Om de hovedsynspunkter, der lå til grund for lovforslaget, fremgik af dets bemærkninger bl. a. følgende:

„Den stigende befolkningstilvækst medfører et øget behov for en rationel placering og udformning af bebyggelsen, for sikring af rekreative og andre frie arealer og for sikring af jorden som grundlag for landbrugserhvervet.

Den forventede nærmere økonomiske forbindelse med andre europæiske lande må påregnes at åbne adgang til fri kapitalvandring, derunder opkøb med erhvervsmæssigt sigte af fast ejendom, og at medføre en stærk efterspørgsel efter dansk jord, ikke mindst til sommerhuse.

Sammen med velstandsstigningen nødvendiggør de nævnte forhold mere generelle reguleringer end efter den nugældende lovgivning i adgangen til at udnytte fast ejendom på anden måde end til jordbrugsformål.

Reguleringen bør ske i forbindelse med en (geografisk) planlægning, der bør finde sted — samordnet — på lokalt og regionalt niveau samt for hele landet, og således at tilladelser til at fravige generelle forbud meddeles på grundlag af planlægningen.

Denne planlægning bør formentlig i vidt omfang ske på det regionale niveau, hvorved der må sigtes mod større geografiske planlægningsenheder. Der henvises herom til det samtidigt fremsatte lovforslag om regionplanlægning [se nedenfor under nr. 6].

Endvidere må landsplanlægningen udbygges med henblik på at klarlægge hovedretningslinjerne for planlægningsmyndighederne.

Under hensyn til trangen til hurtige regulerende foranstaltninger med hensyn til udnyttelse af fast ejendom findes det påkrævet, at der allerede nu gennemføres ændringer af den eksisterende lovgivning, idet dog dette behovs aktualitet må medføre, at man i vidt omfang må bygge på eksisterende lovgivning og administrative organer.

På længere sigt er det påkrævet, at der tilstræbes en forenkling og koordination både af lovgrundlagets materielle indhold og af den administrative ordning.

Der har om hurtigt gennemførlige foranstaltninger været ført en række drøftelser mellem de ministerier, som administrerer love om udnyttelsen af fast ejendom, blandt andet med nærværende lovforslag som resultat.

Den foreslåede ændrede affattelse af loven om regulering af bymæssige bebyggelser danner sammen med det samtidigt fremsatte forslag til en ændret affattelse af lov om naturfredning [se ovenfor under nr. 125] en helhed, hvorved det skulle kunne opnås at sikre, at overgang af landbrugsjord m. v. til bebyggelse, herunder sommerhusbebyggelse, er i overensstemmelse med en tilvejebragt planlægning, eller at der foreligger en tilladelse fra en planlægningsmyndighed."

Af den følgende gennemgang af lovforslaget, som indeholdt en ny udformning af lov om regulering af bymæssige bebyggelser (lov nr. 210 af 23. april 1949, jfr. lovbekendtgørelse nr. 129 af 13. april 1954) vil bl. a. de væsentligste forskelle mellem forslaget af den gældende lov fremgå:

Byudviklingsplaner.

„§ 1. For at sikre en hensigtsmæssig byudvikling kan der i byudviklingsplaner for perioder, som kun i særlige tilfælde kan være på under 15 år, inden for byudviklingsområder træffes bestemmelser om, på hvilke arealer bymæssig bebyggelse må finde sted (inderzoner), hvilke arealer der senere kan udlægges til bymæssig bebyggelse (mellemzoner), og hvilke arealer der skal holdes fri for bymæssig bebyggelse (yderzoner)."

Formuleringen af mellemzonebegrebet svarer til den hidtidige praksis og tager således sigte såvel på arealer til fremtidig villabebyggelse som arealer til mere koncentreret boligbebyggelse og til industri.

Byudviklingsområder.

Ifølge lovforslaget om naturfredning skulle fredningsplanudvalgets kompetence ophøre, når et område var inddraget under byreguleringsloven. Som følge heraf foreslås det i § 2, at en inddragelse af et område under byreguleringsloven skal ske efter forhandling — foruden, som hidtil med byplannævnet — med ministeren for kulturelle anliggender.

