhusgrund til eget brug.

Mindretallet erkender, at det er tvivlsomt, hvorvidt bestemmelsen efter 1970 kan anvendes over for udlændinges køb af landbrugsejendomme, såfremt Danmark bliver medlem af EEC.

Den i regeringsforslagene indeholdte bopælspligt løser imidlertid ikke de nationalpolitiske spørgsmål og vil hindre en sund og naturlig bevægelighed inden for erhvervslivet. Mindretallet foreslår derfor, at man i stedet overdrager til lokale jordbrugsnævn fremtidig at meddele godkendelse til erhvervelse af landbrugsejendomme. Sådan godkendelse skal dog være ufornøden, såfremt køberen i mindst to år har været beskæftiget ved landbruget eller dermed beslægtede erhverv (f. eks. gartneri og skovbrug) eller er i slægt med sælgeren eller dennes ægtefælle. Det foreslås tillige, at de lokale jordbrugsnævn, der sammensættes af repræsentanter for de kommunale myndigheder og de landbrugsfaglige organisationer, også overtager jordlovsudvalgets nuværende funktioner, hvorved det vil være muligt at tilvejebringe en ud fra mange hensyn højst ønskværdig og påkrævet decentralisering.

Den af mindretallet her skitserede ordning svarer på visse punkter til den, der består i Norge for udlændinges erhvervelse af landbrugsejendomme, og som efter den norske administrations opfattelse kan bevares, såfremt Norge tiltræder Romtraktaten.

Mindretallet finder det helt upåkrævet at skærpe statens nuværende forkøbsret til landbrugsejendomme i rene landbrugsområder, men mener tværtimod, at der er grund til at lempe denne. Inden for de områder, hvor byudviklingen foregår eller kan forventes at ville finde sted, anerkender mindretallet, at kommunerne må sikres mulighed for at erhverve jord i tide — også for derved at hindre en ublu jordspekulation. Mindretallet foreslår derfor, at der gennemføres regler, hvorefter arealer på over 1 ha, der ønskes afhændet, tilbydes hjemstavnskommunen, såfremt det ikke drejer sig om familieoverdragelser. Angivelse af salgssummens størrelse og meddelelse om øvrige salgsbetingelser skal følge tilbuddet, og det pålægges vedkommende kommune inden for en vis frist at give sælgeren underretning om, hvorvidt ejendommen ønskes overtaget og i bekræftende fald på hvilke vilkår. Sælgeren kan herefter ikke afhænde ejendommen til anden side til væsentligt lavere pris end den af kommunen tilbudte.

Mindretallets forhandlingsskitse rummer derudover en række forslag om ændring af den hidtidige, forældede jordpolitik med det formål at tilvejebringe en mere hensigtsmæssig og smidig jordlovgivning. Disse forslag kan sammenfattes således:

1. Ophævelse af landbrugspligten kan ske for de mindre landbrugsejendomme, såfremt ejeren begærer det.

2. Der gives ubetinget ret til samdrift uden begrænsning af

a) to landbrugsejendomme, uanset størrelsen af disse, og

b) flere landbrugsejendomme, såfremt grundbeløbet for det samdrevne areal normalt ikke overstiger det i landbrugslovens § 24 til enhver tid gældende beløb (for tiden 65.000 kr.).

3. Sammenlægningsgrænsen for landbrugsejendomme forøges fra 12 ha til 30 ha af den bedste jord med tilsvarende højere grænser for ringere jordkvalitet i henhold til den ny boniteringsskala. Afsides beliggende landbrugsejendomme med uhensigtsmæssige bygninger skal uanset størrelse altid kunne nedlægges som selvstændige landbrug, såfremt de sammenlægges med andre landbrugsejendomme.

4. Statens tilskud til oprettelse af mindre landbrug bortfalder.

5. Jordfondens midler skal fremtidig kunne anvendes til

a) sammenlægning og supplering af for små brug under forudsætning af, at de herved bringes op på en rationel størrelse,

b) oprettelse af gartnerier på brug, der normalt er på højst 3 ha, og

c) opkøb af arealer, der stilles til rådighed for rekreative formål.

De forslag, mindretallet her har redegjort for, er blevet fremført i udvalget, men blev dér pure og øjeblikkeligt afvist af såvel landbrugsministeren, justitsministeren som flertallets udvalgsmedlemmer, selv om mindretallet understregede, at dets forslag måtte betragtes som en forhandlingsskitse.

Mindretallet vil derfor sikre, at folketinget under forslagenes 2. behandling får lejlighed til at tage stilling til dets forhandlingsskitse.

Ud fra ovenstående synspunkter vil mindretallet stemme imod regeringens forslag."

Ordføreren for partiet de uafhængige (der ikke var repræsenteret i udvalget), Mose Hansen, gav under behandlingen i folketinget udtryk for stort set de samme synspunkter, som kom frem i den refererede mindretalsudtalelse. Også han gik ind for den størst mulige frihed for fri erhvervsudøvelse og fandt, at bopælspligten ville hindre en naturlig tilpasningsproces, ligesom industriens muligheder for en hensigtsmæssig placering efter hans mening forringedes.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med en enkelt ændring med 98 stemmer (S, RV og SF) mod 73 (V, KF og Uafh), mens 1 medlem (Rosing) undlod at stemme.

Efter vedtagelsen begærede samtlige 71 medlemmer af venstres og det konservative folkepartis folketingsgruppe, at der i henhold til grundlovens § 42, stk. 1, afholdtes folkeafstemning om lovforslaget. Tilsvarende begæring fremsattes med hensyn til forslag til lov om ændringer i lov om oprettelse og supplering af mindre landbrug m. m. — statshusmandsloven —, forslag til lov om kommuners forkøbsret til fast ejendom samt støtte til kommuners jordkøb og forslag til lov om ændringer i lov om naturfredning (se herom side 32).

Ved den derefter følgende folkeafstemning den 25. juni 1963 opnåede lovforslaget 843.756 jastemmer, mens nejstemmernes antal var 1.354.588. Da nejstemmerne således udgjorde 61,6 pct. af samtlige gyldige stemmer og 44,5 pct. af det samlede antal stemmeberettigede, var lovforslaget dermed forkastet.