Lovforslaget havde følgende ordlyd:

§ 1. Justitsministeren nedsætter et undersøgelsesudvalg vedrørende Odense amts og bys sygehus. Undersøgelsesudvalget skal bestå af en formand, der skal være højesteretsdommer eller landsdommer, og som udpeges af højesterets præsident, samt to andre medlemmer, der udpeges af retslægerådet, og hvoraf den ene skal være speciallæge i neurokirurgi, den anden speciallæge i narkose med erfaring i narkose ved neurokirurgiske operationer.

§ 2. Udvalget skal foretage undersøgelse af og give beretning til justitsministeren om alle forhold, der har været af betydning for samarbejdet mellem Odense amts og bys sygehus' neurokirurgiske afdeling og sygehusets øvrige afdelinger, herunder de episoder, der er angivet som begrundelse for afskedigelsen af overlæge, dr. med. C. F. Bisgaard pr. 1. januar 1963. Undersøgelsen skal omfatte sådanne forhold eller episoder, der kan have medført risiko for patienterne.

Stk. 2. Det påhviler endvidere udvalget at foretage en sammenligning mellem de faciliteter og den specialisthjælp, der har været til rådighed for sygehusets neurokirurgiske afdeling, og de tilsvarende ved rigshospitalets neurokirurgiske afdeling.

§ 3. Udvalget er berettiget til at fordre skriftlige eller mundtlige oplysninger såvel af private borgere som af offentlige myndigheder.

Retsplejelovens regler om vidnepligt finder tilsvarende anvendelse. Personer, der indkaldes til at afgive forklaring, har dog pligt til at udtale sig uanset reglerne i retsplejelovens § 169, stk. 3, og lægelovens §§ 9 og 10.

Alle akter, derunder sygejournaler, kan kræves udleveret af udvalget.

§ 4. Justitsministeren tilstiller et af folketinget nedsat 17 mands udvalg den af undersøgelsesudvalget afgivne beretning og bestemmer efter forhandling med folketingsudvalget, i hvilket omfang beretningen skal offentliggøres.

Personer, om hvilke beretningen udtaler kritik, skal på krav herom være berettiget til at få kendskab til det for dem relevante materiale.

Som begrundelse for lovforslaget anførte forslagsstilleren ved fremsættelsen:

„Dette lovforslags fremsættelse skyldes den uro, der er skabt om Odense amts og bys sygehus ved afskedigelsen af overlæge Bisgaard. Det skal straks sige, at der ved forslagets fremsættelse og i dets indhold ikke tages stilling til, hvem eller hvad der har været årsag til de meget uheldige episoder, der givet har fundet sted på sygehuset. Lovforslaget har alene til formål ved at sikre en uvildig undersøgelse over for offentligheden at fastslå årsager til og ansvar for hændelserne.

Ved fremsættelse af lovforslaget rejses ikke tvivl om sygehusbestyrelsens juridiske ret til at afskedige overlægen. Havde der foreligget en sådan tvivl af juridisk art, var forslaget overflødigt, fordi en sag herom kunne have været indbragt for de almindelige domstole. En sådan afskedigelsesret bør utvivlsomt ligge hos en sygehusbestyrelse. Det er endvidere klart, at afskedigelser må bygge på et skøn.

Jeg skal oplyse, at jeg ikke har søgt mit parti venstres tilslutning til lovforslaget, idet sagen under ingen omstændigheder må blive en partisag. Den bør alene afgøres ud fra de enkelte folketingsmedlemmers retsopfattelse, og med det kendskab, jeg har til dette høje tings medlemmer inden for de forskellige partier, stoler jeg trygt på den.

