B 9 Folketingsbeslutning om folketingets samtykke i henhold til grundlovens § 57.

Af: Udvalget for Forretningsordenen (UFO)
Samling: 1962-63
Status:
Anmeldelse i folketinget sket ved skrivelse af følgende indhold:

„JUSTITSMINISTERIET

København, den 22. november 1962.

Af en af rigsadvokaten til justitsministeriet fremsendt sag fremgår, at medlem af folketinget Adolph Sørensen kan sigtes for overtrædelse af § 1, stk. 1, i politivedtægten for Sorø købstad.

Ifølge sigtelsen har den pågældende natten mellem den 27. og 28. marts 1962 i Storegade i Sorø tildelt en 17-årig ung mand, der var fører af en cykel med hjælpemotor, en lussing.

Efter rigsadvokatens indstilling skal justitsministeriet under henvisning til grundlovens § 57 anmode om folketingets samtykke til, at Adolph Sørensen sættes under tiltale for den nævnte overtrædelse af politivedtægten.

Hans Hækkerup / Niels Madsen.

Folketingets formand."

I overensstemmelse med folketingets forretningsordens § 17, stk. 3, blev skrivelsen overgivet til udvalget for forretningsordenen. Dette behandlede sagen og afgav derefter en enstemmig betænkning (B. sp. 221), hvori det hedder:

„Der er i udvalget — efter at man har haft lejlighed til at se sagens akter — enighed om at tiltræde, at anmodningen imødekommes, idet man dog samtidig finder anledning til at henstille, at sager af denne art fremmes mest muligt fra administrativ side, så at de når hurtigere frem til folketinget end i det foreliggende tilfælde.

Udvalget indstiller herefter, at folketinget giver samtykke til tiltale mod folketingsmand Adolph Sørensen i overensstemmelse med det i den nævnte skrivelse fra justitsministeren anførte."

Folketinget tiltrådte 14/12 enstemmigt udvalgets indstilling.