Ved loven bemyndiges finansministeren til at optage statslån i udlandet til et samlet beløb af indtil 500 mill. kr. i udenlandsk valuta. De med gennemførelsen af loven forbundne udgifter bevilges på de årlige finanslove.

I bemærkningerne til lovforslaget hedder det:

„Ved lov nr. 16 af 1. februar 1963 blev finansministeriet bemyndiget til at optage statslån i udlandet til et samlet beløb af indtil 500 mill. kr. i udenlandsk valuta. Med hjemmel i denne lov er der i februar måned optaget et 15-årigt 5 1/4 pct. statslån i USA på 30 millioner dollars.

Finansministeriet har herudover indledt forhandlinger med Den internationale Bank med henblik på optagelse af et lån på 25 millioner dollars til finansiering af den fortsatte udbygning af elværkskapaciteten i Danmark. Såfremt forhandlingerne om optagelse af dette lån afsluttes med et positivt resultat, vil der af den lånebemyndigelse, der er indeholdt i fornævnte lov kun restere ca. 120 mill. kr., hvoraf 60-70 mill. kr. påregnes udnyttet i nærmere fremtid til optagelse af et yderligere lån til finansiering af elværksanlæg.

Da regeringen med henblik på at styrke valutastillingen må anse det for ønskeligt, at finansministeriet sættes i stand til at udnytte foreliggende lånemuligheder, stilles der forslag om, at finansministeren bemyndiges til i udlandet at optage statslån til et samlet beløb af 500 mill. kr."

Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte finansministeren som begrundelse for den foreslåede nye lånebemyndigelse:

„Det er regeringens håb, at der med gennemførelsen af de lovforslag, der indgår i helhedsløsningen, vil være skabt grundlag for en mere varig stabilisering af valutastillingen, men med de fortsat meget usikre udsigter for landbrugseksporten må det påregnes, at der i de nærmeste år vil være behov for at fortsætte en politik, der går ud på i rimeligt omfang at udnytte de foreliggende muligheder for at optage lån i udlandet."

Lovforslaget mødte i folketinget kun tilslutning fra regeringspartierne. Det henvistes efter 1. behandling til finansudvalget, hvis flertal (regeringspartiernes medlemmer) indstillede det til vedtagelse, mens mindretallet (de øvrige medlemmer) erklærede ikke at kunne medvirke til lovforslagets gennemførelse.

I betænkningen findes optrykt en skrivelse fra nationalbanken, hvori udtales:

„Nationalbanken afgav den 25. januar 1963 en udtalelse om en tilsvarende bemyndigelseslov, hvortil man kan henvise. Da den i loven af 1. februar 1963 indeholdte lånebemyndigelse ventes at være så godt som udnyttet i en nærmere fremtid og regeringen derfor allerede nu ønsker at få hjemmel til yderligere låneoptagelse, finder nationalbanken det imidlertid rigtigt at uddybe sit syn på det omhandlede spørgsmål.

Som ofte tilkendegivet er det nationalbankens principielle opfattelse, at den økonomiske politik bør tilrettelægges således, at de fornødne investeringer, herunder oparbejdelsen af en passende valutareserve, kan finansieres af den hjemlige opsparing, jfr. f. eks. bankens skrivelser til finansministeriet af 13. maj 1961 og 5. marts 1962 og de „Afsluttende bemærkninger" i bankens årsberetning for 1962.

Kapitaltilførsel fra udlandet vil — med undtagelse af statslån, som ikke anvendes til viderelån eller på anden måde påvirker de øvrige statsfinansielle dispositioner — forøge det hjemlige efterspørgselspres. Dette må være urigtigt i en situation, hvor den økonomiske politik netop tager sigte på at holde igen på efterspørgslen, så der kan tilvejebringes bedre balance mellem denne og produktionsmulighederne.

Optagelse af lån i udlandet forvansker desuden indtrykket af udviklingen på den løbende betalingsbalance. Dette kan mindske befolkningens forståelse for nødvendigheden af den rette økonomiske politik og dermed vanskeliggøre dennes gennemførelse.