I vor retsplejelovgivning har man ikke givet administrationen beføjelser til at nedsætte særdomstole med dømmende myndighed, men kun med undersøgende myndighed, og det er fastslået, at medlemmerne af en sådan undersøgelsesret skal være jurister. Denne berettigede forsigtighed over for særdomstole skyldes, at man ellers risikerer at berøve borgerne den beskyttelse, de har ved de af administrationen uafhængige domstole. Det er denne retsbeskyttelse mod fejltagelse af en administration, jeg finder er i fare i den foreliggende sag. Sagen kan ikke behandles ved en udelukkende af jurister sammensat domstol og således ikke klares ved, at justitsministeren på opfordring af folketinget eventuelt satte en undersøgelse i gang i henhold til § 43, stk. 5, i retsplejeloven. Også i så fald blev der alene juridisk kundskab til rådighed, og dette kan ikke være nok, når det offentligt er hævdet, at der er foretaget handlinger, der har medført risiko for patienterne. Derfor og af andre grunde er deltagelse af læger nødvendig.

For at sikre den fulde oplysning af sagen har lovforslaget bestemmelser om afhøring af vidner under vidneansvar, og da sygehusets bestyrelse har hævdet, at sagens akter ikke kan offentliggøres, har det været nødvendigt for ikke på forhånd at underkende bestyrelsen at indsætte bestemmelse om, at undersøgelsens resultater ikke umiddelbart skal offentliggøres, men at afgørelsen om offentliggørelsens form træffes af justitsministeren efter forhandling med et folketingsudvalg.

Vedrørende lovforslagets indhold i øvrigt skal jeg henvise til bemærkningerne til lovforslaget og derefter redegøre for, hvorfor jeg finder undersøgelse rimelig og nødvendig. Jeg har her sagt, at jeg mener, at der nødvendigvis må tillægges en sygehusbestyrelse ret til at afskedige en overlæge, hvis den skønner, at det er nødvendigt til sikring af de bedst mulige forhold på sygehuset for patienterne eller af andre grunde. Der står derfor intet i lovforslaget om, at overlæge Bisgaards afskedigelse i givet fald skal ophæves. På den anden side er det en forudsætning for bestyrelsens afskedigelsesret, at denne ret bruges på en menneskeligt forsvarlig måde over for de ansatte, da man ellers ikke vil kunne sikre patienternes velfærd. Hvis en bestyrelse kunne afskedige en overlæge, når den fandt ham besværlig, f. eks. fordi han stillede krav om hjælp og hjælpemidler, som han fandt helt nødvendige til sikring af den bedste behandling af patienterne, så kunne man skræmme en overlæge fra at gøre sin pligt til at rejse sådanne krav. Pligten er hans, fordi han er den sagkyndige. Bestyrelsen må have ret til efter undersøgelse og skøn at afslå krav, hvis den finder dem uberettigede, men må så som folkevalgt stå til ansvar over for dem, der har valgt den. Dette kræver igen, at man ikke forholder vælgerne oplysninger, der er nødvendige for at tage stilling til sagen.

Der foreligger i denne sag det, at sygehusbestyrelsen hævder, at den ikke kan oplyse sagen i sin helhed, og samtidig har den givet oplysninger, der anklager overlæge Bisgaard uden at medtage hans eventuelle modbemærkninger. Det oplyses, at dr. Bisgaard har bortvist en narkoselæge fra operationsstuen, men ikke om hans begrundelse herfor. Denne form for meddelelse til offentligheden er stridende mod almindelige retsbegreber. Formanden for amtsrådet, amtmand Høirup, har offentligt udtalt, at nu kunne amtsrådsmedlemmerne på basis af oplysninger givet i et lukket møde, hvori dr. Bisgaard ikke deltog, gå ud og mand og mand imellem fortælle, hvor urimelig overlæge Bisgaard er. Og det fortælles mand og mand imellem altså således, at dr. Bisgaard er udelukket fra forsvar. Hertil kommer, at sygehusets udgifter for den neurokirurgiske afdeling alene betales af staten, og at afdelingen betjener en stor del af landets borgere, der ingen indflydelse har på valget af bestyrelsen.

