L 25 Lov om ændringer i toldloven.

Af: Finansminister Hans Knudsen (S)
Samling: 1962-63
Status: Stadfæstet
Lov nr. 324 af 26-10-1962
Loven er en følge af den inden for Den europæiske Frihandelssammenslutning trufne beslutning om at fremskynde toldaftrapningen for de af frihandelskonventionen omfattede varer, således at tolden for sådanne varer fra og med 31. oktober 1962 (i stedet for 1. januar 1965) skal udgøre 50 pct. af basistolden mod hidtil 60 pct. I henhold til den trufne beslutning vil fremskyndelsen af toldaftrapningen for Danmarks vedkommende indtil videre ikke omfatte de varer, der indgår i forhandlingerne om særlige overgangsordninger med hensyn til afvikling af tolden over for medlemsstaterne i Det europæiske økonomiske Fællesskab. For disse varer, der ligeledes blev undtaget fra den fremskyndelse af toldafviklingen, der fandt sted den 1. marts 1962, vil andelen af basistolden derfor indtil videre fremdeles andrage 70 pct. De pågældende varer er anført i finansministeriets bekendtgørelse nr. 65 af 27. februar 1962.

Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra samtlige partier og gennemførtes uden forudgående udvalgsbehandling — uændret, bortset fra indføjelsen af en bestemmelse om, at loven skulle træde i kraft 31. oktober 1962.

Vedtagelsen var enstemmig, idet 1 grønlandsk medlem afholdt sig fra at stemme.
Partiernes ordførere
Jørgen Peder Hansen (S), Harald Nielsen (V), Jørgen Jensen (KF), Kai Moltke (SF), Helge Larsen (RV) og I. A. Rimstad (U)