Loven har nær tilknytning til de samtidig gennemførte love om forlængelse af overenskomster og om forhøjelse af folkepensionens grundbeløb.
Den går ud på at forhøje overenskomsttillæggets portionsstørrelse for lønninger i henhold til lønningslovens § 84 under 5.100 kr. fra 12 kr. til 24 kr., for lønninger i intervallet 5.100- 8.499 kr. fra 24 kr. til 36 kr. og for lønninger i intervallet 8.500-11.899 kr. fra 36 kr. til 48 kr.
Samtidig forhøjes størrelsen af en portion overenskomsttillæg til pensioner (ventepenge) på indtil 5.099 kr. fra 12 kr. til 18 kr. og til pensioner (ventepenge) i intervallet 5.100- 8.499 kr. fra 24 kr. til 30 kr., mens størrelsen af overenskomsttillægsportioner til pensioner (ventepenge) i intervallet 8.500- 11.899 kr. uændret er 36 kr.
Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte finansministeren bl. a.:
„Disse ændringer af skalaen for overenskomsttillægsportioner vil medføre en merudgift på 12 á 13 mill kr.
Det er forudsat, at der i finansåret 1963-64 - bortset fra den automatiske dyrtidsregulering - i øvrigt ikke sker forhøjelser af tjenestemandslønninger og -pensioner. For finansåret 1964-65 vil der pa tilsvarende måde, som det er forudsat for det private arbejdsmarked, kunne ydes tjenestemændene og pensionisterne et generelt løntillæg, som vil blive søgt gennemført ved en forhøjelse af antallet af overenskomsttillægsportioner med 8.
De omtalte forslag om regulering af tjenestemandslønninger og -pensioner i finansårerne 1963-64 og 1964-65 har af mig været forhandlet med statstjenestemændenes centralorganisationer og Danmarks Lærerforening. Fra organisationernes side har man givet udtryk for, at tjenestemændene siden 1958 har opnået væsentlig mindre lønstigninger end andre lønmodtagere, og at der derfor i overensstemmelse med forudsætningerne i lønnings- og pensionslovens § 88 allerede nu burde ske en generel ajourføring af tjenestemandslønningerne. Selv om jeg ikke kan afvise rigtigheden af de af tjenestemandsorganisationerne fremførte synspunkter vedrørende lønudviklingen, anser jeg det dog for udelukket, at der i den nuværende økonomiske situation kan ske en speciel lønregulering for tjenestemændene, og jeg har derfor måttet afvise for tiden at stille forslag om en hel eller delvis ajourføring af tjenestemandslønningerne. Centralorganisationerne og Danmarks Lærerforening har på baggrund af den økonomiske situation herefter tiltrådt den foran skitserede lønordning for finansårene 1963-64 og 1964-65. Organisationerne har dog for det første forbeholdt sig efter udløbet af 2 års perioden at rejse krav om en ajourføring af tjenestemandslønningerne med lønniveauet på det private arbejdsmarked, men dernæst har det været en klart tilkendegivet forudsætning fra organisationernes side, at den trufne aftale kun opretholdes, såfremt den påtænkte helhedsløsning i alt væsentligt gennemføres i den nu forelagte form."
Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra regeringspartierne, mens de uafhængige gik imod det, fordi den foreslåede ordning efter partiets opfattelse ville modvirke det lønstop, der var så stærkt påkrævet.
Venstre fandt regeringens „helhedsløsning" utilfredsstillende og kunne ikke stemme for lovforslaget, men ville dog heller ikke gå imod det, da virkningerne af, hvad man gjorde på arbejdsmarkedets område, ikke kunne blive uden konsekvenser for tjenestemandslønningerne.
Også det konservative folkeparti ville afholde sig fra at stemme. Som begrundelse herfor anførte dets ordfører, Baagø, ved sagens 1. behandling bl.a.:
„Selv om mit parti ser med megen sympati på, at levevilkårene for gifte tjenestemænd i de lønklasser, lovforslaget omhandler, bliver forbedret, er vi betænkelige ved den form for forbedring, forslaget indeholder. Det smager unægteligt af, at man fra regeringens side bygger på at drive socialpolitik over tjenestemandslønningsloven. Bliver det tendensen i fremtiden, knæsætter man et nyt princip for lønfastsættelsen for statens tjenestemænd, et princip, hvor det ikke som hidtil bliver arbejdsydelsen, arbejdets karakter, ansvaret, tjenestemandens uddannelse, dygtiggørelse og kvalifikationer, der skal være afgørende for lønnens højde.
Lovforslaget betyder i virkeligheden et brud med de principper, der ligger til grund for opbygningen af den lønskala, tjenestemandsloven af 1958 indeholder, idet man dengang fastsatte de lavestlønnedes løn på grundlag af lønnen for en ufaglært arbejder inden for det private arbejdsmarked og derpå trinvis byggede den øvrige lønskala ovenpå."
Socialistisk folkeparti fandt det påkrævet, at der blev ydet tjenestemændene noget, men fandt det foreslåede lavtlønstillæg utilstrækkeligt.
Lovforslaget henvistes efter 1. behandling til et udvalg, hvis arbejde med sagen ikke resulterede i ændringsforslag.
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget uændret med 100 stemmer (regeringspartierne og minister Mikael Gam samt socialistisk folkeparti) mod 8 (de uafhængige samt 2 konservative: Fanger og Adolph Sørensen). 70 medlemmer (venstre og det konservative folkeparti med undtagelse af de 2 nævnte samt Rosing (Grønland) og Hans Schmidt (SI.)) undlod at stemme.