Hvis et menneske udadtil gøres så retsligt forsvarsløs, som dr. Bisgaard er blevet det, så er det i skarpeste modstrid med almindelig retsopfattelse. Ikke alene af hensyn til ham, men også af hensyn til den mangelfulde information af borgere i og uden for Odense amt og by er det urimeligt at acceptere disse forhold. En arbejder kan få en afskedigelse for et uvildigt nævn, selv om afskedigelsen i øvrigt er sket helt efter overenskomsternes regler, dersom arbejderen finder afskedigelsen menneskeligt set urimelig, og hvis fagforeningen støtter ham. I det foreliggende tilfælde støttes kravet om en undersøgelse af Almindelig dansk Lægeforening, og der er dermed rejst tvivl om det grundlag, sygehusbestyrelsen har bygget på i sit skøn vedrørende afskedigelsen, og derfor om skønnets rigtighed.

Det er over for mig hævdet, at lovforslaget vil gøre administration umulig. Dette høje ting har imidlertid klart erkendt, at de administrative krav må vige for den enkeltes ret, ved at gennemføre lovgivningen om ombudsmandsinstitutionen og ved at udvide den til at gælde kommunale forhold. Desværre vil ombudsmanden ikke kunne klare denne sag, fordi undersøgelse her kræver lægers deltagelse. Efter nøje overvejelse har jeg ikke kunnet finde anden udvej til at løse opgaven end det foreliggende lovforslag. En forespørgsel til indenrigsministeren ville ikke kunne klare sagen, dels fordi der er tvivl om det foreliggende materiales tilstrækkelighed, dels fordi sygehusbestyrelsen har erklæret det uforsvarligt at offentliggøre hele materialet. Når dette standpunkt er så gennemført, at end ikke dr. Bisgaards sagfører kan få adgang til materialet, så kan man vel heller ikke få fornødne oplysninger givet offentligt i tinget. Helt anderledes stiller det sig med et folketingsudvalg nedsat til dette lovforslags behandling.

Lovforslaget mødte ikke tilslutning hos justitsministeren, der pegede på, at der i den foreliggende sag forelå de samme muligheder for prøvelse som i andre sager, der afgøres af kommunale myndigheder, og sluttede sin svartale således:

„Herefter er der næppe grund for mig til at sige mere om den principielle side af det foreliggende lovforslag. Men jeg vil dog gerne rejse det spørgsmål: hvad er det, det ærede medlem vil opnå ved den foreslåede undersøgelse? Overlæge Bisgaard er afskediget. Særdomstolen har ikke efter lovforslaget nogen beføjelse til at ændre sygehusbestyrelsens afgørelse — og at give den en sådan dømmende beføjelse ville i øvrigt være grundlovsstridigt. Ingen minister ville på grundlag af undersøgelsesresultatet kunne ændre sygehusbestyrelsens afgørelse. Og en indgriben over for bestyrelsen ved speciel lov går jeg ud fra vi kan bortse fra. Herefter kan jeg ikke se, hvad det ærede medlem vil opnå. Hensigten kan dog vel ikke være at øve pression over for sygehusbestyrelsen for at formå denne til selv at ændre sin afgørelse — hvis udvalget fandt, at denne afgørelse kunne kritiseres.

Efter den indstilling til lovforslaget, som jeg her har givet udtryk for, er der næppe grund for mig til at gå nærmere ind på forslagets enkelte bestemmelser. Det ærede medlem vil have forstået, at jeg, uanset at jeg hverken vil eller kan drage hans motiver i tvivl, må være helt uenig med ham i det rigtige og hensigtsmæssige i den foreslåede fremgangsmåde og derfor må anbefale det høje tings medlemmer at stemme imod det foreliggende lovforslags overgang til anden behandling."

I overensstemmelse hermed udtalte Egon Jensen som ordfører for socialdemokratiet bl. a.:

„En eventuel vedtagelse af det foreliggende lovforslag vil betyde, at folketinget lader foretage en undersøgelse af berettigelsen af en anden offentlig forsamlings beslutning uden at have anfægtet dens lovlighed, og at man i videste konsekvens frakender domstolene evnen til at tage stilling hertil.