Når beslutning er truffet om inddragelse af et område under byreguleringsloven, er ministeren for kulturelle anliggenders medvirken til opdelingen i byudviklingsområder afsluttet. Det videre samarbejde forudsættes etableret ved udvalgenes sammensætning og ved samarbejde i sekretariaterne, se nedenstående bemærkninger om §§ 3 og 11.

Byudviklingsudvalg.

§ 3 indeholder i lighed med den gældende lovs § 2 bestemmelse om, at der for hvert byudviklingsområde skal nedsættes et udvalg med den opgave at udarbejde forslag til byudviklingsplan for området og at varetage administrationen af den godkendte plan.

Foruden det nære samarbejde mellem udvalgene og kommunalbestyrelserne fremhæves i bemærkningerne til paragraffen, at områdets fredningsplanudvalg fremtidig bør repræsenteres i byudviklingsudvalget, ligesom boligministeriet allerede er repræsenteret i fredningsplanudvalgene. Endvidere forudsættes et nært samarbejde i de 2 udvalgs sekretariater. En koordinering mellem nærliggende byudviklingsudvalgs arbejde forudsættes gennemført ved samarbejde mellem sekretariaterne og ved eventuelt personsammenfald af sagkyndige medlemmer. Koordineringen vil endvidere blive varetaget i boligministeriet og hos den kommitterede i byplansager samt i byplannævnet.

Endvidere vil en samordning fremtidig kunne finde sted i de i medfør af det samtidig fremsatte forslag til lov om regionplanlægning nedsatte regionplanudvalg.

Zonedragningen.

§ 4 fastslår bl. a., at der under inderzoner skal inddrages så store arealer, at behovet for jord til bolig- og erhvervsbyggeri og til andre formål i forbindelse med byudviklingen, herunder rekreative formål, til enhver tid kan anses for dækket i et sådant omfang, at der bliver et rimeligt udvalg af grunde.

Bestemmelsen svarer til dels til en bestemmelse i et af medlemmer af venstre og det konservative folkeparti fremsat lovforslag [se nedenfor under nr. 14].

I øvrigt foretages i forhold til gældende lov en udbygning at de kriterier, der skal lægges til grund ved fastlæggelsen af afgrænsningen af inderzoner, og den lokale bebyggelse, der tillades i yder- og mellemzoner, søges sikret placeret på en sådan måde, at der dels finder en hensigtsmæssig byudvikling sted for et område som helhed, og at der dels undgås en bebyggelse, der kan være til skade for bevaringen af samlede landbrugsstrøg.

Byudviklingsplaners tilvejebringelse.

Det tilstræbes, jfr. § 5, at forenkle lovens administration og samordne den med en ændret naturfredningslov ved at foreslå ophævelse af de gældende bestemmelser om et stående folketingsudvalg vedrørende loven og at ændre godkendelsesreglerne således, at den godkendende myndighed overgår til ministeren efter indstilling fra byplannævnet. Endvidere foreslås boligministerens almindelige adgang til at omgøre byudviklingsudvalgenes beslutninger ophævet.

Offentliggørelse og tinglysning samt indsigelser.

Bestemmelserne herom i §§ 6 og 7 svarer med enkelte mindre ændringer til den gældende lovs regler.

Forbud.

§ 8 foreslår i lighed med byplanlovens § 9 indført en adgang til nedlæggelse af foreløbigt forbud mod en anvendelse af en ejendom i strid med en kommende byudviklingsplan.

Udstykninger.

I § 10 er bestemmelsen i den gældende lovs § 8, stk. 1, om, at udstykning af en parcel, der sammenlægges med anden ejendom, kan foretages uden samtykke fra byudviklingsudvalget, opretholdt uændret. Derimod foreslås den gældende bestemmelse om udstykning til selvstændigt jordbrug skærpet under hensyn til nye bestemmelser i lov nr. 219 af 16. juni 1962 om ændring i lov om landbrugsejendomme, hvorefter en landbrugsejendom under 5 ha altid vil kunne nedlægges ved sammenlægning med en anden bekvemt liggende mindre landbrugsejendom.

