L 143 Forslag til lov om ændring i lov om de offentlige grønlandske kasser.

Af: Holger Vivike (SF) , Erik A. Jensen (SF) , Morten Lange (SF) , Aksel Larsen (SF) og Arne Larsen (SF)
Samling: 1962-63
Status: Bortfaldet
Lovforslaget gik ud på, at der i lov nr. 272 af 27. maj 1950 om de offentlige grønlandske kasser, som ændret ved lov nr. 400 af 20. december 1960, skulle indsættes en bestemmelse om, at der fra 1. januar 1963 ved de årlige finanslove skulle bevilges den grønlandske landskasse et tilskud på 80 pet. af dens udgifter til offentlig forsorg. Forslaget motiveredes med den sociale nød blandt uarbejdsdygtige eller arbejdsløse grønlændere, som de kommunale kasser, hvis midler bevilges af landskassen, ikke havde mulighed for at give en human forsorg uden den foreslåede refusion.

Ved fremsættelsen oplyste ordføreren for forslagsstillerne, at landskassens udgifter i 1961 havde andraget 3 mill. kr. til sociale formål, og landskassen kunne strække sig til 4½ mill. kr., men dette var ganske utilstrækkeligt. Der behøvedes mindst 20 mill. kr., hvorfor lovforslaget ville betyde en udgift på ca. 16 mill. kr.

Ved 1. behandling erklærede ministeren for Grønland, at Grønlands landsråd i samlingen 1963 agtede at underkaste hele den for Grønland gældende socialforsorg en grundig behandling på grundlag af indgående undersøgelser, som var foretaget i det sidste halvandet år, og at man derfor burde afvente, hvad der kom ud af disse forhandlinger, inden man traf bestemmelse om ydelse af statsrefusion. Det ville desuden være rigtigst at afvente resultatet af arbejdet i Grønlandsudvalget af 1960, hvor man også drøftede forsorgsspørgsmål. Ministeren gjorde endvidere opmærksom på, at han med socialministeren havde aftalt, at der snarest skulle nedsættes et udvalg socialministeriet og Grønlandsministeriet imellem til drøftelse af sociale foranstaltninger i Grønland, bl. a. på grundlag af henvendelser fra invalideorganisationerne, socialinspektionens rapporter og de forslag, som kan forventes fra landsrådet. Af de anførte grunde kunne ministeren ikke støtte lovforslaget. Af tilsvarende grunde som anført af ministeren kunne heller ikke socialdemokratiets, venstres, det konservative folkepartis, det radikale venstres og de uafhængiges ordførere give tilslutning til lovforslaget. Det grønlandske medlem Rosing kunne heller ikke støtte det, skønt han principielt var enig i dets indhold, da det foregreb landsrådets og Grønlandsudvalget af 1960's indstilling.

Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg, der ikke afgav betænkning.
Partiernes ordførere
K. Axel Nielsen (S), Søren Andersen (V), Asger Jensen (KF), Holger Vivike (SF), Jens Peter Jensen (RV) og Birthe Wetlesen (U)