Ved lovforslaget foresloges en ændret affattelse af kapitel 6 i lov nr. 155 af 30. november 1874 om skifte af dødsbo og fællesbo m. v. Kapitlet omhandler skifte ved separation og skilsmisse m. v.
Efter drøftelse i Nordisk Råd og i udvalget for nordisk lovsamarbejde nedsatte justitsministeriet den 2. maj 1957 et udvalg med den opgave at overveje spørgsmålet om ændring af de gældende regler om ægteskabs indgåelse og opløsning og om ægteskabets retsvirkninger samt dertil knyttede spørgsmål. Udvalget fik samtidig bemyndigelse til at træde i forbindelse med delegerede fra de øvrige nordiske lande med det formål at sikre, at ensartetheden i de nordiske landes ægteskabslovgivning opretholdes og udbygges.
Dette udvalg har i november 1961 afgivet sin første betænkning, der omhandler skifte mellem ægtefæller og indeholder et udkast til ændret affattelse af reglerne i skiftelovens kapitel 6 om skifte af fællesbo i ægtefællernes levende live.
Bortset fra ganske enkelte redaktionelle ændringer var det heromhandlede lovforslag overensstemmende med det af udvalget udarbejdede udkast.
De foreslåede regler opretholder det gældende princip om, at fællesboet deles lige mellem ægtefællerne, hvis formuefællesskabet ophæves ved separation og skilsmisse. Som noget nyt åbnes der imidlertid ved den foreslåede § 69 a mulighed for at fravige ligedelingen, hvor den væsentlige del af fællesboet er indbragt i ægteskabet af den ene af ægtefællerne og en ligedeling vil være åbenbart urimelig, navnlig fordi ægteskabet har været kortvarigt og uden økonomisk fællesskab af betydning.
Også ved den som § 70 foreslåede bestemmelse kan der ske brud på ligedelingsprincippet. Bestemmelsen betegner en væsentlig udvidelse af den gældende regel i § 66, stk. 2, i lov nr. 276 af 30. juni 1922 om ægteskabets indgåelse og opløsning, der samtidig foreslås ophævet. § 70 foreslås affattet således:
„Kan en ægtefælle ikke inden for den del af boet, som tilfalder ham, udtage bohave og andet løsøre, der er nødvendigt til opretholdelse af hjemmet, og har han ikke udsigt til på anden måde at kunne skaffe det fornødne, kan det efter begæring bestemmes, at en større del af boet skal tilfalde ham."
Mens den nævnte bestemmelse i ægteskabsloven kun kan finde anvendelse i tilfælde af separation og kun, når separationen meddeles i henhold til § 53, stk. 1, i ægteskabsloven, d. v. s. hvor der foreligger visse tilfælde af en ægtefælles grove pligtforsømmelser i forhold til den anden ægtefælle eller grove krænkelser af denne, kan den foreslåede § 70 i skifteloven finde anvendelse i alle skifter i separations- eller skilsmisseboer. Der er dog den almindelige begrænsning for bestemmelsens anvendelse, at den ægtefælle, der påberåber sig bestemmelsen, ikke må have udsigt til på anden måde at skaffe sig det fornødne.
Også den gældende regel om ægtefællernes ret til på skift at kræve boets ejendele udlagt efter vurdering foreslås ændret. I tilfælde, hvor begge ægtefæller kræver samme ejendel udlagt, har efter gældende ret den af ægtefællerne fortrinsret til tingen, som har indført den i fællesboet. Da denne regel i praksis ofte medfører en ensidig begunstigelse af ægtemanden på hustruens bekostning, foreslås den suppleret af regler, som gør det muligt i konfliktsituationer at udlægge en bolig, en sommerbolig eller en erhvervsvirksomhed, arbejdsredskaber og lignende samt bohave og andet løsøre, der har hørt til det fælles hjem, til den af ægtefællerne, for hvem de pågældende ejendele skønnes at være af den væsentligste betydning, jfr. den som § 70 a foreslåede bestemmelse.
Endelig indeholder lovforslaget en række mindre væsentlige ændringer af andre regler i skiftelovens kapitel 6.
Ved 1. behandling mødte lovforslaget anerkendelse fra alle sider. Der blev dog fremsat enkelte kritiske bemærkninger. Ib Thyregod (V) beklagede, at man ikke ved lovforslaget havde forsøgt at løse spørgsmålet om skattebyrdens fordeling mellem ægtefællerne. Hagen Hagensen (KF) tilsluttede sig denne beklagelse og udtalte desuden et ønske om, at udtagelsesretten til fast ejendom, der efter lovforslagets § 70 a kun omfattede enfamilieshuse, udvidedes til også at gælde tofamilieshuse. Herluf Rasmussen (SF) udtalte håbet om, at man ved skifteretternes vurderingsforretninger fremtidig i højere grad end hidtil søgte at nå frem til aktivernes virkelige værdi. Efter den foreslåede regel i § 70 a ville dette spørgsmål få endnu større betydning end tidligere. Rimstad (Uafh.) henstillede til overvejelse i det udvalg, der ville blive nedsat, om der ikke i skifteloven burde indføres regler, som tog hensyn til, at det ikke-legaliserede samliv blev mere og mere almindeligt. Det økonomiske opgør i sådanne tilfælde burde ske efter samme retningslinjer som opgøret ved separation og skilsmisse. Ligeledes fandt han, at det burde overvejes, om der ikke ved skævdelingsreglen i § 69 a og udtagelsesretten ifølge § 70 a burde være mulighed for, at en ægtefælles særeje kunne inddrages til fyldestgørelse af den anden ægtefælles behov.
Lovforslaget henvistes efter 1. behandling til det udvalg, der behandlede forslag til arvelov og det tidligere i samlingen fremsatte forslag om ændringer i skifteloven. Dette udvalg nåede imidlertid ikke at tilendebringe sin behandling af lovforslaget inden samlingens slutning.