Lovforslaget havde følgende ordlyd:
§ 1. For så vidt en anerkendt arbejdsløshedskasse træffer bestemmelse herom, ydes der som tillæg til understøttelsen til sådanne medlemmer, der i tidsrummet 1. oktober 1962-31. marts 1963, begge dage inklusive, har været afkontrolleret som ledige for mindst 60 dage, af kassen en ekstraordinær hjælp på 175 kr. til forsørgere og 125 kr. til andre forsikrede.
Der ydes kasserne refusion efter bestemmelserne i § 13 i lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring m. v.
På udbetalingen af den i stk. I nævnte hjælp finder bestemmelserne i § 15, stk. 9, 3. og 4. punktum, i lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring m. v. tilsvarende anvendelse.
Klager over, at der er nægtet en arbejdsløshedsforsikret hjælp i henhold til denne lov, forelægges arbejdsnævnets afdeling angående arbejdsløshedsforsikring, hvis afgørelse er endelig.
§ 2. Denne lov, der ikke gælder for Færøerne og Grønland, træder i kraft straks.
Som ordfører for forslagsstillerne anførte Chr. Madsen (SF) ved fremsættelsen af lovforslaget:
„Lovforslaget er med ganske få ændringer det samme, som vi fremsatte i folketingsåret 1960-61, 2. samling [årbog 1960-61, side 410].
Den ekstrahjælp på henholdsvis 175 kr. og 125 kr., lovforslaget omfatter, er mere nødvendig nu end dengang. Vinteren har været lang og hård, og arbejdsløsheden har været mere langvarig i nogle områder. Den vil efter omsforligets nedskæringer blive stigende, og arbejdsløshedsunderstøttelsen er blevet betydelig forringet ved omsætningsafgiften og stigende landbrugspriser. Mens lønarbejderne efter pristalsregulering får regulering herfor til 1. marts 1963 og andre får kompensationsordninger, gives der efter arbejdsløshedsloven først dækning herfor den 1. april 1964. De prisstigninger, der har været siden 1. april 1962, vil altså først give en regulering af arbejdsløshedsunderstøttelsen fra den 1. april 1964.
Denne urimelighed bør ændres ved regulering af loven. Forinden dette kan ske, bør der ydes en ekstrahjælp som foreslået af os.
Endvidere henstiller jeg til den højtærede arbejds- og socialminister, at spørgsmålet om brændselshjælp til folke-, invalide- og enkepensionister tages op til overvejelse. Kan dette ikke lade sig gøre ved cirkulære fra ministeriet eller ved forhøjelse af rådighedsbeløbene, må der fremsættes lovforslag herom."
På socialministerens vegne tog justitsministeren ordet for at gøre rede for regeringens stilling til sagen. Han udtalte bl. a.:
„En ekstraordinær hjælp som den foreslåede er senest ydet ved lov af 15. april 1959 i overensstemmelse med regeringens forslag herom. Efter denne lov fik kasserne adgang til at yde en ekstraordinær hjælp, men således at kasserne selv måtte afholde udgifterne, idet der ikke blev givet refusion fra staten. Begrundelsen for at yde hjælpen var i første række, at understøttelserne dengang var blevet relativt forringet i forhold til arbejdsløn og sociale ydelser. Forholdet er anderledes i dag, idet der siden ved to love, nemlig lov af 13. april 1960 og lov af 4. juni 1962, er gennemført en ajourføring af understøttelsessatserne. Disse love har medført en betydelig forhøjelse af satserne, idet f. eks. dagpengeydelsen til forsørgere er steget fra 14 kr. til 19 kr. pr. dag og børnetillægget fra 1 kr. 50 øre til 1 kr. 95 øre pr. dag pr. barn. I denne forbindelse minder jeg om, at der til dagpengeydelsen efter arbejdsløshedsloven i modsætning til efter ulykkes- og sygeforsikringsloven ydes en huslejehjælp på indtil 164 kr. om måneden og en brændselshjælp på indtil 109 kr. årlig, afhængig af den arbejdsløses ledighed i vinterhalvåret. Det var i øvrigt, så vidt jeg erindrer, dengang en forudsætning, at man skulle se at komme bort fra de tidligere så hyppige lejlighedslove på dette område.
På denne baggrund finder regeringen ikke, at den stedfundne stigning i ledigheden i sidste halvdel af vinterhalvåret giver tilstrækkelig motivering for at yde en ekstraordinær hjælp som den foreslåede. Jeg kan i denne forbindelse henvise til, at der ikke foreligger nogen anmodning fra Arbejdsløshedskassernes Samvirke om gennemførelse af en lov om ekstraordinær hjælp til langvarigt ledige, hvilket må skyldes, at heller ikke samvirket finder, at der skulle være et almindeligt behov for den foreslåede ekstraordinære hjælp. Jeg kan henvise til, at der jo er mulighed for i ganske særlige tilfælde at yde en supplerende hjælp efter forsorgsloven til arbejdsløse, hvis forhold af en eller anden grund måtte være særlig vanskelige. Det er en selvfølge, at et eventuelt nedsat udvalg vil få alle begærede oplysninger, som det vil være muligt at tilvejebringe."
Lovforslaget henvistes efter 1. behandling til et udvalg. Dette afgav ikke betænkning.