Ud fra disse betragtninger — og endnu en gang med en understregning af forslagets farlige konsekvens for lignende sager — og under hensyn til kommunalbestyrelsernes ret til at klare deres egne sager skal jeg på mit partis vegne anmode det ærede medlem hr. Axel Kristensen om at trække sit lovforslag tilbage."

Inden for venstre var der, efter hvad Ib Thyregod oplyste, delte meninger om lovforslaget, idet nogle af gruppens medlemmer nærede principielle betænkeligheder ved en lovgivning som den foreslåede.

„I denne sag er det", udtalte han, „sygehusbestyrelsen, der har kompetence til at afgøre afskedigelsesspørgsmål, og vi ved som sagt, at der foreligger en tiltrædelse fra byråd og amtsråd. Her kommer vi naturligvis også ind på spørgsmålet om det kommunale selvstyre, der — som det allerede er blevet fremdraget — jo også er hjemlet i grundloven. Der er vist ingen, der vil bestride, og det gør det ærede medlem hr. Axel Kristensen heller ikke på nogen måde, at dette er udtryk for et værdifuldt princip, som vi alle må tilslutte os. Det er et værdifuldt princip, at man lader de folkevalgte organer, altså her de kommunale myndigheder, træffe afgørelsen i de sager, der er henlagt til dem.

Det er altså for så vidt de principielle betænkeligheder, man må have; det siger sig selv, at der kan være omstændigheder, der kan bevirke, at man kan fravige disse principielle betænkeligheder, men det kan som omtalt ikke bestrides, at afgørelsen er truffet af den rette myndighed."

Clara Munck (KF) understregede stærkt betydningen af det kommunale selvstyre og opfordrede ligesom Egon Jensen forslagsstilleren til at tage sit forslag tilbage.

Kirkegaard (RV) kunne heller ikke støtte lovforslaget.

Det samme var tilfældet med Skræppenborg-Nielsen (SF), der bl. a. udtalte:

„Formålet med det lovforslag, vi behandler, er at få folketinget til at nedsætte et undersøgelsesudvalg, netop for at få sagen undersøgt til bunds. Efter det sidst fremkomne i sagen er der i hvert fald efter min mening næppe tvivl om, at sagen ikke er undersøgt til bunds, og spørgsmålet er så, om det er folketinget som sådant, der skal foretage denne tilbundsgående undersøgelse i retfærdighedens navn. Det letteste og det populæreste ville være at sige ja til det af det ærede medlem hr. Axel Kristensen fremsatte lovforslag, og jeg beklager, at også vi må sige nej, fordi vi af mange forskellige grunde ikke kan indse, at det er en sag, folketinget bør beskæftige sig med, bl. a. af hensyn til de konsekvenser, der tidligere er nævnt her i dag." De uafhængiges ordfører, Rimstad, gik ligeledes imod lovforslaget, hvilket dog ikke skete på hele partiets vegne, da Mose Hansen gav udtryk for, at han kunne tiltræde lovforslaget.

Heller ikke blandt de konservative og de radikale var der, efter hvad partiernes ordførere oplyste, fuld enighed om, hvilken stilling man skulle tage til lovforslaget.

Ved forhandlingens slutning drog forslagsstilleren den konklusion af de fremførte synspunkter at tage lovforslaget tilbage, hvilket skete med følgende motivering:

„Jeg ønsker stadig denne sag undersøgt. Jeg ved, jeg ikke har nogen mulighed for at få ændret den afgørelse, visse partier har truffet. Jeg ved, at det på forhånd er givet, at der vil blive flertal i denne sal imod mit lovforslag. Da jeg meget nødig vil afskære andre muligheder, som jeg vil overveje, har jeg allerede i dag i vort partimøde meddelt mit parti, at jeg ville tage lovforslaget tilbage. Det sker altså ikke efter henstilling; jeg havde besluttet det i forvejen for derved at holde muligheden åben for ad anden vej at få folketinget interesseret i en undersøgelse. Jeg skal derfor tillade mig at meddele den højtærede formand, at jeg herved tager lovforslaget tilbage."

Da ingen ønskede at tage sagen op, var den dermed bortfaldet.