Lovens §§ 1 og 2 er sålydende:

§ 1. De indtægter, som hidtil er tilfaldet politikasserne, indgår fremtidig i statskassen. Udgifter, der hidtil har været afholdt af politikasserne, afholdes fremtidig af statskassen.

§ 2. Politikassernes formue overføres til statskassen.

Som konsekvens af disse bestemmelser ophæves ved § 3 en række spredte lovbestemmelser, ligesom der i en række andre lovbestemmelser foretages redaktionelle ændringer.

Ved § 4 fastsættes lovens ikrafttrædelsestidspunkt til 1. oktober 1963.

Det oprindelige lovforslag afveg i sin ordlyd i betydelig grad fra den gennemførte lov. Ændringerne, der alle gennemførtes ved lovforslagets 2. behandling efter forslag af justitsministeren, var imidlertid udelukkende af redaktionel art, bortset fra en ændring af ikrafttrædelsestidspunktet, der oprindelig var foreslået sat til 1 januar 1963.

Om baggrunden for lovforslaget udtalte Poul Møller (KF) ved lovforslagets fremsættelse som ordfører for forslagsstillerne bl. a.:

„Den redegørelse, den højtærede justitsminister i onsdags gav tinget om motiveringen for, at han har tillagt justitsministeriets departementschef et årligt repræsentationstillæg på 6.000 kr., havde et sådant indhold, at forslagsstillerne mener, at folketinget ikke fortsat kan opretholde en tilstand, hvorved politikassernes midler er unddraget almindelig bevillingsmæssig kontrol og revision.

Politikassernes midler fremkommer ved bøder, der pålægges borgerne i henhold til love vedtaget af folketinget. Det er efter forslagsstillernes opfattelse urimeligt, at disse midler administreres i henhold til en enevældig kancelliplakat fra 1819, som end ikke ved den mest velvillige fortolkning kan give ministeren hjemmel til at tillægge sine nærmeste medarbejdere i ministeriet kørselsgodtgørelser og repræsentationstillæg, idet den pågældende plakat kun indeholder klar hjemmel til udbetaling af dusører for årvågenhed til sognefogder og til politibetjente i købstæderne.

Det er nu 113 år siden, grundloven blev vedtaget. Efter dennes klare ord kan ingen udgift afholdes uden hjemmel i en af folketinget vedtagen bevillingslov. Denne grundlovsbestemmelse må nu opfyldes fuldt ud, også for politikassernes vedkommende, ikke mindst på baggrund af den gentagne offentlige kritik, justitsministerens administration har givet anledning til.

Ved lovforslagets 1. behandling udtalte justitsministeren, at politikassernes forhold gentagne gange havde været behandlet af rigsdagen og folketinget. Allerede i 1909 havde den daværende justitsminister fremsat lovforslag om overførsel af kasserne til statskassen; forslaget var blevet genfremsat, men blev aldrig gennemført. Langt den største del af politikassernes indtægter havde hjemmel i lovbestemmelser fra de senere år, og de vekslende justitsministre havde over for forskellige folketingsudvalg gjort rede for anvendelsen af midlerne. Indtægterne var imidlertid nu blevet så store i forhold til udgifterne, at en nyordning var påkrævet. Ministeren havde nedsat et udvalg til behandling af dette spørgsmål den 24. november 1961, og han fandt det for så vidt beklageligt, at forslags- stillerne ikke havde ment at kunne afvente dette udvalgs redegørelse.

Poul Møller (KF) gav som ordfører for forslagsstillerne den nærmere motivering for, at lovforslaget var fremsat netop nu. Revisions- departementerne havde gennem flere år forgæves forsøgt at få ret til at revidere politikassernes regnskaber. Endelig lykkedes det departementet at få overladt regnskabet for Københavns politikasse til gennemsyn, og det viste sig da, at justitsministeriets øverste embedsmand fik udbetalt kørselsgodtgørelse af kassen. Departementet kritiserede stærkt denne disposition, men under behandlingen af sagen, der endte med et samråd mellem statsrevisorerne og justitsministeren, oplyste man ikke fra ministeriets side, at der derudover var tillagt den samme embedsmand 6.000 kr. i repræsentationstillæg.

Dette var begrundelsen for, at folketinget nu måtte skride ind, således at politikasserne blev underkastet samme kontrol som andre statsmidler.

K. B. Andersen (S) var enig i, at politikassernes stilling måtte ændres. Det var vigtigt at nå frem til en ordning, hvorved ny uro om kasserne blev undgået. Folketingets bevillingsmyndighed måtte holdes i hævd.

