Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

„Folketinget henstiller til undervisningsministeren at udarbejde forslag til ændring i lov om „Ungdommens uddannelsesfond"s forvaltning og virksomhed. Ændringsforslaget, der snarest bør forelægges folketinget, må tilsigte en forøgelse af fondets midler i forhold til det forøgede antal studerende, der ansøger om støtte fra fondet, og i forhold til de forøgede leveomkostninger."

Ved fremsættelsen anførte Morten Lange (SF) som ordfører for forslagsstillerne:

„Den store studenterårgang, der dimitteredes i 1962, og det betydelige antal studenter også i 1961 har i alvorlig grad forrykket det studentertal, som blev lagt til grund ved de beregninger, der støttede overvejelserne om udvidelse af „Ungdommens uddannelsesfond" i 1961. De store stigninger i leveomkostningerne har tilsvarende forrykket basis for den størrelse, der er fastlagt for de enkelte legatportioner. Det kan på denne baggrund ikke virke overraskende, at der såvel ved legatuddeling til skoleelever og gymnasiaster som til studerende af de respektive bestyrelser gennemføres skærpelse i trangskriterierne langt ud over det forudsete, og efter hvad der oplyses, sker der endog samtidig en nedskæring af portionernes maksimale størrelse.

Denne udvikling kan ikke undgå at få en hel række uheldige konsekvenser på samtlige de områder, hvor fondet skulle fremme uddannelsesformål. Specielt synes det klart, at en lang række studerende, der har påbegyndt uddannelse i tillid til, at midler var til rådighed til legatstøtte, nu må forlænge deres studium ved erhvervsarbejde og derved næsten uundgåeligt forlænge studietiden.

Det kunne have været ønskeligt med en noget længere løbetid, før den pågældende lovgivning tages op til revision. Som udviklingen er forløbet, må det dog anses for uforsvarligt ikke snarest at foretage en ajourføring. Det må her formentlig være rimeligt at udarbejde lovbestemmelser om automatisk regulering efter ansøgerantal og efter pristal.

Det vil være ønskeligt, om undervisningsministeren over for et folketingsudvalg, der bør nedsættes til behandling af forslaget til beslutning, vil give oplysning om udviklingen siden lovens vedtagelse, og at disse oplysninger kan fremkomme så betids, at også en forøgelse af bevillingen for 1962-63 kan komme på tale til optagelse på tillægsbevillingsloven."

Ved sagens 1. behandling påpegede undervisningsministeren bl. a. den betydelige forøgelse af uddannelsesfondens midler, som fandt sted i 1961. Han udtalte derefter:

„Det er klart, at der nødvendigvis i forbindelse med en sådan forøgelse af midlerne må opstå problemer ved fordelingen af dem. Der er en række forhold, som netop kræver en nærmere undersøgelse på baggrund af de erfaringer, der indhøstes, og derfor er det rigtigt, når det ærede medlem peger på det ønskelige i, at der går længere tid, før loven revideres.

Men det ærede medlem går så videre og siger, at det, som udviklingen er forløbet, må anses for uforsvarligt ikke at foretage en ajourføring snarest, og i denne forbindelse peger han på, at det vil være rimeligt at udarbejde lovbestemmelser om automatisk regulering efter ansøgertal og efter pristal. Det er jo rigtigt, at der har fundet en betydelig forøgelse af de studerendes antal sted i år, og det er også rigtigt, at leveomkostningerne er steget.

Med hensyn til antallet af elever under fondens støtteordning, for så vidt angår de 63 mill. kr., fremgår det af de indkomne skemaer, at der i 1962-63 er godt 41.000 imod ca. 37.000 i 1961-62. Der er altså tale om en stigning på ca. 12 pct. Skulle der ydes støtte til hver enkelt af de unge, der er under uddannelse i en af de afdelinger, der omfattes af ungdommens uddannelsesfond, ville støttebeløbet pr. elev i 1962-63 blive gennemsnitlig ca. 1.540 kr. imod ca. 1.700 kr. i fjor.

Det er da åbenbart, at der generelt er tale om en forringelse af mulighederne for de elever, der får støtte, og derfor vil en forhøjelse svarende til det forøgede antal studerende og til de stigende leveomkostninger være en logisk konsekvens af folketingets holdning i 1961, da man vedtog loven. Deri kan jeg være enig med det ærede medlem. Men der er jo så hertil at føje, at landets økonomiske situation nu engang er vanskeligere, end den var dengang, og jeg må derfor sige til det ærede medlem, at regeringen ikke mener, at der er grundlag for at foretage forhøjelser af beløbsrammen i øjeblikket.

Men som jeg sagde i mit svar til det ærede medlem, da vi sidst drøftede problemet her i folketinget — det var den 17. oktober 1962 vil der være al grund til at se nærmere på de forskellige gruppers andel af midlerne. Der vil være anledning til at undersøge, om man kan tilvejebringe større retfærdighed grupperne og de enkelte inden for grupperne imellem, om der med andre ord skal ses nærmere på de retningslinjer, der gives de enkelte stipendienævn.

Jeg kan i denne forbindelse oplyse, at fondens bestyrelse i øjeblikket modtager beretninger om fordelingen af stipendier i 1961-62. Fordelingen skulle først være afsluttet den 1. oktober 1962 for stipendiernes vedkommende og for lånenes vedkommende den 1. januar 1963. Når dette materiale er kommet bestyrelsen i hænde, vil der blive foretaget en grundig undersøgelse af det sæt af problemer, der knytter sig til fordelingen af midlerne. Der vil da i næste folketingsår kunne tages stilling til, om der kan og skal ske en generel forhøjelse af beløbsrammen. Her vil landets økonomiske situation selvsagt stadig være i høj grad bestemmende, og der vil kunne tages stilling til, om der på anden måde skal ske ændringer i loven om ungdommens uddannelsesfond.

Jeg skal desuden erklære, at jeg naturligvis er villig til i et eventuelt udvalg at give yderligere oplysninger om fondens virksomhed."

Under den indgående forhandling, som fulgte, drøftedes bl. a. den forskelligartede uddelingspraksis i de enkelte stipendienævn. Endvidere var man inde på spørgsmålet om, hvorvidt midlerne i forøget omfang burde udvides i form af lån. Herom udtalte ministeren:

„Jeg tror nok, man må sige, at der i nogle befolkningskredse må ske en hel mentalitetsændring, før man går over til en låneordning som et mere dominerende princip, men det er muligt, at denne mentalitetsændring er på vej. Jeg tror i hvert fald, at hele spørgsmålet må grundigt undersøges, og jeg er rede til, at det kan ske."

Efter forhandlingens slutning henvistes forslaget til behandling i et udvalg. Dette afgav ikke betænkning.