Efter at der i 3 år har været et betydeligt og indtil den seneste tid stigende underskud på betalingsbalancen, er valutabeholdningen imidlertid faldet så meget, at dens ringe størrelse indebærer en risiko. Man skal særlig pege på, at den lille valutabeholdning betyder, at selv mindre tilbageslag kan give anledning til mistillid i ind- og udland til dansk økonomi og til den danske valutas stabilitet. Opstår der en sådan mistillid, kan den i forvejen anspændte valutastilling yderligere svækkes, og der kan opstå en situation, som det kan være vanskeligt at beherske. Ud fra denne betragtning kan det derfor være hensigtsmæssigt i en overgangsperiode at styrke den ringe valutabeholdning gennem lånoptagelse, indtil det efterhånden bliver muligt ved egen kraft at oparbejde en valutareserve.

Under henvisning til disse synspunkter skal nationalbanken ikke tage afstand fra forslaget om en yderligere bemyndigelse til optagelse af statslån i udlandet. Nationalbanken skal understrege nødvendigheden af, at den lånte fremmede valuta indgår i valutabeholdningen og dermed tjener til at styrke valutalikviditeten. Det bør tillige efter nationalbankens opfattelse sikres, at kroneprovenuet af lånene ikke videreudlånes eller påvirker statens finanspolitik i øvrigt.

Nationalbanken skal endelig bemærke, at der ud over statens store låntagning i de senere år er foregået og stadig foregår en meget betydelig kapitalimport gennem de omfattende direkte udenlandske investeringer i dansk erhvervsliv samt i kraft af den vidtgående frihed, der gælder med hensyn til udenlandsk finansiering af dansk udenrigshandel. Det vil være farligt, om der herudover frigives eller tillades yderligere kapitalimport, så længe der fortsat hersker efterspørgselspres i den hjemlige økonomi. En sådan frigivelse ville bidrage til at forcere efterspørgslen endnu mere og dermed gøre det vanskeligere at opnå og opretholde den indre og ydre samfundsøkonomiske balance, som var målet for det nyligt vedtagne lovkompleks."

Ved 2. behandling anbefaledes lovforslaget til vedtagelse af Kaj Andresen (S) og Grethe Philip (RV).

I modsætning hertil gik Damsgaard (V) imod lovforslaget. Han gjorde gældende, at han måske under andre forhold ville have set anderledes på en sådan bemyndigelse, men at den samfundsøkonomiske balance i den nuværende situation manglede. „En afgørende og absolut betingelse for, at lånoptagelse i udlandet er forsvarlig, må være, at inflationen eller, om man vil, pengeforringelsen standses, og det tror vi i venstre ikke på, at regeringen har evne til, måske heller ikke mod til. Gennemførelsen af den såkaldte helhedsløsning, som regeringspartierne gennemtvang, er ikke noget åbenbart bevis på sådanne evner eller mod.

Venstre tør simpelt hen ikke give regeringen flere penge. De forgangne års politiske og økonomiske virke skræmmer."

Jørgen Jensen (KF) mente heller ikke, at man kunne have den fornødne tillid til regeringens økonomiske politik. „Regeringen har jo ved gennemførelsen af sin såkaldte helhedsløsning vist, at den kan selv. Vi synes, at det er en noget dristig position at indtage, når der er klare tegn, ikke alene i sol og måne, men også i statistikker og andre foreliggende kendsgerninger på, at konjunkturerne er højst usikre, og at væsentlige dele af vor eksport, f. eks. landbrugseksporten og skibseksporten, og skibsfartens indtægter så langt fra har gode vilkår for tiden eller særlig lyse udsigter — tværtimod."

Også Skræppenborg-Nielsen (SF) og — i særlig grad — Iver Poulsen (Uafh) gav, omend ud fra forskellige synspunkter, udtryk for betænkelighed ved den af regeringen førte økonomiske politik. Sidstnævnte betegnede det som „komplet uforsvarligt at betro regeringen endnu en halv milliard kroner."

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 81 stemmer (S og RV) mod 60 (V, KF og Uafh), idet 10 medlemmer (SF og Hans Schmidt (SI)) afholdt sig fra at stemme.