Loven har følgende indhold:

§ 1. Finansministeren bemyndiges til at optage statslån i udlandet til et samlet beløb af indtil 500 mill. kr. i udenlandsk valuta.

§ 2. Finansministeren bemyndiges til at udlåne indtil 250 mill. kr. til udbygning af danske elværker.

§ 3. De med gennemførelsen af denne lov forbundne udgifter bevilges på de årlige finanslove.

§ 4. Denne lov træder i kraft straks.

Som begrundelse for, at regeringen ønskede disse bemyndigelser, anførte finansministeren ved fremsættelsen af lovforslaget:

„Ved lov nr. 193 af 16. juni 1961 [årbog 1960-61, side 108] blev der givet finansministeren bemyndigelse til optagelse af statslån i udlandet til et beløb af 200 mill. kr. Denne bemyndigelse er — tillige med en resterende bemyndigelse hidrørende fra lov nr. 148 af 13. maj 1959 — anvendt til optagelse af et lån i Schweiz på 60 mill. Schweizerfrancs og et lån i USA på 20 mill. dollars, hvorefter der resterer en lånebemyndigelse på 4 mill. kr.

Igennem nogen tid har finansministeriet ført indledende drøftelser med repræsentanter for Den internationale Bank i Washington om ydelse af et lån til Danmark med henblik på en videreudbygning af danske elværker. Gennem Danske Elværkers Forening har man for de interesserede 6 elværker indhentet en række oplysninger om værkernes planlagte investeringsudgifter og finansieringsbehov i tiden efter 1. april 1963. Disse oplysninger er videregivet til banken, som for nogle dage siden har sendt en ekspertgruppe hertil, som nærmere vil gennemgå planerne med elværkerne og finansministeriet. Såfremt forhandlingerne føres til en positiv afslutning, vil udbetalingen af lånet, der påregnes at ville blive på 20-25 mill. dollars, ske i takt med udførelsen af anlægsarbejderne.

Når jeg har foreslået en bemyndigelsesramme, der væsentligt overstiger provenuet af lån i Verdensbanken, skyldes det, at der i den seneste tid har vist sig mulighed for at optage lån i udlandet på rimelige vilkår. Om de foreliggende muligheder er jeg naturligvis rede til at give nærmere oplysninger under den udvalgsbehandling, folketinget formentlig vil give forslaget.

Den danske økonomi undergår i disse år en strukturforandring. Den forstærkede industrialisering, der er en nødvendig forudsætning for at opretholde en høj beskæftigelse her i landet, kan bedst finde sted, såfremt den danske økonomi fortsat er præget af økonomisk ekspansion.

Da to af vore vigtigste eksportindtægter, salgsindtægten for landbrugseksporten og skibsfartens valutaindtægter, har været stagnerende i de seneste år, har den stigende indenlandske aktivitet skabt et stærkt pres på vare- og tjenestebalancen over for udlandet. Da mange af de industrielle investeringer, der er nødvendige som led i strukturforandringen af den danske økonomi, er meget kapitalkrævende, er det regeringens opfattelse, at det med de forholdsvis ugunstige vilkår for landbrugets og skibsfartens valutaindtjening har været naturligt at søge at supplere de løbende valutaindtægter med en låntagning i udlandet. Medmindre der sker en ændring i eksportvilkårene for landbruget og skibsfarten, vil der utvivlsomt endnu i nogle år være et behov for, at Danmark i et vist omfang søger at udnytte de foreliggende muligheder for at importere kapital fra udlandet. Jeg vil dog gerne tilføje, at selv om en låntagning i udlandet vil kunne bidrage til at mindske presset på den danske betalingsbalance, vil det ikke efter regeringens opfattelse være forsvarligt eller ønskeligt at søge at dække et stort underskud på den løbende betalingsbalance ved låntagning i udlandet. Da lånemulighederne i udlandet i sig selv er begrænsede, vil dette heller ikke være muligt. En moderat udenlandsk låntagning vil imidlertid kunne være et værdifuldt supplement til en nødvendig stabiliseringspolitik på det økonomiske område. Jeg kan tilføje, at Danmarks offentlige udenlandske obligationsgæld ved udgangen af 1961 udgjorde ca. 1.500 mill. kr. Dette svarer stort set til størrelsen af Danmarks offentlige udenlandske gæld ved udgangen af 1938. Da nationalproduktet imidlertid er forøget meget stærkt i de mellemliggende år, er den udenlandske gæld målt i forhold til nationalproduktet faldet fra ca. 18 pct. i 1938 til ca. 3 pct. i 1961."

Lovforslaget mødte ved 1. behandling tilslutning fra regeringspartierne og — omend med et vist forbehold — socialistisk folkeparti, mens venstre og det konservative folkeparti ønskede sagen nærmere overvejet, før de tog endelig stilling til den; særlig ønskede de klarlagt, om nationalbanken anså den påtænkte lånoptagelse for formålstjenlig. De uafhængige kunne tiltræde, at der låntes penge i udlandet til investering i elværkerne, men fandt det uforsvarligt, at man herudover optog statslån i udlandet til styrkelse af valutastillingen.

Efter 1. behandling henvistes lovforslaget til finansudvalget, der fra nationalbanken indhentede en udtalelse om sagen. Det hedder heri:

„Som nationalbanken har givet udtryk for ved adskillige lejligheder, jfr. senest bankens skrivelse til finansministeriet af 5. marts 1962 og især skrivelse af 13. maj 1961, er det bankens principielle opfattelse, at Danmark er et så veludbygget land og har en så høj levestandard, at det selv burde præstere den opsparing, som er nødvendig til at dække alle rimelige investeringsbehov samt oparbejde en passende valutareserve.

I de sidste 3-4 år har underskuddet på betalingsbalancens løbende poster været stærkt stigende. Det er nationalbankens opfattelse, at dette underskud straks burde være kommet klart til udtryk ved en tilsvarende nedgang i valutabeholdningen. I så fald ville man på et langt tidligere tidspunkt være blevet opmærksom på den voksende uligevægt i betalingerne over for udlandet, og der ville derved være blevet skabt forståelse for nødvendigheden af rettidige og dermed mere begrænsede indgreb. Den betydelige gældsstiftelse i udlandet har tilsløret udviklingen og har medført, at den stramning af den økonomiske politik, som alligevel måtte komme, er blevet vanskeliggjort og udskudt.

Uanset disse principielle synspunkter må nationalbanken erkende, at valutareserverne nu er faldet så meget, at det kan være hensigtsmæssigt i en overgangsperiode, indtil landets økonomiske forhold på ny er bragt i balance, at styrke valutalikviditeten ved optagelse af lån i udlandet."

Under henvisning til denne udtalelse indstillede finansudvalget enstemmigt lovforslaget til vedtagelse med den ene ændring, at § 4, der ikke fandtes i det oprindelige lovforslag, blev føjet til.

Ved 3. behandling gik samtlige ordførere med undtagelse af Iver Poulsen (Uafh.) ind for lovforslaget. Sidstnævnte udtalte bl. a.:

„Vi står stadig væk ved, hvad vi sagde ved 1. behandling, nemlig at på grund af den økonomiske situation, som regeringen har ført os ud i, kan vi gå med til optagelse af et lån i udlandet, når pengene investeres i produktionsapparatet herhjemme; derfor kunne vi gå med til halvdelen af dette lån, så vi har aldeles ikke fortrudt noget. Hvis den sidste halvdel - den, der skal gå til noget ubestemt - var sløjfet, ville vor stilling selvfølgelig have været en ganske anden."

Lovforslaget vedtoges med 109 stemmer mod 4 (Uafh.).