Ved loven ændres den i 1960 indføjede nye omvurderingsregel i § 2, stk. 2, nr. 12, i loven om vurdering og beskatning til staten af faste ejendomme.

Mens der hidtil ifølge nævnte bestemmelse forelå omvurderingsgrund, når en selvstændig vurderet ejendom siden sidste vurdering havde været genstand for salg og den i salgsdokumentet fastsatte salgssum for den faste ejendom var mere end 50 pct. højere end ejendomsværdien ved den senest forud for overdragelsen foreliggende vurdering, er omvurderingskravet efter den nu foretagne ændring begrænset til de tilfælde, hvor salgssummen ligger mere end 75 pct. over den sidst ansatte ejendomsværdi for ejendommen.

Endvidere indføjedes følgende stykke som et nyt stk. 5 i vurderingslovens § 14:

„Inden for områder, der er omfattet af en godkendt byudviklingsplan, kommer de i stk. 1-3 indeholdte bestemmelser ikke til anvendelse ved vurderinger, der i henhold til bestemmelsen i § 2, stk. 2, nr. 12, eller i henhold til ejerens begæring foretages i tiden indtil 13. alm. vurdering pr. 1. september 1964 af landbrugsejendomme og ejendomme, som må sidestilles hermed. I disse tilfælde ansættes grundværdien efter reglerne i § 16. Det samme gælder ved vurderinger, der i nævnte tidsrum foretages af arealer frasolgt sådanne ejendomme."

Ved denne tilføjelse til loven begrænses anvendelsen af de særlige regler om ansættelsen af grundværdien for landbrugsejendomme (bondegårdsreglen) i lovens § 14, stk. 1-3. Disse regler har hidtil bevirket, at de i yderzonerne beliggende landbrugsejendomme, som efter at være blevet solgt til meget høje priser kom til omvurdering, ikke kunne ansættes til en grundværdi, der var højere end svarende til almindelig landbrugsmæssig anvendelse, selv om den høje pris indicerede, at køberen forventede en kommende overflytning af ejendommen til inderzone og dermed en betydelig gevinstmulighed.

Efter den nu indsatte bestemmelse vil sådanne ejendomme ved omvurderinger i tiden indtil den 13. alm. vurdering i 1964 få deres grundværdi ansat efter grundens handelsværdi, idet reglerne i vurderingslovens § 16 kommer til anvendelse. Dette gælder også for arealer, der — uanset købesummens størrelse — efter 1. september 1962 er solgt fra ejendomme af denne art, når disse arealer kommer til omvurdering ved år som vurderingen pr. 1. september 1963. Reglen kommer dog ikke til anvendelse på den ikke solgte restejendom, når den kommer til omvurdering pr. 1. september 1963. Dennes grundværdi skal ved omvurderingen fortsat ansættes efter bondegårdsreglen i § 14, stk. 1-3.

Lovforslaget, der blev fremsat som et led i den af regeringen foreslåede jordpolitiske ordning omfattende i alt 10 lovforslag (jordlovsforslagene — se herom nedenfor under nr. 37), og som ved fremsættelsen kun indeholdt forslaget om den foran omhandlede opgivelse af „bondegårdsreglen", blev ved 1. behandling kritiseret stærkt af ordførerne for venstre, det konservative folkeparti og de uafhængige, og selv om der under udvalgsbehandlingen blev indsat en bestemmelse om forhøjelse af den foran omhandlede procent i vurderingslovens § 2, stk. 2, nr. 12, fra 50 til 75, udtalte venstres og de konservatives medlemmer af udvalget i deres mindretalsudtalelse i udvalgets betænkning, at de ikke anså denne ændring for tilstrækkelig til, at de kunne tiltræde lovforslaget. Socialistisk folkepartis medlem af udvalget kunne derimod ikke tiltræde den nævnte ændring, men ønskede lovforslaget gennemført i dets oprindelige skikkelse.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget i den foran omtalte ændrede skikkelse med 97 stemmer (S, RV og SF) mod 72 (V, KF og Uafh), mens 2 medlemmer (Rosing og Hans Schmidt) undlod at stemme).