Den foreslåede skærpelse — der tilsigter at forhindre omgåelser — går ud på, at udstykning af parceller på under 5 ha til oprettelse af selvstændige landbrugsejendomme kræver tilladelse fra byudviklingsudvalget.

Bebyggelse og anvendelse.

Ved de i § 11, stk. 1 og 2, foreslåede bestemmelser fastslås, at alene bygninger, der er til brug for driften af landbrugsejendomme, skovbrugsejendomme eller til udøvelse af fiskerierhvervet, kan opføres frit i området uden tilladelse. Endvidere skal i landsbyer eller andre samlede bebyggelser uden tilladelse kunne opføres bygninger til den stedlige befolknings boligbehov og lokale erhvervsformål.

Hensigten med de foreslåede bestemmelser er først og fremmest at forhindre omgåelser af loven.

Landejendomme og erhvervsmæssige gartnerier over 1 ha rammes ikke af de skærpede bestemmelser, såfremt de er noteret som landbrugsejendomme, og der vil fremtidig kunne meddeles tilladelse af byudviklingsudvalget til opførelse af bygninger til brug for driften af gartnerier på under 1 ha, såfremt det pa tilfredsstillende måde kan godtgøres, at ejendommene drives erhvervsmæssigt.

Forslaget tilsigter i øvrigt at gøre det muligt for byudviklingsudvalgene i videre omfang end hidtil at henvise lokal erhvervs- og boligbebyggelse til de i forvejen eksisterende samlede bebyggelser.

I stk. 3 foreslås en bestemmelse om, at ejendomme i mellem- og yderzone ikke må tages i brug til andre erhvervsformål end landbrugsmæssige, medmindre byudviklingsudvalget meddeler tilladelse hertil.

En i stk. 4 foreslået bestemmelse, hvorefter byudviklingsudvalget ud over hensyn til den bymæssige, derunder byplanmæssige, udvikling skal tage hensyn til bebyggelsens virkning på det omgivende landskab, er et led i samordningen med fredningslovgivningen og tager sigte på en forenklet administration. Formålet er at undgå, at de enkelte huse på landet, man også i fremtiden vil tillade, bliver placeret på en for landskabet ødelæggende måde. De i samme stykke foreslåede bestemmelser, hvorefter tilladelse til anvendelse af et område til sommerhusbebyggelse og tilladelser inden for områder, der i henhold til naturfredningslovens § 33 a og b er omfattet af en offentliggjort fredningsplan, kun kan meddeles af fredningsplanudvalget, er ligeledes begrundet i ønsket om en koordination af arbejdet i de to grupper af udvalg.

Byggemodning.

Som noget nyt i bestemmelserne herom foreslår § 12, at kloakbidrag ikke må pålignes ejendomme i yderzone uden tilladelse fra byudviklingsudvalget. Forslaget er begrundet i, at de pågældende ejendomme ved en sådan påligning af kloakbidrag kan præjudiceres til bebyggelse.

Under hensyn til, at mellemzoner er arealer bestemt til senere bebyggelse, er den gældende lovs bestemmelser om, at byudviklingsudvalgets tilladelse udkræves til anlæg af veje og kloakker, foreslået begrænset, således at de kun omfatter yderzonerne.

Erstatningsbestemmelsen i den gældende lovs § 14 foreslås ophævet som en konsekvens af den tilsigtede omfattende planlægning af udnyttelsesretten til jorden.

Revision af byudviklingsplaner.

De i § 15 foreslåede bestemmelser er nye.

Ifølge stk. 1 skal et byudviklingsudvalg senest et år inden udløbet af en byudviklingsplans gyldighedsperiode til byplannævnet indsende en revideret plan for det pågældende byudviklingsområde.

I stk. 2 fastsættes, at alle byudviklingsudvalg til enhver tid kan optage en byudviklingsplan til revision med henblik på udvidelser af planens inder- og mellemzoner, og at boligministeren med byplannævnets tilslutning kan pålægge et byudviklingsudvalg en sådan revision.