Thisted Knudsen (V) udtalte, at det havde gjort et dårligt indtryk, at landets mest fremragende jurister havde forsøgt en argumentation som den, der var anvendt af justitsministeren. Der var efter Thisted Knudsens mening ikke hjemmel for de kritiserede udbetalinger, og det ville have set bedre ud, om ministeren havde erkendt dette.

Helge Larsen (RV) gjorde opmærksom på, at det på mange områder havde taget lang tid at få gennemført 1849-grundlovens ideer. Politikasserne var blot et af disse områder. Alle partier, der havde haft regeringsmagten i det forløbne århundrede, havde haft deres andel i denne undladelsessynd, men nu måtte der ske en ændring.

I tilslutning til Helge Larsens bemærkninger fremhævede Aksel Larsen (SF), at heller ikke folketinget var skyldfrit. I øvrigt var han enig med de andre ordførere i, at der måtte ske en nyordning, selv om han ikke var sikker på, at det fremsatte lovforslag indeholdt den rigtige løsning.

Også Iver Poulsen (Uafh.) udtalte sin støtte til lovforslaget. I anledning af de fremkomne udtalelser betonede justitsministeren til slut, at der for ham ikke var tvivl om, at der havde foreligget tilstrækkelig hjemmel til de foretagne dispositioner.

Efter 1. behandling henvistes lovforslaget til et udvalg, der i sin betænkning bl. a. udtalte:

„Udvalget har modtaget en beretning afgivet i januar 1963 af det ved justitsministeriets skrivelse af 24. november 1961 nedsatte udvalg til overvejelse af politikassernes fremtidige omfang og administration. Beretningen indeholder en oversigt over de udgifter, der er afholdt af politikasserne i de senere år.
..........
Udvalget har under behandlingen af spørgsmålet om, hvorledes der fremtidig skal forholdes med disse udgifter, overvejet en ordning, hvorefter en større del af udgifterne overførtes til statskassen, medens der til dækning af andre, mindre udgifter opretholdtes en politikasse med tilsvarende mindre indtægter, og således at politimestrene selvstændigt administrerede ordningen i overensstemmelse med regler fastsat af justitsministeren efter forhandling med folketingets finansudvalg.

Udvalget har imidlertid af principielle grunde fundet det rigtigst, at den særlige politikasseordning bringes helt til ophør, og at samtlige udgifter, der hidtil har været afholdt af politikassen, fremtidig må søges afholdt af statskassen. Det bemærkes herved, at udvalget er af den opfattelse, at denne nyordning kan og bør tilrettelægges på en sådan måde, at den principielt ikke medfører nogen indskrænkning i politimestrenes dispositionsbeføjelser.

Det foreslås, at ordningen træder i kraft den 1. oktober 1963. Der vil da ikke ved dens ikrafttræden være hjemmel på finansloven til afholdelse af de nævnte udgifter. Udvalget forudsætter imidlertid, at justitsministeren opnår tilslutning fra folketingets finansudvalg til, at den fornødne hjemmel for udgifternes afholdelse optages på tillægsbevillingsloven for 1963-64, og til, at udgifterne afholdes på forventet efterbevilling.

Politikassernes formue, der består i resttilgodehavender af lån, som er ydet til anskaffelse, udskiftning eller hovedreparation af motorkøretøjer, der benyttes til tjenestekørsel, resttilgodehavender af andre lån m. v., obligationer, indestående i banker og sparekasser og kassebeholdninger, foreslås overført til statskassen fra samme dato. Det bemærkes herved, at der fortsat vil kunne ydes polititjenestemænd lån af statskassen til anskaffelse eller udskiftning af tjenestemotorkøretøj, jfr. herved finansministeriets cirkulære nr. 168 af 20. oktober 1955. Med hensyn til andre lån finder udvalget, at der kunne være grund til at udvide den ved tekstanmærkning på finansloven givne bemyndigelse vedrørende ydelse af statslån til visse tjenestemænd, der i forbindelse med uansøgt forflyttelse skal udrede boligindskud eller forudbetale leje ved overtagelse af lejlighed, til også at omfatte polititjenestemænd (jfr. finanslov 1963-64 § 30, tekstanmærkning nr. 15)."

Efter at de af justitsministeren stillede ændringsforslag, jfr. ovenfor, var vedtaget ved lovforslagets 2. behandling, vedtoges det ændrede lovforslag ved 3. behandling enstemmigt.