Efter forslaget til folketingsbeslutning skulle folketinget opfordre regeringen til at fremsætte forslag til ændringer i lov nr. 239 af 10. juni 1960 om den offentlige sygeforsikring vedrørende fortsættelsessygekasserne med henblik på:

1. at sikre fortsættelsessygekassernes forbliven som led i den offentlige sygeforsikring,

2. at sikre fuld ligestilling mellem fortsættelsessygekasserne og sygekassernes B-afdelinger med hensyn til ydelser,

3. at give fortsættelsessygekasserne ret til at optage og bevare medlemmer, hvis indtægter er under den fastsatte sygekassegrænse,

4. at sikre fortsættelsessygekasserne ret til at administrere dagpengeordningen for lønarbejdere,

5. at pålægge sygekasserne pligt til, jfr. lovens § 10, over for medlemmer, hvis indtægter overstiger sygekassegrænsen, at bekendtgøre, at der er adgang til overførsel til såvel B-afdelinger som fortsættelsessygekasser.

Som ordfører for forslagsstillerne (medlemmer af venstre og det konservative folkeparti) begrundede Peter Larsen (V) ved fremsættelsen forslaget således:

"Allerede under behandlingen af sygekasseloven i 1960 stillede de to partier en række forslag, der tog sigte på at bevare fortsættelsessygekasserne som et led i den offentlige sygeforsikring i fuld ligestilling med de nye B-afdelinger. Vi var allerede dengang klar over, at den status, fortsættelsessygekasserne havde fået i den nye lov, ville bringe disse i vanskeligheder. Efter den tid har vi ofte fremført lignende synspunkter bl. a. ved behandlingen af lovforslaget om
Statsbanepersonalets Sygekasse, men hidtil har vi fremført disse uden at blive hørt.

Vi har også tidligere sagt, at vi ville fremsætte forslag om ændring, hvis vi fik ret i vor antagelse. Nu er der sket det, at vor spådom desværre er gået i opfyldelse. De ulige vilkår i konkurrencen med B-afdelingerne har medført en stærk nedgang i fortsættelsessygekassernes medlemstal. 100.000 medlemmer er tabt i 1961, og det skyldes i overvejende grad de begrænsninger, der er indført i loven, og som hindrer en naturlig tilgang af nye medlemmer samtidig med, at en del — også af lovbestemmelser — er tvunget over i de almindelige sygekasser. Det er altså ikke utilfredshed med fortsættelsessygekassernes virke, der er årsagen.

Med alt dette er der skabt et erfaringsmateriale at bygge på, som kan være med til at danne et andet grundlag end hidtil for at skabe reformer på disse vigtige områder, og vort forslag fremsættes derfor nu, således at der kan blive tid til at løse problemerne, inden fortsættelsessygekasserne den 1. januar 1963 går ind i deres nye tilværelse som godkendte sygeforsikringsforeninger.

Forslaget tilsigter principielt at bevare fortsættelsessygekasserne som led i den offentlige sygeforsikring. Uanset deres ændrede stilling vil der stadig være en række berøringsflader med de almindelige sygekasser ved overflytning af medlemmer samt vedrørende begravelsesforsikring, og en videre udbygning vil derfor for os at se være formålstjenlig. Endvidere tilsigter forslaget at skabe fuld økonomisk ligestilling mellem B-afdelingerne og fortsættelsessygekasserne. Vi finder det principielt forkert, at offentlige instanser yder forskelsbehandling over for mennesker på samme økonomiske niveau, og det gælder både med hensyn til modtagne ydelser samt muligheden for at betjene befolkningen, her tænker jeg bl. a. på sygedagpenge

Endelig søger forslaget at skabe større klarhed i befolkningens kendskab til og mulighed for at vælge den af dem mest foretrukne forsikringsform. Også dette er meget tiltrængt. Det er vor opfattelse, at fortsættelsessygekasserne, der betjener befolkningen lige så godt som sygekassernes B-afdelinger og i de fleste tilfælde gør det billigere, bør bevares og udbygges, og det fremsatte forslag må ses som et nødvendigt led i bestræbelserne herfor.

At en reform er påkrævet, må vist erkendes navnlig af dem, der i 1960 mente, at de nye regler var tilstrækkelige for at skabe lige vilkår mellem de nye B-afdelinger og fortsættelsessygekasserne. Under hensyn til sagens mange sider har vi valgt at fremsætte vort forslag som forslag til folketingsbeslutning for derigennem at få dækket alle de områder ind, der vedrører denne sag. Vi har modtaget mange henvendelser fra folk, som er utilfredse med den gældende ordning, og som er i tvivl om virkningen af alt det nye. Derfor må en klaring af disse ting være påkrævet.

Det er med stor glæde, vi ser, at også andre i denne sal interesserer sig for de samme problemer, så vi håber, at der kan komme et godt resultat ud af de fælles bestræbelser. Jeg skal med disse bemærkninger anbefale forslaget til en venlig modtagelse i den høje regering og det høje folketing."

Forslaget behandledes sammen med det fra de uafhængiges side fremsatte forslag til lov om ændringer i lov om den offentlige sygeforsikring.