Bestemmelsen i stk. 3 har til formål at sikre, at en eventuel fornøden revision finder sted ved at pålægge byudviklingsudvalget at foretage en gennemgang af en byudviklingsplan hvert 5. år, og at afgive en redegørelse til boligministeren for planens rummelighed, samt indstilling om, hvorvidt planen kan opretholdes uændret, eller der skal ske udvidelse af planens inder- og mellemzoner. En tilsvarende bestemmelse fandtes i det af medlemmer af venstre og det konservative folkeparti fremsatte lovforslag.

Ekspropriation.

I § 17 gives der i byudviklingsområder adgang til ekspropriation med det formål at fremme en byudvikling i en hensigtsmæssig tidsfølge.

Ekspropriation kan foretages af såvel kommunalbestyrelsen som staten. Når staten foreslås som mulig ekspropriant, skyldes det navnlig, at der kan være kommuner, som har vanskeligt ved at overkomme udgifter til jorderhvervelse, eller endnu ikke har indhøstet de erfaringer, der får kommunen indstillet på at søge en aktiv jordpolitik gennemført. Man har fundet, at det var en enkel og klar fremgangsmåde at tillægge staten adgang til ekspropriation.

Delegation.

Som noget nyt foreslås der — i § 18 — åbnet mulighed for at delegere administrationen af et område inden for en godkendt byudviklingsplan til vedkommende fredningsplanudvalg.

Herudover indeholdt lovforslaget straffe- samt ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.

Lovforslaget fremsattes og behandledes sammen med de nedenfor omtalte forslag til lov om ændringer i lov om byplaner og forslag til lov om regionplanlægning og har nøje tilknytning hertil. Det må endvidere som nævnt ses i sammenhæng med det af ministeren for kulturelle anliggender samtidig fremsatte forslag til lov om ændringer i lov om naturfredning. Endelig havde det tilknytning til de af regeringen fremsatte jordlovsforslag.

Ved 1. behandling — hvorom der i øvrigt henvises til tidenden — fik lovforslaget tilslutning fra regeringspartierne og socialistisk folkeparti, mens de øvrige partier tog afstand fra det.

Ove Hansen (S) fastslog, at den stedfundne udvikling nødvendiggjorde kommunernes adgang til at foretage en fornuftig planlægning. Han håbede, at antallet af byudviklingsområder ville blive øget væsentligt. Hvad angik spørgsmålet om større inderzoner, måtte man gøre sig klart, at det for det offentlige ville betyde store investeringer til byggemodning af arealerne. Den nye bestemmelse, hvorefter kloakbidrag ikke måtte pålægges i yderzoner uden samtykke fra byudviklingsudvalget, var han ikke tilfreds med. Det burde være kommunerne selv, som kunne tage bestemmelse herom.

Axel Kristensen (V) mente, at denne lovgivning burde bygges på det princip, at de folkevalgte forsamlinger skulle træffe afgørelserne. Efter hans opfattelse lagde lovforslaget reelt hele magten hos boligministeren, ligesom det ville medføre en unødvendig indviklet administration.

Han erkendte, at forslaget på enkelte punkter imødekom venstres ønsker, således om revision og til en vis grad om inderzoner af en tilstrækkelig størrelse, men da ønskerne om tilstrækkelig byggemodning af disse ikke var imødekommet, ville en udvidelse være temmelig værdiløs.

De skærpede regler om bebyggelse og anvendelse var efter hans mening et helt unødvendigt indgreb i den frihed, der måtte være. Han kritiserede stærkt den foreslåede ophævelse af erstatningsbestemmelsen.

En fornuftig planlægning var nødvendig, men som lovforslaget var affattet, måtte han gå imod det.

Gottschalck-Hansen (KF) tilsluttede sig Axel Kristensens kritik og beskæftigede sig i særlig grad med den foreslåede ophævelse af erstatningsbestemmelsen i lovens § 14, som han fandt ligefrem forfatningsstridig.

Helge Larsen (RV) fandt tungtvejende økonomiske grunde til en planlægning og koordinering af planlægning som foreslået. Bestemmelserne i forbindelse med ophævelsen af erstatningsbestemmelsen matte ses i sammenhæng med bl. a. de foreslåede ændringer i naturfredningsloven og var udtryk for en nødvendig generel rådighedsindskrænkning.

Arne Larsen (SF) påpegede de stedfundne prisstigninger og fandt det af hensyn til almenvellet uomgængeligt nødvendigt, at der iværksattes en samfundsmæssig kontrol. Han kunne derfor tilslutte sig lovforslaget, som han dog fandt burde være mere vidtgående på visse punkter.

Rimstad (Uafh.), der kunne tilslutte sig de principper, som var nedlagt i det af venstre og det konservative folkeparti fremsatte lovforslag, tog stærkt afstand fra det heromhandlede lovforslag, der efter hans mening var udtryk for ønsket om ministerielt diktatur på dette område.

Foruden boligministeren, der imødegik den rejste kritik, tog også justitsministeren ordet med henblik på de fremførte betragtninger imod ophævelse af erstatningsbestemmelsen m. v. Han understregede, at der efter regeringens opfattelse alene var tale om generelle rådighedsindskrænkninger, som ikke var af ekspropriativ karakter.

Det udvalg, hvortil lovforslaget henvistes, afgav ikke betænkning. I en af udvalgsformanden på udvalgets vegne afgivet beretning udtales:

"I udvalget er forelagt et af venstre og det konservative folkeparti udarbejdet lovforslag, der går ud på en samling af al planlægning i én lov om landsplanlægning, regionalplanlægning, byregulering og byplanlægning. Forslaget, der er ledsaget af bemærkninger, er indgået i udvalgets overvejelser og har været forelagt boligministeren.

I en henvendelse af 28. august 1963 til udvalget har de nævnte kommunale sammenslutninger — Amtsrådsforeningen i Danmark, Bymæssige Kommuner, Den danske Købstadforening og De samvirkende Sognerådsforeninger i Danmark — efter et møde med boligministeren, indenrigsministeren og ministeren for kulturelle anliggender fremsat den tanke at lade de i lovforslagene omhandlede problemer nærmere undersøge ved et udvalgsarbejde med deltagelse af bl. a. de kommunale sammenslutninger.

Et flertal (socialdemokratiets og det radikale venstres medlemmer af udvalget) kan give tilslutning til tanken herom og henstiller derfor, at problemerne i tilknytning til de af udvalget behandlede lovforslag samt de i forbindelse med naturfredningsloven foreliggende planlægningsproblemer undersøges nærmere ved en sådan behandling i et hurtigt arbejdende udvalg.

Et mindretal (venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) finder, at de foreliggende opgaver bør løses snarest muligt, og da ministeren har udtalt, at han anser det for fremmende for lovarbejdet, at det af de kommunale organisationer ønskede hurtigt arbejdende udvalg nedsættes, finder mindretallet intet at erindre imod, at dette udvalg nedsættes og tillige behandler de i forbindelse med naturfredningsloven foreliggende planlægningsproblemer.

Et andet mindretal (socialistisk folkepartis medlem af udvalget) er af den opfattelse, at de af boligministeren i foråret fremsatte forslag til planlægningslove indeholder mange rigtige principper, som socialistisk folkeparti kan give sin tilslutning.

Mindretallet er endvidere af den opfattelse, at det haster med gennemførelse af planlægningslovene, idet yderligere udsættelse vil være til skade for den fremtidige udvikling.

Mindretallet vil derfor anbefale, at boligministeren i den nye folketingssamling fremsætter et forslag til planlægningslov, hvori de tre tidligere lovforslag er indarbejdet, og at dette lovforslag også kommer til at omfatte de egentlige landsplanlægningsproblemer.

Ligeledes mener mindretallet, at planlægningsbestemmelserne i naturfredningsloven bør overføres til en ny lov om lands- og regionplanlægning.