Ved 1. behandling af forslagene henstillede socialministeren, at disse blev taget tilbage, idet der ved forhandling mellem fortsættelses- kasserne og sygekasserne var opnået enighed om en række ændringer i den gældende ordning, ændringer, som ville finde udtryk i et lovforslag, der var under forberedelse.

Efter hvad ministeren udtalte, var der mellem de to sygeforsikringsformer opstået et spændingsforhold, som i det lange løb kun kunne være til skade for de forsikrede.

„For mig at se måtte det være i de forsikredes interesse og ønskeligt, hvis der kunne opnås en ordning mellem de to interesserede parter, fortsættelseskasserne og sygekasserne. Jeg har derfor siden juni måned ført forhandlinger, først med fortsættelseskassernes og senere med sygekassernes ledelse.

Fortsættelseskasserne har ved disse forhandlinger fremsat tre ønsker, nemlig ret til at få den samme nedsættelse af sygehustaksterne, som sygekasserne har, ret til at beholde deres medlemmer, også efter at deres indtægt er kommet under sygekassegrænsen, og ret til lønarbejderdagpenge til deres medlemmer. På den anden side har også sygekasserne og socialministeriet ønsket nogle forhold ændret. Disse forhold går for det første ud på at standse den agitation, som allerede er begyndt om medlemstilgangen i indbyrdes konkurrence — en konkurrence, som er en økonomisk belastning og kun kan medføre, at medlemmernes penge bruges til et unyttigt formål — og for det andet at sikre, at de formuer, der tilhører fortsættelseskasserne, ikke bliver opbrugt til en sådan konkurrence, men anvendes til de formål, hvortil de er opsparet, nemlig som reserver for sygeforsikringen.

Efter en række forhandlinger med de to parters ledere, direktør Carl Jensen fra fortsættelseskasserne og det ærede medlem hr. Niels Mørk fra sygekasserne, er det lykkedes at komme frem til en aftale, som begge parter ved et fællesmøde den 6. november har givet deres tilslutning. Jeg vil gerne her anerkende den forståelse, de to forhandlingsparter har vist. Jeg tror, at vi med denne aftale har nået det resultat, som har været tilstræbt, nemlig at opnå fred og forståelse, hvor der før var strid, fred og forståelse til gavn for de forsikrede.

Aftalens hovedpunkter, som jeg nu skal referere, er følgende: fortsættelseskassernes formuer sikres til de formål, hvortil de er opsparet, og der er enighed om en fælles interesse i den bedst mulige gennemførelse af sygeforsikringslovens regler om formuens anvendelse ved eventuelt ophør. Hertil har fortsættelseskasserne føjet et tilsagn om at lade de årlige indtægter dække de årlige udgifter, og det vil sige, at fortsættelseskasserne vil bevare de formuer, som eksisterer ved udgangen af 1962. Videre har såvel fortsættelseskasser som sygekasser givet tilsagn om at undgå agitation og indbyrdes konkurrence om medlemstilgangen. I stedet vil fortsættelseskasser og sygekasser give oplysninger om deres medlemmers situation ved ændring af indtægtsforholdene, det vil sige, når et medlem passerer sygekassegrænsen, således at det enkelte medlem selv kan vurdere fordelene ved sin fremtidige placering i den ene eller den anden forsikringsform.

Under forhandlingerne blev der endvidere opnået enighed om, at der gives fortsættelseskasserne samme ret til nedsættelse af sygehustaksterne, som gælder for sygekasserne.

Hvad angår overførelse af medlemmer, er der enighed om, at de af fortsættelseskassernes medlemmer, hvis indtægt kommer under sygekassegrænsen, kan forblive i fortsættelseskassen. Dette vil medføre for medlemmer, der ønsker overførelse, men ikke afmelder sig inden en vis frist, en karenstid på 6 måneder, inden deres rettigheder i sygekassen indtræder; men jeg kan oplyse, at fortsættelseskasserne har givet tilsagn om at ville dække de forsikredes risiko i disse seks måneder.

Endvidere er det aftalt, at fortsættelseskassernes medlemmer får ret til dagpenge. Dog har man af praktiske grunde valgt at lade dagpengeordningen administrere af sygekasserne for ikke at skulle opbygge en stor sideløbende og derfor urimelig administration af en nyordning; dette er fortsættelseskasserne helt indforstået med. I øvrigt er aftalen på dette punkt i overensstemmelse med den ordning, som gjaldt under den tidligere sygelønsordning."

Socialministerens redegørelse fik i folketinget en stort set gunstig modtagelse fra de fleste af partierne, idet alene socialistisk folkepartis ordfører, Skræppenborg-Nielsen, gik imod de indrømmelser, som bebudedes til fordel for fortsættelseskasserne. Da socialministerens lovforslag endnu ikke forelå, og man således ikke kunne tage stilling til dets enkeltheder, blev de to forslag dog ikke taget tilbage. De henvistes efter forhandlingens slutning til et udvalg.

Ingen af forslagene blev fremmet, idet folketinget i stedet for gennemførte det senere af socialministeren fremsatte lovforslag om ændringer i sygeforsikringsloven, se ovenfor side 252.